Juleønsker

Forleden blev jeg afæsket mine ønsker til jul. Nu er jeg aldrig rigtig god til at levere ønsker på stående fod, så jeg måtte melde pas og love at vende tilbage. Jo, der er da ting og sager, jeg godt kunne tænke mig. Nogle meget store, andre meget små. Men når jeg nu sidder og kigger ud i regnen, der siler ned over hus og hjem, så er der jo så meget, jeg kan være taknemmelig over, og måske er det så ikke så vigtigt med hvad jeg lige ønsker mig til jul. Jeg har jo både en familie og gode venner, jeg har tag over hovedet, tøj på kroppen, mad i køleskabet, og der er brænde i brændeovnen. Verden er så fuld af problemer, at jeg bliver lidt eftertænksom og jeg vil derfor genbruge et meget gammelt og stort juleønske, som jeg stadig går og håber vil blive opfyldt.  Så derfor får I lige mit gamle juleønske igen – endnu engang. Måske vil I være med på det samme ønske, det tror jeg faktisk de fleste af Jer gerne vil.

 Mine ønsker til Jul

Jeg ønsker, jeg havde en gave at gi’
pakket med sløjfe og julekort i,
at give hvert eneste barn på vor jord
og et ordentlig måltid at sætte på bord.

Jeg ønsker, jeg havde en tryllestav fin
og magiske evner i posen min,
så jeg kunne stoppe hvert eneste skud
der havde kurs mod en sårbar hud.

Jeg ønsker, jeg havde den fineste sne
at drysse på jorden for børn at se,
og tøj, der varmed’ hver lille krop
mens stjernerne lyste kloden op.

Jeg ønsker, jeg havde en medicin
mod sygdom og brud og hovedpin’
så hvert lille barn kunne lege og le
og aldrig frygte smerter og ve.

Jeg ønsker, jeg havde sten og træ
så jeg kunne bygge et hus med læ
til hvert lille barn, der fryser i nat
og sove trygt sku’ hver eneste skat.

Du ønskestjerne, så fin og klar,
mit ønske nu, du fået har,
en tryllestav, du mig sende må
så ønskerne mine, jeg opfyldt kan få.

 

 

Copyright Lilli Wendt 29. november 2018

Efterår på bakken

Det sidste græs er slået, hævder manden i mit liv og ser glad ud. Endnu har frosten ikke taget pelargonierne, som stadig står med enkelte blomster på. Roserne er droslet meget ned, dog er der stadig blomster og knopper på de mange lyserøde Fairy roser, og på Souvenir de la Malmaison, Lady of Sharlot, Louise Odier og Pat Austin, og i toppen af rosenbuen ser jeg Mme Alfred Carriere lyse op med to cremehvide blomster. Under æbletræerne ligger de sidste nedfaldne æbler, som jeg ikke nåede at samle. Solsortene er gået i gang med at spise dem, og jeg vil tro, at de også giver lidt fornøjelse til de rådyr og dådyr, der ind i mellem færdes her.

Pimpinellefolie buskroserne står med de sidste sorte hyben, bladene er faldet af, så tornene tydeligt træder frem. Det gælder alle buskroserne, bladene falder nu. Men her i går så jeg, at Texas Gule Rose, ”Harrison’s Yellow”, som den også hedder, ja, den stod med en smuk gul blomst. En lille forårshilsen her på sidstningen af året.

Lyset bliver skarpere her sent på efteråret og himlen bliver højere, når kulden så småt sætter ind. Edderkopperne kryber i skjul og sidder ikke længere fremme på muren, og myg og fluer ses sjældent. Guldøjerne har søgt tilflugt i vinduesrammerne, og jeg må affinde mig med, at så er det slut med at pudse vinduer i år, for de skulle jo nødigt dø, de små fine venner, der holder mine roser fri for bladlus.

Det sorte egern har besøgt os flittigt. Det er den store skovfyr og valnøddetræet, der især trækker. Det har haft travlt og da der var mange nødder, så vil jeg tro at der er sikret forråd til en god vinter. Jeg ser det stadig suse gennem trækronerne i fuld firspring for at nå, lige det sidste. Egern har en imponerende hukommelse, de kan huske næsten alle de gemmesteder, hvor de lægger forråd.

