Happy Anniversary Jørgen

Do you remember the day, so very long ago, so long ago it was….

Do you remember that day and the lovely night
When we made our special vows
My dress so white as snow in the night
Your vest as blue as the sky in twilight
And in my hands…. there was heather, sage and rose

We were our finest show, when we made our special vows
With heather, sage and rose….

The wind it was heavy with thunder and storm
The rain fell from the sky
But suddenly the clouds went away
And the sun shone through to brighten the day
And the light at once … went from cold to warm

And my daddy, yes, he did shed a tear
As a ladybird touched his hand
And everyone smiled, there was music to hear
Nothing to worry, and nothing to fear
And the sandglass … was still so full of sand

Oh, what a beautiful day it was
So much love and so much joy
And late at night, when we tucked in our bed
And held each other tight, as we laid our heads
Future was bright … and life was like a toy

So many dreams we had back then, so much love we had to give,
enough to fill the world …  enough to make us live

But the days have passed and the sand has too,
And life it changes between laughter and fear
And love is something, that we must always woo
But our minds are so simple, it can end in tears
So the broken bowl … must be mended with glue

Now your hair is turning grey and white 
And I’m a woman so old
Though days have passed, and a thousand nights
Your heart’s still warm and your eyes still bright
And still you keep me … from the cold

We have had our little share of the sun
And we have fought both storms and rain
From the golden hours with joy and care
To the darkest times with bleak despair
Much we have lost … but also much we gained

And we have fought each other
and we have fought ourselves
And the sea has been rough and calm
But still you are here, my truest love
And still I reach for you at night … to keep me warm


We were our finest show, when we made our special vows

With heather, sage and rose….

So many dreams we had back then, so much love we had to give,
enough to fill the world, enough to make us live

Copyright © Lilli Wendt 15 september 2019

De smalleste stier

Så kom der lige igen en lille sang til mig her til morgen. Melodien har jeg i mit hoved, men jeg er jo, som I ved, helt uden evner til at få noderne skrevet ned, så hvis I får lyst til at skrive en ny melodi, så vil det være fantastisk. Her er den så. Håber I kan lide den.

For jeg går ad de smalleste stier
Og jeg går der hvor fuglene tier
Og jeg går der hvor solen gik ned
Og stjernerne gemmer sig i tavs afmægtighed

Og jeg går, mens mørket er tungt
Som jeg har gået, siden hjertet var ungt
Og ingen kender vejen til evigheden
Så jeg må lede videre i min jagt på freden

Og jeg kaster min udtjente ham
Hvor skallen er sprukken og inderligt sprød
Og den ligger på jorden itu
og jeg ser at den er både vissen og død

Og jeg viser min skælvende, bløde krop
Og tankerne myldrer til hjernen siger stop
Så sårbar den må modtage hvert slag
Der må komme når mørket engang bliver til dag

Og jeg går ad de smalleste stier
Og jeg går mens fuglene tier
Og jeg går hvor solen går ned
Og jeg går mod min sidste, min sidste evighed

For du vender ryggen til mig
Og du går en helt anden vej
Og sporene krydser vi ikke igen
For intet lys viser vejen derhen

Stjernerne skinner ej mer’
Og jeg træder så stille, for intet jeg ser
Og at snuble hvor stien er smal
Giver mærker så blå efter endnu et fald

Og jeg går ad de smalleste stier
Og jeg går der hvor fuglene tier
Jeg går der hvor solen gik ned
Og stjernerne gemmer sig i tavs afmægtighed

Copyright © Lilli Wendt 27. august 2019

Golden Moments

Så kom der lige en lille sang til mig her til morgen. Melodien har jeg i mit hoved, men jeg er som tidligere nævnt helt uden evner til at få noderne skrevet ned, så hvis I får lyst til at skrive en ny melodi, så vil det være fantastisk. Her er den så. Håber I kan lide den.

