Julemarked på Egeskov

Det var let støvregn, men det gjorde ikke noget. Paraplyen var taget med, og det meste foregik jo indendørs alligevel, og manden i mit liv forkælede både svigermor og mig ved at sætte os af lige ved indgangen, mens han selv galant tog sig af parkeringen.

At komme på julemarked, oven i købet på Egeskov, hvor den smukke have og de fine gamle bygninger skaber en smuk ramme til de blussende bålfade, duften af pandekager, julesangkor og udklædte spøgelser, ja, det er næsten magisk.

Det sker ikke hvert år, men i år nåede vi det. En hurtig genvej til julestemning og til at finde den barnlige glæde frem over mangfoldigheden af sjove og smukke ting, og benovelse over den store indsats, der gøres hvert år af de handlende i deres mange festklædte boder.

Jeg og familien holder meget af at komme på Egeskov. Utallige er de besøg, hvor børnebørnene har brugt timer på legeredskaberne, i labyrinten og alle de smukke stier og haveanlæg i parken, og hvor de har stået med beundring og fascination og set på Titanias Palads, Draculas krypt, talrige hekse, legetøjet og alle de andre mange sjove ting, som Egeskov finder på med stor kærlighed til os legebørn, der aldrig bliver helt voksne.

De fleste flyvemaskiner, biler og motorcykler var ryddet væk i stalde og haller, så der var plads til alle boderne, hvor veloplagte og glade handlende havde arrangeret deres varer på smukkeste vis med stor omhu. Der var skind, der var uldne sager, der var dekorationer, der var keramik, der var legetøj, der var røget laks og lækre pølser, der var knas og godter, smukke håndlavede dragter, strikkede huer og vanter, træting og glas, småkager og julepynt, kunst og chokolade, julegløgg og æbleskiver, ja, jeg kunne blive ved med at sætte ting på listen, for der manglede ikke noget.

Et fortryllet land, hvor man for et par timer var hensat til en verden, hvor tiden stod lidt stille, og hvor man gav sig selv lov til at lade sig fortrylle. Man blev naturligvis fristet og købte lidt, kiggede meget, nød de smukke omgivelser, snakkede med de handlende og hyggede med hinanden.

Jeg ved godt, at meningen er at man skal lade sig friste og bruge penge. Ellers stillede de handlende jo ikke op. De har jo brug for at sælge for at kunne overleve i en hverdag, hvor konkurrencen er stor og internettet en reel trussel. Det er en ærlig sag. Det er ikke altid nemt at være handlende, og de knokler for at gøre det godt. Men stemningen på Egeskov smitter af både på de handlende og på os, der kommer på besøg, og det gør det til en magisk oplevelse at være der. Et pusterum for sjælen, hvor selv om det både handler om at sælge og købe, så handler det også i høj grad om at være tilstede og nyde øjeblikket.

Svigermor var lidt træt efter et par timer, hvor vi fandt et telt med bord og stole og hyggede med lidt friske pommes frites af Egeskovs bedste. Der var købt lidt af hvert, smagt lidt af hvert, og nu var det vist tid til at finde bilen igen. Bålfadene blussede smukt, da vi gik mod udgangen, og skumringen dannede fin kontrast.

Tak til Egeskov for en dejlig eftermiddag.

Om at bygge op eller rive ned

Jeg læste engang en beretning for mange år siden om et rejseselskab med amerikanske pensionister, der i bus var på tur gennem en af de dengang allerfattigste byer i Sydamerika, landets navn har jeg glemt.

Det var varmt og fugtigt, vinduerne i bussen var rullet ned, trafikken var gået i stå, så bussen holdt stille i længere tid i et kryds, synet af byens myldrende liv var interessant og eksotisk, og flere af pensionisterne hvilede armene på vindueskarmen, mens de pegede på de lokale trafikanter, der selv gestikulerede kraftigt.

En middelsvær, kraftigt svedende ældre dame med mange ringe på fingrene pegede ivrigt på en gammel mand, der kom trækkende med en kærre med meloner og andre grøntsager, mens hun muntert kommenterede. Hun var så travlt optaget af synet, at hun ikke så, at en ung mand med lasede og pjaltede klæder var trukket hen mod bussens vinduer. I et nu greb han fat i hendes arm, holdt den fast og skar fingrene af hende for at få hendes ringe. Så var han væk.

Beretningen spøgte i mange år i min hukommelse som en påmindelse om, at når et menneske bliver udsat for ekstrem nød, så kan det ske, at den naturlige empati til sidst forsvinder, der ellers ville have afholdt det fra at gøre andre skade.

For nogen tid siden så jeg så to forskellige dokumentarer på DR, den ene om svindlerne der plyndrede EU, og den anden om den spirende fascisme i Syditalien. Begge dokumentarer gjorde indtryk.

Vi lever i en tid, som på mange måder desværre giver stærke mindelser om tiden før 2. verdenskrig, for der er kommet grimme sprækker ned til det helvede, der hedder vold og fascisme, både i Europa og på den anden side af Atlanterhavet. Et helvede, som de fleste af os, ikke personligt kender til, for det er så mange år siden, at kun de ældste har det i frisk erindring. Men et helvede, som de færreste af os kan ønske sig at opleve.

Der er nu stigende ulighed i en målestok, der ikke er set siden 1930’erne i Europa, USA og Sydamerika. Der er, og har været voldsomme krige og nød i Mellemøsten og Afrika. Der er millioner af unge mennesker uden arbejde, og uden håb om nogen sinde at kunne stifte familie. Der er bitterhed og der er vrede. Der er ”Working Poor” familier, der trods hårdt arbejde, alligevel må overleve på nødhjælp og hattedamers nåde, og vi ser sultende børn, og en strøm af migranter.

