I mindet

Stjernerne skinner for mig,
så fint og forunderligt smukt
Så stærkt de lyser på himlen,
at blikket tabes i vrimlen
og drømme tager mig på flugt

Mens jorden drejer så stille, lyser dit billede klart
I nat lyser stjernerne for mig, med tusindtals lysårs fart

Sådan en nat, hvor jeg længes,
efter at sidde ved bord
og høre din gladeste stemme, at lytte til hvert et ord
at se dine øjne lyse, at stryge dig over dit hår
så hæver jeg blikket mod himlen,
hvor stjernerne lysende står

Dog troløs er drømme, og hurtig forbrugt
Så kort de mig varmer, men døren er lukt
og minder er nu, hvad jeg ejer og har
en kiste med skatte, et drømmenes kar
og tungt er mit hjerte, for nu er du væk
ej mer’ skal vi mødes, for din sjæl er på træk

Så hæver jeg blikket mod himlen,
og ser at der lyser mod mig
en særlig stjerne i vrimlen
følger mig trofast på vej
Det er som en tanke så kærlig
når mig fra himlen ned
en hilsen fra dig, mens du danser
I stjernenes evighed

Copyright © Lilli Wendt 3. januar 2019

Tanker ved årsskiftet

Her på sidstningen af  2018 er vi nok en del, der griber chancen for at reflektere over året, der er gået. Det fine nye år, som vi fik udleveret for så mange måneder siden, så nyt og så friskt, så ubrugt og så fulde af muligheder. Hvad brugte vi det til? Nåede vi det, vi ville? Ville vi overhovedet noget? Gik dagene bare uden at vi nåede at tænke over, hvor de forsvandt hen? Og hvordan bliver det nye år? Vil vi få et godt år? Et år med kærlig omsorg, et godt helbred, styr på livet og gode minder?

Tak for det gamle år. Tak for gode minder og kærlig omsorg. Tak til familie og venner, som gjorde året så ganske særligt. Tak for dagen i dag og de muligheder, den bringer.

Hvad venter så nu?

Her til morgen er det stadig mørkt udenfor, selv om dagslyset så småt begynder at vise sig i horisonten. Men tågen ligger tungt over landskabet og skjuler det frie udsyn og giver begrænset sigtbarhed, så kun de mest markante træer træder frem. Det er ikke en af de smukke morgener, hvor den opstående sol med begejstring farver himlen rød og smuk med frost og klarhed.

Vil det nye år blive som denne morgen? Fuld af tåge og med fugtigklam og rå kølighed, med sparsomt og manglende udsyn, uden begejstring og skønhed, uden klarhed og uden visioner?

Jeg håber og ønsker det bliver bedre.

Som det er nu, så er det mudret politisk set, der mangler sigtbarhed, der mangler håb, der mangler empati, forståelse og vilje. Værdierne er smuldret på Slotsholmen. Forvirring og kortsigtede løsninger råder, og udsyn, visioner og empati er en mangelvare.

I Europa og globalt er der endnu større grund til bekymring, for gammelt had er blusset op og iblandes nyt had, mens uligheden og fattigdom stiger, og utryghed giver grobund for afmagt og ønske om lette løsninger. Og så er der kloden, vores kære gamle Moder Jord, som i alt for mange år, har måttet finde sig i vores grove behandling af hende.

Hvad vil det nye år bringe?

Der er stadig håb, for det sker, at der kommer sprækker i tågen, og der dukker nye ideer frem og vi hører om mennesker, der arbejder for forandring i ønsket om en bedre verden. Mennesker, både unge og gamle, der med drømme og vilje om at bygge op og løse de store problemer, stædigt kæmper en værdig kamp for at gøre livet bedre både for os mennesker og for kloden.

De har brug for hjælp, fra os alle sammen.

Men vil vi hjælpe? Vil vi tage ansvar? Eller bliver det bare til de fine ord og hensigtserklæringer, mens balancen tipper, så vore børnebørn og oldebørn drukner i krige, snavs og problemer? Rager det os, hvad der sker, når vi ikke er her længere?

