Tillykke til Storebæltsbroen med de 20 år – fødselsdagssang

I dag er det 20 år siden at Storebæltsbroen blev indviet for køretøjer. Den kostede dengang 22,3 milliarder at opføre. I løbet af de 20 år, så har bil- og lastbiltrafikken betalt 45 milliarder i broafgifter og togtrafikken betalt 12,2 milliarder. Totalt er der nu tilbagebetalt hvad der svarer til 58 milliarder kroner eller ca. 3 Storebæltsbroer….. Renten har været i bund i rigtig mange år… Alligevel fastholder politikerne at der udestår 20 milliarder i gæld på broen…… Der er gennem årene trukket 13 milliarder kroner fra broen, heraf til Politiforliget med 9 milliarder kroner i 2007 og hvert år trækkes der penge ud til Molslinjen, til Øresundsbroen, og til Infrastrukturfonden – som f.eks. betalte for Silkeborgmotorvejen og Storstrømsbroen. Afgiften på Storebælt er således rent faktisk en regional særskat på samfærdsel mellem Øst og Vest Danmark, og den hæmmer udvikling og bosætning på tværs af landet. Afgiften er både usolidarisk og asocial. At sige at der mangler tilbagebetaling på broen på 20 milliarder kroner er grov løgn og manipulation af borgerne fra politikernes side. I øvrigt kan det da ikke undre politikerne, når folk ikke ønsker at flytte med arbejdspladserne til Fyn og Jylland, for det koster 400 kr. hver gang bedstemor på den anden side af broen skal passe syge børn… Fjern Storebæltstolden NU!

Tillykke til Storebæltsbroen med de 20 år !
(mel: Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne)

1.
Jeg elsker den bro, som vort land smukt forbinder
fra øst og til vest, og retur samme vej
så sikkert og kønt, horisonten den bryder
et mesterværk skabt, så vor kørsel bliver leg

2.
Jeg elsker den bro, når jeg ser solen stige
mod øst over Storebælts dybgrønne vand
når langbroen når til det midterste rige
ses Sprogø hvor tusinde fugle har stand

3.
Så rejser den højbro sig op over vandet
og sjælen, den gribes af frihedens sang
for her er så skønt, og så inderligt føles
det himmelrum om os, og glemt er al tvang

4.
Jeg elsker den bro, når solen den daler
mod vest med pyloner i rødmende skær
og kører mod eventyrøen, der kalder
mig hjem til min hytte, som jeg haver kær

5.
Men ak, denne glæde med særtold belagt er
og broen er dyr, når vi krydser det bælt
for hvert et besøg skal der graves i lommen
der kræves til kassen, det er ganske fælt

6.
Og kassen har huller, og de fyldes aldrig
for andre skal køre og de kører frit
så broen den malkes til helt andre formål
ja, regningen, kan vi så aldrig bli’ kvit

7.
For der skal jo penge til Storestrømsbroen
og Molslinjen kræver sit årlige pund
og Silkeborgvejen, og gamle forlig, ja,
os brobruger’ får aldrig pause en stund

8.
Og spørger du nu din politikerstemme
hvor meget der endnu skyldes på broen
så svarer de alle, i takt og enstemmigt
at regningen vokser, så dyr er skam broen..

9.
Dog blev de så grebet af gavmilde vinde
og satte så broen ned med lidt ører
så mente de nok, at det ville formilde
de småsure røster, der i medier lod høre

10.
Men ørerne tjener de så fint tilbage
i kroner – for de lagde jo ekstra år på
så det bliver til mere i kassen af malkning
men borgerne tror nu, at de blev hørt på

11.
Jeg under jo andre så gerne den frihed
at krydse en bro eller tunnel med fryd
men det, at de andre, de kører helt gratis,
det gør mig så vred, og jeg synes det er snyd

12.
Hvorfor skal jeg så alene betale,
hvor er de visioner, der bar vores land
om lettere adgang for alle i riget
at færdes på tværs uden skelnen til stand

13.
Jeg elsker den bro, som vort land smukt forbinder
men harmes for jeg bliver snydt, jeg bli’r vred
politikerløgne, de manipulerer
os stedse, og de bliver ved og bli’r ved

14.
Så kære regering, hvornår vil I høre
hav mod til visioner, ophæv nu den told
fra Sjælland til Fyn, så let vi kan køre
find frem nu det mod, så vi fjerner den vold

15.
Du kæreste bro, fra mig, stort TILLYKKE
jeg håber Slotsholmen vil vågne til dåd
den afgift forpester og samfærdsel kvæler
så fjern nu den særtold, lad klogskaben råde

Nytårstanker – 1. januar 2018

Her på året 2018’s første dag siler regnen ned på Sydfyns smukke skråninger, og himlen er overskyet grå, dog med enkelte lyseblå striber. Man kan håbe på at det grå forsvinder, og at de blå striber kan være et godt tegn for året der kommer.

Når man sådan ser tilbage, så fylder medierne, politikerne en del i vores bevidsthed – særligt, da deres informationsdækning, deres handlinger og deres beslutninger har ekstrem stor indflydelse på samtlige borgere i dette land. Og hvordan klarede de så deres opgaver med at forvalte dette store ansvar…..?

Der var desværre langt mellem snapsene ….. langt mellem ansvarligheden… langt mellem korrekt nyhedsdækning… langt mellem visioner for vores lille land.

Ser vi på medierne, så var journalistikken i 2018 præget af decideret dovenskab, åndelig armod og grim mobning i stor stil blandt hovedparten af medierne, som bl.a. og for eksempel i stor stil hoppede med på vognen om generel udskamning af samtlige børnefamilier i landet.

Der er her tale om en helt gratis omgang, hvor medierne gejler hinanden op i deres bestræbelser på billige gratis lemminge-likes, for intet er så forrygende morsomt som at vælge en sagesløs, travl og forsvarsløs gruppe og lægge dem for had.

Det er så let, så let, og man kan forestille sig hvordan årets kommende ”vi lægger dem lige for had gruppe” bliver vedtaget under stor munterhed og jubel ved den årlige julefrokost og lige kørt igennem medienetværket, så alle i branchen er enige om denne gratis omgang, der kan sikre dovne stranddage for livstrætte journalister, der ikke gider egentlig anstændig research.

Man bygger kampagnen op gennem året ved hjælp af små enkelt eksempler, som er særligt udvalgt og blæst op til at bevise påstanden, og herefter hiver man et par autoritære eksperter ind og kombinerer dem med et par udlændinge, som med en anden kulturbagage kan overtales til at udtale sig med forfærdelse om hvor slemt det står til i landet. Udskamningen kører med jævne gentagelser over hele året, og når året går på hæld, laver man så en test, hvor man beder læserne bekræfte deres enighed, så man kan se at propagandaen har virket.

Det er naturligvis vigtigt at der ikke på noget tidspunkt kommer rigtig seriøs research frem i medierne om emnet, da udskamningen så kan falde fra hinanden, som Kejserens Nye Klæder, og det er jo ikke meningen….

Princippet er tidligere anvendt overfor arbejdsløse, og det er ekstremt virksomt, og giver en varig udskamnings langtidseffekt overfor den valgte gruppe, som så kan bruges til aktive politiske tryningstiltag over for gruppen. Princippet er i øvrigt også gennem tiderne flittigt brugt af totalitære stater til smædekampagner og til at latterliggøre grupper og løbende indskrænke deres rettigheder, og retorikken er så gammel, at den kan findes i Ciceros taler….

Således var medierne rigtig effektive til at få gjort børnefamilierne til årets helt store sociale medie udskamningsprojekt, og f.eks. BT’s barometer viser at mere end 75% nu mener, at den er helt gal med børnefamilier. Fantastisk propaganda, som man kun kan være målløs over, når man egentlig som udgangspunkt –desværre naivt – troede, at danske journalister havde bare en anelse rygrad og moral. Det er så ikke tilfældet….

Mest interessant er påstanden om den manglende empatiudvikling hos poderne, hvor medierne sjovt nok helt glemmer den overvældende rollemodel, som de selv og politikerne har overfor tidens tendenser.

Med udgangspunkt i ”jeg er mig selv nok fordi jeg er heldig og rask, og så blæser jeg på alle andre – minimalstatstankegangen”, over ”sådan er det jo, bare det ikke går ud over mig” og ”lad os bare score kassen på arvesølvet”, og ”jeg skal lige have min karriere på skinner”, eller den offentlige teenagetilgang ”de må ikke komme ind på mit værelse og se det rod jeg har lavet”, eller den nye autoritære ”skolegangskatekismus”, eller ”lokalpolitikeres gratis lokale fornøjelser”, eller miljøansvarsløshedens ”hvorfor er det vigtigt med rent drikkevand og ikke forurenet natur, og hvad skal vi lige med bier”, ja så er det svært at se, hvor de små poder skulle få set nogle anstændige empati rollemodeller – i hvert fald politisk.

Ja, der var langt mellem snapsene, og det er hamrende trist, når man tænker på, hvor mange rigtig vigtige sager, der blot skøjtes hen over af medierne uden kommentarer, uden korrekt information, og med forkerte og misvisende beregninger. Eksempelvis er medierne ude af stand til simpel hovedregning relateret til finanslovsforslagene, så offentligheden efterlades med forkert og mangelfuld og information. Storebæltsbroens afgiftsnedsættelse er her et indlysende eksempel på at journalister ikke kan regne. For nej, der er ikke tale om nedsættelse, men om at der scores endnu flere penge til statskassen ved at bibeholde toldmuren og malkningen af sagesløse bedstemødre i flere år mellem øst og vest Danmark. Regn selv efter…..

Jeg er squ ikke imponeret ….

Særligt de store landsdækkende medier synes at være uden for pædagogisk rækkevidde, mens dog mindre blade som Fynske Medier og Information stadig har reel journalistik at byde borgerne. Tak til dem.

Hvordan skal det så gå i det nye år…? Ja, svaret blæser i vinden – blandt borgerne i landet. For så længe vi lader os nøje med det, vi får serveret, så vil vi blive taget ved næsen.

Derfor kære venner og læsere… mit håb for det nye år er, at I tager det alvorligt.

Stil krav til medierne! Stil krav til politikerne! Kræv dokumentation! Vær kritiske! Når sagerne bliver stillet for enkelt op, så lugter de….!  Kræv information! Kræv faktuelle beregninger! Lad jer ikke nøje med de småkrummer, som de nærigt drysser på jorden uden sammenhæng, så vi dårligt kan nå at samle dem sammen inden de har vedtaget voldsomme lovændringer.

Jeg ved godt, at I har travlt derude. Derfor er det også vigtigt, at vi er mange om det. Vi kan ikke overlade demokratiet til en elite, der ikke ønsker at vi skal kende virkeligheden. En elite, der mener at borgerne blot er besværlige. Vi er nødt til at stå sammen og stille krav, vi er nødt til at tage os selv, vores liv og vores samfund alvorligt.

Og kære politikere og medier….

Vis ansvarlighed! Vis moral! Vis et reelt ønske om at udføre et ordentlig arbejde!  Vis hvilke værdier, der er jeres åndelige pejlemærker, så vi kan vurdere om I er jeres job værdige!

Udover ”curling” så fyldte ”Me Too” voldsomt meget i medierne i året, der gik, og skal jeg være ærlig, så er jeg glad for at det kommer frem i lyset. Vi bliver nødt til at være mere ”obs” på, om vore handlinger overfor hinanden er ”velkomne” – det er kun en god og sund udvikling at styrke vores opmærksomhed og vores empati, og det har intet med ”skrevne håndfæstninger” at gøre.

