Tanker i januar 2020

Det øser ned, og det har øset ned i lange tider. Et luksusproblem af dimensioner, når man tænker på Australien og de forfærdelige brande, der har hærget i lange tider. Et luksusproblem også, når man tænker på at verden stadig er fuld af mennesker, der døjer med sult, nød og krig. Så bliver man ydmyg og tankefuld, og så klarer man nok endnu en regnvejrsdag.

I dag er det 75 år siden at de overlevende fanger i Auschwitz blev reddet ud af sovjetiske tropper og en forfærdelig epoke skulle være overstået – ”aldrig mere” sagde folk og græd, når de så billederne og læste hvad Auschwitz stod for. Aldrig mere. Aldrig mere.

Vi håber stadig og beder for et ”aldrig mere”. Men vi er så ofte blevet skuffede, når ”aldrig mere” viser sig ikke at være tilfældet i forskellige dele af verden.

Vi kunne give op, kaste håndklædet i ringen og erklære menneskeheden for håbløs og udenfor pædagogisk rækkevidde. Det vælter ind over os og de kommende generationer med problemer, skabt af os selv. Krige og sult, klimaændringer, erosion og udpint landbrugsjord, mangel på dyrevelfærd, forurening med industri, kemikalier og plast, og alle de resulterende udfordringer med at brødføde og finde ny plads til de af nød migrerende folk.

Alle generationer har haft deres udfordringer – det er sandt. Men vores børn og børnebørn vil inden længe stå over for nogle af de vanskeligste problemstillinger, der endnu er set, og vi må erkende, at vi er nogle forbandet dårlige rollemodeller, hvis vi ikke tager os sammen nu og hjælper til med at løse disse problemer ud fra de evner og kompetencer, vi nu hver især har at bidrage med.

Samtidig rækker de redskaber, vi har lige nu, ikke til at løse problemerne. I hvert fald ikke, hvis vi ikke indser, at der skal helt nye værdier i spil, og også en revurdering af den måde, vi måler vores succes og vores resulter i verden. En gentænkning af hele den måde vi lever på vil være nødvendig.

”Teknologien og videnskaben vil løse alle problemer” siges det, men er det sandt? Teknologi og videnskab er redskaber, ligesom en hammer, en sav eller en økse. Teknologi og videnskab kan bruges til at ”bygge op” eller ”rive ned”, alt afhængig af hvem, der styrer redskaberne. Teknologi kan bruges til at bygge våben eller bygge vindmøller, og videnskab kan bruges til at finde svar og løsninger på sygdomme eller den kan bruges til at ødelægge mennesker med grusomme eksperimenter – som Dr. Mengele gjorde i Auschwitz.

Når vi kigger på 2. verdenskrig og undrer os over, hvordan det kunne gå til, så er noget af det, der springer i øjnene, det er ulighed, nød og autoritetstro. Uligheden og nøden i Tyskland var enorm efter Verseillesfreden og den nazistiske bevægelse gav mange tyskere et håb om at få et bedre liv og samtidig var der had mod de lande, som med erstatningskravene fra 1. verdenskrig gjorde det svært for tyskerne at bygge op. Samtidig var autoritetstro i det meste af verden blevet banket ind i alle børn lige fra det øjeblik, de kom til verden og til de faldt på slagmarken. Kombineret med den massive propaganda, som nazisterne førte, så gik det så forfærdeligt galt med både etik og værdier.

I en debattråd fornyligt på FB gruppen ”Red Verden”, mente en af debattørerne, at videnskabsfolk skulle overtage debatten og alle uden dokumenteret naturvidenskabelig baggrund skulle ”tie stille”. Et interessant synspunkt, for hvem har ret til at debattere hvordan verden skal reddes?

Teknologiske og videnskabelige fremskridt er vigtige redskaber til at afhjælpe klodens problemer, og der er masser af dygtige engagerede ingeniører og naturvidenskabsfolk. Ingen tvivl om det. Men det er mere end naivt at tro, at vi andre bare kan læne os tilbage og slappe af. Så let går det ikke.