Til jul sang vi den gamle sang om den dejlige jord, hvor teksten lød ”Tider skal komme, tider skal henrulle, slægter skal følge slægters gang….”, men hvorfor dog synge den, hvis vi ikke har et reelt ønske om at det skal ske? Har vi ansvar for andet og mere end os selv?

Hvor er de politikere, der ønsker at vise vej? Hvor er de fyrtårn, der spreder lys i tågen, så vi ikke støder på grund? Hvor er de politikere, der samler alle op i redningsbåden, så også de svageste kommer med?

Men at pege på andres skyld, det giver kun mening, hvis vi også kigger indad. Hvis vi kigger på, hvad vi selv kan gøre bedre. Hvis vi tænker over, hvor vi kan bidrage til at løse problemer og skabe forståelse.

Ja, det nytter at spise mindre kød, det nytter at isolere boligen, det nytter at dyrke flere grøntsager lokalt, det nytter at tænke over hvad vi køber af ”ting og sager”, det nytter at sortere skrald, så det kan genbruges og blive til værdi igen. Og ja, det nytter at inkludere med værdighed og rettigheder, de der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet og i samfundet. Og ja, det nytter også at tale pænt til hinanden, for det giver venlighed, samarbejde og forståelse på tværs af gamle ”skyttegravsstillinger”.

Og lad os støtte dygtige ingeniører og miljøfolk, så de kan komme med gode løsninger, lad os anerkende de arbejdsgivere, der inkluderer og ikke ekskluderer, og lad os vælge ærlige politikere med visioner og værdier, der vil bygge op i stedet for at bryde ned.

Og lad os kigge indad og se, om vi måske selv har talenter, der kan bruges, og om hvor vi i øvrigt bedst selv kan bidrage.

Jeg håber i den grad at tågen snart letter…

Godt Nytår til Jer alle sammen!

Vintersolhverv – Julesang

Bringer bud om glæde,
bringer bud til dig og mig,
bringer bud om lyset,
solen er på vej.
Giv os håb, giv os fred, lys for hvert et lille sted.

Bringer bud om venskab,
bringer bud om kærlighed,
bringer fred i sindet,
åbner vore øjne med.
Giv os håb, giv os fred, lad os sprede kærlighed.

Her ved Solhvervstide,
Julen bringer håb,
lærer os at lytte,
hvis om hjælp, der lyder råb.
Giv os håb, giv os fred, overskud at dele med.

Her ved Solhvervstide,
sjælen bliver så stor,
rummer hele verden,
himmel, hav og jord.
Giv os håb, giv os fred, stjernestøv og evighed

Lad os aldrig glemme,
løftet om et bedre liv,
for hvert barn på jorden,
for en verden uden kiv.
Giv os håb, giv os fred, bygge verden op dermed.

Lad os altid huske,
hvert et barn på denne jord,
vi som frø må pleje,
uden omsorg, intet gror.
Giv os håb, giv os fred, alle børn på hvert et sted.

Lad os ønske verden,
en oprigtig julefred,
lad os sammen glædes
ved hvert tegn på kærlighed.
Giv os håb, giv os fred, hjertevarme, hjælpsomhed.

Tag blot mine hænder,
lad os danne krans,
når vi træet tænder,
vil vi gå i juledans.
Giv os håb, giv os fred, mørket svinder, du er med.

Træet lyser for os,
som et vartegn på vor jord,
om at vore drømme,
ej forgæves i os bor.
Giv os håb, giv os fred, jordens børn er kærlighed.

Copyright © Lilli Wendt 10. november 2012

Juleønsker

Forleden blev jeg afæsket mine ønsker til jul. Nu er jeg aldrig rigtig god til at levere ønsker på stående fod, så jeg måtte melde pas og love at vende tilbage. Jo, der er da ting og sager, jeg godt kunne tænke mig. Nogle meget store, andre meget små. Men når jeg nu sidder og kigger ud i regnen, der siler ned over hus og hjem, så er der jo så meget, jeg kan være taknemmelig over, og måske er det så ikke så vigtigt med hvad jeg lige ønsker mig til jul. Jeg har jo både en familie og gode venner, jeg har tag over hovedet, tøj på kroppen, mad i køleskabet, og der er brænde i brændeovnen. Verden er så fuld af problemer, at jeg bliver lidt eftertænksom og jeg vil derfor genbruge et meget gammelt og stort juleønske, som jeg stadig går og håber vil blive opfyldt.  Så derfor får I lige mit gamle juleønske igen – endnu engang. Måske vil I være med på det samme ønske, det tror jeg faktisk de fleste af Jer gerne vil.