Forstå mig ret, jeg er ikke sippet, jeg har boet flere år på et ingeniørkollegium, og jeg har set og oplevet lidt af hvert. Der skal naturligvis være plads til flirt, ligesom både mænd og kvinder kan være ”lidt for meget” over for hinanden.

Men der går en skarp grænse mellem flirt og egentlige overgreb, og det er patetisk, når dette ikke erkendes, men blot skydes til hjørne som ”du er da sart”.

Der er ikke nogen medfødte rettigheder fra nogens side til at gøre overgreb på andre.

Det var bare det jeg ville sige.

Godt Nytår derude og kærlig hilsen.

Rav i gaden – Et spil for journalister og andet godtfolk

Hvad gør journalister, når de keder sig. Når tilværelsen bliver for trist, når nyhedernes kompleksitet bliver for svær og for tung at sætte sig ind i, og der skal noget i spalterne…?

Ja, så starter man da bare det spil, der hedder ”Rav i Gaden”. Herefter kan man læne sig tilbage på kontorstolen og hygge sig med alle reaktionerne fra læserne og fra andre medier, og hvis spillet er ved at gå i stå, ja, så sparker man lige et nyt indspark ind.

Og, hvad er så ”Rav i Gaden” for et slags spil?

Ja, det handler kort sagt om begrebet ”framing” og herefter om en veltilrettelagt “smædekampagne mod en udvalgt gruppe”, en smædekampagne som i moderne tider kører fint og næsten uproblematisk på nettet.

Framing er et spændende begreb og en fantastisk måde at styre befolkningens holdninger på i forhold til hvilke normer og hvilken adfærd, som journalisten i sit spil ønsker at gøre problematisk eller bare latterliggøre.

Det er her vigtigt at understrege, at den pågældende norm og/eller adfærd tidligere før framingen har været helt accepteret for gruppen – ja måske endda har været fremhævet som ønskelig; og endvidere at den pågældende norm og/eller adfærd stadig vil være helt accepteret for andre grupper end lige den udvalgte gruppe.

Heri ligger just det spændende for journalisten, for målet med spillet er jo, at denne adfærd skal fordømmes kun for den valgte gruppe, mens andre grupper frit kan bevare samme adfærd.

Gry Inger Reiter, som har en rigtig god artikel om begrebet framing på Kommunikationsforum.dk Se link:

http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/8-eksempler-paa-at-framing-virker-brug-framing-buzzword

Gry Inger Reiter forklarer bl.a., at framing kan ses som et filter, der fremhæver dele af virkeligheden, men samtidig mørklægger andre dele, således at journalisten eller politikeren både bevidst og ubevidst kan styre, hvilke ideer og billeder, der dukker op på læsernes eller tilhørernes nethinder. framing er et særdeles stærkt middel til at rykke ved holdninger i befolkningen overfor grupper eller overfor tiltag, som ønskes gennemført. Framing spiller således en afgørende rolle i vores dagligdag, og dygtigt udført framing kan være overordentlig svær at gennemskue.

Eller tjek Christoffer Riis beskrivelse af framing også på www.kommunikationsforum.dk : se link:

http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/hvad-er-forskellen-paa-at-vaere-arbjedsloes-og-jobsoegende

Gennem længere tids bevidst framing kan man opnå at gøre udvalgte grupper til gode prügelknaber, som man let og elegant kan hive frem, når tilværelsen keder journalisten, eller når man ønsker at genopfriske og forstærke framingen, især også af politiske årsager.

Ved valg af gruppe, der skal under behandling, så er det vigtigt i – disse politisk korrekte tider – at undgå de værste faldgruber, så man ikke som journalist skal fremstå uempatisk eller trættende.

Der er visse grupper, der måske nok altid kunne bruges – rygere og overvægtige, men dels er der en vis træthed i befolkningen over brug af rygergruppen som prügelknabe – de har været brugt for tit, og de er underlagt restriktioner allerede; og ligeledes er gruppen af overvægtige svær, fordi der hele tiden dukker irriterende forskningsresultater op, som hævder at overvægt skyldes mere end kost og motion. Derfor ligger de to grupper ikke lige for i forhold til et spil ”Rav i Gaden”, så man må finde andre grupper, der ikke på samme måde nyder godt af politisk korrekthed, men som kan være ”lovligt bytte”.

Når gruppen er udvalgt, så følger næste skridt ”smædekampagnen”, som kan foregå digitalt via de sociale medier. Hurtigt, let og billigt, for læserne kan fortsætte i det uendelige, blot med lidt nyt brænde på ilden undervejs. Der er tale om en vis lemmingeeffekt, som letter arbejdet med at holde spillet i gang, og hvor eventuelle kritiske røster bliver kvalt og chikaneret i mængden af ”lemminge-likes”, som også frivilligt påtager sig mobningen af kritiske kommentatorer.

Rent praktisk starter journalisten op med at finde nogle småting, som den udvalgte gruppe har udtalt eller gjort – som regel noget helt fredeligt og normalt helt accepteret. Med lidt antydninger om utjekket adfærd og ved hjælp af nogle nedladende negative øgenavne klistret på gruppen, så starter processen – som regel som en lille snebold, der allerede indenfor 24 timer kan blive til en kæmpe digital mobnings lavine.

Framingen sker via de negative billeder, der som nævnt, kan være ”dyrket gennem længere tid” af journalisten. God framing af en gruppe er, som nævnt, ofte opbygget over længere tid og plejet via gentagne opfriskninger.

Hvis journalisten er rigtig heldig, så spiller andre medier med, og med ekstra held kan der også være interesseorganisationer, der pludselig ser en økonomisk eller markedsmæssig fordel i at deltage i smædekampagnen.

Hvis spillet ”Rav i Gaden” kører som journalisten ønsker, ja, så kan det fortsætte i lange tider, uanset om det har nogen som helst basis i fakta eller om der egentlig foreligger noget som helst skadeligt over for samfundet.

Læserne læser jo ofte kun overskrifter, og hvis ”facebook vennen har liket”, ja, så ”liker” man bare videre. Der er sjældent tid til at gå i dybden, og man stoler jo på, hvad aviserne skriver, særligt, hvis medierne skriver noget, som de tidligere har Framet godt.

Jeg kan i øvrigt anbefale følgende links, der også fortæller lidt om dette interessante emne:

https://www.facebook.com/beingliberal.org/videos/687042861479581/?pnref=story

https://www.zetland.dk/historie/sOMV95K1-ae2KvJdE-777bf?utm_source=zetlanddk&utm_medium=social

og i øvrigt er der rigtig mange andre spændende artikler på www.Kommunikationsforum.dk

som jo er et fint og spændende serviceorgan for journalister og politikere, der her kan lære rigtig meget om sprog og påvirkning af mennesker.

Naturligvis kan spillet ”Rav i Gaden” give bagslag, hvis læserne pludselig ikke længere synes om det, men på trods af denne risiko, så er underholdningsværdien jo enorm undervejs, så spillet er altid et forsøg værd for enhver journalist eller politiker, som keder sig eller har en god skjult politisk dagsorden….

Guidet tur i pakkeriet med Julius Langskæg fra Julemandens værksted

Ældre læsere vil nok kunne huske overnisse Julius Langskæg, som vi besøgte for et par år siden for at høre nyt om nye generelle trends i forhold til julegaver, og om hvilke julegaver, der for året var valgt til inspiration for politikerne.

Deres udsendte har i år også været på et lille besøg hos Julius, som beredvilligt tildelte mig lidt af sin kostbare tid, hvor han fulgte mig rundt i pakkeriet, kommenterede og uddybede. Der var stor travlhed over alt, og de mange grå-og rødklædte medarbejdernisser stablede et væld af gaver af forskellig art og størrelser på de store borde, pakkede, indbandt og skrev sedler i ét væk.

Julius førte mig til en start ind i pakkeriet for familieudstyr, og her var der lidt ny og spændende inspiration at hente.

Det lader til at trenden med wellness pakker, meditationsbøger og fordybelse fortsat står højt på ønskesedlerne. Tilsyneladende er der brug for disse særlige gaver, for Julius understregede over for mig, at det ligger ganske højt i prioritering, med yogaøvelser som absolut førende på listen. ”Ak, ja,” sagde Julius trist, ”stressen hærger landet i stor stil”.

Men den sidste nye bølge om fermentering, marathonhækling og håndstrikkede karklude har også fået en solid plads på gavelisten, ligesom to af de nyere protestbøger, som både kræver skridsikkert fodtøj og et godt kendskab til lokalområder, ”Stå Fast” og ”Ståsteder”, er strøget ind på top 10, dog knivskarpt overhalet af den årligt tilbagevendende undervisningsbog i begyndermagi, også kendt som ”Potter-træning”.

For de bekymrede forældre var der en større udvalg af pædagogiske bøger om børn og hvorfor de gør oprør mod deres forældre, og Julius forklarede, at det nok skyldes at de moderne børn nu er mere veluddannede på grund den lange skolegang efter skolereformen. ”De kræver simpelthen mere kvalificeret modspil af deres forældre, så den næste trend i de kommende år”, sagde han, ”bliver nok bøger til børnene, om hvordan de bedst skal kunne få deres forældre til at samarbejde.”

Bløde pakker som lækkert lingeri, hjemmestrikkede huer og sokker var der dog også, og for de friske var der en del spinning- og mountainbike- klæder bilagt diverse måle-armbåndsudstyr. ”Der er virkelig brug for disse sager”, sagde Julius, ”uden dem, så vil mange familier får alt for meget tid sammen, og så går det jo galt.”

For de yngste var der store æsker med magnetisk legetøj, påsat sikkerhedsinformation og ligeledes de årligt tilbagevendende sidste nye legoklodser i alle genrer. Frosne figurer manglede heller ikke, ligeledes var der røde edderkoppemænd, robotdukker og sky-vandrere af ældre model med flyvende transportkapsler.  Der var således ikke nogen mangel på gode udviklende legesager til de små.

En særlig afdeling i familieafdelingen var knyttet til de svageste i samfundet, og her stod stabler af julehjælpspakker med basis fødevarer. ”Trist, meget trist”, sagde Julius. ”Vi havde dog aldrig troet, at sådan noget skulle være julenisse-opgaver. Det bør jo ikke være nødvendigt, og vi har desværre måttet overveje at bestille et lager af svovlstikker til børnegaver til næste år til at have liggende klar, hvis situationen ikke snart bedres”.

Efter turen rundt i familieafdelingen, kom Julius og undertegnede så til den spændende afdeling for politikergaver. Med de nye politiske kombinationer og tilgange, så var der i år blevet tilført et særligt kvalificeret nisseteam, som havde føling med de allersidste nye politiske udmeldinger, ”For,” som Julius sagde, ”så var der i år sket en accelleration i partiernes politikændringer, og det krævede mangeårig nisseekspertise, at se, hvad der gemte sig bag de løbende udmeldinger.

Det store bord for gaver til regeringspolitikerne var således inddelt i flere kategorier, der afspejlede såvel de tre regeringspartiers politikere, som før- og efter-løfter, og som et lille  eksempel på før-løfte-gave pegede Julius på en lille bordmodel af Storebæltsbroen uden broafgiftanlæg, som så nydeligt bandt Fyn og Sjælland sammen. ”Ja, den får vi jo så ikke brug for i år,” sagde han trist.