Golden Moments 

Dearest friend, I am so glad
Dearest friend, I ever had
Waited so long time for you to come
To see me here

Precious moments here to share
Joy and laughter everywhere
Not a gloomy cloud in sight
We will smile and drink tonight

Golden moments full of joy
Golden moments full of joy

Do not blame me if I hide
All the darkest hours in the night
When my heart is full of grief
Let it go like autumn’s leaves

You should not be sad for me
There is no reason it should be
Life will pass and rain must come
Thunderstorms for me to face alone

I’m so grateful that you’re here
and I feel your warmth and care
You have lots of worries too
and I know there’s nothing I can do

Do not blame me I don’t share
All these hours of despair
I don’t want you to feel sad
Such grey clouds would just be bad

All my problems you cannot solve
There are too many in the bowl
Before your heart so true and kind
I must draw my thickest blinds

Fill the glasses up with wine
Stars are in the sky and shine
Light the candles warm the night
Golden moments, share the light

Golden moments full of joy
Golden moments full of joy

Such golden moments should be free
Of all worries that could ever be
Golden moments, precious times
I will keep them in my mind

In my heart they’ll always stay
When again you go away
Purest gold to keep me warm
Shield me from the toughest storms

Golden moments full of joy
Golden moments full of joy

Copyright © Lilli Wendt 28. juli 2019

Tanker den 4. maj

Her til aften tænder jeg igen lys for frihed og håb, som så mange gange før, mens jeg mindes de, som kæmpede og faldt, og de som kæmpede og fik sår, der havde svært ved at heles. Jeg mindes også de mange uskyldige mennesker, der på den mest grusomme måde blev ofre for denne modbydelige krig. Æret være deres minde.

Frihedskæmperen Kim Malthe-Bruun skriver i sin sidste brev til sin mor: ”Jeg er kun en lille ting, og min person vil meget snart være glemt, men den idé, det liv, den inspiration, som fyldte mig, vil leve videre.”

Når jeg ser på verden i dag, så træder der mørke skygger frem, som orker fra det helvede, der til stadighed må bekæmpes for ikke at kvæle lyset, friheden og medmenneskeligheden. Ildevarslende skyer samler sig med Saurons tegn, torden lyder i det fjerne fra Sarumans tårn, og jeg beder en indre bøn til mine medmennesker, om  at den idé, det liv, den inspiration, som Kim Malthe-Bruun stod for altid vil leve, så der endnu er håb for os.

Jeg læste i aviserne at manden, der spillede Chewbacca, Peter Mayhew, er død. Han blev 74 år, et venligt og kærligt menneske, efter hvad Harrison Ford fortæller. Det fyldte mig med vemod og tristhed. Jeg kendte ikke Peter Mayhew, kun den måde han spillede Chewbacca på, som jeg – ligesom så mange andre – kom til at holde meget af. Dette kæmpestore uldne væsen uden sprog, som altid kæmper for det gode, og aldrig forlader sine venner. Hvil i fred, Peter Mayhew, og tak for din Chewbacca.

Men Chewbacca selv kan ikke dø, for hvis det skulle ske, så ville Chewbacca komme til Nangijala. Det er helt sikkert. Et væsen som Chewbacca lever videre. Ligesom også Karl Tvebak og Jonatan Løvehjerte. De kan heller ikke dø, de lever videre.

De lever i vores sind, i vores drømme, i den måde, vi anskuer verden, og i den måde, vi selv handler. De er ubundne, frie. Med deres tanker og handlinger inspirerer de os, de forklarer livets sammenhænge, de giver os mening, de viser veje. Vi har brug for dem, disse eventyrfigurer. Vi har brug for deres klarsyn, og for deres stædige vilje til at vokse, så de kan modstå selv de værste  strabadser i livet.

Når vi selv sidder som Mio og JumJum i Ridder Katos tårn og sulter, og alt håb for os er ved at rinde ud i den lange nat, så har vi brug for den lille ske med eventyrlig føde, der stiller sulten og giver os styrke igen.

På samme  måde har vi brug for hinanden, for Frodo ville aldrig have nået frem, men have bukket under for ringens magt, hvis ikke Sam havde været der for ham. Og når vi bliver for magelige, for selvtilfredse og for indelukkede i os selv, så må Gandalf banke på vores hobbitdør, som han gjorde på Bilbos, og vise os, at der er en verden udenfor, og at der er brug for os.

