Tanker i januar 2020

Det øser ned, og det har øset ned i lange tider. Et luksusproblem af dimensioner, når man tænker på Australien og de forfærdelige brande, der har hærget i lange tider. Et luksusproblem også, når man tænker på at verden stadig er fuld af mennesker, der døjer med sult, nød og krig. Så bliver man ydmyg og tankefuld, og så klarer man nok endnu en regnvejrsdag.

I dag er det 75 år siden at de overlevende fanger i Auschwitz blev reddet ud af sovjetiske tropper og en forfærdelig epoke skulle være overstået – ”aldrig mere” sagde folk og græd, når de så billederne og læste hvad Auschwitz stod for. Aldrig mere. Aldrig mere.

Vi håber stadig og beder for et ”aldrig mere”. Men vi er så ofte blevet skuffede, når ”aldrig mere” viser sig ikke at være tilfældet i forskellige dele af verden.

Vi kunne give op, kaste håndklædet i ringen og erklære menneskeheden for håbløs og udenfor pædagogisk rækkevidde. Det vælter ind over os og de kommende generationer med problemer, skabt af os selv. Krige og sult, klimaændringer, erosion og udpint landbrugsjord, mangel på dyrevelfærd, forurening med industri, kemikalier og plast, og alle de resulterende udfordringer med at brødføde og finde ny plads til de af nød migrerende folk.

Alle generationer har haft deres udfordringer – det er sandt. Men vores børn og børnebørn vil inden længe stå over for nogle af de vanskeligste problemstillinger, der endnu er set, og vi må erkende, at vi er nogle forbandet dårlige rollemodeller, hvis vi ikke tager os sammen nu og hjælper til med at løse disse problemer ud fra de evner og kompetencer, vi nu hver især har at bidrage med.

Samtidig rækker de redskaber, vi har lige nu, ikke til at løse problemerne. I hvert fald ikke, hvis vi ikke indser, at der skal helt nye værdier i spil, og også en revurdering af den måde, vi måler vores succes og vores resulter i verden. En gentænkning af hele den måde vi lever på vil være nødvendig.

”Teknologien og videnskaben vil løse alle problemer” siges det, men er det sandt? Teknologi og videnskab er redskaber, ligesom en hammer, en sav eller en økse. Teknologi og videnskab kan bruges til at ”bygge op” eller ”rive ned”, alt afhængig af hvem, der styrer redskaberne. Teknologi kan bruges til at bygge våben eller bygge vindmøller, og videnskab kan bruges til at finde svar og løsninger på sygdomme eller den kan bruges til at ødelægge mennesker med grusomme eksperimenter – som Dr. Mengele gjorde i Auschwitz.

Når vi kigger på 2. verdenskrig og undrer os over, hvordan det kunne gå til, så er noget af det, der springer i øjnene, det er ulighed, nød og autoritetstro. Uligheden og nøden i Tyskland var enorm efter Verseillesfreden og den nazistiske bevægelse gav mange tyskere et håb om at få et bedre liv og samtidig var der had mod de lande, som med erstatningskravene fra 1. verdenskrig gjorde det svært for tyskerne at bygge op. Samtidig var autoritetstro i det meste af verden blevet banket ind i alle børn lige fra det øjeblik, de kom til verden og til de faldt på slagmarken. Kombineret med den massive propaganda, som nazisterne førte, så gik det så forfærdeligt galt med både etik og værdier.

I en debattråd fornyligt på FB gruppen ”Red Verden”, mente en af debattørerne, at videnskabsfolk skulle overtage debatten og alle uden dokumenteret naturvidenskabelig baggrund skulle ”tie stille”. Et interessant synspunkt, for hvem har ret til at debattere hvordan verden skal reddes?

Teknologiske og videnskabelige fremskridt er vigtige redskaber til at afhjælpe klodens problemer, og der er masser af dygtige engagerede ingeniører og naturvidenskabsfolk. Ingen tvivl om det. Men det er mere end naivt at tro, at vi andre bare kan læne os tilbage og slappe af. Så let går det ikke.

Når der klones babier i Kina, når der i Sydamerika oversprøjtes kæmpe områder med pesticider, når skovområder i Amazonas bliver brændt af, når ulighed overalt medfører sult, nød og hjemløshed, når klimaændringer ikke tages alvorligt, når demokratiske regler omgås, når økonomer glemmer at forurening medfører tab på naturressourcer, når insekter dør i hobetal, når der stadig er diktatorer og undertrykkelse, når …. Ja fortsæt selv listen. Der er brug for vores stemmer. Vores årvågenhed. Vores aktive forholden os til problemerne.

For rigtig mange år siden bragte Information en kronik med overskriften ”Skal tumberne redde verden”… underforstået – når nu de kloge ikke vil. Det var i den tid, hvor økologi og vindmøller blev betragtet som komiske døgnflue-ideer for hippier. Historien har vist, at både økologi og vindmøller faktisk havde noget at tilføre kloden. Så måske har ”os tumber” en vigtig opgave med at udvikle nye tanker og ideer, og med at holde “de kloge” fast på målet, og med at sikre at etik og værdier ikke bliver glemt. Det er muligt, at ”os tumber” også indimellem tager fejl og ikke ”fatter en meter af materien”, men hvis ”os tumber” ikke aktivt deltager, så kan der let overses noget vigtigt.

Der er derfor brug for hver eneste stemme i debatten og i kampen for en bedre verden. Det gælder såvel en 16 årig gymnasieelev ved navn Greta Thunberg, en 91 årig sprogforsker som Noam Chumsky, en indianerstamme i Amazonas og ikke mindst stemmerne fra de overlevende fanger i Auschwitz.

Det er etikken og værdierne, der skal redde verden – og ikke kun teknologi og videnskab, som blot er redskaberne til at hjælpe os.

Der er også brug for din stemme…

Godt nytår – og lad os sammen gøre verden til et bedre sted !

It can’t wait another day

Dedicated to Greta Thunberg and all the children of the earth.

Come with me, the time is up
This insanity must stop
We will never go away
We have courage, we will stay
It’s our earth, it’s our home
Every pebble, every stone
Every square and every range
Stop the damage, things must change
We will never go away
It can’t wait another day

This is our home, so blue and green
With every forest, every stream
With every mountain’s top of snow
Children’s laughter where we go
We don’t have to go to Mars
Shine the sun, and shine the stars
The sky’s so blue, and ocean too
All we need are hearts so true
Make it work, repair the scars
We don’t have to go to Mars

It’s our home, and it’s for loan
We were never meant to own
The abuse has gone berserk
We must stop those crazy jerks
This our earth to us so dear
You must listen, you must hear
It’s our birthright, we must share
It’s our home, so very fair
Clean the water, clean the air
Stop the misuse everywhere

Stop pollution, save the bees
Plant a billion of more trees
Share resources, use the wind
Use the sun, we must begin
To acknowledge, it is true
We must fight the CO2
Join us, help our dying earth
Give the planet a new birth
For our home, so green and blue
Show your heart is brave and true

Come with me, the time is up
This insanity must stop
We will never go away
We have courage, we will stay
It’s our earth, it’s our home
Every pebble, every stone
Every square and every range
Stop the damage, things must change
We will never go away
It can’t wait another day

Copyright © Lilli Wendt 23 september 2019

Tanker ved årsskiftet

Her på sidstningen af  2018 er vi nok en del, der griber chancen for at reflektere over året, der er gået. Det fine nye år, som vi fik udleveret for så mange måneder siden, så nyt og så friskt, så ubrugt og så fulde af muligheder. Hvad brugte vi det til? Nåede vi det, vi ville? Ville vi overhovedet noget? Gik dagene bare uden at vi nåede at tænke over, hvor de forsvandt hen? Og hvordan bliver det nye år? Vil vi få et godt år? Et år med kærlig omsorg, et godt helbred, styr på livet og gode minder?

Tak for det gamle år. Tak for gode minder og kærlig omsorg. Tak til familie og venner, som gjorde året så ganske særligt. Tak for dagen i dag og de muligheder, den bringer.

Hvad venter så nu?

Her til morgen er det stadig mørkt udenfor, selv om dagslyset så småt begynder at vise sig i horisonten. Men tågen ligger tungt over landskabet og skjuler det frie udsyn og giver begrænset sigtbarhed, så kun de mest markante træer træder frem. Det er ikke en af de smukke morgener, hvor den opstående sol med begejstring farver himlen rød og smuk med frost og klarhed.