Lars Løkkes gave var allerede faldet på plads, og Julius fremviste med stor begejstring den drømmescenarie-gave, der var tiltænkt ham, og som var en lille smuk model af en cirkusmanege i karton, hvor sprechtstallmeisteren stod med sin lange pisk i midten. ”Ja, det er jo ment som et lille plaster på såret”, som Julius udtrykte det.

En lille elegant bordregnemaskine, en beholder med hovedpinepiller og en telefonliste med landskaldenumre til Cayman Island, Luxembourg, og andre eksotiske steder var tiltænkt Karsten Lauritzen sammen med en æske gennemsigtige charteques til at holde bilag sammen. ”Ja, der forestår jo et større arbejde i ministeriet for at rede trådene ud,” som Julius udtrykte det.

Pakken til Claus Hjort Frederiksen var skubbet lidt i baggrunden i forhold til de øvrige gaver. Den indeholdt en lille model af en F16 jager bilagt en magnum pose matadormix til at trøstespise på aftenhundelufteture. ”Der mangler jo altid penge i kassen, så vi må jo spare, hvor vi kan”, kommenterede Julius.

Søren Pape Poulsens gave havde givet en del problemer, men til sidst var man i teamet nået frem til et kompromis, og han fik derfor H. C. Andersens eventyr om ”Kejserens Nye Klæder”, så han ikke skulle sætte forventningerne for højt. Den var dog pænt indbundet og uden nævneværdige æselører.

Der havde været en hel del diskussioner om gaven til Anders Samuelsen, og teamet hævdede, at det var helt umuligt at finde en gave, efter han havde ændret drastisk på sin ønskeseddel. I skrivende stund lå der således kun en rulle gavepapir klar til den hastegave, man regnede med skulle vælges og indpakkes Lillejuleaften. Der var dog umiddelbart forslag om en lille model af en stor fin Audi, men også en grundbog i udenrigspolitik havde været omtalt.

For Kristian Jensen havde gavevalget været en del nemmere, da han blot kunne overtage den ubrugte bogsamling  af Pikettys bøger, som Claus Hjort alligevel aldrig havde læst. ”Hvis vi støver dem lidt af, så er de helt så gode som nye”, sagde Julius begejstret, ”og så sparer vi jo på budgettet.”

På Ole Birk Olesens plads lå der en lille handy og elegant brobizz til Storebæltsbroen. ”Vi ved jo naturligvis godt, at han kører gratis som minister,” sagde Julius, ”men, så har han den jo til familiebrug”.

Til Thyra Frank var der et gavekort til en måneds ældremad, frit leveret fra den kommunale plejehjems madordning. ”Hun har så travlt”, sagde Julius, ”og så er det jo en lettelse for hende, at hun ikke behøver at lave mad, når hun kommer hjem.”

Til Esben Lunde Larsen havde teamet valgt en lille praktisk rygsæk og et handy forstørrelsesglas, så han med egne øjne kunne få øje på naturen. Teamet havde været meget enige, om at det var en god ide at motivere ham til research ture uden for Christiansborg, så han bedre kunne fokusere på bæredygtighed og den for naturen nødvendige mangfoldighed i fauna og flora.

Den vanskeligste opgave var til Bertel Haarder. Her var nisseteamet efter lange overvejelser endelig nået frem til en lækker, sort, klassisk notesbog, så han kan starte på at skrive sine erindringer. I tillæg var der en lille pakke grødris og dertil en ekstra tillægsgave en lille marcipangris med sløjfe. ”Vi må gøre lidt for ham i denne svære tid”, udtalte Julius.

Der var endnu en del uafklarede gaveønsker til de resterende regeringspolitikere, så Julius foreslog, at vi gik videre til bordet for oppositionen, hvor endnu et nisseteam var i fuld gang med indpakning. De var næsten færdige med deres arbejde, men vi nåede da at se, at Mette Frederiksen fik en lasso til at indfange løbske partimedlemmer kombineret med en morgenstjerne til at berolige journalister med; at Kristian Thulesen Dahl fik en julesprællemand, som kunne pynte på kontoret, og at Pia Kjærsgaard fik en lille bugtalerdukke, som fint kan placeres nede i salen.

Normalt tager EU nisser sig jo af EU politikergaverne, men Julius havde i år forhandlet sig til et lille ekstrabudget, som han uden at vakle havde tildelt Rina Ronja Kari og sikret en lille let rejse megafon til hende, efter sidste Clements debat. ”Hun har brug for den, når de andre bliver ved med at afbryde hende under debatterne”, som Julius udtrykte det.

Jeg må have brugt for meget tid, for Julius kiggede på sit ur, og hostede let. ”Der er lidt varmt at drikke og friske æbleskiver på mit kontor,” lokkede han med, og jeg forstod jo en fin hentydning, og efter behørig tak for rundvisningen, trak jeg mig tilbage til redaktionen.

Om småbørnsvilkår i Danmark

Mens vi venter på 3-parts forhandlingerne…

Vi ved det jo godt, hvor vigtigt det er for et barn at have trygge rammer og opleve kærlig omsorg, så barnet magter at udvikle talenter og mentale evner.

Men alligevel vælger vi som samfund at negligere dette faktum groft…

Eksperterne fortæller os, at når små børn udsættes for stress, så påvirker det barnets indlæringsevne og trivsel, herunder også barnets oplevelse af selvværd og barnets emotionelle udvikling.

Eksperterne fortæller os, at særligt i de formative småbørns år har den tætte tilknytning til barnets forældre overordentlig stor betydning, og i forhold til andre omsorgsgivere og det daglige barnemiljø i daginstitutioner, så er det vigtigt, at barnet har gode og udviklende rammer, der sikrer at barnet føler sig trygt, og at der er uddannede pædagoger nok til at drage omsorg for det.

Gode småbørnsvilkår er essentielle for at udvikle gode samfundsborgere, som kan fungere godt både i forhold til at tage uddannelse, blive innovative og selvstændigt tænkende, og bidrage positivt til samfundet også i arbejdssammenhænge.

Der er altså tale om en ”win-win” situation, når et samfund investerer i gode småbørnsvilkår.

Hvordan forvalter vi så vores viden om gode småbørnsvilkår i Danmark i 2016? Hvad er det for en hverdag, som vi tilbyder små børn og deres forældre?

Fakta

Danske småbørnsforældre leverer rigtig mange arbejdstimer i forhold til småbørnsforældre i andre europæiske lande, hvor der i langt højere grad er tradition for deltidsarbejde for kvinder eller for ikke at arbejde, mens børnene er små. De sammenligningsrapporter om arbejdstid mellem de europæiske lande, som med mellemrum bliver fremført i medierne, ja, disse rapporter sammenligner folk i arbejde uden skelnen til hvor mange timer, der leveres pr. familie. En familiesammenligning af arbejdstid vil for Europa vise, at Danmark ligger helt i den øverste top af flest leverede familiearbejdstimer.

Danske småbørnsforældre har ofte meget lang transporttid, enten via offentlig transport eller i kø på motorveje. Dette skyldes at børnefamilier ofte kun kan finde boliger langt fra arbejdspladsen, samt at det er vanskeligt at finde en bolig, der kan tilgodese kort transporttid for begge forældre. Når far f.eks. arbejder i Køge og mor arbejder i Frederikssund.

I forhold til øvrige nordiske lande, så har Danmark ringere barselvilkår og ringere vilkår for rettigheder for forældreomsorg for småbørn.

Danske daginstitutioner har adskillige lukkedage om året, som fratager småbørnsfamilier mulighed for at placere ferie som samlet familie.

Danske daginstitutioner har meget stramme åbne- og lukketider, som giver størstedelen af fuldtidsarbejdende  småbørnsforældre daglige problemer i forhold til arbejdstid og transporttid,  når der skal afleveres og hentes børn.

Danske daginstitutioner har inden for de seneste år fået så reduceret bemanding, at der nogle steder er tale om forhold, der er sammenlignelige med børneasyl-opbevaring i midten af 1800 tallet, selv om pædagogerne trodsigt kæmper en hård kamp for at gøre det så godt som muligt og for at forebygge skader på ungerne. Men det er svært, når bemandingen helt uden at skelne til arbejdsmiljø og børnetrivsel, kan blive så reduceret, at der i ydertimerne i værste fald kan være så lidt som 1 pædagog til 30-50 børn. Man kan håbe at pædagogen ikke får roskildesyge i ydertimerne, så går det da helt galt…

Samtidig er der fysiske pladsproblemer i mange daginstitutioner, så virus- og bakteriesygdomme har gode muligheder for at nå rundt til samtlige børn og voksne, hvilket giver forøget sygefravær både hos pædagoger og hos småbørnsforældre. Den manglende bemanding og ”bur-børns” forholdene gør, at de små poder bliver stressede, får problemer med indlæring, får problemer med tilknytning, og de bliver let syge.

Overenskomster i Danmark giver dårlige muligheder og manglende rettigheder for deltidsarbejde for småbørnsforældre.

Den stressede hverdag i daginstitutionerne kombineret med småbørnsforældrenes øvrige vilkår medfører naturligvis, at småbørnsforældre bliver frustrerede, og føler sig fanget i en umulig situation, og skilsmissestatistikken giver også her en indikation af problemstillingerne.

Bedsteforældregeneration arbejder for størstedelen stadig mens børnebørnene er små, og mange bedsteforældre bor i andre landsdele. Dette vanskeliggør bedsteforældrepasning af småbørn ved sygdom, både i forhold til transporttid og i forhold til økonomi for transporten – f.eks. koster det 470 kr. pr. gang til ”den særlige bedstemor-afgift til dækning af politiforlig og andre landsdeles trafikanlæg”, hvis Storebæltsbroen skal forceres ved akut pasning af syge børn.

Det er de færreste småbørnsfamilier, der har økonomisk mulighed for at vælge, at den ene forælder går på deltid eller ikke arbejder. Tjek lige diverse overenskomster for ansatte i detailhandel, pædagogmedhjælpere, rengøringspersonale, kontorassistenter, etc. Det er dyrt at leve i Danmark, og særligt boligomkostninger for ejerboliger har været og er stadig massive for den unge børnefamiliegeneration, som købte dyrt før finanskrisen og nu ofte er teknisk insolvente. Samtidig mangler der lejeboliger i udstrakt grad i de større byer. En helt almindelig og beskeden familiebolig i en omegnskommune kræver således 2 fuldtids arbejdsindtægter.

Rigtig mange småbørnsfamilier oplever stress, tidnød, afmagt og en hverdag, som er præget af store modstridende krav og enorme forventninger om fleksibilitet, gratis interessetimer både på arbejdsplads og i daginstitutions- og skolesammenhæng, kombineret med krav om generel høj ”performance” i forhold til job og i forhold til levering af sunde, veldresserede og dygtige børn, både fra arbejdspladsernes side og fra samfundet.

Den i medierne omtalte familietrivsel undersøgelse fra Rockwool Fonden, inkluderer ikke kun småbørnsforældre, men også forældre til store børn og teenagere. Dvs. forældre til børn, der ikke går i daginstitution, som ikke går med ble, som ikke får børnesygdomme, som ikke…. osv. Derfor er denne undersøgelse misvisende.