Kun ”bøjede hnau” kan dø. Det ved vi fra C.S. Lewis. At være et bøjet væsen er at overgive sig til et liv uden moral og uden respekt for det levende liv, at glemme det vigtigste.

Harry Potter og hans venner vinder over Voldemort, på trods af at det ser håbløst ud. Tandløs kæmper sig gang på gang tilbage, og flyver nu igen og har fået en mage og en unge. Ronja og Birk vælger en anden vej for deres liv end Mattis og Borka, mens Hassel og Femmer finder vej gennem mange hårde trængsler til et nyt hjem, hvor kaninerne kan leve i fred.

Kim Malthe-Bruun blev henrettet den 6. april 1945. Han nåede ikke at se frihedens time, men han efterlod os sin dagbog og sine breve. I dem finder vi det liv, den idé, den inspiration, som han kæmpede for. Men Kim Malthe-Bruun lever videre. I vores minde om ham, og når vi inspireres af hans liv og hans idé. Et ungt talentfuldt menneske døde for friheden for os alle. Æret være hans minde.

Jeg håber og beder til, at ingen mere behøver at dø som ham, at vi altid vil have frihed og demokrati,  og at vi kan have et samfund med medmenneskelighed og omsorg for alle.

Hver dag har vi et valg i vores liv om hvordan vi vil leve, hvordan vi vil behandle hinanden, og hvilke værdier, der er vigtige for os. Vi har brug for rollemodeller, når vi er usikre og tøvende, når livet bliver svært, og når vejen bliver vanskelig og kræver store ofre.

Men vi har også brug for vejledning, når tilværelsen bliver for let og for magelig, når vi trækker på skulderen og hånligt ser den anden vej ved andres svære kår, og ved ligegyldighed overfor vores lille planet, og når verden brænder omkring os.

Som Harry Potter har vi også muligheden for at vælge, hvilke stemmer vi lytter til, og vi har mulighed for at stille spørgsmålstegn ved de stemmer, vi hører. Hvad ligger bag dem? Hvor vil de føre os hen? Har de Gandalfs forståelse og indsigt, eller er de drevet af Sarumans frygt og grådighed? Bygger de op som Galadriel, så alt levende vil vokse og trives, eller bryder de ned, så jorden bliver gold og Ragnarok venter.

Når valgene bliver lidt for enkle, og vi ikke mere kan finde vores indre stemme, så har vi brug for Kim Malthe-Bruun til at vise vejen. Vi har brug for Emils forståelse for de svageste på fattiggården, og vi har brug for Ronjas glæde ved naturen og empati for den sultende Birk, ligesom vi har brug for Aaragorn, Legolas og Gimli til at kæmpe med os imod Isengards orker.

Glædelig 4.  maj. Må lysene brænde roligt hos jer og give håb.

Om håb

Om håb

Folkekirken kører i øjeblikket et spændende tema om håb. Hvad håbet er, og hvad håb gør ved os. Om det er den hulkindede skøge, eller det lys, der bærer os gennem livets trængsler og prøvelser.

Temaet fik mig til at grunde over, hvad håb er for mig, og dette er så, hvad jeg er nået frem til.

Håb er noget vi mennesker giver til hinanden i form af medfølelse for det andet menneskes situation – en anerkendende medfølelse for “den anden”, som bygger tillid og værd op hos “den anden”, således at håb for “den anden” kan blive en mulighed.

På denne måde så rækker jeg, som dit medmenneske, min hånd frem til dig, og jeg ser mennesket i dig, og jeg røres af din oplevelse af verden, af det sted, hvor du står, af den smerte, der omgiver dig. Jeg ser, og jeg føler, hvorledes du kæmper, og jeg lader min energi strømme mod dig, så du med den kan indgives håb og føle, at du stadig har værd for mig og for livet omkring dig.