Vil det nye år blive som denne morgen? Fuld af tåge og med fugtigklam og rå kølighed, med sparsomt og manglende udsyn, uden begejstring og skønhed, uden klarhed og uden visioner?

Jeg håber og ønsker det bliver bedre.

Som det er nu, så er det mudret politisk set, der mangler sigtbarhed, der mangler håb, der mangler empati, forståelse og vilje. Værdierne er smuldret på Slotsholmen. Forvirring og kortsigtede løsninger råder, og udsyn, visioner og empati er en mangelvare.

I Europa og globalt er der endnu større grund til bekymring, for gammelt had er blusset op og iblandes nyt had, mens uligheden og fattigdom stiger, og utryghed giver grobund for afmagt og ønske om lette løsninger. Og så er der kloden, vores kære gamle Moder Jord, som i alt for mange år, har måttet finde sig i vores grove behandling af hende.

Hvad vil det nye år bringe?

Der er stadig håb, for det sker, at der kommer sprækker i tågen, og der dukker nye ideer frem og vi hører om mennesker, der arbejder for forandring i ønsket om en bedre verden. Mennesker, både unge og gamle, der med drømme og vilje om at bygge op og løse de store problemer, stædigt kæmper en værdig kamp for at gøre livet bedre både for os mennesker og for kloden.

De har brug for hjælp, fra os alle sammen.

Men vil vi hjælpe? Vil vi tage ansvar? Eller bliver det bare til de fine ord og hensigtserklæringer, mens balancen tipper, så vore børnebørn og oldebørn drukner i krige, snavs og problemer? Rager det os, hvad der sker, når vi ikke er her længere?

Til jul sang vi den gamle sang om den dejlige jord, hvor teksten lød ”Tider skal komme, tider skal henrulle, slægter skal følge slægters gang….”, men hvorfor dog synge den, hvis vi ikke har et reelt ønske om at det skal ske? Har vi ansvar for andet og mere end os selv?

Hvor er de politikere, der ønsker at vise vej? Hvor er de fyrtårn, der spreder lys i tågen, så vi ikke støder på grund? Hvor er de politikere, der samler alle op i redningsbåden, så også de svageste kommer med?

Men at pege på andres skyld, det giver kun mening, hvis vi også kigger indad. Hvis vi kigger på, hvad vi selv kan gøre bedre. Hvis vi tænker over, hvor vi kan bidrage til at løse problemer og skabe forståelse.

Ja, det nytter at spise mindre kød, det nytter at isolere boligen, det nytter at dyrke flere grøntsager lokalt, det nytter at tænke over hvad vi køber af ”ting og sager”, det nytter at sortere skrald, så det kan genbruges og blive til værdi igen. Og ja, det nytter at inkludere med værdighed og rettigheder, de der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet og i samfundet. Og ja, det nytter også at tale pænt til hinanden, for det giver venlighed, samarbejde og forståelse på tværs af gamle ”skyttegravsstillinger”.

Og lad os støtte dygtige ingeniører og miljøfolk, så de kan komme med gode løsninger, lad os anerkende de arbejdsgivere, der inkluderer og ikke ekskluderer, og lad os vælge ærlige politikere med visioner og værdier, der vil bygge op i stedet for at bryde ned.

Og lad os kigge indad og se, om vi måske selv har talenter, der kan bruges, og om hvor vi i øvrigt bedst selv kan bidrage.

Jeg håber i den grad at tågen snart letter…

Godt Nytår til Jer alle sammen!

Om at bygge op eller rive ned

Jeg læste engang en beretning for mange år siden om et rejseselskab med amerikanske pensionister, der i bus var på tur gennem en af de dengang allerfattigste byer i Sydamerika, landets navn har jeg glemt.

Det var varmt og fugtigt, vinduerne i bussen var rullet ned, trafikken var gået i stå, så bussen holdt stille i længere tid i et kryds, synet af byens myldrende liv var interessant og eksotisk, og flere af pensionisterne hvilede armene på vindueskarmen, mens de pegede på de lokale trafikanter, der selv gestikulerede kraftigt.

En middelsvær, kraftigt svedende ældre dame med mange ringe på fingrene pegede ivrigt på en gammel mand, der kom trækkende med en kærre med meloner og andre grøntsager, mens hun muntert kommenterede. Hun var så travlt optaget af synet, at hun ikke så, at en ung mand med lasede og pjaltede klæder var trukket hen mod bussens vinduer. I et nu greb han fat i hendes arm, holdt den fast og skar fingrene af hende for at få hendes ringe. Så var han væk.

Beretningen spøgte i mange år i min hukommelse som en påmindelse om, at når et menneske bliver udsat for ekstrem nød, så kan det ske, at den naturlige empati til sidst forsvinder, der ellers ville have afholdt det fra at gøre andre skade.

For nogen tid siden så jeg så to forskellige dokumentarer på DR, den ene om svindlerne der plyndrede EU, og den anden om den spirende fascisme i Syditalien. Begge dokumentarer gjorde indtryk.

Vi lever i en tid, som på mange måder desværre giver stærke mindelser om tiden før 2. verdenskrig, for der er kommet grimme sprækker ned til det helvede, der hedder vold og fascisme, både i Europa og på den anden side af Atlanterhavet. Et helvede, som de fleste af os, ikke personligt kender til, for det er så mange år siden, at kun de ældste har det i frisk erindring. Men et helvede, som de færreste af os kan ønske sig at opleve.

Der er nu stigende ulighed i en målestok, der ikke er set siden 1930’erne i Europa, USA og Sydamerika. Der er, og har været voldsomme krige og nød i Mellemøsten og Afrika. Der er millioner af unge mennesker uden arbejde, og uden håb om nogen sinde at kunne stifte familie. Der er bitterhed og der er vrede. Der er ”Working Poor” familier, der trods hårdt arbejde, alligevel må overleve på nødhjælp og hattedamers nåde, og vi ser sultende børn, og en strøm af migranter.

Desværre er der så fra toppen overalt stadig en manglende forståelse, stor ligegyldighed og en mental afstandstagen over for de svageste. Samtidig ser vi fra toppen en grov udnyttelse af samfund og samfundets midler for egen vindings skyld, og en tilsyneladende afmagt, handlingslammelse og forvirring blandt politikere.

Klimamæssigt og miljømæssigt er vi som klode samtidig på kanten af afgrunden.

Er helvede ved at åbne sig, eller kan vi stadig ændre på det….?

Hvad vi gør betyder noget. Vores handlinger gør en forskel. Som ringe i vandet. Ikke blot i vores egen lille kreds, men også i det omkringliggende samfund. Vores handlinger giver genlyd, både når vi bygger op, og i endnu højere grad, når vi bryder ned.

Det gælder for virksomheder, det gælder for banker, det gælder for politikere, og det gælder for os som enkeltindivider.

Der er virksomheder, der bygger op. Mange af dem er startet i det små og med store personlige risici, og med flid og dygtighed, og med daglig stædig kamp for at gøre det bedste, så har de bygget virksomheden op, og vokset sig store. Det er virksomheder, der til enhver tid giver deres ansatte ordentlige og gode forhold og anstændig løn, og som anerkender medarbejdernes indsats i det fælles mål om at sikre virksomhedens succes og overlevelse. Disse virksomheders værdier er kendetegnet ved ordentlighed, skabertrang, og respekt for det omkringliggende samfund.

Disse virksomheder og menneskene bag dem, har jeg en kæmpe respekt for. De bygger op og deres virksomheds arbejde skaber positive og konstruktive ringe i samfundet, skaber tryghed, skaber gode arbejdspladser, skaber værdi for os alle.

På samme vis er der politikere, der bygger op. Skaber fællesskab, drager omsorg, og sikrer at der opbygges et samfund, hvor tillid og tryghed for den enkelte er fundamentet, hvor miljøet bliver tilgodeset, og hvor gode strukturer kan hjælpe virksomheder og erhverv til at trives. Hvor der er ønske om at bygge op og løse problemer.

Disse politikere har jeg også kæmpe respekt for.

Og så er der de andre….