Florerende fordomme

Tilsyneladende har medier og diverse bloggere i løbet af de seneste år haft en trist dagsorden om at svine småbørnsfamilier mest muligt til. Der bliver i fremstillingen af småbørnsfamilier taget udgangspunkt i forhold, som ikke på nogen måde kan siges at være dokumenterbare som værende gældende for størstedelen af den danske småbørnsfamiliebestand, men kun for en meget lille gruppe af meget højtlønnede familier.

Der hævdes således af medier og diverse bloggere – fuldstændig udokumenteret og helt usagligt – at småbørnsfamilier generelt lægger vægt størst på karriere, at småbørnsfamilier har flere biler, hus, sommerhus, adskillige dyre ferierejser om året, og at forældrene prioriterer cafebesøg, maratonløb og yogaundervisning i stedet for samvær med poderne”.

Ligeledes hævdes det, at småbørnsfamilierne ”bare kan” gå på deltid, og at det er en ”individuel sag”, og at enhver ”bare kan” forhandle sig frem til deltid eller fleksibilitet på arbejdspladsen.

Virkeligheden er en hel del anderledes, og størstedelen af danske småbørnsfamilier har ikke råd til at gå på deltid, og overenskomster giver sjældent deltids-rettigheder. Det koster at have børn i daginstitution, bleer er dyre, og børnetøj, sko m. m samt diverse børne-køretøjer er også dyre, selv om man køber brugt.

Verden vil bedrages, og det er tydeligt, at den grove og uærlige propaganda virker i politisk sammenhæng, og en af de største årsager til at denne propaganda virker, ja, det skyldes, at småbørnsfamilier hverken har tid eller kræfter til at debattere og protestere over for disse urimelige og uretfærdige beskyldninger.

Når Lise på 2 år har holdt dig vågen hele natten med bronkitis efter flere dages influenza, eller vågner med mareridt, eller når Peter på 4 år har knækket sig hele aftenen med børnehavens roskildesyge, så sengetøjet skal skiftes flere gange, eller når Jakob på 5 år har fået lus, når der er overarbejdsopgaver med hjem fra arbejde…. fortsæt selv …. og far har været oppe siden kl. 5.30 for at nå på arbejde kl. 7.00 for at kunne hente inden kl. 17.00, fordi mor er i butik til kl. 18.00 og også arbejder lørdag, ja, så kan det være svært at få overskud til at læse aviser og debattere. Der skal jo også købes ind, laves mad, ryddes op, gøres rent, vaskes tøj, smøres madpakker, købes vinterstøvler og overtræksdragter, pakkes skiftetøj, tørres næser, skiftes ble, sættes plaster på, bades børn, læses godnathistorier, spilles billedlotteri, vaccineres og lægetjekkes, køres til tumlingegymnastik, osv. Ofte er småbørnsforældre så trætte, når ungerne er lagt i seng, tøjvasken er klaret, madpakkerne smurt, at de falder omkuld inden kl. 21.00 for at kunne klare næste dags race. Der er vitterlig ikke meget overskud til cafebesøg eller bare et enkelt fitness besøg. Alle kræfter går til at holde familien oven vande, så hverdagen fungerer. Kun i weekenden kan man have lidt gæster

Så helt almindelige småbørnsfamiliers stemmer høres så godt som ikke i den offentlige debat.

Samfundet – ønsker vi børn?

Egentlig er det vel relevant at samfundet spørger sig selv, om vi ønsker, at der stadig skal fødes børn i Danmark. Som samfund gør vi det i hvert fald meget svært at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen for småbørnsfamilierne.

Som tidligere HR konsulent har jeg set mennesker gå ned med stress, deriblandt småbørnsforældre. Der er tale om hårdtarbejdende, kompetente og loyale medarbejdere, der til slut ikke magtede at få livet til at hænge sammen. Det var trist, både for medarbejderen og dennes familie, som ofte både fik en mental og en arbejdsmæssig nedtur af dimensioner. Det var også trist for virksomheden, som mistede en god medarbejder. Hvis den stressede medarbejdere i stedet for fuldtid kunne have arbejdet deltid mens børnene var små, så kunne virksomheden have haft glæde af medarbejderen i rigtig mange år, og samfundet kunne have været sparet for omkostninger til sygefravær og mentale nedbrud.

Når man kigger sig omkring, så mangler der ikke hænder i samfundet. Det er muligt at der mangler nogle mennesker med enkelte specifikke kompetencer, men der er så rigeligt med ledige hænder generelt, at de fleste jobs meget let besættes, og der samtidig er lang arbejdsløshedskø.

Med de kommende års forventede teknologiske fremskridt via robotteknologi, så kan det let forudsiges, at der til stadighed vil være masser af mennesker uden arbejde. Samtidig viser svenske forsøg med 6 timers arbejdsdage, at det ikke er en umulig drøm at nedsætte arbejdstiden generelt i samfundet for rigtig mange jobtyper, hvilket ville give øget trivsel og mindre nedslidning.

Det virker paradoksalt, at vi som samfund ikke forstår at udnytte disse muligheder for at gøre livet bedre for vore hårdtarbejdende stressede småbørnsfamilier, og giver dem lovmæssig ret til deltid i f.eks. 10 timer pr. uge med supplerende dagpenge indtil børnene bliver 8 år.

Det skulle naturligvis være valgfrit om det var far eller mor, der gik på deltid. Samfundet skal ikke detaillovgive, men i stedet lave rammerne, så familien selv kan bestemme.

Fordelen ved den foreslåede løsning er, at den vil give mulighed for deltids-forælderen til stadighed at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, samtidig med at den vil give det økonomiske fundament til at også lavtlønnede arbejdere har mulighed for at gå på deltid.

Løsningen vil også give mulighed for job-åbninger i virksomheder, og dermed give desperate arbejdsløse flere jobmuligheder.

Samtidig vil det være en særdeles god ide, hvis man gav ”far” mulighed for ekstra fædreorlov i tillæg til den nuværende fædreorlov, da dette vil både styrke barnets tilknytning til ”far” og samtidig styrke parforholdet, så vi kan reducere skilsmisseprocenten for småbørnsfamilier.

Det vil også være i samfundets interesse, hvis vi sikrer, at daginstitutionerne bliver bedre bemandet, og ligeledes bør de fysiske rammer for børnene blive bedre de steder, hvor der er for mange børn på for lidt plads.

Samfundet har ingen problemer med at kræve at den unge generation skal arbejde 10 år mere end alle tidligere generationer. Det mindste vi som samfund så i hvert fald kan gøre, det er så at sikre, at de unge i det mindste kan få lidt tid sammen med deres børn, mens de er små og har allermest brug for det. Det vil gavne både stressniveauet i samfundet, såvel som sikre, at vores samfunds fremtidige borgere kan få en god opvækst.

I lyset af de kommende 3-part forhandlinger, vil det klæde arbejdsmarkedets parter og regeringen at sikre en visionær politik og lovgivning for småbørnsfamiliers vilkår i Danmark fremover.

 

Hvor skal vi hen, du…?

”Hvis vi ikke skifter retning, så ender vi der, hvor vi er på vej hen…”

er der et gammelt kinesisk ordsprog, der siger, og det er jo egentlig helt som det skal være, altså under forudsætning af, at vi virkelig ønsker at komme derhen, hvor vi ender… så enkelt er det!

Når vi kigger på, hvor vi som samfund både lokalt og globalt er på vej hen, så er der rigtig mange  indikatorer, der fortæller, hvor vi havner, hvis vi fortsætter som vi gør nu.

Eksperter inden for alle områder beskriver både i store og små detaljer de forskellige scenarier, der venter os, hvis vi ikke skifter retning. Der er tommetykke rapporter, der fortæller om klimaændringer, miljøkatastrofer, sult og fattigdoms forhold, råvaremangler, sygdomsepidemier, og de urolige sociale tilstande som kan forventes på baggrund af de øvrige faktorer.

Derfor er det nu, mere end nogensinde før så vigtigt, at vi hele tiden har denne viden i baghovedet ved hvert eneste valg, vi gør, både som enkelt individer og som samfund, lokalt og globalt.

Globalt ser det slemt ud.

Tag blot Kina som eksempel med miljøforurening i storskala med giftig luft, giftigt vand, giftig jord, og giftige madvarer. Hele verdens fabrik har svinet så grotesk meget, at der mange steder ikke længere er menneskevenligt at bo. Når kineserne engang rigtig vågner op til realiteterne, så vil de indse, at alverdens ipads og plastic legetøj hverken kan spises eller drikkes, og deres børn kan dårligt trække vejret.

I mange andre dele af fjernøsten må tilsvarende scenarier forventes.

Eller kig sydpå til Afrika. I store dele af kontinentet hærger sult og nød forårsaget af voldelige krige og klimaændringer. Grådighed fra såvel korrupte lokale regimer som internationale virksomheder trækker også deres spor, og flygtningestrømme  nordpå mod det forjættede Europa er allerede store og forventes at blive enorme inden for de kommende år.

Eller kig lokalt, hvor vi ellers priser os stolte af vores indsats.

Se på vores algebefængte have, sunde og bælter, hvor døde områder af havbunden vidner om massive mængder af årelang forurening. Vandboringer over hele landet må lukke på grund af pesticider, så vores ellers så fine drikkevand ikke længere kan bruges.

Bierne dør af sygdomme relateret til overdrevent pesticidforbrug, og sprøjtede monokulturer giver ørkenområder af jord uden naturlige mikrober der kunne give sunde og nødvendige næringsstoffer til planterne.

Massive regnvejr oversvømmer kloakker hvert andet år med store økonomiske konsekvenser.

På arbejdsmarkedet går børnefamilierne ned med stress, mens de arbejdsløse går i hundene med depression og økonomisk vanskelige vilkår.

I daginstitutionerne passer en pædagog op til 60 børn i ydertimerne.

Finanssektoren styrer boligmarkedet og kvæler de små nye virksomheder, men klynker, hvis nogen snakker regulering, samtidig med at de og erhvervslivet med hård hånd sender deres egne jobs ud ad landet og i øvrigt blæser på samfundet, der ellers reddede en vis legemsdel hos dem tidligere.

Rigtig mange landbrug er på randen til fallit. Fiskene forsvinder i havene pga. klimaændringer, grådigt overfiskeri og dårlig udnyttelse af fangsten, hvor vi lader kyllinger spise fisk i stedet for deres naturlige føde, og hvor det, vi ikke lige bruger, bare kasseres. Størstedelen af vore produktionsdyr behandles uden respekt for basal dyrevelfærd, mens alle lukker øjnene for problemet.

Industrien eksporterer arbejdspladser i stor stil eller ansætter billig arbejdskraft på aktivering eller langvejsfra, så arbejdsløshedskøen vokser ved de offentlige kasser, som bliver udhulede af manglende skatteindtægter. Samtidig er der en blind og naiv tiltro fra erhvervslivet om, at det vedblivende kan fastholde et højt dækningsbidrag på varer og tjenesteydelser lokalt, selv om befolkningen og det offentlige bliver fattigere for hver dag.

Det er jo da ellers så indlysende, at når statskassens beholdning skrumper på grund af manglende skatteprovenu og store overførselsudgifter, så er der ikke længere penge til at vælge lokale entreprenører til store byggeprojekter eller penge til at aflønne de mennesker, der skal sikre den nødvendige infrastruktur for at erhvervslivet fungerer  – herunder skoler, daginstitutioner, transport, ældresektor, sundhedsvæsen.

Når befolkningen bliver fattig, så bliver samfundet fattigt.