 Mine ønsker til Jul

Jeg ønsker, jeg havde en gave at gi’
pakket med sløjfe og julekort i,
at give hvert eneste barn på vor jord
og et ordentlig måltid at sætte på bord.

Jeg ønsker, jeg havde en tryllestav fin
og magiske evner i posen min,
så jeg kunne stoppe hvert eneste skud
der havde kurs mod en sårbar hud.

Jeg ønsker, jeg havde den fineste sne
at drysse på jorden for børn at se,
og tøj, der varmed’ hver lille krop
mens stjernerne lyste kloden op.

Jeg ønsker, jeg havde en medicin
mod sygdom og brud og hovedpin’
så hvert lille barn kunne lege og le
og aldrig frygte smerter og ve.

Jeg ønsker, jeg havde sten og træ
så jeg kunne bygge et hus med læ
til hvert lille barn, der fryser i nat
og sove trygt sku’ hver eneste skat.

Du ønskestjerne, så fin og klar,
mit ønske nu, du fået har,
en tryllestav, du mig sende må
så ønskerne mine, jeg opfyldt kan få.

 

 

Copyright Lilli Wendt 29. november 2018

Efterår på bakken

Det sidste græs er slået, hævder manden i mit liv og ser glad ud. Endnu har frosten ikke taget pelargonierne, som stadig står med enkelte blomster på. Roserne er droslet meget ned, dog er der stadig blomster og knopper på de mange lyserøde Fairy roser, og på Souvenir de la Malmaison, Lady of Sharlot, Louise Odier og Pat Austin, og i toppen af rosenbuen ser jeg Mme Alfred Carriere lyse op med to cremehvide blomster. Under æbletræerne ligger de sidste nedfaldne æbler, som jeg ikke nåede at samle. Solsortene er gået i gang med at spise dem, og jeg vil tro, at de også giver lidt fornøjelse til de rådyr og dådyr, der ind i mellem færdes her.

Pimpinellefolie buskroserne står med de sidste sorte hyben, bladene er faldet af, så tornene tydeligt træder frem. Det gælder alle buskroserne, bladene falder nu. Men her i går så jeg, at Texas Gule Rose, ”Harrison’s Yellow”, som den også hedder, ja, den stod med en smuk gul blomst. En lille forårshilsen her på sidstningen af året.

Lyset bliver skarpere her sent på efteråret og himlen bliver højere, når kulden så småt sætter ind. Edderkopperne kryber i skjul og sidder ikke længere fremme på muren, og myg og fluer ses sjældent. Guldøjerne har søgt tilflugt i vinduesrammerne, og jeg må affinde mig med, at så er det slut med at pudse vinduer i år, for de skulle jo nødigt dø, de små fine venner, der holder mine roser fri for bladlus.

Det sorte egern har besøgt os flittigt. Det er den store skovfyr og valnøddetræet, der især trækker. Det har haft travlt og da der var mange nødder, så vil jeg tro at der er sikret forråd til en god vinter. Jeg ser det stadig suse gennem trækronerne i fuld firspring for at nå, lige det sidste. Egern har en imponerende hukommelse, de kan huske næsten alle de gemmesteder, hvor de lægger forråd.

Her om efteråret vrimler det med fasaner. Fasankyllingerne er blevet store og de er blevet lukket ud af deres indhegninger i skoven, så de kan ”forvilde sig”. Tit er der så mange sammen, at det ligner små flokke af efterskoleelever, der mødes for at lægge festplaner.

Vores vilde katte får lidt tørfoder hver dag. I det særlige skjul bag havehuset, som manden har lavet til formålet. Når vi går ned med maden, så ser vi dem ind i mellem sprinte ud til alle sider. Det er jo vildkatte, som stadig tager sig i agt for mennesker og har nerverne siddende uden på pelsen.