Der er virksomheder, der altid er på kant af lovgivningen, altid prøver at score kassen så let som muligt ved at underbetale deres medarbejdere, ved at blæse på arbejdsmiljø, og i øvrigt snyde og bedrage, hvis det kan bringe dem egen personlig vinding. De mennesker, der står bag disse virksomheder, har kun egen succes som mål. Det omkringliggende samfund er for dem kun noget, der kan udnyttes. Menneskene bag disse virksomheder bryder ned. De bryder selvværd og tryghed ned for deres medarbejdere, og de bryder samfundet ned gennem de ringe, som deres handlinger skaber.

Ligeledes er der banker og advokater, hvor topledelsen har så ringe moral, at de bare groft udnytter samfundet. Hvor fællesskabet bliver misbrugt som nyttig malkeko for at skabe profit, og hvor de menige sagesløse medarbejdere krummer tæer og indvendigt raser over ledelsens mangel på anstændighed.

Og så har vi så også politikere, der stædigt tror, at alting reguleres ved markedskræfter, og at hvis bare de stærkeste overlever, ja, så kan gribbene jo bare tage resten…

Med den giftige cocktail så har vi også politikere og meningsdannere, der puster til ilden og med deres ord skaber endnu større sprækker ned til helvede.

Hvad kan vi så gøre som enkeltpersoner..?

Ja, det drejer sig om menneskesyn, og det drejer sig om ordentlighed i vores tilgang til verden. Det drejer sig om at ”forstå” og om at ”tale imod”, og det drejer sig om og at ”bygge op”. Ligeledes drejer det sig om at vælge politikere, der ønsker en god verden og et godt fællesskab.

Hver af os har særlige talenter, som kan bruges positivt og konstruktivt til at gøre verden bare lidt bedre. Hver enkelt af os har mulighed for at skabe ringe i vandet, til at bygge op i stedet for at bryde ned.

Hvilke ringe ønsker vi så at skabe ….?

Tillykke til Storebæltsbroen med de 20 år – fødselsdagssang

I dag er det 20 år siden at Storebæltsbroen blev indviet for køretøjer. Den kostede dengang 22,3 milliarder at opføre. I løbet af de 20 år, så har bil- og lastbiltrafikken betalt 45 milliarder i broafgifter og togtrafikken betalt 12,2 milliarder. Totalt er der nu tilbagebetalt hvad der svarer til 58 milliarder kroner eller ca. 3 Storebæltsbroer….. Renten har været i bund i rigtig mange år… Alligevel fastholder politikerne at der udestår 20 milliarder i gæld på broen…… Der er gennem årene trukket 13 milliarder kroner fra broen, heraf til Politiforliget med 9 milliarder kroner i 2007 og hvert år trækkes der penge ud til Molslinjen, til Øresundsbroen, og til Infrastrukturfonden – som f.eks. betalte for Silkeborgmotorvejen og Storstrømsbroen. Afgiften på Storebælt er således rent faktisk en regional særskat på samfærdsel mellem Øst og Vest Danmark, og den hæmmer udvikling og bosætning på tværs af landet. Afgiften er både usolidarisk og asocial. At sige at der mangler tilbagebetaling på broen på 20 milliarder kroner er grov løgn og manipulation af borgerne fra politikernes side. I øvrigt kan det da ikke undre politikerne, når folk ikke ønsker at flytte med arbejdspladserne til Fyn og Jylland, for det koster 400 kr. hver gang bedstemor på den anden side af broen skal passe syge børn… Fjern Storebæltstolden NU!

Tillykke til Storebæltsbroen med de 20 år !
(mel: Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne)

1.
Jeg elsker den bro, som vort land smukt forbinder
fra øst og til vest, og retur samme vej
så sikkert og kønt, horisonten den bryder
et mesterværk skabt, så vor kørsel bliver leg

2.
Jeg elsker den bro, når jeg ser solen stige
mod øst over Storebælts dybgrønne vand
når langbroen når til det midterste rige
ses Sprogø hvor tusinde fugle har stand

3.
Så rejser den højbro sig op over vandet
og sjælen, den gribes af frihedens sang
for her er så skønt, og så inderligt føles
det himmelrum om os, og glemt er al tvang

4.
Jeg elsker den bro, når solen den daler
mod vest med pyloner i rødmende skær
og kører mod eventyrøen, der kalder
mig hjem til min hytte, som jeg haver kær

5.
Men ak, denne glæde med særtold belagt er
og broen er dyr, når vi krydser det bælt
for hvert et besøg skal der graves i lommen
der kræves til kassen, det er ganske fælt

6.
Og kassen har huller, og de fyldes aldrig
for andre skal køre og de kører frit
så broen den malkes til helt andre formål
ja, regningen, kan vi så aldrig bli’ kvit

7.
For der skal jo penge til Storestrømsbroen
og Molslinjen kræver sit årlige pund
og Silkeborgvejen, og gamle forlig, ja,
os brobruger’ får aldrig pause en stund

8.
Og spørger du nu din politikerstemme
hvor meget der endnu skyldes på broen
så svarer de alle, i takt og enstemmigt
at regningen vokser, så dyr er skam broen..

9.
Dog blev de så grebet af gavmilde vinde
og satte så broen ned med lidt ører
så mente de nok, at det ville formilde
de småsure røster, der i medier lod høre

10.
Men ørerne tjener de så fint tilbage
i kroner – for de lagde jo ekstra år på
så det bliver til mere i kassen af malkning
men borgerne tror nu, at de blev hørt på

11.
Jeg under jo andre så gerne den frihed
at krydse en bro eller tunnel med fryd
men det, at de andre, de kører helt gratis,
det gør mig så vred, og jeg synes det er snyd

12.
Hvorfor skal jeg så alene betale,
hvor er de visioner, der bar vores land
om lettere adgang for alle i riget
at færdes på tværs uden skelnen til stand

13.
Jeg elsker den bro, som vort land smukt forbinder
men harmes for jeg bliver snydt, jeg bli’r vred
politikerløgne, de manipulerer
os stedse, og de bliver ved og bli’r ved

14.
Så kære regering, hvornår vil I høre
hav mod til visioner, ophæv nu den told
fra Sjælland til Fyn, så let vi kan køre
find frem nu det mod, så vi fjerner den vold

15.
Du kæreste bro, fra mig, stort TILLYKKE
jeg håber Slotsholmen vil vågne til dåd
den afgift forpester og samfærdsel kvæler
så fjern nu den særtold, lad klogskaben råde

Nytårstanker – 1. januar 2018

Her på året 2018’s første dag siler regnen ned på Sydfyns smukke skråninger, og himlen er overskyet grå, dog med enkelte lyseblå striber. Man kan håbe på at det grå forsvinder, og at de blå striber kan være et godt tegn for året der kommer.

Når man sådan ser tilbage, så fylder medierne, politikerne en del i vores bevidsthed – særligt, da deres informationsdækning, deres handlinger og deres beslutninger har ekstrem stor indflydelse på samtlige borgere i dette land. Og hvordan klarede de så deres opgaver med at forvalte dette store ansvar…..?

Der var desværre langt mellem snapsene ….. langt mellem ansvarligheden… langt mellem korrekt nyhedsdækning… langt mellem visioner for vores lille land.

Ser vi på medierne, så var journalistikken i 2018 præget af decideret dovenskab, åndelig armod og grim mobning i stor stil blandt hovedparten af medierne, som bl.a. og for eksempel i stor stil hoppede med på vognen om generel udskamning af samtlige børnefamilier i landet.

Der er her tale om en helt gratis omgang, hvor medierne gejler hinanden op i deres bestræbelser på billige gratis lemminge-likes, for intet er så forrygende morsomt som at vælge en sagesløs, travl og forsvarsløs gruppe og lægge dem for had.

Det er så let, så let, og man kan forestille sig hvordan årets kommende ”vi lægger dem lige for had gruppe” bliver vedtaget under stor munterhed og jubel ved den årlige julefrokost og lige kørt igennem medienetværket, så alle i branchen er enige om denne gratis omgang, der kan sikre dovne stranddage for livstrætte journalister, der ikke gider egentlig anstændig research.

Man bygger kampagnen op gennem året ved hjælp af små enkelt eksempler, som er særligt udvalgt og blæst op til at bevise påstanden, og herefter hiver man et par autoritære eksperter ind og kombinerer dem med et par udlændinge, som med en anden kulturbagage kan overtales til at udtale sig med forfærdelse om hvor slemt det står til i landet. Udskamningen kører med jævne gentagelser over hele året, og når året går på hæld, laver man så en test, hvor man beder læserne bekræfte deres enighed, så man kan se at propagandaen har virket.