Her om efteråret vrimler det med fasaner. Fasankyllingerne er blevet store og de er blevet lukket ud af deres indhegninger i skoven, så de kan ”forvilde sig”. Tit er der så mange sammen, at det ligner små flokke af efterskoleelever, der mødes for at lægge festplaner.

Vores vilde katte får lidt tørfoder hver dag. I det særlige skjul bag havehuset, som manden har lavet til formålet. Når vi går ned med maden, så ser vi dem ind i mellem sprinte ud til alle sider. Det er jo vildkatte, som stadig tager sig i agt for mennesker og har nerverne siddende uden på pelsen.

Der er en del af de store udvoksede killinger fra i sommers, der besøger os, og så ”de løse”, de gamle katte, der lægger vejen forbi. Ind imellem går der lang tid mellem vi ser dem. Så pludselig ser vi ”Tæppet”, som vi kalder den skovkat lignende og værdigt spadserende sort-orange-hvide hankat med den lange tykke pels. Eller vi ser den store sorte med de hvide aftegninger luskende rundt forsigtig spejdende til alle sider. Mor-mis til killingerne og kæresten Bertram har vi ikke set et stykke tid. Bertram hedder egentlig Alfons og hørte oprindelig til hos vores naboer, men han flyttede hjemmefra og blev strejfer. Han er en smuk grå kat med kønne hvide aftegninger og et vindende væsen med stor venlighed overfor både killingerne og de andre katte. Han er ikke bange for mennesker og vil gerne kæles for. Jeg tror han også er lidt af en ”Casanova”, for han omgås flere forskellige hunkatte, som han opvarter på særdeles charmerende facon.

Mor-mis fik fem killinger i sommers. To med røde farver og hvide aftegninger, en med lyse og mørkere grå striber, en med gråsorte striber og en rødlig plet på bagkroppen, og så ”mini Bertram” i lys grå og hvid. De er blevet store, med flot tyk pels og klare øjne. De holder effektivt mus væk fra vores bolig, og vi håber de også napper nogle af de mange mosegrise, som vi så spor af sidste forår. Det er hyggeligt at få besøg af dem hver dag, selv om vi aldrig ved, hvornår og hvem, der kommer. Det sker, når vi færdes i carporten, at vi pludselig hører lyde, der kommer ovenfra, og så stikker der et orange hoved ned mellem loftsbjælkerne og holder skarpt øje med os. Vi håber de klarer sig vinteren igennem.

Brændeovnen kører, skorstensfejeren var her i sidste uge, så vi kunne sikre at alt var i orden til vinteren. Man mærker tydeligt at det er blevet køligere, vi går mod vinter, og så småt finder vi julelyskæderne frem, så vi mentalt kan klare os gennem den mørke tid, der kommer i december.

Her i nat lyser stjernerne klart på den mørke himmel, når jeg kigger ud og ser op. Så uendelig små vi er i universet sådan en nat, hvor stjernerne funkler og skinner tusind lysår fra os. Så står man lige så stille og føler sig som en meget lille del af det store rum.

Når jeg færdes ude på bakken, sker det også, at jeg mærker rummet ændre sig. Som om det forhæng, der hænger mellem dette mit nuværende liv og så det store alting, ja, det trækkes til side, og glimtvis forstår jeg, at jeg blot er en del af det store intet. Molekylerne opløses, og der er ikke længere adskillelse mellem mig og rummet med alle dets repræsentationer af liv og materie. Kun sindet eksisterer, med en gennemtrængende følelse af væren og afklaring.

 

Julemarked på Egeskov

Det var let støvregn, men det gjorde ikke noget. Paraplyen var taget med, og det meste foregik jo indendørs alligevel, og manden i mit liv forkælede både svigermor og mig ved at sætte os af lige ved indgangen, mens han selv galant tog sig af parkeringen.

At komme på julemarked, oven i købet på Egeskov, hvor den smukke have og de fine gamle bygninger skaber en smuk ramme til de blussende bålfade, duften af pandekager, julesangkor og udklædte spøgelser, ja, det er næsten magisk.

Det sker ikke hvert år, men i år nåede vi det. En hurtig genvej til julestemning og til at finde den barnlige glæde frem over mangfoldigheden af sjove og smukke ting, og benovelse over den store indsats, der gøres hvert år af de handlende i deres mange festklædte boder.