Der er en del af de store udvoksede killinger fra i sommers, der besøger os, og så ”de løse”, de gamle katte, der lægger vejen forbi. Ind imellem går der lang tid mellem vi ser dem. Så pludselig ser vi ”Tæppet”, som vi kalder den skovkat lignende og værdigt spadserende sort-orange-hvide hankat med den lange tykke pels. Eller vi ser den store sorte med de hvide aftegninger luskende rundt forsigtig spejdende til alle sider. Mor-mis til killingerne og kæresten Bertram har vi ikke set et stykke tid. Bertram hedder egentlig Alfons og hørte oprindelig til hos vores naboer, men han flyttede hjemmefra og blev strejfer. Han er en smuk grå kat med kønne hvide aftegninger og et vindende væsen med stor venlighed overfor både killingerne og de andre katte. Han er ikke bange for mennesker og vil gerne kæles for. Jeg tror han også er lidt af en ”Casanova”, for han omgås flere forskellige hunkatte, som han opvarter på særdeles charmerende facon.

Mor-mis fik fem killinger i sommers. To med røde farver og hvide aftegninger, en med lyse og mørkere grå striber, en med gråsorte striber og en rødlig plet på bagkroppen, og så ”mini Bertram” i lys grå og hvid. De er blevet store, med flot tyk pels og klare øjne. De holder effektivt mus væk fra vores bolig, og vi håber de også napper nogle af de mange mosegrise, som vi så spor af sidste forår. Det er hyggeligt at få besøg af dem hver dag, selv om vi aldrig ved, hvornår og hvem, der kommer. Det sker, når vi færdes i carporten, at vi pludselig hører lyde, der kommer ovenfra, og så stikker der et orange hoved ned mellem loftsbjælkerne og holder skarpt øje med os. Vi håber de klarer sig vinteren igennem.

Brændeovnen kører, skorstensfejeren var her i sidste uge, så vi kunne sikre at alt var i orden til vinteren. Man mærker tydeligt at det er blevet køligere, vi går mod vinter, og så småt finder vi julelyskæderne frem, så vi mentalt kan klare os gennem den mørke tid, der kommer i december.

Her i nat lyser stjernerne klart på den mørke himmel, når jeg kigger ud og ser op. Så uendelig små vi er i universet sådan en nat, hvor stjernerne funkler og skinner tusind lysår fra os. Så står man lige så stille og føler sig som en meget lille del af det store rum.

Når jeg færdes ude på bakken, sker det også, at jeg mærker rummet ændre sig. Som om det forhæng, der hænger mellem dette mit nuværende liv og så det store alting, ja, det trækkes til side, og glimtvis forstår jeg, at jeg blot er en del af det store intet. Molekylerne opløses, og der er ikke længere adskillelse mellem mig og rummet med alle dets repræsentationer af liv og materie. Kun sindet eksisterer, med en gennemtrængende følelse af væren og afklaring.

 

Julemarked på Egeskov

Det var let støvregn, men det gjorde ikke noget. Paraplyen var taget med, og det meste foregik jo indendørs alligevel, og manden i mit liv forkælede både svigermor og mig ved at sætte os af lige ved indgangen, mens han selv galant tog sig af parkeringen.

At komme på julemarked, oven i købet på Egeskov, hvor den smukke have og de fine gamle bygninger skaber en smuk ramme til de blussende bålfade, duften af pandekager, julesangkor og udklædte spøgelser, ja, det er næsten magisk.

Det sker ikke hvert år, men i år nåede vi det. En hurtig genvej til julestemning og til at finde den barnlige glæde frem over mangfoldigheden af sjove og smukke ting, og benovelse over den store indsats, der gøres hvert år af de handlende i deres mange festklædte boder.

Jeg og familien holder meget af at komme på Egeskov. Utallige er de besøg, hvor børnebørnene har brugt timer på legeredskaberne, i labyrinten og alle de smukke stier og haveanlæg i parken, og hvor de har stået med beundring og fascination og set på Titanias Palads, Draculas krypt, talrige hekse, legetøjet og alle de andre mange sjove ting, som Egeskov finder på med stor kærlighed til os legebørn, der aldrig bliver helt voksne.