Det er naturligvis vigtigt at der ikke på noget tidspunkt kommer rigtig seriøs research frem i medierne om emnet, da udskamningen så kan falde fra hinanden, som Kejserens Nye Klæder, og det er jo ikke meningen….

Princippet er tidligere anvendt overfor arbejdsløse, og det er ekstremt virksomt, og giver en varig udskamnings langtidseffekt overfor den valgte gruppe, som så kan bruges til aktive politiske tryningstiltag over for gruppen. Princippet er i øvrigt også gennem tiderne flittigt brugt af totalitære stater til smædekampagner og til at latterliggøre grupper og løbende indskrænke deres rettigheder, og retorikken er så gammel, at den kan findes i Ciceros taler….

Således var medierne rigtig effektive til at få gjort børnefamilierne til årets helt store sociale medie udskamningsprojekt, og f.eks. BT’s barometer viser at mere end 75% nu mener, at den er helt gal med børnefamilier. Fantastisk propaganda, som man kun kan være målløs over, når man egentlig som udgangspunkt –desværre naivt – troede, at danske journalister havde bare en anelse rygrad og moral. Det er så ikke tilfældet….

Mest interessant er påstanden om den manglende empatiudvikling hos poderne, hvor medierne sjovt nok helt glemmer den overvældende rollemodel, som de selv og politikerne har overfor tidens tendenser.

Med udgangspunkt i ”jeg er mig selv nok fordi jeg er heldig og rask, og så blæser jeg på alle andre – minimalstatstankegangen”, over ”sådan er det jo, bare det ikke går ud over mig” og ”lad os bare score kassen på arvesølvet”, og ”jeg skal lige have min karriere på skinner”, eller den offentlige teenagetilgang ”de må ikke komme ind på mit værelse og se det rod jeg har lavet”, eller den nye autoritære ”skolegangskatekismus”, eller ”lokalpolitikeres gratis lokale fornøjelser”, eller miljøansvarsløshedens ”hvorfor er det vigtigt med rent drikkevand og ikke forurenet natur, og hvad skal vi lige med bier”, ja så er det svært at se, hvor de små poder skulle få set nogle anstændige empati rollemodeller – i hvert fald politisk.

Ja, der var langt mellem snapsene, og det er hamrende trist, når man tænker på, hvor mange rigtig vigtige sager, der blot skøjtes hen over af medierne uden kommentarer, uden korrekt information, og med forkerte og misvisende beregninger. Eksempelvis er medierne ude af stand til simpel hovedregning relateret til finanslovsforslagene, så offentligheden efterlades med forkert og mangelfuld og information. Storebæltsbroens afgiftsnedsættelse er her et indlysende eksempel på at journalister ikke kan regne. For nej, der er ikke tale om nedsættelse, men om at der scores endnu flere penge til statskassen ved at bibeholde toldmuren og malkningen af sagesløse bedstemødre i flere år mellem øst og vest Danmark. Regn selv efter…..

Jeg er squ ikke imponeret ….

Særligt de store landsdækkende medier synes at være uden for pædagogisk rækkevidde, mens dog mindre blade som Fynske Medier og Information stadig har reel journalistik at byde borgerne. Tak til dem.

Hvordan skal det så gå i det nye år…? Ja, svaret blæser i vinden – blandt borgerne i landet. For så længe vi lader os nøje med det, vi får serveret, så vil vi blive taget ved næsen.

Derfor kære venner og læsere… mit håb for det nye år er, at I tager det alvorligt.

Stil krav til medierne! Stil krav til politikerne! Kræv dokumentation! Vær kritiske! Når sagerne bliver stillet for enkelt op, så lugter de….!  Kræv information! Kræv faktuelle beregninger! Lad jer ikke nøje med de småkrummer, som de nærigt drysser på jorden uden sammenhæng, så vi dårligt kan nå at samle dem sammen inden de har vedtaget voldsomme lovændringer.

Jeg ved godt, at I har travlt derude. Derfor er det også vigtigt, at vi er mange om det. Vi kan ikke overlade demokratiet til en elite, der ikke ønsker at vi skal kende virkeligheden. En elite, der mener at borgerne blot er besværlige. Vi er nødt til at stå sammen og stille krav, vi er nødt til at tage os selv, vores liv og vores samfund alvorligt.

Og kære politikere og medier….

Vis ansvarlighed! Vis moral! Vis et reelt ønske om at udføre et ordentlig arbejde!  Vis hvilke værdier, der er jeres åndelige pejlemærker, så vi kan vurdere om I er jeres job værdige!

Udover ”curling” så fyldte ”Me Too” voldsomt meget i medierne i året, der gik, og skal jeg være ærlig, så er jeg glad for at det kommer frem i lyset. Vi bliver nødt til at være mere ”obs” på, om vore handlinger overfor hinanden er ”velkomne” – det er kun en god og sund udvikling at styrke vores opmærksomhed og vores empati, og det har intet med ”skrevne håndfæstninger” at gøre.

Forstå mig ret, jeg er ikke sippet, jeg har boet flere år på et ingeniørkollegium, og jeg har set og oplevet lidt af hvert. Der skal naturligvis være plads til flirt, ligesom både mænd og kvinder kan være ”lidt for meget” over for hinanden.

Men der går en skarp grænse mellem flirt og egentlige overgreb, og det er patetisk, når dette ikke erkendes, men blot skydes til hjørne som ”du er da sart”.

Der er ikke nogen medfødte rettigheder fra nogens side til at gøre overgreb på andre.

Det var bare det jeg ville sige.

Godt Nytår derude og kærlig hilsen.

Rav i gaden – Et spil for journalister og andet godtfolk

Hvad gør journalister, når de keder sig. Når tilværelsen bliver for trist, når nyhedernes kompleksitet bliver for svær og for tung at sætte sig ind i, og der skal noget i spalterne…?

Ja, så starter man da bare det spil, der hedder ”Rav i Gaden”. Herefter kan man læne sig tilbage på kontorstolen og hygge sig med alle reaktionerne fra læserne og fra andre medier, og hvis spillet er ved at gå i stå, ja, så sparker man lige et nyt indspark ind.

Og, hvad er så ”Rav i Gaden” for et slags spil?

Ja, det handler kort sagt om begrebet ”framing” og herefter om en veltilrettelagt “smædekampagne mod en udvalgt gruppe”, en smædekampagne som i moderne tider kører fint og næsten uproblematisk på nettet.

Framing er et spændende begreb og en fantastisk måde at styre befolkningens holdninger på i forhold til hvilke normer og hvilken adfærd, som journalisten i sit spil ønsker at gøre problematisk eller bare latterliggøre.

Det er her vigtigt at understrege, at den pågældende norm og/eller adfærd tidligere før framingen har været helt accepteret for gruppen – ja måske endda har været fremhævet som ønskelig; og endvidere at den pågældende norm og/eller adfærd stadig vil være helt accepteret for andre grupper end lige den udvalgte gruppe.

Heri ligger just det spændende for journalisten, for målet med spillet er jo, at denne adfærd skal fordømmes kun for den valgte gruppe, mens andre grupper frit kan bevare samme adfærd.

Gry Inger Reiter, som har en rigtig god artikel om begrebet framing på Kommunikationsforum.dk Se link:

http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/8-eksempler-paa-at-framing-virker-brug-framing-buzzword

Gry Inger Reiter forklarer bl.a., at framing kan ses som et filter, der fremhæver dele af virkeligheden, men samtidig mørklægger andre dele, således at journalisten eller politikeren både bevidst og ubevidst kan styre, hvilke ideer og billeder, der dukker op på læsernes eller tilhørernes nethinder. framing er et særdeles stærkt middel til at rykke ved holdninger i befolkningen overfor grupper eller overfor tiltag, som ønskes gennemført. Framing spiller således en afgørende rolle i vores dagligdag, og dygtigt udført framing kan være overordentlig svær at gennemskue.

Eller tjek Christoffer Riis beskrivelse af framing også på www.kommunikationsforum.dk : se link:

http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/hvad-er-forskellen-paa-at-vaere-arbjedsloes-og-jobsoegende

Gennem længere tids bevidst framing kan man opnå at gøre udvalgte grupper til gode prügelknaber, som man let og elegant kan hive frem, når tilværelsen keder journalisten, eller når man ønsker at genopfriske og forstærke framingen, især også af politiske årsager.