Imens kæmper politikere drabelige kampe mod hinanden om nu de arbejdsløse er nok motiverede til overleve så de fremover kan trykke lønningerne, eller om Helle har en Gucci taske og Lars drikker fadøl, og vælgerne ser frustreret på manglende samarbejde og manglende visioner for at løse fremtidens problemer.

Der jongleres med regneark fulde af fejl og mangler fra begge sider. Der skjules informationer, der tales nedladende og hånligt, der spændes ben og obstrueres, og journalisternes og kommentatorernes partiskhed skinner igennem i ”såkaldt objektive” interviews og analyser.

Og fra sidelinjen iagttages skuespillet af de egentlige beslutningstagere i samfundet – den lille håndfuld mennesker – som gennem lobbyisme og støttebeløb påvirker udviklingen i deres retning.

Hvem skal vi stole på, hvem ønsker det bedste for os i en fælles fremtid?  Kan vi nøjes med bogholderne og ”nødvendighedens paradigme uden målsætninger og uden medmenneskelige værdier”?

Hvor skal vi hen, du…?

Vi har brug for visioner og drømme om ”noget bedre”. Hvis vi skal hænge sammen som samfund også på langt sigt, må vi kunne ændre og justere, så vi kan tackle problemerne uden at efterlade medborgere i hængedynd og uden at efterlade miljø og ressourcer i kaos.

Vi har brug for en indre vilje til at samarbejde på trods af forskellighed, til at finde løsninger der tilgodeser fællesskabet, til at se muligheder og vende problemstillingerne på hovedet, og vi har brug for at tage hånd om hinanden, så fællesskabet fortsat kan eksistere.

Store ændringer tager tid. Store ændringer kan ikke detaljeres i små regneark, for verden udvikler sig hele tiden, og vores lille land er ikke afsondret fra resten af verden. Store ændringer kræver ændringer i mentalitet, vilje og forståelse for sammenhænge. Store ændringer kræver moralsk vilje til ændring, ikke kun fra borgerne, men fra erhvervsliv, landbrug, finanssektor, politikere, og embedsfolk.

Store ændringer bygges op ”sten for sten”.

Ændringerne starter hos os selv, med et ønske om ændring, med en oprigtig vilje til at forstå og erkende, at ”hvis vi ikke skifter retning, så ender vi der, hvor vi er på vej hen…”

Om stress, mindfulness, kontrol og afmagt

 Det siges at stress og udbrændthed koster samfundet 14 milliarder kr. i sygemeldinger og førtidspension om året, hertil kommer menneskelige omkostninger i form af depression, selvmord og tab af arbejdsliv.

Jeg har lige læst en artikel på nettet af Psykiater og overlæge Lone Fjorbach fra Aarhus Universitet, som påpeger, at vi har en simpel og effektfuld kur: mindfulness, og det lyder jo forrygende dejligt.

Det store spørgsmål er så – er det hele sandheden?

Lone Fjorbach udtaler:

Citat:

»Det er fuldstændig skørt, at vi i sygehusvæsenet tilbyder alle disse mennesker masser af vanedannende medicin og dyre operationer men ikke lærer patienterne, hvad de selv kan gøre for at få det bedre. Deres psykologiske måde at tackle sygdom på er fuldstændig afgørende for helbredelse. Det er da helt forkert, at vi ikke også arbejder med sindet. Det har den største effekt,« fastslår Lone Fjorback, der har arbejdet med meditation og yoga i 25 år. Hun mener, at den mentale sundhed er lige så vigtig som den fysiske.

Psykiateren har for nylig sammen med psykolog Tua Preuss ved hjælp en række hjernescanninger vist, at en gruppe posttraumatiserede veteraner blev målbart bedre af et mindfulnessforløb. Studiet fandt sted på Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser under Aarhus Universitet.

Citat slut.

 Jeg er ikke i tvivl om validiteten af hjernescanningerne. Jeg er heller ikke i tvivl om den store og gode virkning, som både yoga og mindfulness kan have overfor mennesker, der lider af stress og udbrændthed. Ligeledes er der undersøgelser, der viser at have-terapi i stor udstrækning hjælper de ramte. Det er rigtig rigtig fint, at vi har noget, der kan lindre og hjælpe.

Det er alt sammen såre godt.

MEN, under den fine overflade gemmer sig der desværre et par slanger i paradiset, som ikke er blevet håndteret.

Den første er, at det er jo fint at symptombehandle og lindre, men hvordan sikrer vi, at vi målrettet får reduceret stress og udbrændthed i samfundet?

Den næste er, at behandlingen virker nok rigtig godt, når den personen er ”væk fra problemerne” = under behandling, men hvordan er situationen, når personen kommer retur til alle de problemstillinger, der udløste stressen?

Stress – en naturlig reaktion på ”mistet kontrol” og på udelukkelse fra “flokken”

Når et menneske mister kontrol over sit liv og ikke kan se nogen strategier for at kunne håndtere situationen, så giver det afmagt. Dette udløser som bekendt diverse hormonelle udsving, som kan være særdeles farlige for kroppen, hvis tilstanden fortsætter. Dette er efterhånden børnelærdom og litteraturen om disse fænomener er ret omfattende og veldokumenteret. Det samme fænomen gør sig gældende for mennesker, der bliver udelukket fra samfundet – dvs. udelukket fra “flokken”.

I forhold til behandling af stress og udbrændthed, så anvendes der både mindfulness øvelser, undervisning i coping-strategier, kognitiv terapi, og psykofarmaka. Alt sammen udmærkede ting, som kan give lindring til den enkelte.

Det store problem ved behandlingen er blot, at der er tale om en individualisering af stress og udbrændthed, og på den måde bliver problemstillingen ”jeg har stress” individualiseret og kan føre til personlige nederlag, hvis behandlingen ikke hjælper.

Hvorfor får vi stress?

Vi får stress af at miste kontrollen over vores liv. Så enkelt er det.

Det rammer mennesker, der dagligt har urimelige arbejdsopgaver, for meget transporttid, er udsat for alt for modsatrettede krav, eller har gået for længe i ”Flinkeskolen”, ligesom det rammer mennesker, der uforskyldt kommer i nød og mister fodfæstet og som ufrivilligt bliver afhængig af distancetagende systemers ”skalten og valten” og dertil bliver groft hetzet af samfundets indre svinehunde.

At individualisere stress som en individuelt problem er som at anklage et barn for de fejl, dets forældre har gjort!

Vi må have fat i ondets rod, og ondets rod er den måde, som vi i samfundet har indrettet os på og den måde, som vi taler til hinanden på. Og mod ondets rod, så skal der en hel del stærkere metoder til end mindfulness…!

For ondets rod er ikke forsvundet, når den stressede person vender hjem fra behandlingen!

Der venter stadig urimelige arbejdsvilkår eller alternativet en social deroute på overførselsindkomst. Der skal stadig hænges i kø på motorvejen, fordi der mangler offentlige transportmidler. Der skal stadig hentes børn ”mens man er på arbejde”, der skal stadig hekses for at få pengene til at slå til husleje og mad, hvis man er på dagpenge.

Vi bliver nødt til at lære at dele arbejdet, så alle får en bid af kagen, ligesom vi bliver nødt til at indse, at når vi hetzer helt uskyldige mennesker, som pga. sygdom eller arbejdsløshed er kommet i nød, så er vores handling at ligne med folk, der hånligt spytter på trafikofre og ikke vil tilkalde ambulancen.

Vi bliver nødt til at indse, at der er grænser for hvor mange arbejdsopgaver og ansvar, der kan pålægges et enkelt menneske.

Vi bliver nødt til at erkende, at hvis vi fortsat ønsker at der skal fødes børn i landet, så må vi hjælpe børnefamilierne med deltidsløsninger og økonomisk kompensation.

Vi bliver nødt til at erkende, at hvis vi bruger et lavprisselskab for at shoppe hver måned i New York, så ødelægger vi tilværelsen for de mennesker, som servicerer os og må leve af en sulteløn på trods af, at de knokler fuldtid.

Vi bliver også nødt til at erkende, at der er grænser for vækst. At vi bliver nødt til at genbruge, og vi bliver nødt til at ”rydde vores skidt og møg op” overalt i verden. At vi som mennesker hænger sammen, og at forurening i Kina giver dårlige fisk i Skagerrak.

At arbejdsløshed, sygdom og ulykker kan ramme også lige dig, og at stress og udbrændthed kun kan forebygges ved en målrettet og kærlig omlægning af vores samfund, så vi alle kan få et anstændigt liv ved at deles både om goder såvel som arbejde.

Så mens mindfulness m.m. kan lindre de ramte, så kan selve årsagerne til stress kun løses ad politisk vej.

Novemberbesøg i Julemandens Værksted

Her i midt november, hvor det rusker i træerne, regnen siler ned, og dagene for alvor er blevet korte og mørke, så er redaktionen så småt begyndt at vende blikket mod julen, for ikke helt at miste det gode humør ovenpå den dejligt lange sommer.

Det er en travl tid i julemandens værksted, hvor Deres udsendte i år har været på besøg for at smugkigge på årets pakker og trends. Vi har forsøgt en del gange at få et møde med Julemanden selv, men han er kontinuerlig på farten, fristet af billige flybilletter, så vi har i stedet fået lov at få en hurtig gennemgang i værkstederne sammen med overnisse Julius Langskæg.

Julius Langskæg er en alvorligt udseende nisse, med mørke briller, hurtige bevægelser og hastige åndedrag, hvor man aner antydningen af stress, men det er jo også svært at nå det hele, og ansvaret ligger tungt på hans skuldre. Om de generelle trends i år siger han, at det drejer sig om inspiration og fordybelse, ligesom der også er stor interesse for wellness oplevelser.

Vi går gennem de store pakkeafdelinger for småbørn, hvor legetøjet hober sig op til alle sider, og der er en heftig aktivitet af yngre nisser, der pakker og binder sløjfer på årets julegaver til tumlinge-alderen. Julius Langskæg forklarer om årets trend for tumlinge, at der er fokus på læring, selv om der stadig leveres en del traditionelle gaver, der blot skal glæde de små og sikre god leg. Værkstedet modtog i år en særlig skrivelse fra Undervisningsministeriet om at der skal puttes læring i hovederne på de små, så snart kravlestadiet er overstået. Så de ansatte gør hvad de kan for at overholde retningslinjerne.

Vi når lige et hurtigt kig ind i skoleelev sektoren, hvor der pakkes endnu mere læringskorrekt materiale, men da jeg får øje på en større stabel små røde bøger med påskriften ”den lille røde for skoleelever” får jeg et lidt undvigende svar og et skævt blik fra Julius Langskæg med forklaring om, at det er en lille ekstra gave om farvelære, der skal tilgodese kreativ tankegang. Han haster hurtigt videre, inden jeg når at kigge mere.

Værkstedet har en særlig afdeling for politikere, som jeg meget gerne vil bruge lidt tid på. Julius kigger på sit ur på mobiltelefonen, og giver mig så et kvarters tid alene med Undernisse Nis  Flipskæg, mens han selv tjekker forældreafdelingens pakkeborde, hvor meditations-, koge- og antistressbøger ligger i store stabler.

Nis Flipskæg tager mig rundt i politikerafdelingen, og jeg noterer her, at der i stor udstrækning lægges overordentlig stor vægt på inspiration og fordybelse for politikerne.