For dette at indgive håb hos “den anden”, dette at anerkende den andens værdi, dette at tage den andens “sko” på – omend kun for et øjeblik, det er for mig vores opgave og meningen med vores tilværelse. Kun således kan vi vokse som mennesker og blive klogere, så vi kan indse og forstå, hvordan vi kan gøre en meningsfuld forskel i livet.

Men svært er det altid at huske, for hver og een af os må selv døje med tvivlen og frygten og med kræfter og midler der ikke altid er store nok, og som ofte må spredes tyndt ud ligesom den sidste skrabede rest syltetøj langs kanten af glasset på flere rundtenommer brød. Og det sker jo så ofte, at vi selv har brug for håb i vores liv, at glasset er blevet for skrabet. Og for nogle blandt os, så er angsten for at række ud efter håb for stor, til at den bliver synlig, selv for de, der gerne vil hjælpe.

Må dagen for jer alle være fuld af håb, og må vi have opmærksomhed og energi nok, så vi kan række hånden frem til den, der har brug for det.

Hav en god dag derude.

I mindet

Stjernerne skinner for mig,
så fint og forunderligt smukt
Så stærkt de lyser på himlen,
at blikket tabes i vrimlen
og drømme tager mig på flugt

Mens jorden drejer så stille, lyser dit billede klart
I nat lyser stjernerne for mig, med tusindtals lysårs fart

Sådan en nat, hvor jeg længes,
efter at sidde ved bord
og høre din gladeste stemme, at lytte til hvert et ord
at se dine øjne lyse, at stryge dig over dit hår
så hæver jeg blikket mod himlen,
hvor stjernerne lysende står

Dog troløs er drømme, og hurtig forbrugt
Så kort de mig varmer, men døren er lukt
og minder er nu, hvad jeg ejer og har
en kiste med skatte, et drømmenes kar
og tungt er mit hjerte, for nu er du væk
ej mer’ skal vi mødes, for din sjæl er på træk

Så hæver jeg blikket mod himlen,
og ser at der lyser mod mig
en særlig stjerne i vrimlen
følger mig trofast på vej
Det er som en tanke så kærlig
når mig fra himlen ned
en hilsen fra dig, mens du danser
I stjernenes evighed

Copyright © Lilli Wendt 3. januar 2019

Tanker ved årsskiftet

Her på sidstningen af  2018 er vi nok en del, der griber chancen for at reflektere over året, der er gået. Det fine nye år, som vi fik udleveret for så mange måneder siden, så nyt og så friskt, så ubrugt og så fulde af muligheder. Hvad brugte vi det til? Nåede vi det, vi ville? Ville vi overhovedet noget? Gik dagene bare uden at vi nåede at tænke over, hvor de forsvandt hen? Og hvordan bliver det nye år? Vil vi få et godt år? Et år med kærlig omsorg, et godt helbred, styr på livet og gode minder?

Tak for det gamle år. Tak for gode minder og kærlig omsorg. Tak til familie og venner, som gjorde året så ganske særligt. Tak for dagen i dag og de muligheder, den bringer.

Hvad venter så nu?

Her til morgen er det stadig mørkt udenfor, selv om dagslyset så småt begynder at vise sig i horisonten. Men tågen ligger tungt over landskabet og skjuler det frie udsyn og giver begrænset sigtbarhed, så kun de mest markante træer træder frem. Det er ikke en af de smukke morgener, hvor den opstående sol med begejstring farver himlen rød og smuk med frost og klarhed.

Vil det nye år blive som denne morgen? Fuld af tåge og med fugtigklam og rå kølighed, med sparsomt og manglende udsyn, uden begejstring og skønhed, uden klarhed og uden visioner?

Jeg håber og ønsker det bliver bedre.

Som det er nu, så er det mudret politisk set, der mangler sigtbarhed, der mangler håb, der mangler empati, forståelse og vilje. Værdierne er smuldret på Slotsholmen. Forvirring og kortsigtede løsninger råder, og udsyn, visioner og empati er en mangelvare.

I Europa og globalt er der endnu større grund til bekymring, for gammelt had er blusset op og iblandes nyt had, mens uligheden og fattigdom stiger, og utryghed giver grobund for afmagt og ønske om lette løsninger. Og så er der kloden, vores kære gamle Moder Jord, som i alt for mange år, har måttet finde sig i vores grove behandling af hende.