Desværre er der så fra toppen overalt stadig en manglende forståelse, stor ligegyldighed og en mental afstandstagen over for de svageste. Samtidig ser vi fra toppen en grov udnyttelse af samfund og samfundets midler for egen vindings skyld, og en tilsyneladende afmagt, handlingslammelse og forvirring blandt politikere.

Klimamæssigt og miljømæssigt er vi som klode samtidig på kanten af afgrunden.

Er helvede ved at åbne sig, eller kan vi stadig ændre på det….?

Hvad vi gør betyder noget. Vores handlinger gør en forskel. Som ringe i vandet. Ikke blot i vores egen lille kreds, men også i det omkringliggende samfund. Vores handlinger giver genlyd, både når vi bygger op, og i endnu højere grad, når vi bryder ned.

Det gælder for virksomheder, det gælder for banker, det gælder for politikere, og det gælder for os som enkeltindivider.

Der er virksomheder, der bygger op. Mange af dem er startet i det små og med store personlige risici, og med flid og dygtighed, og med daglig stædig kamp for at gøre det bedste, så har de bygget virksomheden op, og vokset sig store. Det er virksomheder, der til enhver tid giver deres ansatte ordentlige og gode forhold og anstændig løn, og som anerkender medarbejdernes indsats i det fælles mål om at sikre virksomhedens succes og overlevelse. Disse virksomheders værdier er kendetegnet ved ordentlighed, skabertrang, og respekt for det omkringliggende samfund.

Disse virksomheder og menneskene bag dem, har jeg en kæmpe respekt for. De bygger op og deres virksomheds arbejde skaber positive og konstruktive ringe i samfundet, skaber tryghed, skaber gode arbejdspladser, skaber værdi for os alle.

På samme vis er der politikere, der bygger op. Skaber fællesskab, drager omsorg, og sikrer at der opbygges et samfund, hvor tillid og tryghed for den enkelte er fundamentet, hvor miljøet bliver tilgodeset, og hvor gode strukturer kan hjælpe virksomheder og erhverv til at trives. Hvor der er ønske om at bygge op og løse problemer.

Disse politikere har jeg også kæmpe respekt for.

Og så er der de andre….

Der er virksomheder, der altid er på kant af lovgivningen, altid prøver at score kassen så let som muligt ved at underbetale deres medarbejdere, ved at blæse på arbejdsmiljø, og i øvrigt snyde og bedrage, hvis det kan bringe dem egen personlig vinding. De mennesker, der står bag disse virksomheder, har kun egen succes som mål. Det omkringliggende samfund er for dem kun noget, der kan udnyttes. Menneskene bag disse virksomheder bryder ned. De bryder selvværd og tryghed ned for deres medarbejdere, og de bryder samfundet ned gennem de ringe, som deres handlinger skaber.

Ligeledes er der banker og advokater, hvor topledelsen har så ringe moral, at de bare groft udnytter samfundet. Hvor fællesskabet bliver misbrugt som nyttig malkeko for at skabe profit, og hvor de menige sagesløse medarbejdere krummer tæer og indvendigt raser over ledelsens mangel på anstændighed.

Og så har vi så også politikere, der stædigt tror, at alting reguleres ved markedskræfter, og at hvis bare de stærkeste overlever, ja, så kan gribbene jo bare tage resten…

Med den giftige cocktail så har vi også politikere og meningsdannere, der puster til ilden og med deres ord skaber endnu større sprækker ned til helvede.

Hvad kan vi så gøre som enkeltpersoner..?

Ja, det drejer sig om menneskesyn, og det drejer sig om ordentlighed i vores tilgang til verden. Det drejer sig om at ”forstå” og om at ”tale imod”, og det drejer sig om og at ”bygge op”. Ligeledes drejer det sig om at vælge politikere, der ønsker en god verden og et godt fællesskab.

Hver af os har særlige talenter, som kan bruges positivt og konstruktivt til at gøre verden bare lidt bedre. Hver enkelt af os har mulighed for at skabe ringe i vandet, til at bygge op i stedet for at bryde ned.

Hvilke ringe ønsker vi så at skabe ….?

Helvede retur

Der er kommet sprækker ned til helvede
Svagt anes lysende skær af ild og murren fra rystelser i undergrunden
Dagligt bliver sprækkerne større
Flammerne slikker op langs siderne
Gør sjælene varme
Former stålet i kroppens knogler
Med grådig selvtilfredshed spytter vi på tumberne
Og vender os ligegyldigt bort
De kan rende os
Vi har ingen forpligtelser
Vi er vor egen næste
Hvad skal vi med andre
Der smedes i skarpe tunger
Der rives i sjæle og flås i kød
Vi er dem som vi kerer os om
Hvad rager det os hvis naboen segner
Er Fanden til stede
Eller er det os selv, der har taget rollen
Som vi tog den før
Der er kommet sprækker ned til helvede
Hvad rager det os

 

Copyright © Lilli Wendt 24. oktober 2018

Tillykke til Storebæltsbroen med de 20 år – fødselsdagssang

I dag er det 20 år siden at Storebæltsbroen blev indviet for køretøjer. Den kostede dengang 22,3 milliarder at opføre. I løbet af de 20 år, så har bil- og lastbiltrafikken betalt 45 milliarder i broafgifter og togtrafikken betalt 12,2 milliarder. Totalt er der nu tilbagebetalt hvad der svarer til 58 milliarder kroner eller ca. 3 Storebæltsbroer….. Renten har været i bund i rigtig mange år… Alligevel fastholder politikerne at der udestår 20 milliarder i gæld på broen…… Der er gennem årene trukket 13 milliarder kroner fra broen, heraf til Politiforliget med 9 milliarder kroner i 2007 og hvert år trækkes der penge ud til Molslinjen, til Øresundsbroen, og til Infrastrukturfonden – som f.eks. betalte for Silkeborgmotorvejen og Storstrømsbroen. Afgiften på Storebælt er således rent faktisk en regional særskat på samfærdsel mellem Øst og Vest Danmark, og den hæmmer udvikling og bosætning på tværs af landet. Afgiften er både usolidarisk og asocial. At sige at der mangler tilbagebetaling på broen på 20 milliarder kroner er grov løgn og manipulation af borgerne fra politikernes side. I øvrigt kan det da ikke undre politikerne, når folk ikke ønsker at flytte med arbejdspladserne til Fyn og Jylland, for det koster 400 kr. hver gang bedstemor på den anden side af broen skal passe syge børn… Fjern Storebæltstolden NU!