De fleste flyvemaskiner, biler og motorcykler var ryddet væk i stalde og haller, så der var plads til alle boderne, hvor veloplagte og glade handlende havde arrangeret deres varer på smukkeste vis med stor omhu. Der var skind, der var uldne sager, der var dekorationer, der var keramik, der var legetøj, der var røget laks og lækre pølser, der var knas og godter, smukke håndlavede dragter, strikkede huer og vanter, træting og glas, småkager og julepynt, kunst og chokolade, julegløgg og æbleskiver, ja, jeg kunne blive ved med at sætte ting på listen, for der manglede ikke noget.

Et fortryllet land, hvor man for et par timer var hensat til en verden, hvor tiden stod lidt stille, og hvor man gav sig selv lov til at lade sig fortrylle. Man blev naturligvis fristet og købte lidt, kiggede meget, nød de smukke omgivelser, snakkede med de handlende og hyggede med hinanden.

Jeg ved godt, at meningen er at man skal lade sig friste og bruge penge. Ellers stillede de handlende jo ikke op. De har jo brug for at sælge for at kunne overleve i en hverdag, hvor konkurrencen er stor og internettet en reel trussel. Det er en ærlig sag. Det er ikke altid nemt at være handlende, og de knokler for at gøre det godt. Men stemningen på Egeskov smitter af både på de handlende og på os, der kommer på besøg, og det gør det til en magisk oplevelse at være der. Et pusterum for sjælen, hvor selv om det både handler om at sælge og købe, så handler det også i høj grad om at være tilstede og nyde øjeblikket.

Svigermor var lidt træt efter et par timer, hvor vi fandt et telt med bord og stole og hyggede med lidt friske pommes frites af Egeskovs bedste. Der var købt lidt af hvert, smagt lidt af hvert, og nu var det vist tid til at finde bilen igen. Bålfadene blussede smukt, da vi gik mod udgangen, og skumringen dannede fin kontrast.

Tak til Egeskov for en dejlig eftermiddag.

Om at bygge op eller rive ned

Jeg læste engang en beretning for mange år siden om et rejseselskab med amerikanske pensionister, der i bus var på tur gennem en af de dengang allerfattigste byer i Sydamerika, landets navn har jeg glemt.

Det var varmt og fugtigt, vinduerne i bussen var rullet ned, trafikken var gået i stå, så bussen holdt stille i længere tid i et kryds, synet af byens myldrende liv var interessant og eksotisk, og flere af pensionisterne hvilede armene på vindueskarmen, mens de pegede på de lokale trafikanter, der selv gestikulerede kraftigt.

En middelsvær, kraftigt svedende ældre dame med mange ringe på fingrene pegede ivrigt på en gammel mand, der kom trækkende med en kærre med meloner og andre grøntsager, mens hun muntert kommenterede. Hun var så travlt optaget af synet, at hun ikke så, at en ung mand med lasede og pjaltede klæder var trukket hen mod bussens vinduer. I et nu greb han fat i hendes arm, holdt den fast og skar fingrene af hende for at få hendes ringe. Så var han væk.

Beretningen spøgte i mange år i min hukommelse som en påmindelse om, at når et menneske bliver udsat for ekstrem nød, så kan det ske, at den naturlige empati til sidst forsvinder, der ellers ville have afholdt det fra at gøre andre skade.

For nogen tid siden så jeg så to forskellige dokumentarer på DR, den ene om svindlerne der plyndrede EU, og den anden om den spirende fascisme i Syditalien. Begge dokumentarer gjorde indtryk.

Vi lever i en tid, som på mange måder desværre giver stærke mindelser om tiden før 2. verdenskrig, for der er kommet grimme sprækker ned til det helvede, der hedder vold og fascisme, både i Europa og på den anden side af Atlanterhavet. Et helvede, som de fleste af os, ikke personligt kender til, for det er så mange år siden, at kun de ældste har det i frisk erindring. Men et helvede, som de færreste af os kan ønske sig at opleve.