Hvad vil det nye år bringe?

Der er stadig håb, for det sker, at der kommer sprækker i tågen, og der dukker nye ideer frem og vi hører om mennesker, der arbejder for forandring i ønsket om en bedre verden. Mennesker, både unge og gamle, der med drømme og vilje om at bygge op og løse de store problemer, stædigt kæmper en værdig kamp for at gøre livet bedre både for os mennesker og for kloden.

De har brug for hjælp, fra os alle sammen.

Men vil vi hjælpe? Vil vi tage ansvar? Eller bliver det bare til de fine ord og hensigtserklæringer, mens balancen tipper, så vore børnebørn og oldebørn drukner i krige, snavs og problemer? Rager det os, hvad der sker, når vi ikke er her længere?

Til jul sang vi den gamle sang om den dejlige jord, hvor teksten lød ”Tider skal komme, tider skal henrulle, slægter skal følge slægters gang….”, men hvorfor dog synge den, hvis vi ikke har et reelt ønske om at det skal ske? Har vi ansvar for andet og mere end os selv?

Hvor er de politikere, der ønsker at vise vej? Hvor er de fyrtårn, der spreder lys i tågen, så vi ikke støder på grund? Hvor er de politikere, der samler alle op i redningsbåden, så også de svageste kommer med?

Men at pege på andres skyld, det giver kun mening, hvis vi også kigger indad. Hvis vi kigger på, hvad vi selv kan gøre bedre. Hvis vi tænker over, hvor vi kan bidrage til at løse problemer og skabe forståelse.

Ja, det nytter at spise mindre kød, det nytter at isolere boligen, det nytter at dyrke flere grøntsager lokalt, det nytter at tænke over hvad vi køber af ”ting og sager”, det nytter at sortere skrald, så det kan genbruges og blive til værdi igen. Og ja, det nytter at inkludere med værdighed og rettigheder, de der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet og i samfundet. Og ja, det nytter også at tale pænt til hinanden, for det giver venlighed, samarbejde og forståelse på tværs af gamle ”skyttegravsstillinger”.

Og lad os støtte dygtige ingeniører og miljøfolk, så de kan komme med gode løsninger, lad os anerkende de arbejdsgivere, der inkluderer og ikke ekskluderer, og lad os vælge ærlige politikere med visioner og værdier, der vil bygge op i stedet for at bryde ned.

Og lad os kigge indad og se, om vi måske selv har talenter, der kan bruges, og om hvor vi i øvrigt bedst selv kan bidrage.

Jeg håber i den grad at tågen snart letter…

Godt Nytår til Jer alle sammen!

Vintersolhverv – Julesang

Bringer bud om glæde,
bringer bud til dig og mig,
bringer bud om lyset,
solen er på vej.
Giv os håb, giv os fred, lys for hvert et lille sted.

Bringer bud om venskab,
bringer bud om kærlighed,
bringer fred i sindet,
åbner vore øjne med.
Giv os håb, giv os fred, lad os sprede kærlighed.

Her ved Solhvervstide,
Julen bringer håb,
lærer os at lytte,
hvis om hjælp, der lyder råb.
Giv os håb, giv os fred, overskud at dele med.

Her ved Solhvervstide,
sjælen bliver så stor,
rummer hele verden,
himmel, hav og jord.
Giv os håb, giv os fred, stjernestøv og evighed

Lad os aldrig glemme,
løftet om et bedre liv,
for hvert barn på jorden,
for en verden uden kiv.
Giv os håb, giv os fred, bygge verden op dermed.

Lad os altid huske,
hvert et barn på denne jord,
vi som frø må pleje,
uden omsorg, intet gror.
Giv os håb, giv os fred, alle børn på hvert et sted.

Lad os ønske verden,
en oprigtig julefred,
lad os sammen glædes
ved hvert tegn på kærlighed.
Giv os håb, giv os fred, hjertevarme, hjælpsomhed.