Således noterer jeg, at Christine Antorini får en bog af Hans Henrik Knoop –  ”Leg og Læring” sammen med et abonnement på fagbladet Pædagogen. Özlem Cekic får Machiavellis ”Fyrsten”; Bjarne Corydon får ”Den Lille Prins” af Saint Exupery og en indrammet tegning af en lang næse fra en tidligere medarbejder i DONG, og Carsten Hansen får en lidt slidt udgave af Henrik Pontoppidans ”Fra Hytterne”. Vores statsminister Helle Thorning får et særtryk af Astrid Lindgreens ”Emil fra Lønneberg”, hvor Emil redder festen på fattiggården. Der arbejdes stadig på en løsning til en gave til Mette Frederiksen, men endnu er der ikke afklaring. Det er en vanskelig sag, sukker Nis Flipskæg.

Ved de radikales pakkebord er der næsten mørkelagt, men Nis Flipskæg fortæller, at de arbejder med flere løsninger i øjeblikket, hvor bl.a. den nye bog om Mørkelygten indgår, og ligeledes en nyindspilning af ”Skæbnesymfonien” med Danmarks Radios Underholdningsorkester. En fin lille CD, som let kan gå i en håndtaske.

Ovre i LA hjørnet bugner gavebordet med bl.a. et antikt eksemplar i guldtryk af Charles Dickens bog ”Et Juleeventyr” med en pakkeseddel påført Joachim B. Olsens navn. Ved siden af ligger en flybillet til USA og guidet rundtur med vægt på løn og personalegoder på Henry Ford museet til Anders B. Samuelsen; og endnu et smukt indbundet værk ligger klar til Ole Birk Olesen – det er ”Vredens Druer” af John Steinbeck. Ja, det er dyre pakker, sukker Nis Flipskæg, men der skal jo noget til, hvis vi skal kunne matche de flotte gaver fra Saxo Bank.

Der er dog også tænkt på de tidligere politikere i regeringen, så jeg noterer at Nadeem Farooq får de samlede værker af Martin Andersen Nexø, mens pakkebordet ser underlig tomt ud, hvor Margrethe Vestagers pakker skulle ligge. Nis Flipskæg sukker dybt, og forklarer, at der ikke var flere penge tilbage. Men sådan er det jo! De arbejder dog på at finde et billigt brugt eksemplar af Dorte Kollos ”Greven fra Luxembourg”.

Ved de konservatives pakkebord er der en del forvirring, så vi går hurtigt videre, så pakkenisserne kan få fred til at finde ud af, hvem der stadig er i partiet.

I værkstedets ene hjørne er der ved at blive pakket en stor havenisse ind til Pia Kjærsgård sammen med en bog om kjoler, og en lille boggave til Kristian Thulesen Dahl. Jeg noterer mig, at det er ”Tanker for det Nye Årtusinde” af Dalai Lama. Ellers er der noget rodet på bordet, og Nis Flipskæg fortæller, at det er fordi afdelingen stadig diskuterer, om hvad der bedst vil kunne inspirere.

Ved det store bord for Venstre politikere, ligger der et lidt halvslidt jakkesæt med en mærkat fra Røde Kors, og ovenpå ligger der et hæfte om ølbrygning. Nis Flipskæg forklarer, at der var ikke flere penge på tøjkontoen, så de måtte i genbrugsbutikken efter Lars Løkkes gave. Derfor også den lille tillægsgave. Inger Støjbergs DVD gave med Wilhelm Mobergs ”Udvandrerne” er også lige ved at blive pakket ind.

Mit tildelte kvarter må være opbrugt, for Julius Langskæg står og tripper i døren, og jeg siger tak for rundvisningen til Nis Flipskæg, mens jeg på vejen ud skæver til de borde, hvor jeg ikke nåede hen, og lige når at se, at der ligger gavekort til et forkælelses traktement på et gammelt velrenommeret konditori i city for Johanne Schmidt og Pernille Skipper. Nis hvisker til mig, at de to søde piger har arbejdet så hårdt i år, at de fortjener et lille pusterum.

Med Julius fortsætter turen i lyntempo, og jeg når lige at notere, at Kronprinsen får en oplevelsesdag med udlevering af julepakker til fattige familier, at Dronningen udover det årlige rygestopkursus også får en ny akvarelblok, og at Joachim får gavekort til genbrugsbutikken, så der kan købes møbler til den nye bolig.

Julius har stor fart på gennem erhvervsafdelingen, hvor der står lange rækker af sidste udgave af ”Grænser for Vækst”, og der ligger en del premierebilletter til den nye film af Per Fly om ”Pelle Erobreren”, og vi næsten løber videre til afdelingen for plejekrævende pensionister, hvor der forventes at blive pakket langtidsholdbart juleknas og julegløgg til almindelig opmuntring.

I afdelingen for kontanthjælpsmodtagere, syge og ledige er der en betydelig knurren i krogene. Gavebudgettet er så lavt, at der er er oprørsstemning blandt nisserne , som overvejer at nedlægge arbejdet eller gå på hugst i politikerafdelingen, indtil der kommer en fuld og dækkende løsning.

Julius ser bekymret ud, hoster let og bringer mig hurtigt videre til forsendelseskontoret. Efter en lille forfriskning med varmt juleøl, så bukker han let, tager afsked og sender mig af sted med et venligt håndtryk og ønsket om en glædelig jul.

Reformtogdriften i Danmark

Hu hej, hvor det går!

Det kører derudad med forrygende fart og toget standser kun på de største stationer, og køreplanen er ikke længere tilgængelig, så det er bare om at holde sig klar, når man vil være passager, og i kurverne slingrer det så voldsomt, at togføreren og konduktørerne bliver helt tummelumske.

De sidste år har vores politikere gjort en dyd ud af at sætte fart på vores reformtogdrift. Der skulle ikke herske tvivl for nogen, om at nu blev der sat ændringer i gang, og den store køreplan lå klar allerede få dage efter den store overtagelse af togdriften i 2011.

Der var store forventninger til reformtoget. Forventninger om at der nu ville blive lagt nye skinner og bygget nye stationer, så alle i de små samfund kunne komme med på vognen. Forventninger om at de, som så groft havde afsporet den hidtidige togdrift ville få en berettiget ørefigen med tilhørende overvågning, således at det kunne sikres, at afsporinger fremover ville høre fortiden til, og der var store forventninger om velgennemtænkte fine nye køreplaner, som ville kunne bringe alle passagerer sikkert frem i god tid og i god behold.

Var det vejrliget, der spillede ind? Kom der is på skinnerne undervejs? Eller blev skinnerne gloende i de varme sommerkurver? Eller var der bare tale om, at togføreren og konduktørerne blev så fartgale, at de glemte passagererne?

Findes der bakspejl eller sidespejl i et reformtog? Spejle, der kan vise de kurver, hvor passagerne faldt af? Spejle, der kan vise, hvor køreplanen mistede sin betydning og senere blev afskrevet som unødvendig for passagerne.

Hu hej, hvor det går! Fart over feltet!

I den første kurve sidste år faldt der mere end 30.000 passagerer af. Ingen ved rigtigt hvordan og hvorhen, og interessen for at tilbyde dem en plads på toget er mere end begrænset. Mange af dem havde faktisk købt udvidet garanti abonnementskort i rigtig mange år, men gyldighedsperioden blev halveret med kort varsel, og så røg de af. Andre af yngre årgang havde glædet sig til at veksle studiekortet med et rigtigt abonnementskort, men fik at vide, at der nu ikke var nogen destination, de kunne tage til.

Forslåede, chokerede og udmattede ligger de affaldne stadig og gisper i kurven, mens de kæmper for at udfylde skemaer og overholde regler.

Togfører og konduktører diskuterer stadig ansvarsplaceringen for at de stadig ligger der og er nu nået frem til, at det dels skyldes den tidligere togledelse, og dels at passagerne må have været dårlige til at holde sig fast.

Den nuværende togledelse forventer, at der årligt vil ryge i tusindvis flere af toget og begrunder det med, at passagerne stadig ikke ved, hvordan de skal holde sig fast undervejs.

I den forbindelse er der blevet etableret enkelte nødforanstaltninger, hvor man anbringer de affaldne i midertidige ståpladser i særlige kreaturvogne, så de kan mærke, at de ikke er rigtigt velkomne.

Reelle destinationer til de affaldne er der desværre ikke mange af, og der er ikke planer om at etablere ekstrabusser, så de affaldne kunne få normal transport.

I den næste kurve blev det besluttet at afskaffe køreplanen, så det nu fremover var op til passagerne selv at gætte sig til, hvordan toget fremover skulle køre. På den måde blev det lettere for togføreren og konduktørerne undervejs at omjustere køreplanen, så de løbende kunne sætte fuld fart på de steder, de ønskede det, uden at nogen kunne brokke sig over køreplanen. Ideen kom sandsynligvis fra nærlæsning af bøger om basis strategier i god krigsførelse i fjendtlige omgivelser.

I den tredje kurve blev udflugtsvognen med skoleklassen og læreren frakoblet det ordinære tog, og  vognen blev herefter koblet til et hurtigtgående godstog med råvarer og produktionsenheder til brug for de større erhvervsvirksomheder. Skoleklassen og læreren er stadig i chok, og planerne for hvor de er på vej hen er endnu ikke fastlagte. Onde tunger vil vide at påstå, at inspirationen til dette skift kom fra Nordkorea.

I den fjerde kurve blev hospitalsvognen afkoblet, og alle de syge blev kørt ud på et sidespor, hvorfra regelmæssig togdrift er et sjældent syn og opvarmning af kupeerne er sparet væk. Helt glemt er de dog ikke, for de lokale småtogsførere har nu lagt en plan sammen med de lokale pillepushere om at inddrage de syges medicin, for noget må der jo gøres, for at de kan blive raske…. Om ikke andet, så vil det reducere medicinomkostningerne på sundhedskontoen, og hvis de syge dør, så vil det resultere i reducerede udbetalinger på længere sigt.

Og sådan fortsatte reformtoget –  i store og små kurver undervejs. Med hastig fart og uden bakspejl og sidespejl. Altid var togfører og konduktører klar til at møde pressen med smil og godt humør, og med friske bemærkninger og hurtige skud fra hoften. Talte pressen om, at Robert støjede lidt på gangen, ja så blev han sat til at samle hundelorte op, og hvis pressen antydede at Carina havde købt for pæne vinterstøvler til ungerne, ja så blev hun og ungerne med det samme sat ned på gulvet i bagagevognen, så de kunne få en bedre forståelse af , hvor de hørte til.

I en af de sidste kurver blev energiforsyningen sat til salg, og en udenlandsk pengestærk opkøber med en kontroversiel fortid blev udvalgt til at overtage denne for landet så essentielle forsyningsvirksomhed.  Den lokale pengestærke pensionskasse forsøgte forgæves ved overbud at bibeholde kontrollen for energiforsyningen i landet, og et eller andet sted må det være sluppet ud til passagerne, at der kan være risiko for glatis på skinnerne i den kurve, vi går ind i. Således er der nu lidt bekymret murren og mumlen i kupeerne.

Ved en generel omlægning blev en del af vognene fra 2. klasse ombygget fra standardklasse til en ny og smart 1. klasse med de blødeste sæder og den fineste service, som togledelsen kunne præstere. Der er stor tilfredshed med de nye forhold her, og togledelsen får megen ros.