Der er nu stigende ulighed i en målestok, der ikke er set siden 1930’erne i Europa, USA og Sydamerika. Der er, og har været voldsomme krige og nød i Mellemøsten og Afrika. Der er millioner af unge mennesker uden arbejde, og uden håb om nogen sinde at kunne stifte familie. Der er bitterhed og der er vrede. Der er ”Working Poor” familier, der trods hårdt arbejde, alligevel må overleve på nødhjælp og hattedamers nåde, og vi ser sultende børn, og en strøm af migranter.

Desværre er der så fra toppen overalt stadig en manglende forståelse, stor ligegyldighed og en mental afstandstagen over for de svageste. Samtidig ser vi fra toppen en grov udnyttelse af samfund og samfundets midler for egen vindings skyld, og en tilsyneladende afmagt, handlingslammelse og forvirring blandt politikere.

Klimamæssigt og miljømæssigt er vi som klode samtidig på kanten af afgrunden.

Er helvede ved at åbne sig, eller kan vi stadig ændre på det….?

Hvad vi gør betyder noget. Vores handlinger gør en forskel. Som ringe i vandet. Ikke blot i vores egen lille kreds, men også i det omkringliggende samfund. Vores handlinger giver genlyd, både når vi bygger op, og i endnu højere grad, når vi bryder ned.

Det gælder for virksomheder, det gælder for banker, det gælder for politikere, og det gælder for os som enkeltindivider.

Der er virksomheder, der bygger op. Mange af dem er startet i det små og med store personlige risici, og med flid og dygtighed, og med daglig stædig kamp for at gøre det bedste, så har de bygget virksomheden op, og vokset sig store. Det er virksomheder, der til enhver tid giver deres ansatte ordentlige og gode forhold og anstændig løn, og som anerkender medarbejdernes indsats i det fælles mål om at sikre virksomhedens succes og overlevelse. Disse virksomheders værdier er kendetegnet ved ordentlighed, skabertrang, og respekt for det omkringliggende samfund.

Disse virksomheder og menneskene bag dem, har jeg en kæmpe respekt for. De bygger op og deres virksomheds arbejde skaber positive og konstruktive ringe i samfundet, skaber tryghed, skaber gode arbejdspladser, skaber værdi for os alle.

På samme vis er der politikere, der bygger op. Skaber fællesskab, drager omsorg, og sikrer at der opbygges et samfund, hvor tillid og tryghed for den enkelte er fundamentet, hvor miljøet bliver tilgodeset, og hvor gode strukturer kan hjælpe virksomheder og erhverv til at trives. Hvor der er ønske om at bygge op og løse problemer.

Disse politikere har jeg også kæmpe respekt for.

Og så er der de andre….

Der er virksomheder, der altid er på kant af lovgivningen, altid prøver at score kassen så let som muligt ved at underbetale deres medarbejdere, ved at blæse på arbejdsmiljø, og i øvrigt snyde og bedrage, hvis det kan bringe dem egen personlig vinding. De mennesker, der står bag disse virksomheder, har kun egen succes som mål. Det omkringliggende samfund er for dem kun noget, der kan udnyttes. Menneskene bag disse virksomheder bryder ned. De bryder selvværd og tryghed ned for deres medarbejdere, og de bryder samfundet ned gennem de ringe, som deres handlinger skaber.

Ligeledes er der banker og advokater, hvor topledelsen har så ringe moral, at de bare groft udnytter samfundet. Hvor fællesskabet bliver misbrugt som nyttig malkeko for at skabe profit, og hvor de menige sagesløse medarbejdere krummer tæer og indvendigt raser over ledelsens mangel på anstændighed.

Og så har vi så også politikere, der stædigt tror, at alting reguleres ved markedskræfter, og at hvis bare de stærkeste overlever, ja, så kan gribbene jo bare tage resten…

Med den giftige cocktail så har vi også politikere og meningsdannere, der puster til ilden og med deres ord skaber endnu større sprækker ned til helvede.

Hvad kan vi så gøre som enkeltpersoner..?