Tag blot mine hænder,
lad os danne krans,
når vi træet tænder,
vil vi gå i juledans.
Giv os håb, giv os fred, mørket svinder, du er med.

Træet lyser for os,
som et vartegn på vor jord,
om at vore drømme,
ej forgæves i os bor.
Giv os håb, giv os fred, jordens børn er kærlighed.

Copyright © Lilli Wendt 10. november 2012

Juleønsker

Forleden blev jeg afæsket mine ønsker til jul. Nu er jeg aldrig rigtig god til at levere ønsker på stående fod, så jeg måtte melde pas og love at vende tilbage. Jo, der er da ting og sager, jeg godt kunne tænke mig. Nogle meget store, andre meget små. Men når jeg nu sidder og kigger ud i regnen, der siler ned over hus og hjem, så er der jo så meget, jeg kan være taknemmelig over, og måske er det så ikke så vigtigt med hvad jeg lige ønsker mig til jul. Jeg har jo både en familie og gode venner, jeg har tag over hovedet, tøj på kroppen, mad i køleskabet, og der er brænde i brændeovnen. Verden er så fuld af problemer, at jeg bliver lidt eftertænksom og jeg vil derfor genbruge et meget gammelt og stort juleønske, som jeg stadig går og håber vil blive opfyldt.  Så derfor får I lige mit gamle juleønske igen – endnu engang. Måske vil I være med på det samme ønske, det tror jeg faktisk de fleste af Jer gerne vil.

 Mine ønsker til Jul

Jeg ønsker, jeg havde en gave at gi’
pakket med sløjfe og julekort i,
at give hvert eneste barn på vor jord
og et ordentlig måltid at sætte på bord.

Jeg ønsker, jeg havde en tryllestav fin
og magiske evner i posen min,
så jeg kunne stoppe hvert eneste skud
der havde kurs mod en sårbar hud.

Jeg ønsker, jeg havde den fineste sne
at drysse på jorden for børn at se,
og tøj, der varmed’ hver lille krop
mens stjernerne lyste kloden op.

Jeg ønsker, jeg havde en medicin
mod sygdom og brud og hovedpin’
så hvert lille barn kunne lege og le
og aldrig frygte smerter og ve.

Jeg ønsker, jeg havde sten og træ
så jeg kunne bygge et hus med læ
til hvert lille barn, der fryser i nat
og sove trygt sku’ hver eneste skat.

Du ønskestjerne, så fin og klar,
mit ønske nu, du fået har,
en tryllestav, du mig sende må
så ønskerne mine, jeg opfyldt kan få.

 

 

Copyright Lilli Wendt 29. november 2018

Efterår på bakken

Det sidste græs er slået, hævder manden i mit liv og ser glad ud. Endnu har frosten ikke taget pelargonierne, som stadig står med enkelte blomster på. Roserne er droslet meget ned, dog er der stadig blomster og knopper på de mange lyserøde Fairy roser, og på Souvenir de la Malmaison, Lady of Sharlot, Louise Odier og Pat Austin, og i toppen af rosenbuen ser jeg Mme Alfred Carriere lyse op med to cremehvide blomster. Under æbletræerne ligger de sidste nedfaldne æbler, som jeg ikke nåede at samle. Solsortene er gået i gang med at spise dem, og jeg vil tro, at de også giver lidt fornøjelse til de rådyr og dådyr, der indimellem færdes her.

Pimpinellefolie buskroserne står med de sidste sorte hyben, bladene er faldet af, så tornene tydeligt træder frem. Det gælder alle buskroserne, bladene falder nu. Men her i går så jeg, at Texas Gule Rose, ”Harrison’s Yellow”, som den også hedder, ja, den stod med en smuk gul blomst. En lille forårshilsen her på sidstningen af året.

Lyset bliver skarpere her sent på efteråret og himlen bliver højere, når kulden så småt sætter ind. Edderkopperne kryber i skjul og sidder ikke længere fremme på muren, og myg og fluer ses sjældent. Guldøjerne har søgt tilflugt i vinduesrammerne, og jeg må affinde mig med, at så er det slut med at pudse vinduer i år, for de skulle jo nødigt dø, de små fine venner, der holder mine roser fri for bladlus.