Ved valg af gruppe, der skal under behandling, så er det vigtigt i – disse politisk korrekte tider – at undgå de værste faldgruber, så man ikke som journalist skal fremstå uempatisk eller trættende.

Der er visse grupper, der måske nok altid kunne bruges – rygere og overvægtige, men dels er der en vis træthed i befolkningen over brug af rygergruppen som prügelknabe – de har været brugt for tit, og de er underlagt restriktioner allerede; og ligeledes er gruppen af overvægtige svær, fordi der hele tiden dukker irriterende forskningsresultater op, som hævder at overvægt skyldes mere end kost og motion. Derfor ligger de to grupper ikke lige for i forhold til et spil ”Rav i Gaden”, så man må finde andre grupper, der ikke på samme måde nyder godt af politisk korrekthed, men som kan være ”lovligt bytte”.

Når gruppen er udvalgt, så følger næste skridt ”smædekampagnen”, som kan foregå digitalt via de sociale medier. Hurtigt, let og billigt, for læserne kan fortsætte i det uendelige, blot med lidt nyt brænde på ilden undervejs. Der er tale om en vis lemmingeeffekt, som letter arbejdet med at holde spillet i gang, og hvor eventuelle kritiske røster bliver kvalt og chikaneret i mængden af ”lemminge-likes”, som også frivilligt påtager sig mobningen af kritiske kommentatorer.

Rent praktisk starter journalisten op med at finde nogle småting, som den udvalgte gruppe har udtalt eller gjort – som regel noget helt fredeligt og normalt helt accepteret. Med lidt antydninger om utjekket adfærd og ved hjælp af nogle nedladende negative øgenavne klistret på gruppen, så starter processen – som regel som en lille snebold, der allerede indenfor 24 timer kan blive til en kæmpe digital mobnings lavine.

Framingen sker via de negative billeder, der som nævnt, kan være ”dyrket gennem længere tid” af journalisten. God framing af en gruppe er, som nævnt, ofte opbygget over længere tid og plejet via gentagne opfriskninger.

Hvis journalisten er rigtig heldig, så spiller andre medier med, og med ekstra held kan der også være interesseorganisationer, der pludselig ser en økonomisk eller markedsmæssig fordel i at deltage i smædekampagnen.

Hvis spillet ”Rav i Gaden” kører som journalisten ønsker, ja, så kan det fortsætte i lange tider, uanset om det har nogen som helst basis i fakta eller om der egentlig foreligger noget som helst skadeligt over for samfundet.

Læserne læser jo ofte kun overskrifter, og hvis ”facebook vennen har liket”, ja, så ”liker” man bare videre. Der er sjældent tid til at gå i dybden, og man stoler jo på, hvad aviserne skriver, særligt, hvis medierne skriver noget, som de tidligere har Framet godt.

Jeg kan i øvrigt anbefale følgende links, der også fortæller lidt om dette interessante emne:

https://www.facebook.com/beingliberal.org/videos/687042861479581/?pnref=story

https://www.zetland.dk/historie/sOMV95K1-ae2KvJdE-777bf?utm_source=zetlanddk&utm_medium=social

og i øvrigt er der rigtig mange andre spændende artikler på www.Kommunikationsforum.dk

som jo er et fint og spændende serviceorgan for journalister og politikere, der her kan lære rigtig meget om sprog og påvirkning af mennesker.

Naturligvis kan spillet ”Rav i Gaden” give bagslag, hvis læserne pludselig ikke længere synes om det, men på trods af denne risiko, så er underholdningsværdien jo enorm undervejs, så spillet er altid et forsøg værd for enhver journalist eller politiker, som keder sig eller har en god skjult politisk dagsorden….

Guidet tur i pakkeriet med Julius Langskæg fra Julemandens værksted

Ældre læsere vil nok kunne huske overnisse Julius Langskæg, som vi besøgte for et par år siden for at høre nyt om nye generelle trends i forhold til julegaver, og om hvilke julegaver, der for året var valgt til inspiration for politikerne.

Deres udsendte har i år også været på et lille besøg hos Julius, som beredvilligt tildelte mig lidt af sin kostbare tid, hvor han fulgte mig rundt i pakkeriet, kommenterede og uddybede. Der var stor travlhed over alt, og de mange grå-og rødklædte medarbejdernisser stablede et væld af gaver af forskellig art og størrelser på de store borde, pakkede, indbandt og skrev sedler i ét væk.

Julius førte mig til en start ind i pakkeriet for familieudstyr, og her var der lidt ny og spændende inspiration at hente.

Det lader til at trenden med wellness pakker, meditationsbøger og fordybelse fortsat står højt på ønskesedlerne. Tilsyneladende er der brug for disse særlige gaver, for Julius understregede over for mig, at det ligger ganske højt i prioritering, med yogaøvelser som absolut førende på listen. ”Ak, ja,” sagde Julius trist, ”stressen hærger landet i stor stil”.

Men den sidste nye bølge om fermentering, marathonhækling og håndstrikkede karklude har også fået en solid plads på gavelisten, ligesom to af de nyere protestbøger, som både kræver skridsikkert fodtøj og et godt kendskab til lokalområder, ”Stå Fast” og ”Ståsteder”, er strøget ind på top 10, dog knivskarpt overhalet af den årligt tilbagevendende undervisningsbog i begyndermagi, også kendt som ”Potter-træning”.

For de bekymrede forældre var der en større udvalg af pædagogiske bøger om børn og hvorfor de gør oprør mod deres forældre, og Julius forklarede, at det nok skyldes at de moderne børn nu er mere veluddannede på grund den lange skolegang efter skolereformen. ”De kræver simpelthen mere kvalificeret modspil af deres forældre, så den næste trend i de kommende år”, sagde han, ”bliver nok bøger til børnene, om hvordan de bedst skal kunne få deres forældre til at samarbejde.”

Bløde pakker som lækkert lingeri, hjemmestrikkede huer og sokker var der dog også, og for de friske var der en del spinning- og mountainbike- klæder bilagt diverse måle-armbåndsudstyr. ”Der er virkelig brug for disse sager”, sagde Julius, ”uden dem, så vil mange familier får alt for meget tid sammen, og så går det jo galt.”

For de yngste var der store æsker med magnetisk legetøj, påsat sikkerhedsinformation og ligeledes de årligt tilbagevendende sidste nye legoklodser i alle genrer. Frosne figurer manglede heller ikke, ligeledes var der røde edderkoppemænd, robotdukker og sky-vandrere af ældre model med flyvende transportkapsler.  Der var således ikke nogen mangel på gode udviklende legesager til de små.

En særlig afdeling i familieafdelingen var knyttet til de svageste i samfundet, og her stod stabler af julehjælpspakker med basis fødevarer. ”Trist, meget trist”, sagde Julius. ”Vi havde dog aldrig troet, at sådan noget skulle være julenisse-opgaver. Det bør jo ikke være nødvendigt, og vi har desværre måttet overveje at bestille et lager af svovlstikker til børnegaver til næste år til at have liggende klar, hvis situationen ikke snart bedres”.

Efter turen rundt i familieafdelingen, kom Julius og undertegnede så til den spændende afdeling for politikergaver. Med de nye politiske kombinationer og tilgange, så var der i år blevet tilført et særligt kvalificeret nisseteam, som havde føling med de allersidste nye politiske udmeldinger, ”For,” som Julius sagde, ”så var der i år sket en accelleration i partiernes politikændringer, og det krævede mangeårig nisseekspertise, at se, hvad der gemte sig bag de løbende udmeldinger.

Det store bord for gaver til regeringspolitikerne var således inddelt i flere kategorier, der afspejlede såvel de tre regeringspartiers politikere, som før- og efter-løfter, og som et lille  eksempel på før-løfte-gave pegede Julius på en lille bordmodel af Storebæltsbroen uden broafgiftanlæg, som så nydeligt bandt Fyn og Sjælland sammen. ”Ja, den får vi jo så ikke brug for i år,” sagde han trist.

Lars Løkkes gave var allerede faldet på plads, og Julius fremviste med stor begejstring den drømmescenarie-gave, der var tiltænkt ham, og som var en lille smuk model af en cirkusmanege i karton, hvor sprechtstallmeisteren stod med sin lange pisk i midten. ”Ja, det er jo ment som et lille plaster på såret”, som Julius udtrykte det.