Når der klones babier i Kina, når der i Sydamerika oversprøjtes kæmpe områder med pesticider, når skovområder i Amazonas bliver brændt af, når ulighed overalt medfører sult, nød og hjemløshed, når klimaændringer ikke tages alvorligt, når demokratiske regler omgås, når økonomer glemmer at forurening medfører tab på naturressourcer, når insekter dør i hobetal, når der stadig er diktatorer og undertrykkelse, når …. Ja fortsæt selv listen. Der er brug for vores stemmer. Vores årvågenhed. Vores aktive forholden os til problemerne.

For rigtig mange år siden bragte Information en kronik med overskriften ”Skal tumberne redde verden”… underforstået – når nu de kloge ikke vil. Det var i den tid, hvor økologi og vindmøller blev betragtet som komiske døgnflue-ideer for hippier. Historien har vist, at både økologi og vindmøller faktisk havde noget at tilføre kloden. Så måske har ”os tumber” en vigtig opgave med at udvikle nye tanker og ideer, og med at holde “de kloge” fast på målet, og med at sikre at etik og værdier ikke bliver glemt. Det er muligt, at ”os tumber” også indimellem tager fejl og ikke ”fatter en meter af materien”, men hvis ”os tumber” ikke aktivt deltager, så kan der let overses noget vigtigt.

Der er derfor brug for hver eneste stemme i debatten og i kampen for en bedre verden. Det gælder såvel en 16 årig gymnasieelev ved navn Greta Thunberg, en 91 årig sprogforsker som Noam Chumsky, en indianerstamme i Amazonas og ikke mindst stemmerne fra de overlevende fanger i Auschwitz.

Det er etikken og værdierne, der skal redde verden – og ikke kun teknologi og videnskab, som blot er redskaberne til at hjælpe os.

Der er også brug for din stemme…

Godt nytår – og lad os sammen gøre verden til et bedre sted !

Nytårsaften 2019 – 2020

Her til aften ser jeg håbet
På den måde hvor du glasset ta’r
Om et år med held og styrke
Om en fremtid lys og klar

Men jeg er jo ingen spåmand
Og der findes ingen klare svar
Vi må lyse vejen op alene
Mens vi tænker på det år, der var

Timeglasset sætter vi i aften
For det nye år, der skydes ind
Gyldent sand, der langsomt driver
Gennem tidens store nøgne spind

Ser dit blik, der vender sig mod himlen
Hvor raketter hastigt suser op
Stjernedrys og håb i vrimlen
Mærker kulden bide mod min krop

Røde, gule stjernesole
Himlen den er bare kæmpe stor
Som pailletter på en kjole
Lyses året ind på vores jord

Stuen, den er fuld af serpentiner
Hatte og en enkelt hagesmæk
Rådhusklokkerne, de kimer
Ingen kransekageskræk

Glassene, de løftes, og der skåles
Klokken er nu tolv, og klar til hop
Mens vi glade hilser på hinanden
Tikker klokken, uden hvile, uden stop

Og vi kysser og vi håber
Mens raketterne, de lyser op
Hånden rækker vi hinanden
Tæt vi varmer, krop mod krop

Gid det nye år må blive
Fuld af glæde, styrke, håb
Overskud og kærlig varme
Ønskes her ved årets dåb

Copyright © Lilli Wendt 31 december 2019

Venter på dig

Julenat og du er fra mig
Længsler, håb og savn
Det er svært at finde roen
Før du er i havn

Strækker hånden op mod himlen
Plukker stjernelys
Sender dem af sted i mørket
1000 stjernekys

Står så stille her i mørket
Under stjernetag
Venter på at natten svinder
Venter det bliver dag

Sender du en lille tanke
Mens du holder vagt
Mærker du mit hjerte banke
Banker vi i takt?