Tillykke til Storebæltsbroen med de 20 år !
(mel: Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne)

1.
Jeg elsker den bro, som vort land smukt forbinder
fra øst og til vest, og retur samme vej
så sikkert og kønt, horisonten den bryder
et mesterværk skabt, så vor kørsel bliver leg

2.
Jeg elsker den bro, når jeg ser solen stige
mod øst over Storebælts dybgrønne vand
når langbroen når til det midterste rige
ses Sprogø hvor tusinde fugle har stand

3.
Så rejser den højbro sig op over vandet
og sjælen, den gribes af frihedens sang
for her er så skønt, og så inderligt føles
det himmelrum om os, og glemt er al tvang

4.
Jeg elsker den bro, når solen den daler
mod vest med pyloner i rødmende skær
og kører mod eventyrøen, der kalder
mig hjem til min hytte, som jeg haver kær

5.
Men ak, denne glæde med særtold belagt er
og broen er dyr, når vi krydser det bælt
for hvert et besøg skal der graves i lommen
der kræves til kassen, det er ganske fælt

6.
Og kassen har huller, og de fyldes aldrig
for andre skal køre og de kører frit
så broen den malkes til helt andre formål
ja, regningen, kan vi så aldrig bli’ kvit

7.
For der skal jo penge til Storestrømsbroen
og Molslinjen kræver sit årlige pund
og Silkeborgvejen, og gamle forlig, ja,
os brobruger’ får aldrig pause en stund

8.
Og spørger du nu din politikerstemme
hvor meget der endnu skyldes på broen
så svarer de alle, i takt og enstemmigt
at regningen vokser, så dyr er skam broen..

9.
Dog blev de så grebet af gavmilde vinde
og satte så broen ned med lidt ører
så mente de nok, at det ville formilde
de småsure røster, der i medier lod høre

10.
Men ørerne tjener de så fint tilbage
i kroner – for de lagde jo ekstra år på
så det bliver til mere i kassen af malkning
men borgerne tror nu, at de blev hørt på

11.
Jeg under jo andre så gerne den frihed
at krydse en bro eller tunnel med fryd
men det, at de andre, de kører helt gratis,
det gør mig så vred, og jeg synes det er snyd

12.
Hvorfor skal jeg så alene betale,
hvor er de visioner, der bar vores land
om lettere adgang for alle i riget
at færdes på tværs uden skelnen til stand

13.
Jeg elsker den bro, som vort land smukt forbinder
men harmes for jeg bliver snydt, jeg bli’r vred
politikerløgne, de manipulerer
os stedse, og de bliver ved og bli’r ved

14.
Så kære regering, hvornår vil I høre
hav mod til visioner, ophæv nu den told
fra Sjælland til Fyn, så let vi kan køre
find frem nu det mod, så vi fjerner den vold

15.
Du kæreste bro, fra mig, stort TILLYKKE
jeg håber Slotsholmen vil vågne til dåd
den afgift forpester og samfærdsel kvæler
så fjern nu den særtold, lad klogskaben råde

Som Perler på en Snor

Min kære dejlige søster, Maria, og min søde lattermilde kusine, Susanne, udfordrede mig til at deltage i fødselsdagssangkonkurrencen på DR. Modet var ikke i top, så jeg “nåede ikke” at skrive en sang inden tidsfristen. MEN, nu fik jeg så taget mig sammen… for helt kujon vil jeg jo heller ikke kaldes…. Her er den så, og ligesom mine andre sange, ja så mangler den også en melodi, for selv om jeg har melodien i hovedet, så kan jeg jo som nodeblind ikke få den ned på papiret. ….Så hermed kære læser, en udfordring til dig, hvis du ellers synes, sangen er det værd, så vil jeg være glad for at få en melodi….

Som Perler på en Snor (fødselsdagssang)

Omkvæd:
For hvert år er som perler på en snor
Og i hjertet, alle vore minder bor
Og det glimt i dine øjne, og når smilet kommer frem
ja, så skinner solen, den har fundet hjem
ja, så skinner solen, den har fundet hjem

1.
Kære du, lige nu, vi sidder her
omkring bordet, og vi smiler, og vi ler
for denne dag er din, du vores kære ven
gid at mange år, vi mødes må igen
Omkvæd…

2.
Endnu en lille perle på din snor
blev lagt til kæden, i dit liv på jord
og vi ønsker dig Tillykke med et kæmpestort Hurra
hæver glasset, til at skåle, er vi klar’
Omkvæd…

3.
Hvad dit nye år må bringe, ved vi ej
Men vi ved, at du har vilje og er sej
Glæderne og sorgerne, ja, de følges ofte ad
Ønsker du får lykkestunder, der gør’ glad
Omkvæd…

4.
Mange minder har vi fælles, som gi’r smil
Når en hverdag kræver pause og et hvil
Mange snakke, har vi haft, både til alvor og til fest,
Tid med dig, synes vi, er bare bedst
Omkvæd…

5.
Hvis dagen din, engang bli’r trist og grå
Drej så perlerne, så håber vi, de må
Lyse op, så de kan skinne, gi’ dig lys igen på vej
Ligesom vores fine perler – dem med dig
Omkvæd…

 

Copyright © Lilli Wendt 15. maj 2018

Svalerne kom

Der kom en lille forårssang til mig her til morgen, som jeg lige har skrevet ned. Jeg har melodien inden i hovedet, men da jeg ikke kan noder, så kan jeg ikke få den ud på papiret. Måske er der nogen, der har en anden god melodi til den…?