En lille elegant bordregnemaskine, en beholder med hovedpinepiller og en telefonliste med landskaldenumre til Cayman Island, Luxembourg, og andre eksotiske steder var tiltænkt Karsten Lauritzen sammen med en æske gennemsigtige charteques til at holde bilag sammen. ”Ja, der forestår jo et større arbejde i ministeriet for at rede trådene ud,” som Julius udtrykte det.

Pakken til Claus Hjort Frederiksen var skubbet lidt i baggrunden i forhold til de øvrige gaver. Den indeholdt en lille model af en F16 jager bilagt en magnum pose matadormix til at trøstespise på aftenhundelufteture. ”Der mangler jo altid penge i kassen, så vi må jo spare, hvor vi kan”, kommenterede Julius.

Søren Pape Poulsens gave havde givet en del problemer, men til sidst var man i teamet nået frem til et kompromis, og han fik derfor H. C. Andersens eventyr om ”Kejserens Nye Klæder”, så han ikke skulle sætte forventningerne for højt. Den var dog pænt indbundet og uden nævneværdige æselører.

Der havde været en hel del diskussioner om gaven til Anders Samuelsen, og teamet hævdede, at det var helt umuligt at finde en gave, efter han havde ændret drastisk på sin ønskeseddel. I skrivende stund lå der således kun en rulle gavepapir klar til den hastegave, man regnede med skulle vælges og indpakkes Lillejuleaften. Der var dog umiddelbart forslag om en lille model af en stor fin Audi, men også en grundbog i udenrigspolitik havde været omtalt.

For Kristian Jensen havde gavevalget været en del nemmere, da han blot kunne overtage den ubrugte bogsamling  af Pikettys bøger, som Claus Hjort alligevel aldrig havde læst. ”Hvis vi støver dem lidt af, så er de helt så gode som nye”, sagde Julius begejstret, ”og så sparer vi jo på budgettet.”

På Ole Birk Olesens plads lå der en lille handy og elegant brobizz til Storebæltsbroen. ”Vi ved jo naturligvis godt, at han kører gratis som minister,” sagde Julius, ”men, så har han den jo til familiebrug”.

Til Thyra Frank var der et gavekort til en måneds ældremad, frit leveret fra den kommunale plejehjems madordning. ”Hun har så travlt”, sagde Julius, ”og så er det jo en lettelse for hende, at hun ikke behøver at lave mad, når hun kommer hjem.”

Til Esben Lunde Larsen havde teamet valgt en lille praktisk rygsæk og et handy forstørrelsesglas, så han med egne øjne kunne få øje på naturen. Teamet havde været meget enige, om at det var en god ide at motivere ham til research ture uden for Christiansborg, så han bedre kunne fokusere på bæredygtighed og den for naturen nødvendige mangfoldighed i fauna og flora.

Den vanskeligste opgave var til Bertel Haarder. Her var nisseteamet efter lange overvejelser endelig nået frem til en lækker, sort, klassisk notesbog, så han kan starte på at skrive sine erindringer. I tillæg var der en lille pakke grødris og dertil en ekstra tillægsgave en lille marcipangris med sløjfe. ”Vi må gøre lidt for ham i denne svære tid”, udtalte Julius.

Der var endnu en del uafklarede gaveønsker til de resterende regeringspolitikere, så Julius foreslog, at vi gik videre til bordet for oppositionen, hvor endnu et nisseteam var i fuld gang med indpakning. De var næsten færdige med deres arbejde, men vi nåede da at se, at Mette Frederiksen fik en lasso til at indfange løbske partimedlemmer kombineret med en morgenstjerne til at berolige journalister med; at Kristian Thulesen Dahl fik en julesprællemand, som kunne pynte på kontoret, og at Pia Kjærsgaard fik en lille bugtalerdukke, som fint kan placeres nede i salen.

Normalt tager EU nisser sig jo af EU politikergaverne, men Julius havde i år forhandlet sig til et lille ekstrabudget, som han uden at vakle havde tildelt Rina Ronja Kari og sikret en lille let rejse megafon til hende, efter sidste Clements debat. ”Hun har brug for den, når de andre bliver ved med at afbryde hende under debatterne”, som Julius udtrykte det.

Jeg må have brugt for meget tid, for Julius kiggede på sit ur, og hostede let. ”Der er lidt varmt at drikke og friske æbleskiver på mit kontor,” lokkede han med, og jeg forstod jo en fin hentydning, og efter behørig tak for rundvisningen, trak jeg mig tilbage til redaktionen.

Om småbørnsvilkår i Danmark

Mens vi venter på 3-parts forhandlingerne…

Vi ved det jo godt, hvor vigtigt det er for et barn at have trygge rammer og opleve kærlig omsorg, så barnet magter at udvikle talenter og mentale evner.

Men alligevel vælger vi som samfund at negligere dette faktum groft…

Eksperterne fortæller os, at når små børn udsættes for stress, så påvirker det barnets indlæringsevne og trivsel, herunder også barnets oplevelse af selvværd og barnets emotionelle udvikling.

Eksperterne fortæller os, at særligt i de formative småbørns år har den tætte tilknytning til barnets forældre overordentlig stor betydning, og i forhold til andre omsorgsgivere og det daglige barnemiljø i daginstitutioner, så er det vigtigt, at barnet har gode og udviklende rammer, der sikrer at barnet føler sig trygt, og at der er uddannede pædagoger nok til at drage omsorg for det.

Gode småbørnsvilkår er essentielle for at udvikle gode samfundsborgere, som kan fungere godt både i forhold til at tage uddannelse, blive innovative og selvstændigt tænkende, og bidrage positivt til samfundet også i arbejdssammenhænge.

Der er altså tale om en ”win-win” situation, når et samfund investerer i gode småbørnsvilkår.

Hvordan forvalter vi så vores viden om gode småbørnsvilkår i Danmark i 2016? Hvad er det for en hverdag, som vi tilbyder små børn og deres forældre?

Fakta

Danske småbørnsforældre leverer rigtig mange arbejdstimer i forhold til småbørnsforældre i andre europæiske lande, hvor der i langt højere grad er tradition for deltidsarbejde for kvinder eller for ikke at arbejde, mens børnene er små. De sammenligningsrapporter om arbejdstid mellem de europæiske lande, som med mellemrum bliver fremført i medierne, ja, disse rapporter sammenligner folk i arbejde uden skelnen til hvor mange timer, der leveres pr. familie. En familiesammenligning af arbejdstid vil for Europa vise, at Danmark ligger helt i den øverste top af flest leverede familiearbejdstimer.

Danske småbørnsforældre har ofte meget lang transporttid, enten via offentlig transport eller i kø på motorveje. Dette skyldes at børnefamilier ofte kun kan finde boliger langt fra arbejdspladsen, samt at det er vanskeligt at finde en bolig, der kan tilgodese kort transporttid for begge forældre. Når far f.eks. arbejder i Køge og mor arbejder i Frederikssund.

I forhold til øvrige nordiske lande, så har Danmark ringere barselvilkår og ringere vilkår for rettigheder for forældreomsorg for småbørn.

Danske daginstitutioner har adskillige lukkedage om året, som fratager småbørnsfamilier mulighed for at placere ferie som samlet familie.

Danske daginstitutioner har meget stramme åbne- og lukketider, som giver størstedelen af fuldtidsarbejdende  småbørnsforældre daglige problemer i forhold til arbejdstid og transporttid,  når der skal afleveres og hentes børn.

Danske daginstitutioner har inden for de seneste år fået så reduceret bemanding, at der nogle steder er tale om forhold, der er sammenlignelige med børneasyl-opbevaring i midten af 1800 tallet, selv om pædagogerne trodsigt kæmper en hård kamp for at gøre det så godt som muligt og for at forebygge skader på ungerne. Men det er svært, når bemandingen helt uden at skelne til arbejdsmiljø og børnetrivsel, kan blive så reduceret, at der i ydertimerne i værste fald kan være så lidt som 1 pædagog til 30-50 børn. Man kan håbe at pædagogen ikke får roskildesyge i ydertimerne, så går det da helt galt…

Samtidig er der fysiske pladsproblemer i mange daginstitutioner, så virus- og bakteriesygdomme har gode muligheder for at nå rundt til samtlige børn og voksne, hvilket giver forøget sygefravær både hos pædagoger og hos småbørnsforældre. Den manglende bemanding og ”bur-børns” forholdene gør, at de små poder bliver stressede, får problemer med indlæring, får problemer med tilknytning, og de bliver let syge.