Nattens ugle tuder ensomt
Mens jeg lytter med
Plukker endnu flere stjerner
Sender dem af sted

Træet står så smukt i stuen
Pyntet er vort bord
Stille venten frem til daggry
Lysner sjæl og jord

Jeg har ingen ro og traver
Hvileløst omkring
Spejder efter bilens lygter
Tanker går i ring

Vejene, er de mon sikre
Er du nu på vej
Tåge over engen ligger
Tænder lys for dig

Og jeg kigger og jeg kigger
Det er svært at se
Hører så en bil i gruset
Og så må jeg le

Pludselig står du ved min side
Uden store ord
Og i mig så vokser glæden
Juleglæden stor

Copyright © Lilli Wendt 23 december 2019

Decembernat

Decembernat så stille, at hjertet bliver helt tyst
Jeg ligger her i mørket, med længsel i mit bryst
For der er koldt derude, det knuger mark og eng
Men natten den har stjerner, jeg ser dem fra min seng

Decembernat med tanker, om himmel og om jord
En særlig nat for alle, der her på kloden bor
Den nat hvor fryd og glæde, bryder sorg og savn
Decembernat hvor julen, giver glæden navn

Decembernat hvor håbet, tændes i mit sind
En nat med særlig omsorg, der trodser vejr og vind
Jeg tænder lys på bordet, det blafrer ganske let
Jeg kigger ud i mørket, hvor stjerner lyser tæt

Jeg sender mine håb, med stjernefart af sted
Om alt levende på jord, de får kærlighed og fred
Jeg sender mine ønsker, jeg beder en stille bøn
Må alle børn få glæde, må ørkenen blive grøn

Må alle våben ruste, må ingen sulte mer’
Må dyr og planter trives, både her og der
Må alle de der styrer, huske at vi sammen bor
Og hvert et liv er vigtigt, her på denne jord

Jeg sender mine håb, med stjernefart af sted
At alle folk i verden, må få kærlighed og fred
Jeg sender mine håb, jeg beder en stille bøn
At endnu er det muligt, at få en jord så skøn

Decembernat så stille, i Betlehem engang
En særlig stjerne lyste, mens englene de sang
Må stjernen endnu lyse, og varme sjæl og sind
Må hånden ud vi række, og lukke glæden ind

Copyright © Lilli Wendt 3. december 2019

It can’t wait another day

Dedicated to Greta Thunberg and all the children of the earth.

Come with me, the time is up
This insanity must stop
We will never go away
We have courage, we will stay
It’s our earth, it’s our home
Every pebble, every stone
Every square and every range
Stop the damage, things must change
We will never go away
It can’t wait another day

This is our home, so blue and green
With every forest, every stream
With every mountain’s top of snow
Children’s laughter where we go
We don’t have to go to Mars
Shine the sun, and shine the stars
The sky’s so blue, and ocean too
All we need are hearts so true
Make it work, repair the scars
We don’t have to go to Mars

It’s our home, and it’s for loan
We were never meant to own
The abuse has gone berserk
We must stop those crazy jerks
This our earth to us so dear
You must listen, you must hear
It’s our birthright, we must share
It’s our home, so very fair
Clean the water, clean the air
Stop the misuse everywhere

Stop pollution, save the bees
Plant a billion of more trees
Share resources, use the wind
Use the sun, we must begin
To acknowledge, it is true
We must fight the CO2
Join us, help our dying earth
Give the planet a new birth
For our home, so green and blue
Show your heart is brave and true

Come with me, the time is up
This insanity must stop
We will never go away
We have courage, we will stay
It’s our earth, it’s our home
Every pebble, every stone
Every square and every range
Stop the damage, things must change
We will never go away
It can’t wait another day

Copyright © Lilli Wendt 23 september 2019

Happy Anniversary Jørgen

Do you remember the day, so very long ago, so long ago it was….

Do you remember that day and the lovely night
When we made our special vows
My dress so white as snow in the night
Your vest as blue as the sky in twilight
And in my hands…. there was heather, sage and rose

We were our finest show, when we made our special vows
With heather, sage and rose….