Jeg og familien holder meget af at komme på Egeskov. Utallige er de besøg, hvor børnebørnene har brugt timer på legeredskaberne, i labyrinten og alle de smukke stier og haveanlæg i parken, og hvor de har stået med beundring og fascination og set på Titanias Palads, Draculas krypt, talrige hekse, legetøjet og alle de andre mange sjove ting, som Egeskov finder på med stor kærlighed til os legebørn, der aldrig bliver helt voksne.

De fleste flyvemaskiner, biler og motorcykler var ryddet væk i stalde og haller, så der var plads til alle boderne, hvor veloplagte og glade handlende havde arrangeret deres varer på smukkeste vis med stor omhu. Der var skind, der var uldne sager, der var dekorationer, der var keramik, der var legetøj, der var røget laks og lækre pølser, der var knas og godter, smukke håndlavede dragter, strikkede huer og vanter, træting og glas, småkager og julepynt, kunst og chokolade, julegløgg og æbleskiver, ja, jeg kunne blive ved med at sætte ting på listen, for der manglede ikke noget.

Et fortryllet land, hvor man for et par timer var hensat til en verden, hvor tiden stod lidt stille, og hvor man gav sig selv lov til at lade sig fortrylle. Man blev naturligvis fristet og købte lidt, kiggede meget, nød de smukke omgivelser, snakkede med de handlende og hyggede med hinanden.

Jeg ved godt, at meningen er at man skal lade sig friste og bruge penge. Ellers stillede de handlende jo ikke op. De har jo brug for at sælge for at kunne overleve i en hverdag, hvor konkurrencen er stor og internettet en reel trussel. Det er en ærlig sag. Det er ikke altid nemt at være handlende, og de knokler for at gøre det godt. Men stemningen på Egeskov smitter af både på de handlende og på os, der kommer på besøg, og det gør det til en magisk oplevelse at være der. Et pusterum for sjælen, hvor selv om det både handler om at sælge og købe, så handler det også i høj grad om at være tilstede og nyde øjeblikket.

Svigermor var lidt træt efter et par timer, hvor vi fandt et telt med bord og stole og hyggede med lidt friske pommes frites af Egeskovs bedste. Der var købt lidt af hvert, smagt lidt af hvert, og nu var det vist tid til at finde bilen igen. Bålfadene blussede smukt, da vi gik mod udgangen, og skumringen dannede fin kontrast.

Tak til Egeskov for en dejlig eftermiddag.

Om at bygge op eller rive ned

Jeg læste engang en beretning for mange år siden om et rejseselskab med amerikanske pensionister, der i bus var på tur gennem en af de dengang allerfattigste byer i Sydamerika, landets navn har jeg glemt.

Det var varmt og fugtigt, vinduerne i bussen var rullet ned, trafikken var gået i stå, så bussen holdt stille i længere tid i et kryds, synet af byens myldrende liv var interessant og eksotisk, og flere af pensionisterne hvilede armene på vindueskarmen, mens de pegede på de lokale trafikanter, der selv gestikulerede kraftigt.

En middelsvær, kraftigt svedende ældre dame med mange ringe på fingrene pegede ivrigt på en gammel mand, der kom trækkende med en kærre med meloner og andre grøntsager, mens hun muntert kommenterede. Hun var så travlt optaget af synet, at hun ikke så, at en ung mand med lasede og pjaltede klæder var trukket hen mod bussens vinduer. I et nu greb han fat i hendes arm, holdt den fast og skar fingrene af hende for at få hendes ringe. Så var han væk.

Beretningen spøgte i mange år i min hukommelse som en påmindelse om, at når et menneske bliver udsat for ekstrem nød, så kan det ske, at den naturlige empati til sidst forsvinder, der ellers ville have afholdt det fra at gøre andre skade.

For nogen tid siden så jeg så to forskellige dokumentarer på DR, den ene om svindlerne der plyndrede EU, og den anden om den spirende fascisme i Syditalien. Begge dokumentarer gjorde indtryk.

Vi lever i en tid, som på mange måder desværre giver stærke mindelser om tiden før 2. verdenskrig, for der er kommet grimme sprækker ned til det helvede, der hedder vold og fascisme, både i Europa og på den anden side af Atlanterhavet. Et helvede, som de fleste af os, ikke personligt kender til, for det er så mange år siden, at kun de ældste har det i frisk erindring. Men et helvede, som de færreste af os kan ønske sig at opleve.