Svalerne Kom 

Jeg stod her ved døren, så bleg og så trist
Den morgen, hvor hjertet var lige ved at brist’
Så tung var den himmel, så grå og fortabt
Så meningsløst livet, jeg ænsed’ det knapt
At vinteren var ovre, var uden værdi
For noget var i stykker, i mig, indeni.

Så var det jeg pludselig, så deres flugt
Ustyrligt, med kvidrende latter, så smukt
De blåsorte vinger strøg hurtigt forbi
Som var de blot tanker, så lette, så fri’
En plet og en pande med rustenrødt skær
Og blåt var det halsbånd, så lange, de fjer.

Betaget jeg stod der, og kiggede på
De flyve atleter, så smukke og små
Med overmod, og, med glæde og sang
De bragte mig forår, i skov og i vang
Og pludselig, syntes, himlen ej grå
der kom nogle sprækker, i lysende, blå.

Og lindetræet, det folded’ sig ud
Med små grønne hjerter i blade og skud
Og under asken, stod vorterod gul
Som pletter af sol, der var hentet i skjul
Fra stendiget lød der, en summende lyd
En humlebi pusled’, og brummed’, af fryd.

Så kom de, de svaler, fra syden de fløj
Den tur var så lang, og må ha’ vær’t drøj
Nu dansed’ de her, på himlen hos mig
Og ledte de tungeste tanker på vej
Mod lysere dage, mod håb og mod gnist
Et træt gammelt hjerte, fik endnu, en frist.

Han kommer imod mig, med spørgende blik
Den tossede kvinde, som han engang fik
Han trykker mig ind mod sin søvnige krop
Og kigger mod lindens, lysgrønne top
Så ser han de svaler, og sammen vi står
Og glæder os begge, at, nu, er det vår.

For vinterens storm, var så kold og så hård
Så trætte, nu, efter mørket, vi står
Men håbet, det vokser, med svalernes flugt
De suser forbi, og alt bliver så smukt
Måske kan vi, også flyve, igen
Og sammen, finde, modet, min ven.

Så kom da den sommer, jeg troede var væk
Og mørket blev stuvet i glemselens sæk
De kæreste venner, kom hjem her til mig
Og med sig de små, bragte glæde og leg
Så bliv nu lidt hos mig, gør sommeren fri
I dejlige svaler, jeg bliver glad, indeni.

 

Copyright © Lilli Wendt 29. april 2018

Så fix det dog …..

 

Kender du det? Du har travlt, eller er vred eller er ked af det, eller er stresset, eller chefen har været urimelig, eller du har økonomiske problemer, eller ungerne er irriterende, eller du har siddet i en bilkø i bagende hede, eller toget brød sammen og du havnet i en kø med fulde togbusser, eller du kæmper mod urimelige vilkår for din gamle mor…… Du har altså fuldt op at gøre med dig selv og din egen verden….

Og så kommer der en person, der beder dig lægge øre til hans problemer – oveni alt det andet, som i fulde mål i dagligdagen kræver dit mentale overskud….

Du er træt, irriteret, sur, vred, frustreret over din egen situation, og så skal du pludselig forholde dig til en andens problemer også

Hvad er din første tanke – dvs. efter at du møjsommeligt har lyttet i flere minutter til personens ørkesløse, stammende og ikke-strukturerede udredninger af problemet?

Så fix det dog ….. Hvor svært kan det være !

Du orker bare ikke den andens problemer. ”Hvorfor skal jeg også tage mig af det”, spørger du dig selv. Han/hende må da selv arbejde for at løse det….

Og personen trækker sig skyndsomt og med dårlig samvittighed, når han/hun mærker din afvisning og din manglende anerkendelse af det problem, som personen har fremsat.

Så din afvisning og din manglende accept af problemstillingen virker, og du kan igen slappe af og koncentrere dig om din egen verden og dine egne frustrationer.

Hvad er det lige der sker….?

For det sker for rigtig mange af os, som normalt regner os selv for meget empatiske og for at have en positiv tilgang til andre mennesker.

Der er rent faktisk tale om en beskyttelses reaktion fra hjernens side mod overbelastning.

Ny forskning offentliggjort i december 2017 fortæller tydeligt, at hjernen reagerer anderledes på andre menneskers problemer, hvis vi selv ”føler os skidt til mode”. Forskningen viser tydelige ændringer i hjernens behandling af andres problemstillinger, når vores følelser er påvirket negativt.

På lignende måde kan hjernen håndtere større belastninger fra omgivelserne, hvis man er i godt humør.

Se link til BBC artikel om emnet:

http://www.bbc.com/future/story/20180115-how-feeling-bad-changes-the-brain

Hvad betyder så dette for vores sociale samspil med andre mennesker?

I en verden hvor stress problemer er en stigende tendens, og hvor dagsordenen i øvrigt let politisk kan manipuleres med via ”framing af udvalgte grupper”, ja så kan dette ikke undgå at influere på vores tilgang til mennesker, der faktisk har helt reelle problemer, men ikke har de nødvendige ressourcer til at sætte disse problemer på dagsordenen.

Vi ser det typisk i den måde, som børnefamilier med ondt i livet, eller overvægtige eller arbejdsløse behandles på.