Overenskomster i Danmark giver dårlige muligheder og manglende rettigheder for deltidsarbejde for småbørnsforældre.

Den stressede hverdag i daginstitutionerne kombineret med småbørnsforældrenes øvrige vilkår medfører naturligvis, at småbørnsforældre bliver frustrerede, og føler sig fanget i en umulig situation, og skilsmissestatistikken giver også her en indikation af problemstillingerne.

Bedsteforældregeneration arbejder for størstedelen stadig mens børnebørnene er små, og mange bedsteforældre bor i andre landsdele. Dette vanskeliggør bedsteforældrepasning af småbørn ved sygdom, både i forhold til transporttid og i forhold til økonomi for transporten – f.eks. koster det 470 kr. pr. gang til ”den særlige bedstemor-afgift til dækning af politiforlig og andre landsdeles trafikanlæg”, hvis Storebæltsbroen skal forceres ved akut pasning af syge børn.

Det er de færreste småbørnsfamilier, der har økonomisk mulighed for at vælge, at den ene forælder går på deltid eller ikke arbejder. Tjek lige diverse overenskomster for ansatte i detailhandel, pædagogmedhjælpere, rengøringspersonale, kontorassistenter, etc. Det er dyrt at leve i Danmark, og særligt boligomkostninger for ejerboliger har været og er stadig massive for den unge børnefamiliegeneration, som købte dyrt før finanskrisen og nu ofte er teknisk insolvente. Samtidig mangler der lejeboliger i udstrakt grad i de større byer. En helt almindelig og beskeden familiebolig i en omegnskommune kræver således 2 fuldtids arbejdsindtægter.

Rigtig mange småbørnsfamilier oplever stress, tidnød, afmagt og en hverdag, som er præget af store modstridende krav og enorme forventninger om fleksibilitet, gratis interessetimer både på arbejdsplads og i daginstitutions- og skolesammenhæng, kombineret med krav om generel høj ”performance” i forhold til job og i forhold til levering af sunde, veldresserede og dygtige børn, både fra arbejdspladsernes side og fra samfundet.

Den i medierne omtalte familietrivsel undersøgelse fra Rockwool Fonden, inkluderer ikke kun småbørnsforældre, men også forældre til store børn og teenagere. Dvs. forældre til børn, der ikke går i daginstitution, som ikke går med ble, som ikke får børnesygdomme, som ikke…. osv. Derfor er denne undersøgelse misvisende.

Florerende fordomme

Tilsyneladende har medier og diverse bloggere i løbet af de seneste år haft en trist dagsorden om at svine småbørnsfamilier mest muligt til. Der bliver i fremstillingen af småbørnsfamilier taget udgangspunkt i forhold, som ikke på nogen måde kan siges at være dokumenterbare som værende gældende for størstedelen af den danske småbørnsfamiliebestand, men kun for en meget lille gruppe af meget højtlønnede familier.

Der hævdes således af medier og diverse bloggere – fuldstændig udokumenteret og helt usagligt – at småbørnsfamilier generelt lægger vægt størst på karriere, at småbørnsfamilier har flere biler, hus, sommerhus, adskillige dyre ferierejser om året, og at forældrene prioriterer cafebesøg, maratonløb og yogaundervisning i stedet for samvær med poderne”.

Ligeledes hævdes det, at småbørnsfamilierne ”bare kan” gå på deltid, og at det er en ”individuel sag”, og at enhver ”bare kan” forhandle sig frem til deltid eller fleksibilitet på arbejdspladsen.

Virkeligheden er en hel del anderledes, og størstedelen af danske småbørnsfamilier har ikke råd til at gå på deltid, og overenskomster giver sjældent deltids-rettigheder. Det koster at have børn i daginstitution, bleer er dyre, og børnetøj, sko m. m samt diverse børne-køretøjer er også dyre, selv om man køber brugt.

Verden vil bedrages, og det er tydeligt, at den grove og uærlige propaganda virker i politisk sammenhæng, og en af de største årsager til at denne propaganda virker, ja, det skyldes, at småbørnsfamilier hverken har tid eller kræfter til at debattere og protestere over for disse urimelige og uretfærdige beskyldninger.

Når Lise på 2 år har holdt dig vågen hele natten med bronkitis efter flere dages influenza, eller vågner med mareridt, eller når Peter på 4 år har knækket sig hele aftenen med børnehavens roskildesyge, så sengetøjet skal skiftes flere gange, eller når Jakob på 5 år har fået lus, når der er overarbejdsopgaver med hjem fra arbejde…. fortsæt selv …. og far har været oppe siden kl. 5.30 for at nå på arbejde kl. 7.00 for at kunne hente inden kl. 17.00, fordi mor er i butik til kl. 18.00 og også arbejder lørdag, ja, så kan det være svært at få overskud til at læse aviser og debattere. Der skal jo også købes ind, laves mad, ryddes op, gøres rent, vaskes tøj, smøres madpakker, købes vinterstøvler og overtræksdragter, pakkes skiftetøj, tørres næser, skiftes ble, sættes plaster på, bades børn, læses godnathistorier, spilles billedlotteri, vaccineres og lægetjekkes, køres til tumlingegymnastik, osv. Ofte er småbørnsforældre så trætte, når ungerne er lagt i seng, tøjvasken er klaret, madpakkerne smurt, at de falder omkuld inden kl. 21.00 for at kunne klare næste dags race. Der er vitterlig ikke meget overskud til cafebesøg eller bare et enkelt fitness besøg. Alle kræfter går til at holde familien oven vande, så hverdagen fungerer. Kun i weekenden kan man have lidt gæster

Så helt almindelige småbørnsfamiliers stemmer høres så godt som ikke i den offentlige debat.

Samfundet – ønsker vi børn?

Egentlig er det vel relevant at samfundet spørger sig selv, om vi ønsker, at der stadig skal fødes børn i Danmark. Som samfund gør vi det i hvert fald meget svært at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen for småbørnsfamilierne.

Som tidligere HR konsulent har jeg set mennesker gå ned med stress, deriblandt småbørnsforældre. Der er tale om hårdtarbejdende, kompetente og loyale medarbejdere, der til slut ikke magtede at få livet til at hænge sammen. Det var trist, både for medarbejderen og dennes familie, som ofte både fik en mental og en arbejdsmæssig nedtur af dimensioner. Det var også trist for virksomheden, som mistede en god medarbejder. Hvis den stressede medarbejdere i stedet for fuldtid kunne have arbejdet deltid mens børnene var små, så kunne virksomheden have haft glæde af medarbejderen i rigtig mange år, og samfundet kunne have været sparet for omkostninger til sygefravær og mentale nedbrud.

Når man kigger sig omkring, så mangler der ikke hænder i samfundet. Det er muligt at der mangler nogle mennesker med enkelte specifikke kompetencer, men der er så rigeligt med ledige hænder generelt, at de fleste jobs meget let besættes, og der samtidig er lang arbejdsløshedskø.

Med de kommende års forventede teknologiske fremskridt via robotteknologi, så kan det let forudsiges, at der til stadighed vil være masser af mennesker uden arbejde. Samtidig viser svenske forsøg med 6 timers arbejdsdage, at det ikke er en umulig drøm at nedsætte arbejdstiden generelt i samfundet for rigtig mange jobtyper, hvilket ville give øget trivsel og mindre nedslidning.

Det virker paradoksalt, at vi som samfund ikke forstår at udnytte disse muligheder for at gøre livet bedre for vore hårdtarbejdende stressede småbørnsfamilier, og giver dem lovmæssig ret til deltid i f.eks. 10 timer pr. uge med supplerende dagpenge indtil børnene bliver 8 år.

Det skulle naturligvis være valgfrit om det var far eller mor, der gik på deltid. Samfundet skal ikke detaillovgive, men i stedet lave rammerne, så familien selv kan bestemme.

Fordelen ved den foreslåede løsning er, at den vil give mulighed for deltids-forælderen til stadighed at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, samtidig med at den vil give det økonomiske fundament til at også lavtlønnede arbejdere har mulighed for at gå på deltid.