The wind it was heavy with thunder and storm
The rain fell from the sky
But suddenly the clouds went away
And the sun shone through to brighten the day
And the light at once … went from cold to warm

And my daddy, yes, he did shed a tear
As a ladybird touched his hand
And everyone smiled, there was music to hear
Nothing to worry, and nothing to fear
And the sandglass … was still so full of sand

Oh, what a beautiful day it was
So much love and so much joy
And late at night, when we tucked in our bed
And held each other tight, as we laid our heads
Future was bright … and life was like a toy

So many dreams we had back then, so much love we had to give,
enough to fill the world …  enough to make us live

But the days have passed and the sand has too,
And life it changes between laughter and fear
And love is something, that we must always woo
But our minds are so simple, it can end in tears
So the broken bowl … must be mended with glue

Now your hair is turning grey and white 
And I’m a woman so old
Though days have passed, and a thousand nights
Your heart’s still warm and your eyes still bright
And still you keep me … from the cold

We have had our little share of the sun
And we have fought both storms and rain
From the golden hours with joy and care
To the darkest times with bleak despair
Much we have lost … but also much we gained

And we have fought each other
and we have fought ourselves
And the sea has been rough and calm
But still you are here, my truest love
And still I reach for you at night … to keep me warm


We were our finest show, when we made our special vows

With heather, sage and rose….

So many dreams we had back then, so much love we had to give,
enough to fill the world, enough to make us live

Copyright © Lilli Wendt 15 september 2019

De smalleste stier

Så kom der lige igen en lille sang til mig her til morgen. Melodien har jeg i mit hoved, men jeg er jo, som I ved, helt uden evner til at få noderne skrevet ned, så hvis I får lyst til at skrive en ny melodi, så vil det være fantastisk. Her er den så. Håber I kan lide den.

For jeg går ad de smalleste stier
Og jeg går der hvor fuglene tier
Og jeg går der hvor solen gik ned
Og stjernerne gemmer sig i tavs afmægtighed

Og jeg går, mens mørket er tungt
Som jeg har gået, siden hjertet var ungt
Og ingen kender vejen til evigheden
Så jeg må lede videre i min jagt på freden

Og jeg kaster min udtjente ham
Hvor skallen er sprukken og inderligt sprød
Og den ligger på jorden itu
og jeg ser at den er både vissen og død

Og jeg viser min skælvende, bløde krop
Og tankerne myldrer til hjernen siger stop
Så sårbar den må modtage hvert slag
Der må komme når mørket engang bliver til dag

Og jeg går ad de smalleste stier
Og jeg går mens fuglene tier
Og jeg går hvor solen går ned
Og jeg går mod min sidste, min sidste evighed

For du vender ryggen til mig
Og du går en helt anden vej
Og sporene krydser vi ikke igen
For intet lys viser vejen derhen

Stjernerne skinner ej mer’
Og jeg træder så stille, for intet jeg ser
Og at snuble hvor stien er smal
Giver mærker så blå efter endnu et fald

Og jeg går ad de smalleste stier
Og jeg går der hvor fuglene tier
Jeg går der hvor solen gik ned
Og stjernerne gemmer sig i tavs afmægtighed

Copyright © Lilli Wendt 27. august 2019

Golden Moments

Så kom der lige en lille sang til mig her til morgen. Melodien har jeg i mit hoved, men jeg er som tidligere nævnt helt uden evner til at få noderne skrevet ned, så hvis I får lyst til at skrive en ny melodi, så vil det være fantastisk. Her er den så. Håber I kan lide den.

Golden Moments 

Dearest friend, I am so glad
Dearest friend, I ever had
Waited so long time for you to come
To see me here

Precious moments here to share
Joy and laughter everywhere
Not a gloomy cloud in sight
We will smile and drink tonight

Golden moments full of joy
Golden moments full of joy

Do not blame me if I hide
All the darkest hours in the night
When my heart is full of grief
Let it go like autumn’s leaves

You should not be sad for me
There is no reason it should be
Life will pass and rain must come
Thunderstorms for me to face alone

I’m so grateful that you’re here
and I feel your warmth and care
You have lots of worries too
and I know there’s nothing I can do

Do not blame me I don’t share
All these hours of despair
I don’t want you to feel sad
Such grey clouds would just be bad

All my problems you cannot solve
There are too many in the bowl
Before your heart so true and kind
I must draw my thickest blinds

Fill the glasses up with wine
Stars are in the sky and shine
Light the candles warm the night
Golden moments, share the light