Det sorte egern har besøgt os flittigt. Det er den store skovfyr og valnøddetræet, der især trækker. Det har haft travlt og da der var mange nødder, så vil jeg tro at der er sikret forråd til en god vinter. Jeg ser det stadig suse gennem trækronerne i fuld firspring for at nå, lige det sidste. Egern har en imponerende hukommelse, de kan huske næsten alle de gemmesteder, hvor de lægger forråd.

Her om efteråret vrimler det med fasaner. Fasankyllingerne er blevet store og de er blevet lukket ud af deres indhegninger i skoven, så de kan ”forvilde sig”. Tit er der så mange sammen, at det ligner små flokke af efterskoleelever, der mødes for at lægge festplaner.

Vores vilde katte får lidt tørfoder hver dag. I det særlige skjul bag havehuset, som manden har lavet til formålet. Når vi går ned med maden, så ser vi dem indimellem sprinte ud til alle sider. Det er jo vildkatte, som stadig tager sig i agt for mennesker og har nerverne siddende uden på pelsen.

Der er en del af de store udvoksede killinger fra i sommers, der besøger os, og så ”de løse”, de gamle katte, der lægger vejen forbi. Indimellem går der lang tid imellem vi ser dem. Så pludselig ser vi ”Tæppet”, som vi kalder den skovkat lignende og værdigt spadserende sort-orange-hvide hankat med den lange tykke pels. Eller vi ser den store sorte med de hvide aftegninger luskende rundt forsigtig spejdende til alle sider. Mor-mis til killingerne og kæresten Bertram har vi ikke set et stykke tid. Bertram hedder egentlig Alfons og hørte oprindelig til hos vores naboer, men han flyttede hjemmefra og blev strejfer. Han er en smuk grå kat med kønne hvide aftegninger og et vindende væsen med stor venlighed overfor både killingerne og de andre katte. Han er ikke bange for mennesker og vil gerne kæles for. Jeg tror han også er lidt af en ”Casanova”, for han omgås flere forskellige hunkatte, som han opvarter på særdeles charmerende facon.

Mor-mis fik fem killinger i sommers. To med røde farver og hvide aftegninger, en med lyse og mørkere grå striber, en med gråsorte striber og en rødlig plet på bagkroppen, og så ”mini Bertram” i lys grå og hvid. De er blevet store, med flot tyk pels og klare øjne. De holder effektivt mus væk fra vores bolig, og vi håber de også napper nogle af de mange mosegrise, som vi så spor af sidste forår. Det er hyggeligt at få besøg af dem hver dag, selv om vi aldrig ved, hvornår og hvem, der kommer. Det sker, når vi færdes i carporten, at vi pludselig hører lyde, der kommer ovenfra, og så stikker der et orange hoved ned mellem loftsbjælkerne og holder skarpt øje med os. Vi håber de klarer sig vinteren igennem.

Brændeovnen kører, skorstensfejeren var her i sidste uge, så vi kunne sikre at alt var i orden til vinteren. Man mærker tydeligt at det er blevet køligere, vi går mod vinter, og så småt finder vi julelyskæderne frem, så vi mentalt kan klare os gennem den mørke tid, der kommer i december.

Her i nat lyser stjernerne klart på den mørke himmel, når jeg kigger ud og ser op. Så uendelig små vi er i universet sådan en nat, hvor stjernerne funkler og skinner tusind lysår fra os. Så står man lige så stille og føler sig som en meget lille del af det store rum.

Når jeg færdes ude på bakken, sker det også, at jeg mærker rummet ændre sig. Som om det forhæng, der hænger mellem dette mit nuværende liv og så det store alting, ja, det trækkes til side, og glimtvis forstår jeg, at jeg blot er en del af det store intet. Molekylerne opløses, og der er ikke længere adskillelse mellem mig og rummet med alle dets repræsentationer af liv og materie. Kun sindet eksisterer, med en gennemtrængende følelse af væren og afklaring.