Der er nu stigende ulighed i en målestok, der ikke er set siden 1930’erne i Europa, USA og Sydamerika. Der er, og har været voldsomme krige og nød i Mellemøsten og Afrika. Der er millioner af unge mennesker uden arbejde, og uden håb om nogen sinde at kunne stifte familie. Der er bitterhed og der er vrede. Der er ”Working Poor” familier, der trods hårdt arbejde, alligevel må overleve på nødhjælp og hattedamers nåde, og vi ser sultende børn, og en strøm af migranter.

Desværre er der så fra toppen overalt stadig en manglende forståelse, stor ligegyldighed og en mental afstandstagen over for de svageste. Samtidig ser vi fra toppen en grov udnyttelse af samfund og samfundets midler for egen vindings skyld, og en tilsyneladende afmagt, handlingslammelse og forvirring blandt politikere.

Klimamæssigt og miljømæssigt er vi som klode samtidig på kanten af afgrunden.

Er helvede ved at åbne sig, eller kan vi stadig ændre på det….?

Hvad vi gør betyder noget. Vores handlinger gør en forskel. Som ringe i vandet. Ikke blot i vores egen lille kreds, men også i det omkringliggende samfund. Vores handlinger giver genlyd, både når vi bygger op, og i endnu højere grad, når vi bryder ned.

Det gælder for virksomheder, det gælder for banker, det gælder for politikere, og det gælder for os som enkeltindivider.

Der er virksomheder, der bygger op. Mange af dem er startet i det små og med store personlige risici, og med flid og dygtighed, og med daglig stædig kamp for at gøre det bedste, så har de bygget virksomheden op, og vokset sig store. Det er virksomheder, der til enhver tid giver deres ansatte ordentlige og gode forhold og anstændig løn, og som anerkender medarbejdernes indsats i det fælles mål om at sikre virksomhedens succes og overlevelse. Disse virksomheders værdier er kendetegnet ved ordentlighed, skabertrang, og respekt for det omkringliggende samfund.

Disse virksomheder og menneskene bag dem, har jeg en kæmpe respekt for. De bygger op og deres virksomheds arbejde skaber positive og konstruktive ringe i samfundet, skaber tryghed, skaber gode arbejdspladser, skaber værdi for os alle.

På samme vis er der politikere, der bygger op. Skaber fællesskab, drager omsorg, og sikrer at der opbygges et samfund, hvor tillid og tryghed for den enkelte er fundamentet, hvor miljøet bliver tilgodeset, og hvor gode strukturer kan hjælpe virksomheder og erhverv til at trives. Hvor der er ønske om at bygge op og løse problemer.

Disse politikere har jeg også kæmpe respekt for.

Og så er der de andre….

Der er virksomheder, der altid er på kant af lovgivningen, altid prøver at score kassen så let som muligt ved at underbetale deres medarbejdere, ved at blæse på arbejdsmiljø, og i øvrigt snyde og bedrage, hvis det kan bringe dem egen personlig vinding. De mennesker, der står bag disse virksomheder, har kun egen succes som mål. Det omkringliggende samfund er for dem kun noget, der kan udnyttes. Menneskene bag disse virksomheder bryder ned. De bryder selvværd og tryghed ned for deres medarbejdere, og de bryder samfundet ned gennem de ringe, som deres handlinger skaber.

Ligeledes er der banker og advokater, hvor topledelsen har så ringe moral, at de bare groft udnytter samfundet. Hvor fællesskabet bliver misbrugt som nyttig malkeko for at skabe profit, og hvor de menige sagesløse medarbejdere krummer tæer og indvendigt raser over ledelsens mangel på anstændighed.

Og så har vi så også politikere, der stædigt tror, at alting reguleres ved markedskræfter, og at hvis bare de stærkeste overlever, ja, så kan gribbene jo bare tage resten…

Med den giftige cocktail så har vi også politikere og meningsdannere, der puster til ilden og med deres ord skaber endnu større sprækker ned til helvede.

Hvad kan vi så gøre som enkeltpersoner..?