Der bliver meget let etableret en ”ikke OK status” af børnfamilieforældrene, eller den overvægtige, eller den arbejdsløse, der resulterer i manglende respekt for deres situation og manglende anerkendelse såvel af evner som af indsats.

Tilgangen fra os bliver let: ”hvor svært kan det være …, så fix det dog”….  og herefter: ”hvorfor skal jeg belemres med dine problemer, du er nok bare en doven uduelig person, når det kommer til stykket”.

Med andre ord… hvis man er sur/vred/irriteret/ked af det/stresset… ja så arbejder vores hjerner direkte  imod at have empati over for andre – uanset hvor svære problemer, den anden person har.

Det er dog muligt at træne empatien over for andre, således at den kan bibeholdes, så måske er der lidt håb forude, hvis vi ellers ”orker det”.

 

Vinden tog hende

Vinden tog hende, den gamle farmor.

Som hun sad der på bænken på toppen af bakken, kunne det ikke ses fra huset, at der var tale om et tomt hylster. Hendes arme hang slapt ned, hovedet med det grå tjavsede hår var gledet ned mod den ene skulder, den trætte ryg ligesom stivnet let mod bænkens støttende ryg.

Landskabet lå afventende nedenfor bakken. Stilheden kun afbrudt af den omkringfarende vind, som fik træerne til at knage og vimplen ved huset til at slå imod flagstangen med ujævne slag. Himlen var grå og overskyet, ingen tegn på regn, ingen sol brød igennem.

Vinden tog hende, legede med hende, pustede hende op i vejret, så hun hvirvlede rundt uden fodfæste, blæste hende langs bakkekammen, så hun mistede pusten.

Hun vejede jo intet, eller næsten intet. For hvad vejer tanken, følelsen, minderne, længslen, modet, og alt det andet, der fylder vores liv?

Næsten intet.

Vinden blæste mod det tomme hylster, der på bænken. Formålsløst.

Uanfægtet sad det tilbage med sine celler, sin tyngde, sit billede på hvad der var engang, men ikke længere er. Ventede på at falde fra sig selv, i celler, atomer, til gødning. Fra jord er du kommet, til jord skal du igen blive.

Stadig tog vinden hende, så hun dansede over alle de mange klitroser og hunderoser, som de så møjsommeligt havde sat engang. Så let var hun, at intet holdt hende tilbage.

Så smuk denne dag, så vild og voldsom en vind, så mageløs en rejse, der ventede.

Husker du, spurgte vinden, og hun lo og sang tilbage, mens billederne for forbi med rasende fart, og hun krammede hvert enkelt med den sidste kærlighed.

Hvorhen, hvorhen? Spurgte hun tilbage, men fik kun et latterbrøl til svar, da vinden knækkede grene af det store fyrretræ ved huset, så koglerne spredtes rundt på græsset.

Hvor du vil, lo vinden, mens den vuggede hende tilbage og frem over bakkens sider, og det høje græs, der svajede som var det på prærien.

Men hendes svar hørte jeg ikke, for vinden tog til, og pludselig var hun væk.

Senere blev der stille, og kun hendes tomme hylster var at hente.

Men når vinden blæser, så hører jeg indimellem hendes sang, og det sker, at jeg igen mærker hendes sidste kærlighedskram.

 

 

Copyright © Lilli Wendt 30. marts 2018

Børnefamilieforældre – kan livet nå sammen ?

 

De  ”curler deres børn med at hente og bringe og forkæle ud over alle grænser” hævdes det på et tidspunkt…ØH, ja, det drejer sig altså om de samme børnefamilieforældre som jf. medierne på et andet tidspunkt i øvrigt hævder ikke har tid til deres børn, fordi de bruger for meget tid på sociale medier …. hvordan det så hænger sammen rent praktisk …?

”De opdrager ikke deres børn uden at søge ekspert råd”…. ØH, ja, måske fordi de ikke længere kan bruge tidligere tiders ”kæft, trit og retning og revselsesret” til noget…. Og  sig mig lige, hvorfor er det nu forkert at henvende sig til eksperter, hvis man ønsker at gøre sit bedste…?

”De siger, at de får stress og ikke kan få livet til at hænge sammen, men det passer ikke, det er bare fordi de bruger for meget tid på sociale medier”…. Hmmm, den vender vi lige tilbage til nedenfor!

Der er gang i børnefamilieforældre-udskamningen…. Alle kan ustraffet give deres fordomme og irritation til kende i medierne, der begejstret udpensler enkelttilfælde som om det gælder for hele gruppen, for det er jo godt mediestof, når man kan få befolkningen til at rase mod en gruppe…. Og børnefamilieforældrene selv – ja, de fleste af dem har nok ikke engang tid til at følge med i mediedækningen, og da slet ikke tage del i debatten og forsvare sig.

Rigtig mange børnefamilier i dagens Danmark har nemlig nok at se til. Det er måske ikke alle, men rigtig mange, og årsagerne er flere.

Arbejdstimer – Rockwoolfondens undersøgelse

Det hævdes i en Rockwoolfond undersøgelse fra 2012 med data dækkende ”repræsentative medarbejdere” indsamlet i 2008-2009, at den faktiske arbejdstid aldrig har været lavere i Danmark. Indsamling af data om ”faktisk tid” fandt sted med døgnregistrering af aktivitet hvert 10. minut over nogle dage.

Der står desværre ikke oplyst i rapporten fra Rockwoolfonden om hvordan de ”repræsentative medarbejdere” blev udvalgt, og vi overlades derfor til at gætte om det var virksomheden selv, der udvalgte medarbejderne, eller om Rockwoolfonden udvalgte nogle medarbejdere, der blev kategoriseret som ”repræsentative”.