Golden moments full of joy
Golden moments full of joy

Such golden moments should be free
Of all worries that could ever be
Golden moments, precious times
I will keep them in my mind

In my heart they’ll always stay
When again you go away
Purest gold to keep me warm
Shield me from the toughest storms

Golden moments full of joy
Golden moments full of joy

Copyright © Lilli Wendt 28. juli 2019

Tanker den 4. maj

Her til aften tænder jeg igen lys for frihed og håb, som så mange gange før, mens jeg mindes de, som kæmpede og faldt, og de som kæmpede og fik sår, der havde svært ved at heles. Jeg mindes også de mange uskyldige mennesker, der på den mest grusomme måde blev ofre for denne modbydelige krig. Æret være deres minde.

Frihedskæmperen Kim Malthe-Bruun skriver i sin sidste brev til sin mor: ”Jeg er kun en lille ting, og min person vil meget snart være glemt, men den idé, det liv, den inspiration, som fyldte mig, vil leve videre.”

Når jeg ser på verden i dag, så træder der mørke skygger frem, som orker fra det helvede, der til stadighed må bekæmpes for ikke at kvæle lyset, friheden og medmenneskeligheden. Ildevarslende skyer samler sig med Saurons tegn, torden lyder i det fjerne fra Sarumans tårn, og jeg beder en indre bøn til mine medmennesker, om  at den idé, det liv, den inspiration, som Kim Malthe-Bruun stod for altid vil leve, så der endnu er håb for os.

Jeg læste i aviserne at manden, der spillede Chewbacca, Peter Mayhew, er død. Han blev 74 år, et venligt og kærligt menneske, efter hvad Harrison Ford fortæller. Det fyldte mig med vemod og tristhed. Jeg kendte ikke Peter Mayhew, kun den måde han spillede Chewbacca på, som jeg – ligesom så mange andre – kom til at holde meget af. Dette kæmpestore uldne væsen uden sprog, som altid kæmper for det gode, og aldrig forlader sine venner. Hvil i fred, Peter Mayhew, og tak for din Chewbacca.

Men Chewbacca selv kan ikke dø, for hvis det skulle ske, så ville Chewbacca komme til Nangijala. Det er helt sikkert. Et væsen som Chewbacca lever videre. Ligesom også Karl Tvebak og Jonatan Løvehjerte. De kan heller ikke dø, de lever videre.

De lever i vores sind, i vores drømme, i den måde, vi anskuer verden, og i den måde, vi selv handler. De er ubundne, frie. Med deres tanker og handlinger inspirerer de os, de forklarer livets sammenhænge, de giver os mening, de viser veje. Vi har brug for dem, disse eventyrfigurer. Vi har brug for deres klarsyn, og for deres stædige vilje til at vokse, så de kan modstå selv de værste  strabadser i livet.

Når vi selv sidder som Mio og JumJum i Ridder Katos tårn og sulter, og alt håb for os er ved at rinde ud i den lange nat, så har vi brug for den lille ske med eventyrlig føde, der stiller sulten og giver os styrke igen.

På samme  måde har vi brug for hinanden, for Frodo ville aldrig have nået frem, men have bukket under for ringens magt, hvis ikke Sam havde været der for ham. Og når vi bliver for magelige, for selvtilfredse og for indelukkede i os selv, så må Gandalf banke på vores hobbitdør, som han gjorde på Bilbos, og vise os, at der er en verden udenfor, og at der er brug for os.

Kun ”bøjede hnau” kan dø. Det ved vi fra C.S. Lewis. At være et bøjet væsen er at overgive sig til et liv uden moral og uden respekt for det levende liv, at glemme det vigtigste.

Harry Potter og hans venner vinder over Voldemort, på trods af at det ser håbløst ud. Tandløs kæmper sig gang på gang tilbage, og flyver nu igen og har fået en mage og en unge. Ronja og Birk vælger en anden vej for deres liv end Mattis og Borka, mens Hassel og Femmer finder vej gennem mange hårde trængsler til et nyt hjem, hvor kaninerne kan leve i fred.