Ja, det drejer sig om menneskesyn, og det drejer sig om ordentlighed i vores tilgang til verden. Det drejer sig om at ”forstå” og om at ”tale imod”, og det drejer sig om og at ”bygge op”. Ligeledes drejer det sig om at vælge politikere, der ønsker en god verden og et godt fællesskab.

Hver af os har særlige talenter, som kan bruges positivt og konstruktivt til at gøre verden bare lidt bedre. Hver enkelt af os har mulighed for at skabe ringe i vandet, til at bygge op i stedet for at bryde ned.

Hvilke ringe ønsker vi så at skabe ….?

Helvede retur

Der er kommet sprækker ned til helvede
Svagt anes lysende skær af ild og murren fra rystelser i undergrunden
Dagligt bliver sprækkerne større
Flammerne slikker op langs siderne
Gør sjælene varme
Former stålet i kroppens knogler
Med grådig selvtilfredshed spytter vi på tumberne
Og vender os ligegyldigt bort
De kan rende os
Vi har ingen forpligtelser
Vi er vor egen næste
Hvad skal vi med andre
Der smedes i skarpe tunger
Der rives i sjæle og flås i kød
Vi er dem som vi kerer os om
Hvad rager det os hvis naboen segner
Er Fanden til stede
Eller er det os selv, der har taget rollen
Som vi tog den før
Der er kommet sprækker ned til helvede
Hvad rager det os

 

Copyright © Lilli Wendt 24. oktober 2018

Tillykke til Storebæltsbroen med de 20 år – fødselsdagssang

I dag er det 20 år siden at Storebæltsbroen blev indviet for køretøjer. Den kostede dengang 22,3 milliarder at opføre. I løbet af de 20 år, så har bil- og lastbiltrafikken betalt 45 milliarder i broafgifter og togtrafikken betalt 12,2 milliarder. Totalt er der nu tilbagebetalt hvad der svarer til 58 milliarder kroner eller ca. 3 Storebæltsbroer….. Renten har været i bund i rigtig mange år… Alligevel fastholder politikerne at der udestår 20 milliarder i gæld på broen…… Der er gennem årene trukket 13 milliarder kroner fra broen, heraf til Politiforliget med 9 milliarder kroner i 2007 og hvert år trækkes der penge ud til Molslinjen, til Øresundsbroen, og til Infrastrukturfonden – som f.eks. betalte for Silkeborgmotorvejen og Storstrømsbroen. Afgiften på Storebælt er således rent faktisk en regional særskat på samfærdsel mellem Øst og Vest Danmark, og den hæmmer udvikling og bosætning på tværs af landet. Afgiften er både usolidarisk og asocial. At sige at der mangler tilbagebetaling på broen på 20 milliarder kroner er grov løgn og manipulation af borgerne fra politikernes side. I øvrigt kan det da ikke undre politikerne, når folk ikke ønsker at flytte med arbejdspladserne til Fyn og Jylland, for det koster 400 kr. hver gang bedstemor på den anden side af broen skal passe syge børn… Fjern Storebæltstolden NU!

Tillykke til Storebæltsbroen med de 20 år !
(mel: Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne)

1.
Jeg elsker den bro, som vort land smukt forbinder
fra øst og til vest, og retur samme vej
så sikkert og kønt, horisonten den bryder
et mesterværk skabt, så vor kørsel bliver leg

2.
Jeg elsker den bro, når jeg ser solen stige
mod øst over Storebælts dybgrønne vand
når langbroen når til det midterste rige
ses Sprogø hvor tusinde fugle har stand

3.
Så rejser den højbro sig op over vandet
og sjælen, den gribes af frihedens sang
for her er så skønt, og så inderligt føles
det himmelrum om os, og glemt er al tvang

4.
Jeg elsker den bro, når solen den daler
mod vest med pyloner i rødmende skær
og kører mod eventyrøen, der kalder
mig hjem til min hytte, som jeg haver kær

5.
Men ak, denne glæde med særtold belagt er
og broen er dyr, når vi krydser det bælt
for hvert et besøg skal der graves i lommen
der kræves til kassen, det er ganske fælt

6.
Og kassen har huller, og de fyldes aldrig
for andre skal køre og de kører frit
så broen den malkes til helt andre formål
ja, regningen, kan vi så aldrig bli’ kvit

7.
For der skal jo penge til Storestrømsbroen
og Molslinjen kræver sit årlige pund
og Silkeborgvejen, og gamle forlig, ja,
os brobruger’ får aldrig pause en stund

8.
Og spørger du nu din politikerstemme
hvor meget der endnu skyldes på broen
så svarer de alle, i takt og enstemmigt
at regningen vokser, så dyr er skam broen..