Løsningen vil også give mulighed for job-åbninger i virksomheder, og dermed give desperate arbejdsløse flere jobmuligheder.

Samtidig vil det være en særdeles god ide, hvis man gav ”far” mulighed for ekstra fædreorlov i tillæg til den nuværende fædreorlov, da dette vil både styrke barnets tilknytning til ”far” og samtidig styrke parforholdet, så vi kan reducere skilsmisseprocenten for småbørnsfamilier.

Det vil også være i samfundets interesse, hvis vi sikrer, at daginstitutionerne bliver bedre bemandet, og ligeledes bør de fysiske rammer for børnene blive bedre de steder, hvor der er for mange børn på for lidt plads.

Samfundet har ingen problemer med at kræve at den unge generation skal arbejde 10 år mere end alle tidligere generationer. Det mindste vi som samfund så i hvert fald kan gøre, det er så at sikre, at de unge i det mindste kan få lidt tid sammen med deres børn, mens de er små og har allermest brug for det. Det vil gavne både stressniveauet i samfundet, såvel som sikre, at vores samfunds fremtidige borgere kan få en god opvækst.

I lyset af de kommende 3-part forhandlinger, vil det klæde arbejdsmarkedets parter og regeringen at sikre en visionær politik og lovgivning for småbørnsfamiliers vilkår i Danmark fremover.

 

Hvor skal vi hen, du…?

”Hvis vi ikke skifter retning, så ender vi der, hvor vi er på vej hen…”

er der et gammelt kinesisk ordsprog, der siger, og det er jo egentlig helt som det skal være, altså under forudsætning af, at vi virkelig ønsker at komme derhen, hvor vi ender… så enkelt er det!

Når vi kigger på, hvor vi som samfund både lokalt og globalt er på vej hen, så er der rigtig mange  indikatorer, der fortæller, hvor vi havner, hvis vi fortsætter som vi gør nu.

Eksperter inden for alle områder beskriver både i store og små detaljer de forskellige scenarier, der venter os, hvis vi ikke skifter retning. Der er tommetykke rapporter, der fortæller om klimaændringer, miljøkatastrofer, sult og fattigdoms forhold, råvaremangler, sygdomsepidemier, og de urolige sociale tilstande som kan forventes på baggrund af de øvrige faktorer.

Derfor er det nu, mere end nogensinde før så vigtigt, at vi hele tiden har denne viden i baghovedet ved hvert eneste valg, vi gør, både som enkelt individer og som samfund, lokalt og globalt.

Globalt ser det slemt ud.

Tag blot Kina som eksempel med miljøforurening i storskala med giftig luft, giftigt vand, giftig jord, og giftige madvarer. Hele verdens fabrik har svinet så grotesk meget, at der mange steder ikke længere er menneskevenligt at bo. Når kineserne engang rigtig vågner op til realiteterne, så vil de indse, at alverdens ipads og plastic legetøj hverken kan spises eller drikkes, og deres børn kan dårligt trække vejret.

I mange andre dele af fjernøsten må tilsvarende scenarier forventes.

Eller kig sydpå til Afrika. I store dele af kontinentet hærger sult og nød forårsaget af voldelige krige og klimaændringer. Grådighed fra såvel korrupte lokale regimer som internationale virksomheder trækker også deres spor, og flygtningestrømme  nordpå mod det forjættede Europa er allerede store og forventes at blive enorme inden for de kommende år.

Eller kig lokalt, hvor vi ellers priser os stolte af vores indsats.

Se på vores algebefængte have, sunde og bælter, hvor døde områder af havbunden vidner om massive mængder af årelang forurening. Vandboringer over hele landet må lukke på grund af pesticider, så vores ellers så fine drikkevand ikke længere kan bruges.

Bierne dør af sygdomme relateret til overdrevent pesticidforbrug, og sprøjtede monokulturer giver ørkenområder af jord uden naturlige mikrober der kunne give sunde og nødvendige næringsstoffer til planterne.

Massive regnvejr oversvømmer kloakker hvert andet år med store økonomiske konsekvenser.

På arbejdsmarkedet går børnefamilierne ned med stress, mens de arbejdsløse går i hundene med depression og økonomisk vanskelige vilkår.

I daginstitutionerne passer en pædagog op til 60 børn i ydertimerne.

Finanssektoren styrer boligmarkedet og kvæler de små nye virksomheder, men klynker, hvis nogen snakker regulering, samtidig med at de og erhvervslivet med hård hånd sender deres egne jobs ud ad landet og i øvrigt blæser på samfundet, der ellers reddede en vis legemsdel hos dem tidligere.

Rigtig mange landbrug er på randen til fallit. Fiskene forsvinder i havene pga. klimaændringer, grådigt overfiskeri og dårlig udnyttelse af fangsten, hvor vi lader kyllinger spise fisk i stedet for deres naturlige føde, og hvor det, vi ikke lige bruger, bare kasseres. Størstedelen af vore produktionsdyr behandles uden respekt for basal dyrevelfærd, mens alle lukker øjnene for problemet.

Industrien eksporterer arbejdspladser i stor stil eller ansætter billig arbejdskraft på aktivering eller langvejsfra, så arbejdsløshedskøen vokser ved de offentlige kasser, som bliver udhulede af manglende skatteindtægter. Samtidig er der en blind og naiv tiltro fra erhvervslivet om, at det vedblivende kan fastholde et højt dækningsbidrag på varer og tjenesteydelser lokalt, selv om befolkningen og det offentlige bliver fattigere for hver dag.

Det er jo da ellers så indlysende, at når statskassens beholdning skrumper på grund af manglende skatteprovenu og store overførselsudgifter, så er der ikke længere penge til at vælge lokale entreprenører til store byggeprojekter eller penge til at aflønne de mennesker, der skal sikre den nødvendige infrastruktur for at erhvervslivet fungerer  – herunder skoler, daginstitutioner, transport, ældresektor, sundhedsvæsen.

Når befolkningen bliver fattig, så bliver samfundet fattigt.

Imens kæmper politikere drabelige kampe mod hinanden om nu de arbejdsløse er nok motiverede til overleve så de fremover kan trykke lønningerne, eller om Helle har en Gucci taske og Lars drikker fadøl, og vælgerne ser frustreret på manglende samarbejde og manglende visioner for at løse fremtidens problemer.

Der jongleres med regneark fulde af fejl og mangler fra begge sider. Der skjules informationer, der tales nedladende og hånligt, der spændes ben og obstrueres, og journalisternes og kommentatorernes partiskhed skinner igennem i ”såkaldt objektive” interviews og analyser.

Og fra sidelinjen iagttages skuespillet af de egentlige beslutningstagere i samfundet – den lille håndfuld mennesker – som gennem lobbyisme og støttebeløb påvirker udviklingen i deres retning.

Hvem skal vi stole på, hvem ønsker det bedste for os i en fælles fremtid?  Kan vi nøjes med bogholderne og ”nødvendighedens paradigme uden målsætninger og uden medmenneskelige værdier”?

Hvor skal vi hen, du…?

Vi har brug for visioner og drømme om ”noget bedre”. Hvis vi skal hænge sammen som samfund også på langt sigt, må vi kunne ændre og justere, så vi kan tackle problemerne uden at efterlade medborgere i hængedynd og uden at efterlade miljø og ressourcer i kaos.

Vi har brug for en indre vilje til at samarbejde på trods af forskellighed, til at finde løsninger der tilgodeser fællesskabet, til at se muligheder og vende problemstillingerne på hovedet, og vi har brug for at tage hånd om hinanden, så fællesskabet fortsat kan eksistere.

Store ændringer tager tid. Store ændringer kan ikke detaljeres i små regneark, for verden udvikler sig hele tiden, og vores lille land er ikke afsondret fra resten af verden. Store ændringer kræver ændringer i mentalitet, vilje og forståelse for sammenhænge. Store ændringer kræver moralsk vilje til ændring, ikke kun fra borgerne, men fra erhvervsliv, landbrug, finanssektor, politikere, og embedsfolk.

Store ændringer bygges op ”sten for sten”.

Ændringerne starter hos os selv, med et ønske om ændring, med en oprigtig vilje til at forstå og erkende, at ”hvis vi ikke skifter retning, så ender vi der, hvor vi er på vej hen…”