Der står heller ikke oplyst om de repræsentative medarbejdere havde børn, og hvilken alder evt. børn havde.

Hvis Rockwoolfonden har udvalgt medarbejderne, så må validiteten af ”det repræsentative” være noget usikkert, da Rockwoolfonden jo ikke kan have et detailkendskab til alle virksomhedernes medarbejdere – uanset hvor dygtige deres forskere er.

Hvis virksomhederne selv har udvalgt de repræsentative medarbejdere, så er der en helt indlysende problemstilling i forhold til den undersøgelsesmetode, som Rockwoolfonden i undersøgelsen har ønsket.

Det vil ikke være umiddelbart sandsynligt, at de travleste medarbejdere bliver bedt om at registrere tid, hvert 10. minut, da deres arbejdsopgavers udførelse vil blive voldsomt påvirket. Ikke fordi virksomhederne ønsker at skjule noget, men fordi – der er altså vigtigt arbejde, der skal udføres. Arbejde, der kræver både koncentration og tid.

Jeg kan ikke forestille mig, at en travl projektleder, der skal indføre et nyt IT system i en virksomhed, vil blive bedt om at registrere tid hver 10. minut …. hans/hendes svar på anmodningen ville nok være en pænt formuleret ”skråt op finger”.

Den samme ”skråt op finger” kunne jeg forestille mig at controlleren eller regnskabschefen ville levere, når de ugentlige eller månedlige KPIer til ledelsen eller årsregnskabet skal udføres, eller HR medarbejderen, når der skal gennemgås 800 ansøgninger til et ledigt job og ledelsen beder om lønberegninger for det nye år i morgen, eller tømreren på taget, slagteriarbejderen med akkordmål, eller kundeservice medarbejderen, der skal hekse særlige løsninger, eller pædagogen, der står alene med 25 børn om eftermiddagen og selv skal tisse, eller sygeplejersken, der løber mellem patienterne, eller hjemmehjælperen, der ikke kan nå frem til Fru Jensen fordi Hr. Hansen er faldet og behøver akut hjælp.

Sandsynligheden taler derfor for, at der enten bliver valgt en periode, der ”skønnes fredelig” – dvs. med mindst mulig arbejdsbelastning , eller der bliver valgt medarbejdere, der har en ”fredelig” arbejdsdag som standard. Ingen virksomheder ønsker jo at lægge sig ud med travle medarbejdere, og alle har en interesse i at arbejdet skal udføres.

Det mest interessante ved undersøgelsen er imidlertid tilgangen om at man kan være ”flere steder samtidig”. Tilsyneladende kan f.eks. de 10 minutter, der registreres som kaffepausesnak med kollegaerne på Amager også anvendes til at være sammen med børnene i Taastrup, som i øvrigt er i skole eller børnehave samtidig. Godt gået !

Rigtig mange mennesker arbejder i øvrigt i dag med varierende arbejdstider, og dette medfører at børnefamilier ofte har en særdeles omskiftelig hverdag, hvor fleksibilitet og stram styring er nøgleord, og hvor ugens gang skal detailplanlægges på minuttet for at kunne lykkes. Der er ikke plads til megen slinger i valsen her.

En debattør i Jyllandsposten for nyligt slog glædestrålende alle ugens timer sammen, således at man – jf. min fortolkning af hans regnestykke – blot kunne placere en søndagstime om onsdagen, så var der tid nok til det hele, og at mors/fars vågne timer også kunne give børnetid, selv når lille Mads er lagt i seng. Det vigtige var mors/fars vågne tid ”mere familietid og mindre onlinetid” –  En ny og spændende tilgang, som må kunne trøste enhver forælder, der haster mod lukketiden for afhentning i vuggestuen/børnehaven efter 1½ times pendling og med udsigt til at klare de sidste arbejdsopgaver om aftenen, når ungerne sover efter badningen, vasketøjet er klaret, indkøb er i hus, rengøring er overstået, madpakkerne smurt, og lektielæsningen er overstået for de store.

Pendlertid

Der hænges i motorvejskøer og forsinket offentlig transport i dagens Danmark som aldrig før. Samtidig er afstanden mellem arbejdsplads og hjem blevet længere og længere, og daglig pendlertid på 1-1½ timer hver vej er slet ikke ualmindelig.

At lange pendlertider også er accepteret fra landets øverste ledelse, ja, det vidner fleksibilitets kravene fra Beskæftigelsesministeriet om. Så vidt jeg husker er det 3 timer om dagen, som er kravet til den arbejdsløse i forhold til fleksibilitet til pendling.

Omfanget af pendlertiden er ikke omfattet af Rockwoolfondens undersøgelse.

Trivsel

Der er forskel på om man er forælder til et barn på 1½ år eller et barn på 14 år, men dette tages der tilsyneladende ikke højde for i de trivselsundersøgelser, der foreligger om børnefamilier.

Forskellene drejer sig bl.a. om aktiviteter som for små børn vedrører bringning/afhentning, daglige lukketider og kommuners lukkedage i daginstitutioner, alm. børnesygdomme og florerende roskildesyge/virussygdomme samt bleskift, vaccinationer og generel småbørns omsorg.

Større børn er normalt i stand til selv at transportere sig, de tager selv tøj på, bader selv, og ofte køber de selv deres tøj. De kan også være alene hjemme. Større børn har naturligt også brug for forældreomsorg, men denne omsorg er ofte mere relateret til lektielæsning, aktiv lytning og rådgivning, transport hjælp til fester, og kram.