Fra togledelsen barsles der nu med store planer om at forbinde de store byer i overlydsfart, så der kan kommes hurtigt frem, og imens reduceres busdriften og lokaltogene i landområderne, for pengene skal jo komme et eller andet sted fra. Så må de vente på landet til det bliver deres tur engang. De skulle jo også hellere være glade for ikke at døje med metro-tinnitus, som de gør i København. Samtidig er det besluttet at bibeholde den store broafgift mellem Sjælland og Fyn, så man kan sikre, at der stadig er penge nok i kassen til den lokale infrastruktur i storbyerne. Det er jo herligt at have en malkeko.

Hu hej hvor det går og toget kører stadig!

Passagerne på 2. klasse er blevet tavse. Forskræmt sidder de og rykker sammen i de tilbageblevne vogne, mens de klamrer sig til bedstemorhåndtag og sæder. Endnu er der lunt og sikkert, men angsten og trætheden bobler i dem. Angsten for at falde af. Trætheden ved mere ekstra arbejde på virksomheden, når der reduceres, lukkes og skilles fra.

Fra tidlig morgen til sen aften pendler de trætte passagerer på togbåndet frem og tilbage til jobbet, mens de nervøst og bekymret piller ved den uundværlige mobiltelefon for at sikre, at ægtefællen kan hente ungerne fra daginstitutionen.

I daginstitutionen bider den sidste pædagog tænderne sammen i forsøg på at holde sig, indtil forældrene kommer, for hun vil ikke gå på toilettet, når hun er alene med ungerne. På hospitalerne løber personalet så stærkt, at de glemmer, hvad de skal nå og går ned med stress og angstanfald. På plejehjem ligger de gamle med dyngvåde bleer, for hænderne, der skulle skifte dem, ja de sidder på nogle af de affaldne, som der ikke længere skønnes at være brug for.

Udenfor hyler vinden, så de, der faldt af, de affaldne, gennemisnes og forkøles. Når toget passerer dem med høj fart i kurven, strækker de deres arme bønfaldende mod toget, uden at blive set af togledelsen. Forhutlede og med bøjede rygge går de til bankerne og beder forgæves om at få adgang til anstændige normale renter, så de kan blive i deres bolig, mens de med rædsel i øjnene ser fogeden luske rundt i nabolaget. For sælge kan de jo ikke.

Fra vinduet ser passagerne ud mod de uheldige, og peger fingre ad dem, mens de rykker sammen i fælles enighed om, at de derude  – de affaldne, må være dårlige mennesker, siden de er faldet af toget, for anden årsag kan der vel ikke være…?

Hu hej hvor det går! Hu hej hvor det går….!

Manipulativ udnyttelse af transaktionsanalytiske værktøjer og tackling af kognitiv dissonans

– professionelle sportsgrene for politikere, lobbyister, journalister og andet godtfolk….

Hvad er det der sker, når den arbejdsløse bliver konfronteret med ”Kritisk Forælder” spørgsmål? Når der stilles spørgsmål til om den syge ”reelt” er syg? Når medierne hetzer udvalgte grupper og generaliserer ud fra enkeltpersoner? Når beskæftigelsesministeren på stående fod ukritisk lader sig rive med og overbyder i ekstrem forargelseretorik? Når der uden blusel dikteres tvangsarbejde og løndumping uden rettigheder for udvalgte grupper i samfundet….?

Ja, hvad er det så egentligt, der sker?

Det, der finder sted, kan kaldes manipulativ udnyttelse af transaktionsanalytiske værktøjer kombineret med tackling af kognitiv dissonans, og det er gammelkendte begreber indenfor psykologi og ligeledes i relation til krigspropaganda.

Vi må kunne se os selv i øjnene ….

Helt aktuelt kan vi se et eksempel i DR3’s serie om fangerne og fangevogterne, hvor grupperne hver især opbygger nye grundfortællinger – både om sig selv og om den anden gruppe, samt om deres roller i den indbyrdes relation. ”Dem mod Os”. Det drejer sig om at have retten til at være ”Kritisk Forælder”, så man kan knægte ”det Uartige Barn”.

Det er tankevækkende, at fangevogterne hele tiden selv, både individuelt og i gruppen, kan definere deres roller og har stor frihed til selv at vælge deres adfærd og evt. sanktioner. Fangevogterne skaber selv deres virkelighed, og de har frihed til også at vælge en venlig omgangstone med udstrakt frihed for alle, på trods af de pressionsmidler, som testlederen sætter i værk.

Interessant er det i øvrigt fra en psykologisk synsvinkel, at sammenligne forsøget med det fælles mytteri, der opstod i det første BigBrother show i DK, hvor en psykolog var deltager. Ligeledes er det tankevækkende, at rollen som fangevogter for almindelige mennesker er omgærdet med så stærke adfærdsforventninger i forhold til magt og sanktioner.

I forbindelse med det psykologiske forsøg i DR3, ses den kognitive dissonans, hvor fangevogterne allerede i løbet af den første og anden dag føler sig tvunget til at handle i modsætning til egne tidligere værdier og grundindstillinger. Nu indtræder de i den påtvungne rolle, og herefter skifter de frivilligt grundindstilling, således at den nye grundindstilling ikke er i modstrid med den handling, som de føler sig tvunget til at udføre.

Det er skræmmende at se, hvor forholdsvist let det er, for helt almindelige mennesker at indtræde i de påtvungne roller og gennem iførelse af rolleuniformen at adoptere de holdninger med tilhørende adfærd, som de forventer skal være gældende for rollen.

Dette sker fordi ændringen i grundindstillingen ses som værende lettere at gøre, end hvis personen skulle ændre adfærd for den påtvungne rolle.

Meget kort sagt, så drejer det sig om, at for at kunne leve med den handling, som personen har følt sig tvunget til at udføre, så ”bagud-justerer” personen sine oprindelige værdier og grundindstilling, så der ikke er direkte samvittighedsmæssige konflikter.

Det er et simpelt spørgsmål om at etablere en undvigemanøvre, når vores dårlig samvittighed hiver os i ærmet.

Kognitiv dissonans kan således også forklare, hvorfor nogle politikere pludselig frivilligt og uforklarligt skifter holdning efter de er valgt ind og pludselig mener det stik modsatte af, hvad de faktisk blev valgt ind til og har sagt, imens de stadig var i opposition. Imens sidder vælgerne målløse tilbage og undrer sig over den manglende ærlighed, og kalder det falske forudsætninger og brudte løfter.

Disse politikere har simpelthen ikke længere modet til at være ærlige, eller indsigten til at formidle og forhandle, og dermed heller ikke modet til at kæmpe for det, som de faktisk oprindeligt stod for.

I stedet for selv at skabe deres egen ærlige rolle, så adopterer de blot den adfærd og de holdninger, som de tror er nødvendige – uden at sætte spørgsmålstegn og ofte med en hårdere tilgang end hvad dette forventede rollebillede kræver. De er fanget af et billede af rollen og de forventninger, de havde til det billede, og de glemmer, at de selv frit kan skabe deres virkelighed.

I krigspropaganda går man så skridtet videre og etablerer bevidst rene fjendebilleder ved brug af virkelig grove løgne. Eksempler burde være unødvendige. Der er desværre alt for mange.

Hvad er det vi leger?

Den amerikanske psykoanalytiker og professor i psykiatri Eric Berne skrev 1964 bogen ”Games People Play”, som klart og meget præcist beskriver nogle af de rollespil, som mennesker spiller med hinanden samt baggrunden for disse rollespil. Eric Berne udviklede også den berømte transaktionsanalyse, som også hans gode ven, Dr. i Psykiatri Thomas A. Harris, senere videreudviklede i bogen ”Jeg er OK, du er OK”.

Vi mennesker har i vores travle hverdag brug for både værdier og pejlemærker til at styre efter i livet. Værdier, som vi kan bygge vores grundholdning på, rollemodeller, som vi kan lære af og have tillid til, og normer som kan give os daglig tryghed og forudsigelighed.

De første rollemodeller i vores liv er vores forældre, og de interaktioner, som vi har med vores forældre udvikler vores selvværd og vores egen grundfortælling. Det er således ikke ligegyldigt, hvordan vi bliver mødt og hvilken transaktionsanalytisk kommunikation, der finder sted i vores barndom og ungdom.

Ligeledes er de forventninger, vi bliver mødt med af afgørende betydning for vort selvværd, hvilket Professor i Psykologi Robert Rosenthal påviste i sine banebrydende forsøg i 1960’erne (Pygmalion effekten), og som bl.a. Professor David Cooperrider senere har udviklet inden for AI (Appreciative Inquiry).

Gennem vores barndom og ungdom bygger vi vores egen grundfortælling op: Hvem vi er, hvad vi finder værdifuldt, vores selvværd og vores tro på, at vi kan indfri de drømme, vi har.

Hvis vi har mødt positive forventninger og en positiv kommunikation og opmuntring i barndom og ungdom fra rollemodeller hjemme og i skolen, så møder vi uddannelsessystemet og det senere arbejdsliv med en god portion selvværd og masser af gå på mod. Hvorimod det modsatte vil gøre sig gældende, hvis vi har haft en barndom i strid modvind og har mødt negative forventninger.

Der er således forskel i udgangspunkt, og det giver også en stor forskel i det man kalder ”bounce-back”  eller ”resilience” for det enkelte menneske – på dansk kan dette oversættes med ”overlevelsesevne”. Det er vores evne til at klare modgang og forhindringer. Den evne vi har til at rejse os når vi er slået til jorden, børste støvet af os, og kæmpe videre.

Det er let at forstå, at mennesker med en svag overlevelsesevne fra en traumatisk barndom kan have umådeligt svært ved at kæmpe imod, når de også møder modgang og negative forventninger senere i livet. Disse mennesker har brug for ekstra hjælp.

Hvad, der måske er sværere at forstå, er, at for mennesker med stor overlevelsesevne fra en god barndom, så vil en svær modgang måske være hård at klare, men på grund af deres positive egen grundfortælling, så vil de fleste kunne klare det. Derimod vil kontinuerlige negative forventninger til dem, mobning og generel mistænkeliggørelse fra alle sider få dem psykisk i knæ og ødelægge det selvværd, de engang havde.

Selvværd er skrøbeligt – selv mennesker, der har været velfungerende gennem et langt arbejdsliv, selv de kan knækkes. Vi er flokdyr, og bliver du dømt ude af flokken, så dør du. End of story!

I det lys er det mere end forstemmende, at medierne og politikerne udnævner arbejdsløse og syge mennesker til ”Ikke OK” borgere. Den skade, der herved bliver gjort, er katastrofal for de berørte, og den har så absolut ingen positiv effekt på hverken jobskabelse for de arbejdsløse eller for helbredelse af de syge.

Hvorfor gør de det så? Medierne, lobbyisterne og politikerne?

De gør det dels bevidst og dels ubevidst. De gør det for at ”sælge avisen” med stort oplag, de gør det pga. ressourcekonflikter, og de gør det, fordi ”det er en nem løsning” at udvælge syndebukke. Når der er kamp om pengene, så er der nogen der må aflevere, og ligesom i skolegården, så løber den største og stærkeste med sejren, når gårdvagten er gået ind til frokost – selv når det var ham, der startede slagsmålet med at tage fra den svageste.

Politikere er ikke kun politikere, de er også mennesker. Mennesker, som skal overskue komplekse sager, høre på embedsfolks fremstillinger og gennemlæse masser af dokumenter. Mennesker, som kan blive stressede, når de bliver presset, ikke mindst i debatter. Og når et menneske bliver presset, så begynder stresshormonet kortisol at styre hjernen med tilhørende intellektuelle begrænsninger, hvorefter de begynder at søge enkle løsninger, fordi kompleksiteten bliver for overvældende at forholde sig til.