Kim Malthe-Bruun blev henrettet den 6. april 1945. Han nåede ikke at se frihedens time, men han efterlod os sin dagbog og sine breve. I dem finder vi det liv, den idé, den inspiration, som han kæmpede for. Men Kim Malthe-Bruun lever videre. I vores minde om ham, og når vi inspireres af hans liv og hans idé. Et ungt talentfuldt menneske døde for friheden for os alle. Æret være hans minde.

Jeg håber og beder til, at ingen mere behøver at dø som ham, at vi altid vil have frihed og demokrati,  og at vi kan have et samfund med medmenneskelighed og omsorg for alle.

Hver dag har vi et valg i vores liv om hvordan vi vil leve, hvordan vi vil behandle hinanden, og hvilke værdier, der er vigtige for os. Vi har brug for rollemodeller, når vi er usikre og tøvende, når livet bliver svært, og når vejen bliver vanskelig og kræver store ofre.

Men vi har også brug for vejledning, når tilværelsen bliver for let og for magelig, når vi trækker på skulderen og hånligt ser den anden vej ved andres svære kår, og ved ligegyldighed overfor vores lille planet, og når verden brænder omkring os.

Som Harry Potter har vi også muligheden for at vælge, hvilke stemmer vi lytter til, og vi har mulighed for at stille spørgsmålstegn ved de stemmer, vi hører. Hvad ligger bag dem? Hvor vil de føre os hen? Har de Gandalfs forståelse og indsigt, eller er de drevet af Sarumans frygt og grådighed? Bygger de op som Galadriel, så alt levende vil vokse og trives, eller bryder de ned, så jorden bliver gold og Ragnarok venter.

Når valgene bliver lidt for enkle, og vi ikke mere kan finde vores indre stemme, så har vi brug for Kim Malthe-Bruun til at vise vejen. Vi har brug for Emils forståelse for de svageste på fattiggården, og vi har brug for Ronjas glæde ved naturen og empati for den sultende Birk, ligesom vi har brug for Aaragorn, Legolas og Gimli til at kæmpe med os imod Isengards orker.

Glædelig 4.  maj. Må lysene brænde roligt hos jer og give håb.

Om håb

Om håb

Folkekirken kører i øjeblikket et spændende tema om håb. Hvad håbet er, og hvad håb gør ved os. Om det er den hulkindede skøge, eller det lys, der bærer os gennem livets trængsler og prøvelser.

Temaet fik mig til at grunde over, hvad håb er for mig, og dette er så, hvad jeg er nået frem til.

Håb er noget vi mennesker giver til hinanden i form af medfølelse for det andet menneskes situation – en anerkendende medfølelse for “den anden”, som bygger tillid og værd op hos “den anden”, således at håb for “den anden” kan blive en mulighed.

På denne måde så rækker jeg, som dit medmenneske, min hånd frem til dig, og jeg ser mennesket i dig, og jeg røres af din oplevelse af verden, af det sted, hvor du står, af den smerte, der omgiver dig. Jeg ser, og jeg føler, hvorledes du kæmper, og jeg lader min energi strømme mod dig, så du med den kan indgives håb og føle, at du stadig har værd for mig og for livet omkring dig.

For dette at indgive håb hos “den anden”, dette at anerkende den andens værdi, dette at tage den andens “sko” på – omend kun for et øjeblik, det er for mig vores opgave og meningen med vores tilværelse. Kun således kan vi vokse som mennesker og blive klogere, så vi kan indse og forstå, hvordan vi kan gøre en meningsfuld forskel i livet.

Men svært er det altid at huske, for hver og een af os må selv døje med tvivlen og frygten og med kræfter og midler der ikke altid er store nok, og som ofte må spredes tyndt ud ligesom den sidste skrabede rest syltetøj langs kanten af glasset på flere rundtenommer brød. Og det sker jo så ofte, at vi selv har brug for håb i vores liv, at glasset er blevet for skrabet. Og for nogle blandt os, så er angsten for at række ud efter håb for stor, til at den bliver synlig, selv for de, der gerne vil hjælpe.

Må dagen for jer alle være fuld af håb, og må vi have opmærksomhed og energi nok, så vi kan række hånden frem til den, der har brug for det.

Hav en god dag derude.