Online tid

Det er karakteristisk for vores samfund, at flertallet er ”online” i dag, uanset om man er 12 år eller om man er 75 år. Det at være online er nu et livsvilkår, som gør hverdagen lettere, når man skal fortælle sit skolebarn, at det skal hente lillesøster/lillebror fordi toget er forsinket eller motorvejen er sandet til, ligesom det hjælper med at holde forbindelsen til venner og familie med små hurtige MMS/SMS’er eller en opdatering til alle på Facebook, når man ikke har tid til at ringe, men gerne vil være i kontakt alligevel.

Vi mennesker har et stort behov for social omgang. Det er der intet nyt i. Men modsat tidligere tider, så bruger børnefamilieforældre i vor tid ikke 1½ time i telefonen for at opdatere bedstemor om nyt i familien. I stedet får bedstemor en beroligende SMS med ”Alt OK” og “Er lille Tobias ikke sød på billedet”.

At skælde børnefamilieforældre ud for at bruge for meget tid på online medier virker derfor både sært, fordomsfuldt og ubegrundet.

Fakta

Det er dokumenteret at danske kvinder har en højere erhvervsfrekvens (ca. 76,4%),  end rigtig mange sammenlignelige lande i Europa, hvor frekvensen ligger på 40-60%.

I bla. Tyskland, Frankrig og Holland går ”mor” hjemme eller er på deltid, mens børnene er små – dvs. indtil de kommer i skolealderen. Dermed er der ”ro på hjemmefronten”, så ”far” kan bruge lidt flere tid på arbejdspladsen.

Det er også dokumenteret at de andre skandinaviske lande har væsentlig bedre forhold for børnefamilier i relation til pasning af syge børn og barsels/forældreorlov.

Danmarks børnefamilier ligger således i den absolutte top i Europa i forhold til ”fysisk leverede arbejdstimer på arbejdspladsen pr. familie” på omkring 75 timer pr. uge – heri er ikke indregnet ”gratis interessetimer”.

Det kunne være ønskeligt at få bedre statistikker vedr. ”gratis timer”, men i sagens natur, så bliver disse ikke registrerede via lønsystemerne, som leverer data til Danmarks Statistik.

Hvad så ?

Vi kan vælge enten blindt at tro på Rockwoolfondens undersøgelse, og dermed afvise enhver påstand fra børnefamilieforældre om at de har svært ved at få livet til at hænge sammen, eller vi kan vælge at tage børnefamiliernes problemer alvorligt.

I den forbindelse er jeg naturligvis glad for at Minister Mai Mercado prøver at finde løsninger, selv om jeg er meget uenig i hendes løsningsforslag, og jeg synes at disse løsninger er dårlige. Det er ikke smart eller ønskeligt, at hver børnefamilie skal være arbejdsgiver med dertilhørende administration, og der er problemstillinger både vedr. børneattester, rekruttering og manglende pædagogiske kompetencer hos mulige ansøgere. Hendes nuværende forslag kan derfor kun ses som nødløsninger, eller som alternativ løsning for nogle.

En betydelig bedre løsning ville være en gradvis nedtrapning af forældreorloven, således at den ene forælder efter udløb af den nuværende forældreorlov, bagefter ville have ret til deltid med supplerende dagpenge i op til 10 timer pr. uge frem til skolealder indtræder for barnet. Det ville sikre bedst mulige vilkår for barnet i de år, som eksperterne kalder for de vigtigste i børnelivet mht. udvikling af barnet, og samtidig ville det give ro i familielivet, både tidsmæssigt og økonomisk. For selv om mange forældre kunne drømme om deltid lige nu, så kan det være umuligt at få økonomien til at hænge sammen, og i øvrigt mangler der stadig lovmæssig ret til deltid.

At denne løsning samtidig ville kunne skabe åbninger for arbejdsløse jobsøgere i virksomhederne, ja, det er jo ikke så dårligt endda.

Det var bare lige det jeg ville sige …..

Nytårstanker – 1. januar 2018

Her på året 2018’s første dag siler regnen ned på Sydfyns smukke skråninger, og himlen er overskyet grå, dog med enkelte lyseblå striber. Man kan håbe på at det grå forsvinder, og at de blå striber kan være et godt tegn for året der kommer.

Når man sådan ser tilbage, så fylder medierne, politikerne en del i vores bevidsthed – særligt, da deres informationsdækning, deres handlinger og deres beslutninger har ekstrem stor indflydelse på samtlige borgere i dette land. Og hvordan klarede de så deres opgaver med at forvalte dette store ansvar…..?

Der var desværre langt mellem snapsene ….. langt mellem ansvarligheden… langt mellem korrekt nyhedsdækning… langt mellem visioner for vores lille land.

Ser vi på medierne, så var journalistikken i 2018 præget af decideret dovenskab, åndelig armod og grim mobning i stor stil blandt hovedparten af medierne, som bl.a. og for eksempel i stor stil hoppede med på vognen om generel udskamning af samtlige børnefamilier i landet.

Der er her tale om en helt gratis omgang, hvor medierne gejler hinanden op i deres bestræbelser på billige gratis lemminge-likes, for intet er så forrygende morsomt som at vælge en sagesløs, travl og forsvarsløs gruppe og lægge dem for had.

Det er så let, så let, og man kan forestille sig hvordan årets kommende ”vi lægger dem lige for had gruppe” bliver vedtaget under stor munterhed og jubel ved den årlige julefrokost og lige kørt igennem medienetværket, så alle i branchen er enige om denne gratis omgang, der kan sikre dovne stranddage for livstrætte journalister, der ikke gider egentlig anstændig research.

Man bygger kampagnen op gennem året ved hjælp af små enkelt eksempler, som er særligt udvalgt og blæst op til at bevise påstanden, og herefter hiver man et par autoritære eksperter ind og kombinerer dem med et par udlændinge, som med en anden kulturbagage kan overtales til at udtale sig med forfærdelse om hvor slemt det står til i landet. Udskamningen kører med jævne gentagelser over hele året, og når året går på hæld, laver man så en test, hvor man beder læserne bekræfte deres enighed, så man kan se at propagandaen har virket.