9.
Dog blev de så grebet af gavmilde vinde
og satte så broen ned med lidt ører
så mente de nok, at det ville formilde
de småsure røster, der i medier lod høre

10.
Men ørerne tjener de så fint tilbage
i kroner – for de lagde jo ekstra år på
så det bliver til mere i kassen af malkning
men borgerne tror nu, at de blev hørt på

11.
Jeg under jo andre så gerne den frihed
at krydse en bro eller tunnel med fryd
men det, at de andre, de kører helt gratis,
det gør mig så vred, og jeg synes det er snyd

12.
Hvorfor skal jeg så alene betale,
hvor er de visioner, der bar vores land
om lettere adgang for alle i riget
at færdes på tværs uden skelnen til stand

13.
Jeg elsker den bro, som vort land smukt forbinder
men harmes for jeg bliver snydt, jeg bli’r vred
politikerløgne, de manipulerer
os stedse, og de bliver ved og bli’r ved

14.
Så kære regering, hvornår vil I høre
hav mod til visioner, ophæv nu den told
fra Sjælland til Fyn, så let vi kan køre
find frem nu det mod, så vi fjerner den vold

15.
Du kæreste bro, fra mig, stort TILLYKKE
jeg håber Slotsholmen vil vågne til dåd
den afgift forpester og samfærdsel kvæler
så fjern nu den særtold, lad klogskaben råde

Som Perler på en Snor

Min kære dejlige søster, Maria, og min søde lattermilde kusine, Susanne, udfordrede mig til at deltage i fødselsdagssangkonkurrencen på DR. Modet var ikke i top, så jeg “nåede ikke” at skrive en sang inden tidsfristen. MEN, nu fik jeg så taget mig sammen… for helt kujon vil jeg jo heller ikke kaldes…. Her er den så, og ligesom mine andre sange, ja så mangler den også en melodi, for selv om jeg har melodien i hovedet, så kan jeg jo som nodeblind ikke få den ned på papiret. ….Så hermed kære læser, en udfordring til dig, hvis du ellers synes, sangen er det værd, så vil jeg være glad for at få en melodi….

Som Perler på en Snor (fødselsdagssang)

Omkvæd:
For hvert år er som perler på en snor
Og i hjertet, alle vore minder bor
Og det glimt i dine øjne, og når smilet kommer frem
ja, så skinner solen, den har fundet hjem
ja, så skinner solen, den har fundet hjem

1.
Kære du, lige nu, vi sidder her
omkring bordet, og vi smiler, og vi ler
for denne dag er din, du vores kære ven
gid at mange år, vi mødes må igen
Omkvæd…

2.
Endnu en lille perle på din snor
blev lagt til kæden, i dit liv på jord
og vi ønsker dig Tillykke med et kæmpestort Hurra
hæver glasset, til at skåle, er vi klar’
Omkvæd…

3.
Hvad dit nye år må bringe, ved vi ej
Men vi ved, at du har vilje og er sej
Glæderne og sorgerne, ja, de følges ofte ad
Ønsker du får lykkestunder, der gør’ glad
Omkvæd…

4.
Mange minder har vi fælles, som gi’r smil
Når en hverdag kræver pause og et hvil
Mange snakke, har vi haft, både til alvor og til fest,
Tid med dig, synes vi, er bare bedst
Omkvæd…

5.
Hvis dagen din, engang bli’r trist og grå
Drej så perlerne, så håber vi, de må
Lyse op, så de kan skinne, gi’ dig lys igen på vej
Ligesom vores fine perler – dem med dig
Omkvæd…

 

Copyright © Lilli Wendt 15. maj 2018

Svalerne kom

Der kom en lille forårssang til mig her til morgen, som jeg lige har skrevet ned. Jeg har melodien inden i hovedet, men da jeg ikke kan noder, så kan jeg ikke få den ud på papiret. Måske er der nogen, der har en anden god melodi til den…?

