Nytårsfortsæt 2016

Det nye år er startet blæsende og gråt, med en strid østenvind, der får det til at knage i huset. Det er 2016 nu, og vi kom hjem i går sent efter en dejlig nytårsfejring hos familien, så brændeovnen har endnu ikke været i gang, og det er køligt her til morgen. I går på nytårsmorgen, mens vi lidt trætte og  smågabende hyggede omkring morgenbordet med hjemmebagte boller i nytårets glade og farverige landskab af konfetti og guirlander, kom vi, som så mange andre på denne dag, til at snakke nytårsfortsætter.

Der er masser af gode nytårsfortsætter, jeg bør fokusere på, så jeg lagde hurtigt ud med at leve sundere og gå nogle flere ture i skoven. Erfaringen har vist mig, at tidligere nytårsfortsætter under kategorien maratonløb og meget hurtig afvikling af mavedeller meget let druknede og blev henlagt på hittegodskonteret efter få uger, hvor de støvede til på hylderne med årsmærkat og ikke-afhentet skilt. Så jeg er blevet klogere, mere realistisk, mere ydmyg. Jeg kender mine årsgamle og flove tillidsbrud, som i omfang ikke står tilbage for diverse politikere på Christiansborg under hård nærkamp i hundeslagsmålet hos Clemens. Man må være forsigtig, og jeg skal ikke endnu engang tages i at lave løftebrud. Gudskelov er jeg begunstiget med en familie, som ikke tidlig og silde hiver mig det i næsen, hvilket jeg er taknemmelig for.

Taknemmelighed er en sjov ting. Noget jeg ofte glemmer. Jeg tager livet for givet, det at jeg kan gå hver dag i møde med fortrøstning, tryghed og håb. At der også i morgen vil være en ny dag, hvor jeg kan glædes og forundres, begejstres og elske. En ny dag, der også kan indeholde udfordringer og trælse oplevelser, men hvor man kommer igennem og træt kan lægge hovedet på puden og håbe på en bedre dag i morgen.

Måske er det ”det”, som jeg faktisk bør vælge som nytårsfortsæt – at være mere taknemmelig, at huske de gamle råd om hver aften at skrive 3 ting ned, som jeg har været taknemmelig over i løbet af den dag, der er gået. Hver aften at skrive min personlige livs-skibs-log med nogle få ord, mens jeg mentalt aftørrer den gamle sodede petroleumslampe, der hænger og gynger i styrmandsrummet med det blankslidte trægulv og de smukt pudsede navigationsredskaber.

Når jeg læser nyhederne og ser hvordan verden er omkring mig, så giver det perspektiv. I mit lille  hjørne kan der være problemer, sygdom og død, men der er fred, der er skønhed, og der er håb. Jeg har ikke nødigt at flygte, jeg har set ikke min verden falde i grus, og min familie og mine venner er trygge.

Jeg har meget at være taknemmelig for.

Mens jeg kigger ud i den grå forblæste landskab, beder jeg en stille bøn om at verden må blive et bedre sted, så alle kan være trygge, så alle kan få håb, så alle kan få et godt liv.

Så lad snart foråret komme med en blid og venlig vind, med lys og med håb og med forståelse mellem alle os her på kloden. Lad det regne, hvor der mangler regn, lad våbnene ruste, og lad alle, der mangler føde, varme og ly, få tryghed og stillet deres sult.

”Klokken er 10.23, vinden fra øst, bølgerne omkring har været høje men er nu for aftagende, fragten er surret, besætningen er på plads, kursen er sat, og alt mår vel.”

Tak for året der gik.

Godt nytår derude, og må I alle have en god rejse gennem 2016.

Det bliver en god dag

Det bliver en god dag

stod der på Jettes opslagstavle. Med stort printede bogstaver på den seddel, der hang på hendes opslagstavle. Der, midt mellem børnetegninger, kostråd, vægttabeller og information om alskens lægelige sager.