Det er naturligvis vigtigt at der ikke på noget tidspunkt kommer rigtig seriøs research frem i medierne om emnet, da udskamningen så kan falde fra hinanden, som Kejserens Nye Klæder, og det er jo ikke meningen….

Princippet er tidligere anvendt overfor arbejdsløse, og det er ekstremt virksomt, og giver en varig udskamnings langtidseffekt overfor den valgte gruppe, som så kan bruges til aktive politiske tryningstiltag over for gruppen. Princippet er i øvrigt også gennem tiderne flittigt brugt af totalitære stater til smædekampagner og til at latterliggøre grupper og løbende indskrænke deres rettigheder, og retorikken er så gammel, at den kan findes i Ciceros taler….

Således var medierne rigtig effektive til at få gjort børnefamilierne til årets helt store sociale medie udskamningsprojekt, og f.eks. BT’s barometer viser at mere end 75% nu mener, at den er helt gal med børnefamilier. Fantastisk propaganda, som man kun kan være målløs over, når man egentlig som udgangspunkt –desværre naivt – troede, at danske journalister havde bare en anelse rygrad og moral. Det er så ikke tilfældet….

Mest interessant er påstanden om den manglende empatiudvikling hos poderne, hvor medierne sjovt nok helt glemmer den overvældende rollemodel, som de selv og politikerne har overfor tidens tendenser.

Med udgangspunkt i ”jeg er mig selv nok fordi jeg er heldig og rask, og så blæser jeg på alle andre – minimalstatstankegangen”, over ”sådan er det jo, bare det ikke går ud over mig” og ”lad os bare score kassen på arvesølvet”, og ”jeg skal lige have min karriere på skinner”, eller den offentlige teenagetilgang ”de må ikke komme ind på mit værelse og se det rod jeg har lavet”, eller den nye autoritære ”skolegangskatekismus”, eller ”lokalpolitikeres gratis lokale fornøjelser”, eller miljøansvarsløshedens ”hvorfor er det vigtigt med rent drikkevand og ikke forurenet natur, og hvad skal vi lige med bier”, ja så er det svært at se, hvor de små poder skulle få set nogle anstændige empati rollemodeller – i hvert fald politisk.

Ja, der var langt mellem snapsene, og det er hamrende trist, når man tænker på, hvor mange rigtig vigtige sager, der blot skøjtes hen over af medierne uden kommentarer, uden korrekt information, og med forkerte og misvisende beregninger. Eksempelvis er medierne ude af stand til simpel hovedregning relateret til finanslovsforslagene, så offentligheden efterlades med forkert og mangelfuld og information. Storebæltsbroens afgiftsnedsættelse er her et indlysende eksempel på at journalister ikke kan regne. For nej, der er ikke tale om nedsættelse, men om at der scores endnu flere penge til statskassen ved at bibeholde toldmuren og malkningen af sagesløse bedstemødre i flere år mellem øst og vest Danmark. Regn selv efter…..

Jeg er squ ikke imponeret ….

Særligt de store landsdækkende medier synes at være uden for pædagogisk rækkevidde, mens dog mindre blade som Fynske Medier og Information stadig har reel journalistik at byde borgerne. Tak til dem.

Hvordan skal det så gå i det nye år…? Ja, svaret blæser i vinden – blandt borgerne i landet. For så længe vi lader os nøje med det, vi får serveret, så vil vi blive taget ved næsen.

Derfor kære venner og læsere… mit håb for det nye år er, at I tager det alvorligt.

Stil krav til medierne! Stil krav til politikerne! Kræv dokumentation! Vær kritiske! Når sagerne bliver stillet for enkelt op, så lugter de….!  Kræv information! Kræv faktuelle beregninger! Lad jer ikke nøje med de småkrummer, som de nærigt drysser på jorden uden sammenhæng, så vi dårligt kan nå at samle dem sammen inden de har vedtaget voldsomme lovændringer.

Jeg ved godt, at I har travlt derude. Derfor er det også vigtigt, at vi er mange om det. Vi kan ikke overlade demokratiet til en elite, der ikke ønsker at vi skal kende virkeligheden. En elite, der mener at borgerne blot er besværlige. Vi er nødt til at stå sammen og stille krav, vi er nødt til at tage os selv, vores liv og vores samfund alvorligt.

Og kære politikere og medier….

Vis ansvarlighed! Vis moral! Vis et reelt ønske om at udføre et ordentlig arbejde!  Vis hvilke værdier, der er jeres åndelige pejlemærker, så vi kan vurdere om I er jeres job værdige!

Udover ”curling” så fyldte ”Me Too” voldsomt meget i medierne i året, der gik, og skal jeg være ærlig, så er jeg glad for at det kommer frem i lyset. Vi bliver nødt til at være mere ”obs” på, om vore handlinger overfor hinanden er ”velkomne” – det er kun en god og sund udvikling at styrke vores opmærksomhed og vores empati, og det har intet med ”skrevne håndfæstninger” at gøre.

Forstå mig ret, jeg er ikke sippet, jeg har boet flere år på et ingeniørkollegium, og jeg har set og oplevet lidt af hvert. Der skal naturligvis være plads til flirt, ligesom både mænd og kvinder kan være ”lidt for meget” over for hinanden.

Men der går en skarp grænse mellem flirt og egentlige overgreb, og det er patetisk, når dette ikke erkendes, men blot skydes til hjørne som ”du er da sart”.

Der er ikke nogen medfødte rettigheder fra nogens side til at gøre overgreb på andre.

Det var bare det jeg ville sige.

Godt Nytår derude og kærlig hilsen.