Svalerne Kom 

Jeg stod her ved døren, så bleg og så trist
Den morgen, hvor hjertet var lige ved at brist’
Så tung var den himmel, så grå og fortabt
Så meningsløst livet, jeg ænsed’ det knapt
At vinteren var ovre, var uden værdi
For noget var i stykker, i mig, indeni.

Så var det jeg pludselig, så deres flugt
Ustyrligt, med kvidrende latter, så smukt
De blåsorte vinger strøg hurtigt forbi
Som var de blot tanker, så lette, så fri’
En plet og en pande med rustenrødt skær
Og blåt var det halsbånd, så lange, de fjer.

Betaget jeg stod der, og kiggede på
De flyve atleter, så smukke og små
Med overmod, og, med glæde og sang
De bragte mig forår, i skov og i vang
Og pludselig, syntes, himlen ej grå
der kom nogle sprækker, i lysende, blå.

Og lindetræet, det folded’ sig ud
Med små grønne hjerter i blade og skud
Og under asken, stod vorterod gul
Som pletter af sol, der var hentet i skjul
Fra stendiget lød der, en summende lyd
En humlebi pusled’, og brummed’, af fryd.

Så kom de, de svaler, fra syden de fløj
Den tur var så lang, og må ha’ vær’t drøj
Nu dansed’ de her, på himlen hos mig
Og ledte de tungeste tanker på vej
Mod lysere dage, mod håb og mod gnist
Et træt gammelt hjerte, fik endnu, en frist.

Han kommer imod mig, med spørgende blik
Den tossede kvinde, som han engang fik
Han trykker mig ind mod sin søvnige krop
Og kigger mod lindens, lysgrønne top
Så ser han de svaler, og sammen vi står
Og glæder os begge, at, nu, er det vår.

For vinterens storm, var så kold og så hård
Så trætte, nu, efter mørket, vi står
Men håbet, det vokser, med svalernes flugt
De suser forbi, og alt bliver så smukt
Måske kan vi, også flyve, igen
Og sammen, finde, modet, min ven.

Så kom da den sommer, jeg troede var væk
Og mørket blev stuvet i glemselens sæk
De kæreste venner, kom hjem her til mig
Og med sig de små, bragte glæde og leg
Så bliv nu lidt hos mig, gør sommeren fri
I dejlige svaler, jeg bliver glad, indeni.

 

Copyright © Lilli Wendt 29. april 2018

Så fix det dog …..

 

Kender du det? Du har travlt, eller er vred eller er ked af det, eller er stresset, eller chefen har været urimelig, eller du har økonomiske problemer, eller ungerne er irriterende, eller du har siddet i en bilkø i bagende hede, eller toget brød sammen og du havnet i en kø med fulde togbusser, eller du kæmper mod urimelige vilkår for din gamle mor…… Du har altså fuldt op at gøre med dig selv og din egen verden….

Og så kommer der en person, der beder dig lægge øre til hans problemer – oveni alt det andet, som i fulde mål i dagligdagen kræver dit mentale overskud….

Du er træt, irriteret, sur, vred, frustreret over din egen situation, og så skal du pludselig forholde dig til en andens problemer også

Hvad er din første tanke – dvs. efter at du møjsommeligt har lyttet i flere minutter til personens ørkesløse, stammende og ikke-strukturerede udredninger af problemet?

Så fix det dog ….. Hvor svært kan det være !

Du orker bare ikke den andens problemer. ”Hvorfor skal jeg også tage mig af det”, spørger du dig selv. Han/hende må da selv arbejde for at løse det….

Og personen trækker sig skyndsomt og med dårlig samvittighed, når han/hun mærker din afvisning og din manglende anerkendelse af det problem, som personen har fremsat.

Så din afvisning og din manglende accept af problemstillingen virker, og du kan igen slappe af og koncentrere dig om din egen verden og dine egne frustrationer.

Hvad er det lige der sker….?

For det sker for rigtig mange af os, som normalt regner os selv for meget empatiske og for at have en positiv tilgang til andre mennesker.

Der er rent faktisk tale om en beskyttelses reaktion fra hjernens side mod overbelastning.

Ny forskning offentliggjort i december 2017 fortæller tydeligt, at hjernen reagerer anderledes på andre menneskers problemer, hvis vi selv ”føler os skidt til mode”. Forskningen viser tydelige ændringer i hjernens behandling af andres problemstillinger, når vores følelser er påvirket negativt.