Samtidig ser vi en ”ulvetime-mor-i-supermarkedet” adfærd hos politikerne, som bevirker at de sagesløse uskyldige og sultne ”unger” får en lussing for at forstyrre og plage mor. Rollen som Kritisk Forælder over for det plagende Barn er let at se, selv om den ikke er rationelt begrundet.

Hvorfor lader vi os forføre…?

Hvorfor lader vi os forføre af disse forvrængede billeder af de mennesker, som blot har været uheldige og faktisk har brug for vores hjælp? Disse mennesker, som er ofre for den krise, som andre har skabt, hvis økonomi hænger i laser, hvis bolig går mod tvangsauktion, hvis ægteskab går mod krise, og hvis børn bliver skræmte og rådvilde over for en usikker fremtid!

Desværre er vi mennesker bygget sådan, at vi ofte lader os manipulere med af autoriteter – de mennesker, som vi stoler på som rollemodeller, selv når de både bevidst og ubevidst manipulerer med vores grundlæggende værdier, og selv om vi måske aner, at det bare er til fordel for dem selv eller til fordel for det system, som de repræsenterer. ”Vi har jo så travlt, og de ved jo nok bedre besked, og hvis de der arbejdsløse virkelig bare udnytter systemet, så er det også for galt….”

Adfærdspsykologisk er vi mennesker født med en indbygget psykologisk konflikt, som dels lader os kæmpe med vore medfæller her på jorden for egen føde, tryghed, sikkerhed og individuel anerkendelse og udfoldelse, men som også samtidig river gulvtæppet væk under vores fødder, når positivt samkvem og kærlig omsorg for andre mennesker i længere tid undertrykkes.

Vi er fra naturens side ikke kun egoistiske, men også venlige og generøse. Daniel Goleman beskriver dette i sine bøger om ”Følelsesmæssig Intelligens”, og vor egen Tor Nørretranders  behandler emnet i  ”Det Generøse Menneske”.

Således er det de færreste mennesker, der helt mangler empati for andre menneskers nød, når den ellers i øvrigt bliver præsenteret tæt nok på os, så vi ikke glemmer den. Gode og tætte menneskelige relationer er alfa og omega for vores menneskelige trivsel, ligesom deling af velstand med andre i nød er naturlig for os og kan rationelt ses som en forsikringsmæssig god investering samt et udtryk for, at vi har personligt mentalt overskud og gode gener.

Vi ved aldrig selv, om vi på et eller andet tidspunkt kan få behov for hjælp, samtidig med at vi ved, at ved at dele vor velstand med andre, så sikrer vi gæstebuddets fred og godt samkvem med vore medmennesker, ligesom der er mange projekter, der kræver samarbejde.

Det er denne almen menneskelige behovskonflikt, det drejer sig om, når der manipuleres med vores hverdagsholdninger. Mediernes og politikernes gentagne manipulationer med de tillidsbilleder vi har af andre mennesker og vores egen manglende tid og mulighed for at tjekke data sikrer, at der lige så gradvist sker en drejning af vores oprindelige værdier, normer og egen grundfortælling, som nu bliver til ”jeg knokler – jeg er OK” og ”De der arbejdsløse knokler ikke – de er Ikke OK”.

Professor Roy Langer skriver i sin artikel ”Kill the Poor” på Kommunikationsforum allerede den 13. marts 2013: ”Der er ved at opstå en ny, mærkelig samfundsdiskurs, hvor “Over-Danmark” føler sig berettiget til at nedgøre “Under-Danmark”. Men det er både farligt og etisk problematisk at dæmonisere “Under-Danmark”.

Han skriver senere i artiklen:

”Nu skal der så også ydes noget for kontanthjælpen i de såkaldte nyttejobs. Det mest absurde i dette er, at man taler om nyttejobs, der altså ikke er rigtigt erhvervsarbejde, til mennesker, som man ellers har nægtet enhver nytteværdi på arbejdsmarkedet. Igen svigter politikerne, når de nægter at oprette rigtige jobs, når dette arbejde nu er nyttigt. Dermed forværres underklassens status yderligere. De tvinges til at udføre nyttigt arbejde uden at få anerkendelsen som erhvervsaktive på arbejdsmarkedet med ganske almindelige lønmodtagerrettigheder.”

Mennesker, hvis eneste forbrydelse er, at de mangler et job, eller er blevet syge, eller har haft så dårligt et udgangspunkt fra barn af, at de ikke kan fungere ”efter reglerne” i vort samfund, bliver dagligt klientgjort, hetzet og nedgjort i massiv grad af medier, lobbyister og politikere.

For den arbejdsløse starter en selvværds deroute fra det øjeblik, hvor hjælpen fra det offentlige bliver til forældreagtig-autoritær kritik, påbud med trusler om sanktioner og fuldtidstvangsarbejde uden rettigheder og uden overenskomstmæssig aflønning.

Fra dette tidspunkt eroderes den arbejdsløses selvværd og egen tidligere grundfortælling bort, samtidig med at personen sættes i en akut stress situation i forhold til de grundlæggende Maslowske basisbehov – føde, tryghed og sikkerhed.

Det er ligegyldigt, om du har knoklet i mere end 30 år og du med stolthed har betalt masser af penge til samfundet i skatter og a-kasse. Dit selvværd smuldrer som en kvast overkrydder til udefinerlig rasp fra den dag, du får din fyreseddel!

Fra den dag, så er du et nummer i overførselsindkomstkøen, en belastning for samfundet, som hellere ser dig død end levende. Du er ikke længere produktiv, men kun en byrde.

Det hjælper dig ikke at forsvare dig med, at virksomheden nedlagde produktionen og flyttede den til Kina, Bangkok eller Burma, og at du søger og søger, så du er ved at blive rundtosset. Du er nu en arbejdsløs kriminel, og du må tage din straf.  Din straf er både økonomisk kaos, tab af social omgangskreds, tab af  basale rettigheder, og tab af værdi og status.

Samtidig lyder sangen fra medierne og politikerne: Arbejdsløse og syge er dovne nasserøve og ligger i hængekøjen, mens resten af samfundet knokler.

Transaktionsanalytisk så har vi således en kommunikationsform, hvor en ”Kritisk Forælder” skælder ud på ”Et frit – Uartigt Barn” og uddeler straffe til det.

Budskabet er klart og direkte: ”Vi er OK, Du er IKKE-OK”.

Med dette budskab bliver det gyldigt for politikere og medier at straffe de, som ”Ikke er OK”, og resten af samfundet accepterer herefter en straffeaktion, der fratager de uheldige medborgere basis rettigheder i samfundet og det lille selvværd, de havde, i bytte mod simpel overlevelse – dvs. mad på bordet og tag over hovedet.

Endnu er vi ikke nået til fattiggården, men allerede nu har vi tvangsarbejde uden rettigheder med løndumping lønninger, tvangsmedicinering, tvangsoperationer, samt fjernelse af lægeordineret medicin for de syge (– så de kan blive raske…. hvordan det så hænger sammen…?)

Hvad bliver det næste?

Manipulationen er subtil og effektiv. Der justeres og reduceres i oplysninger, der fortolkes og præsenteres med negative vinkler, og der jongleres med forkerte tal og forkerte analyser.

I stedet for det indlysende faktum at ”arbejdsløse er uheldige mennesker, der mangler et job og derfor vil dø af sult, hvis vi ikke hjælper dem”, så lyder budskabet ”at arbejdsløse er mennesker, der ikke gider arbejde, og derfor skal vi sørge for, at de får frataget alle rettigheder”.

En blændende dygtigt lavet manipulation af fakta, således at det bliver let at straffe de uheldige uden job. En tilgang og et menneskesyn som i 1800 tallets fattigforsorg.

Det svarer til at far og mor skælder lillebror ud og sender ham i seng uden aftensmad, når storebror uden grund har tævet ham blå og gul….

Inden finanskrisen havde vi faktisk mangel på arbejdskraft, fordi der var masser af jobs og praktisk talt ingen arbejdsløse. Den gang var der ingen dovenskab hos de nu ”ny-dovne” arbejdsløse. Virksomhederne stod den gang i kø for at tilbyde høje lønninger og gode personalegoder, og lobbyisterne ærgrede sig over, at vi ikke havde højere arbejdsløshed, for det var jo så godt for erhvervslivet, så lønningerne kunne holdes i ro…!

Hvor er jobs’ne nu?

Det er dokumenteret at alle mennesker ønsker at yde deres bidrag til samfundet. Det er en medfødt og naturlig drift i ethvert menneske, og det er dokumenteret og beskrevet i utallige forsøg og sammenhæng. Selv den allermest handicappede medborger har et stærkt ønske om at gøre en forskel og yde et bidrag.

Danskerne har en af de højeste erhvervsfrekvenser i verden og tusindvis af mennesker arbejder for lave indkomster, og endnu flere arbejder frivilligt til lokalsamfundets bedste.

Hvorfor er det så svært at forstå?

Det kan undre, at politikere, lobbyister og journalister har så svært ved at forstå, at arbejdsløse og syge mennesker ikke er anderledes skabt end de selv er. Hvis journalister, lobbyister og politikere ikke mener, at de selv er dårlige mennesker, hvorfor tror de så at andre mennesker er det…?

Måske er der bare tale om, at det er lettere at smide folk i rendestenen, hvis man skaber en fortælling om, at de er dårlige mennesker, som fortjener en sådan behandling. Så kan man kvæle sin samvittighed. Derfor skabes dette grimme nasserøvs- billede af de syge og de arbejdsløse.

Er de onde vores medier, lobbyisterne, politikerne? Er der tale om ondskab?

Onde er de vel ikke – måske er der psykopater iblandt, men basalt er der for de fleste nok mest tale om en udygtig måde at løse ressourcekonflikter, en bureaukratisk produktionstilgang til mennesker,  kombineret med personlig stress og projektion af deres afmagt.

Der kan også ses udbredt kognitiv dissonans med grov miskreditering af egne tidligere holdninger og den tidligere grundindstilling, således at der kan skabes samvittigheds-overensstemmelse imellem handling og holdning.

Derfor manipuleres der, og der tales om ”nødvendighedens politik”, og der kræves indskrænkninger i rettigheder for de svageste – de udnævnte syndebukke…. De er jo ikke vurderet som værende af kritisk værdi for samfundet…

Wessel skrev engang ”For Smed at Rette Bager”, hvor samfundet benhårdt afvejede straf af den oprindeligt skyldige smed, modsat at straffe en helt uskyldig bager. En skyldig skulle udpeges og hænges – det krævede loven.

Afvejningen faldt ud til smedens fordel, da han blev vurderet som værende ”kritisk for samfundets opretholdelse”, men man havde jo to bagere, og derfor kunne man så undvære den ene. ”Den bager græd gudsjammerligt, da man ham førte væk” – bageren blev hængt på trods af sin uskyld, mens smeden klarede frisag for mord!

Vi må spørge os selv, om det er retfærdigt, ønskeligt og værdigt for vort demokratiske og oplyste samfund at kommunikere på denne vis, og om vi ønsker at straffe mennesker i nød på denne måde uden ”ret og dom” for hver enkelt…?

Når ”dem mod os” bliver hverdagsfortællingen i medierne, så er det på høje tid til lidt seriøs selvransagelse…!

Og kom så lige med de der jobs….

På forhånd tak!