Ja, det drejer sig om menneskesyn, og det drejer sig om ordentlighed i vores tilgang til verden. Det drejer sig om at ”forstå” og om at ”tale imod”, og det drejer sig om og at ”bygge op”. Ligeledes drejer det sig om at vælge politikere, der ønsker en god verden og et godt fællesskab.

Hver af os har særlige talenter, som kan bruges positivt og konstruktivt til at gøre verden bare lidt bedre. Hver enkelt af os har mulighed for at skabe ringe i vandet, til at bygge op i stedet for at bryde ned.

Hvilke ringe ønsker vi så at skabe ….?

Helvede retur

Der er kommet sprækker ned til helvede
Svagt anes lysende skær af ild og murren fra rystelser i undergrunden
Dagligt bliver sprækkerne større
Flammerne slikker op langs siderne
Gør sjælene varme
Former stålet i kroppens knogler
Med grådig selvtilfredshed spytter vi på tumberne
Og vender os ligegyldigt bort
De kan rende os
Vi har ingen forpligtelser
Vi er vor egen næste
Hvad skal vi med andre
Der smedes i skarpe tunger
Der rives i sjæle og flås i kød
Vi er dem som vi kerer os om
Hvad rager det os hvis naboen segner
Er Fanden til stede
Eller er det os selv, der har taget rollen
Som vi tog den før
Der er kommet sprækker ned til helvede
Hvad rager det os

 

Copyright © Lilli Wendt 24. oktober 2018

Tillykke til Storebæltsbroen med de 20 år – fødselsdagssang

I dag er det 20 år siden at Storebæltsbroen blev indviet for køretøjer. Den kostede dengang 22,3 milliarder at opføre. I løbet af de 20 år, så har bil- og lastbiltrafikken betalt 45 milliarder i broafgifter og togtrafikken betalt 12,2 milliarder. Totalt er der nu tilbagebetalt hvad der svarer til 58 milliarder kroner eller ca. 3 Storebæltsbroer….. Renten har været i bund i rigtig mange år… Alligevel fastholder politikerne at der udestår 20 milliarder i gæld på broen…… Der er gennem årene trukket 13 milliarder kroner fra broen, heraf til Politiforliget med 9 milliarder kroner i 2007 og hvert år trækkes der penge ud til Molslinjen, til Øresundsbroen, og til Infrastrukturfonden – som f.eks. betalte for Silkeborgmotorvejen og Storstrømsbroen. Afgiften på Storebælt er således rent faktisk en regional særskat på samfærdsel mellem Øst og Vest Danmark, og den hæmmer udvikling og bosætning på tværs af landet. Afgiften er både usolidarisk og asocial. At sige at der mangler tilbagebetaling på broen på 20 milliarder kroner er grov løgn og manipulation af borgerne fra politikernes side. I øvrigt kan det da ikke undre politikerne, når folk ikke ønsker at flytte med arbejdspladserne til Fyn og Jylland, for det koster 400 kr. hver gang bedstemor på den anden side af broen skal passe syge børn… Fjern Storebæltstolden NU!

Tillykke til Storebæltsbroen med de 20 år !
(mel: Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne)

1.
Jeg elsker den bro, som vort land smukt forbinder
fra øst og til vest, og retur samme vej
så sikkert og kønt, horisonten den bryder
et mesterværk skabt, så vor kørsel bliver leg

2.
Jeg elsker den bro, når jeg ser solen stige
mod øst over Storebælts dybgrønne vand
når langbroen når til det midterste rige
ses Sprogø hvor tusinde fugle har stand

3.
Så rejser den højbro sig op over vandet
og sjælen, den gribes af frihedens sang
for her er så skønt, og så inderligt føles
det himmelrum om os, og glemt er al tvang

4.
Jeg elsker den bro, når solen den daler
mod vest med pyloner i rødmende skær
og kører mod eventyrøen, der kalder
mig hjem til min hytte, som jeg haver kær

5.
Men ak, denne glæde med særtold belagt er
og broen er dyr, når vi krydser det bælt
for hvert et besøg skal der graves i lommen
der kræves til kassen, det er ganske fælt

6.
Og kassen har huller, og de fyldes aldrig
for andre skal køre og de kører frit
så broen den malkes til helt andre formål
ja, regningen, kan vi så aldrig bli’ kvit

7.
For der skal jo penge til Storestrømsbroen
og Molslinjen kræver sit årlige pund
og Silkeborgvejen, og gamle forlig, ja,
os brobruger’ får aldrig pause en stund

8.
Og spørger du nu din politikerstemme
hvor meget der endnu skyldes på broen
så svarer de alle, i takt og enstemmigt
at regningen vokser, så dyr er skam broen..