På lignende måde kan hjernen håndtere større belastninger fra omgivelserne, hvis man er i godt humør.

Se link til BBC artikel om emnet:

http://www.bbc.com/future/story/20180115-how-feeling-bad-changes-the-brain

Hvad betyder så dette for vores sociale samspil med andre mennesker?

I en verden hvor stress problemer er en stigende tendens, og hvor dagsordenen i øvrigt let politisk kan manipuleres med via ”framing af udvalgte grupper”, ja så kan dette ikke undgå at influere på vores tilgang til mennesker, der faktisk har helt reelle problemer, men ikke har de nødvendige ressourcer til at sætte disse problemer på dagsordenen.

Vi ser det typisk i den måde, som børnefamilier med ondt i livet, eller overvægtige eller arbejdsløse behandles på.

Der bliver meget let etableret en ”ikke OK status” af børnfamilieforældrene, eller den overvægtige, eller den arbejdsløse, der resulterer i manglende respekt for deres situation og manglende anerkendelse såvel af evner som af indsats.

Tilgangen fra os bliver let: ”hvor svært kan det være …, så fix det dog”….  og herefter: ”hvorfor skal jeg belemres med dine problemer, du er nok bare en doven uduelig person, når det kommer til stykket”.

Med andre ord… hvis man er sur/vred/irriteret/ked af det/stresset… ja så arbejder vores hjerner direkte  imod at have empati over for andre – uanset hvor svære problemer, den anden person har.

Det er dog muligt at træne empatien over for andre, således at den kan bibeholdes, så måske er der lidt håb forude, hvis vi ellers ”orker det”.

 

Vinden tog hende

Vinden tog hende, den gamle farmor.

Som hun sad der på bænken på toppen af bakken, kunne det ikke ses fra huset, at der var tale om et tomt hylster. Hendes arme hang slapt ned, hovedet med det grå tjavsede hår var gledet ned mod den ene skulder, den trætte ryg ligesom stivnet let mod bænkens støttende ryg.

Landskabet lå afventende nedenfor bakken. Stilheden kun afbrudt af den omkringfarende vind, som fik træerne til at knage og vimplen ved huset til at slå imod flagstangen med ujævne slag. Himlen var grå og overskyet, ingen tegn på regn, ingen sol brød igennem.

Vinden tog hende, legede med hende, pustede hende op i vejret, så hun hvirvlede rundt uden fodfæste, blæste hende langs bakkekammen, så hun mistede pusten.

Hun vejede jo intet, eller næsten intet. For hvad vejer tanken, følelsen, minderne, længslen, modet, og alt det andet, der fylder vores liv?

Næsten intet.

Vinden blæste mod det tomme hylster, der på bænken. Formålsløst.

Uanfægtet sad det tilbage med sine celler, sin tyngde, sit billede på hvad der var engang, men ikke længere er. Ventede på at falde fra sig selv, i celler, atomer, til gødning. Fra jord er du kommet, til jord skal du igen blive.

Stadig tog vinden hende, så hun dansede over alle de mange klitroser og hunderoser, som de så møjsommeligt havde sat engang. Så let var hun, at intet holdt hende tilbage.

Så smuk denne dag, så vild og voldsom en vind, så mageløs en rejse, der ventede.

Husker du, spurgte vinden, og hun lo og sang tilbage, mens billederne for forbi med rasende fart, og hun krammede hvert enkelt med den sidste kærlighed.

Hvorhen, hvorhen? Spurgte hun tilbage, men fik kun et latterbrøl til svar, da vinden knækkede grene af det store fyrretræ ved huset, så koglerne spredtes rundt på græsset.

Hvor du vil, lo vinden, mens den vuggede hende tilbage og frem over bakkens sider, og det høje græs, der svajede som var det på prærien.

Men hendes svar hørte jeg ikke, for vinden tog til, og pludselig var hun væk.

Senere blev der stille, og kun hendes tomme hylster var at hente.

Men når vinden blæser, så hører jeg indimellem hendes sang, og det sker, at jeg igen mærker hendes sidste kærlighedskram.

 

 

Copyright © Lilli Wendt 30. marts 2018