Nej det er ikke Katia, som jeg er vred på.
Katia, eller Ekatarina, var min søde russiske kollega, og jeg husker sjove og hyggelige møder og middage i vores team, når vi var i Bruxelles. Med hende, med Magda fra Polen, Eva fra Finland, Margareta fra Sverige, og hele den søde norske stab sammen med vores dygtige interne undervisere og mødeledere fra hovedkontoret.
Jeg savner de år omkring årtusindskiftet med vores nordøsteuropæiske team. Jeg savner Katias kærlige smil, jeg savner Magdas latter, jeg savner Evas reflekterende tilgang og omsorg, jeg savner Margaretas overskud, og jeg savner mine norske kollegaer, hvis humor var uimodståelig.
Det var en kæmpe anstrengelse i 1990’erne for det nordøsteuropæiske hovedkontor i København at etablere kontorer og organisation i Baltikum og Rusland. Jeg husker stadig det store rum med træpaneler på den russiske ambassade, hvor jeg hentede visa. Flyttefirmaets og Zarkos frustrationer over det strandede flyttegods i Sankt Petersborg, som ikke kom videre et helt år, og hans lille famile måtte låne sig frem til madrasser at sove på af andre “frontier-pionerer” i Moskva. Beretningerne om den russiske raid på Moskvakontoret, hvor alle vores medarbejdere blev beordret ned på gulvet med maskingeværer, mens det hele blev gennemrodet, indtil anføreren opdagede, at det var en “fejl”.
Der blev brugt mange penge, tid og ressourcer i vores organisation for at få kontorerne til at fungere i Nordøsteuropa, og det lykkedes. Men nu smuldrer det hele. Årtiers indsats og årtiers samarbejde.
Nu undrer jeg på hvad Harri tænker om det hele, min daværende finske chef for vores nordøsteuropæiske hovedkontor. Hans forældre måtte under 2. verdenskrig flygte fra Estland.
Jeg ved ikke, hvor Katia er nu, og hvad hun tænker, men jeg tror hun græder indvendigt. Det samme gør rigtig mange andre mennesker i Rusland.
Det er ikke Katia, jeg er vred på. Det er Tengil.
”Al magt til Tengil”, siger soldaterne i Brødrene Løvehjerte. Det er kodeordet for at overleve i en undertrykt verden, for Tengil kræver al magt.
Der er ondskab i verden, og der findes mange forskellige typer Tengil, blottet for empati og kun med ønske om egen vinding og kun med fokus på eget mål.
Der er lige nu en Tengil, der har sluppet den store drage løs, og Tengil vil hellere ødelægge hele verden, end at opgive sin magt.
Er det vores skyld, at der er en Tengil? Kunne vi have gjort noget for at forhindre det? Kunne Katia have forhindret det? Hvem skal påtage sig skyld og ansvar, når en Tengil går amok?
Måske kræver det kontinuerlig kamp og årvågenhed. Måske er der hele tiden brug for at råbe ”han har jo ingenting på” og ”nej – den stopper bare her”.
Måske vil der altid dukke Tengil typer op, måske kan vi aldrig læne os tilbage og bare leve i fred. Tengils med magt, ondskab, grådighed, begær, forblændelse, vrede, bitterhed, oppustet storhedsvanvid, kedsomhed, manipulation, afstumpethed, og ligegyldighed overfor andre menneskers lidelse. Tengil har mange navne.
Hvorfor blev Cæsar kejser? Havde englænderne lov at befri sig selv fra den romerske besættelse? Hvem styrede de ødelæggende religionskrige i Europa? Hvorfor var det vigtigt for Napoleon at vinde? Hvordan lykkedes det Hitler at manøvrere sig til magten? Skulle de allierede under 2. verdenskrig blot have accepteret Hitlers ”små militære operationer” og ”beskyttelse af lande”?
Hvordan kan det være, at årtiers gode og udviklende samarbejde og samhandel med Rusland nu skydes i sænk? Skulle vi i vesten blot have set stiltiende til, da Rusland opstillede sin hær på 100.000 mand omkring Ukraines grænser og begyndte at bombardere ”dets broderfolk”?
Der er mange spørgsmål at stille. Mange svar, både de lette og de svære.
Hvem hjælper sådanne Tengils og deres slæng til at få magt? Hvad er det for faktorer, der gør udslaget. Er det et tomrum i styring kombineret med en utilfredshed i en befolkning, og dens vrede over ulighed, korruption og vold?
Kan varig fred vindes ved fordeling af goder og ved at vælge ledere i en demokratisk orden, der stadig vil være ydmyge over for deres ansvar?
Fred er en svær ting at vinde, når man ser på den menneskelige psyke. Vi er så lette at forføre, så lette at manipulere, så lette at forblænde og distrahere, så frygtsomme over for psykopater og deres slæng, der truer os.
Og mens mit hjerte bløder, når jeg ser billederne fra Ukraine, hvor bomberne falder og millioner af mennesker flygter, ja, så fyldes mit hjerte med vrede. Og nej, det er ikke det russiske folk, jeg er vred på.
Det er Tengil og hele hans slæng.