9.
Dog blev de så grebet af gavmilde vinde
og satte så broen ned med lidt ører
så mente de nok, at det ville formilde
de småsure røster, der i medier lod høre

10.
Men ørerne tjener de så fint tilbage
i kroner – for de lagde jo ekstra år på
så det bliver til mere i kassen af malkning
men borgerne tror nu, at de blev hørt på

11.
Jeg under jo andre så gerne den frihed
at krydse en bro eller tunnel med fryd
men det, at de andre, de kører helt gratis,
det gør mig så vred, og jeg synes det er snyd

12.
Hvorfor skal jeg så alene betale,
hvor er de visioner, der bar vores land
om lettere adgang for alle i riget
at færdes på tværs uden skelnen til stand

13.
Jeg elsker den bro, som vort land smukt forbinder
men harmes for jeg bliver snydt, jeg bli’r vred
politikerløgne, de manipulerer
os stedse, og de bliver ved og bli’r ved

14.
Så kære regering, hvornår vil I høre
hav mod til visioner, ophæv nu den told
fra Sjælland til Fyn, så let vi kan køre
find frem nu det mod, så vi fjerner den vold

15.
Du kæreste bro, fra mig, stort TILLYKKE
jeg håber Slotsholmen vil vågne til dåd
den afgift forpester og samfærdsel kvæler
så fjern nu den særtold, lad klogskaben råde

Som Perler på en Snor

Min kære dejlige søster, Maria, og min søde lattermilde kusine, Susanne, udfordrede mig til at deltage i fødselsdagssangkonkurrencen på DR. Modet var ikke i top, så jeg “nåede ikke” at skrive en sang inden tidsfristen. MEN, nu fik jeg så taget mig sammen… for helt kujon vil jeg jo heller ikke kaldes…. Her er den så, og ligesom mine andre sange, ja så mangler den også en melodi, for selv om jeg har melodien i hovedet, så kan jeg jo som nodeblind ikke få den ned på papiret. ….Så hermed kære læser, en udfordring til dig, hvis du ellers synes, sangen er det værd, så vil jeg være glad for at få en melodi….

Som Perler på en Snor (fødselsdagssang)

Omkvæd:
For hvert år er som perler på en snor
Og i hjertet, alle vore minder bor
Og det glimt i dine øjne, og når smilet kommer frem
ja, så skinner solen, den har fundet hjem
ja, så skinner solen, den har fundet hjem

1.
Kære du, lige nu, vi sidder her
omkring bordet, og vi smiler, og vi ler
for denne dag er din, du vores kære ven
gid at mange år, vi mødes må igen
Omkvæd…

2.
Endnu en lille perle på din snor
blev lagt til kæden, i dit liv på jord
og vi ønsker dig Tillykke med et kæmpestort Hurra
hæver glasset, til at skåle, er vi klar’
Omkvæd…

3.
Hvad dit nye år må bringe, ved vi ej
Men vi ved, at du har vilje og er sej
Glæderne og sorgerne, ja, de følges ofte ad
Ønsker du får lykkestunder, der gør’ glad
Omkvæd…

4.
Mange minder har vi fælles, som gi’r smil
Når en hverdag kræver pause og et hvil
Mange snakke, har vi haft, både til alvor og til fest,
Tid med dig, synes vi, er bare bedst
Omkvæd…

5.
Hvis dagen din, engang bli’r trist og grå
Drej så perlerne, så håber vi, de må
Lyse op, så de kan skinne, gi’ dig lys igen på vej
Ligesom vores fine perler – dem med dig
Omkvæd…

 

Copyright © Lilli Wendt 15. maj 2018