Det fangede mit blik, da jeg sad og snakkede med hende, forleden morgen i hendes konsultation. Jette er min praktiserende læge, som jeg har haft, siden jeg flyttede til Sydfyn. Hun er et venligt og imødekommende menneske med stor empati, og hun vil gerne give alle sine patienter en rigtig god behandling. Det er rart, og jeg er meget glad for hende som læge. Hendes konsultationsrum er hyggeligt, lyst og med stor orden, pæne møbler, billeder, kunstgenstande og en god patientstol ved hendes skrivebord. Man føler sig velkommen.

”Det bliver en god dag” .

Ordene blev ved med at hænge fast i mine tanker, da jeg gik fra lægehuset. Det var som om de lunede og gav en rigtig god begyndelse på dagen. Det var som et mantra, der gav en opløftet stemning, en tro på at alt ville være OK i dag, at jeg kunne tage det helt roligt og bare glæde mig over at være til.

Året i år har ellers budt på rigtig mange strabadser, og egentligt var jeg ikke i specielt godt humør eller havde noget særligt mentalt overskud, så denne min opløftede stemning overraskede mig. Denne besked fra Jettes opslagstavle bed sig fast. Dagen i dag kunne ikke gå galt.

Det gjorde den heller ikke. Det blev en god dag.

Nogle år kan være barske at komme igennem, med sygdom, arbejdsløshed, dødsfald, og andre forhold, som kræver fuld fokus og lægger tunge byrder skuldrene. Krav på krav, og problemer, der tårner sig op. Vægten kan blive så tung, at man glemmer at glæde sig over, som menneske, selv at være til.

Så måske er der brug for sådanne små mantraer til at give det lille pust i hverdagen, som gør at vi bliver ved, selv om livet til tider kan være lidt op ad bakke. Måske er det nødvendigt med at gøre et lille dansetrin, når solen bare skinner og fuglene synger, selv når verden går os allermest imod.

Det kan lyde lidt spøjst, som om man lader ansvaret glide fra sig. Men måske er det lige hvad man blot en gang i mellem har brug for. I en kort stund at lade ansvaret glide fra sig. Holde fri, bare glæde sig over at være til. Tro mig.

Det bliver en god dag.

 

Jeg skal bare lige have et kram…

… og det plus en lille hyggesnak, ja det fik han naturligvis, ham den lille gut fra en af de små klasser, da han stak hovedet indenfor døren til skolelederens kontor forleden.

Et kram fra en forstående og omsorgsfuld skoleleder kan være særdeles vigtig, selv på en ganske almindelig skoledag, når man sådan lige trænger til at få ladet selvværd og humør op. For når man er skolebarn, så er der mange udfordringer og meget, der skal læres – både fagligt i timerne, men også i forhold til at lære at tackle livets mange andre krav, og så er det at man pludselig kan få brug for en lille snak og et opmuntrende kram.

Tillid og tryghed er altafgørende for et barns trivsel. Det at vide, at man altid bare lige kan komme forbi lærerværelset eller skolekontoret for at få kærlig hjælp og omsorgsfuld vejledning af en professionel voksen, der kender det enkelte barns behov og livssituation, det er noget, der giver tryghed i sindet og glade børn. Noget, som bliver prioriteret højt her på min skolearbejdsplads.

Jeg har nu arbejdet et årstid på Brahetrolleborg Skole i landsbyen Korinth, en lille landsby på knap 1100 indbyggere ca. 10 km nord for Faaborg og omgivet af  den smukke sydfynske natur. En landsby , der blev kåret til årets landsby i 2005 på grund af sine mange aktive borgere, der startede gode aktiviteter op til fælles gavn. En landsby med et godt og velfungerende foreningsliv, gode arbejdspladser, egen Dagligbrugs, skole og daginstitutioner, sportshal og medborgerhus – en landsby, attraktiv for nye tilflyttere med børn. En landsby, hvor man hjælper hinanden i dagligdagen, med sammenhold og tryghed, og hvor tilflyttere bliver taget godt imod.

Skolen er rent faktisk er en af landets ældste skoler, etableret i 1783 af Johan Ludvig Reventlow, som var foregangsmanden for en helt ny og banebrydende pædagogisk undervisningsform i Danmark.  Den moderne danske skole startede her i Korinth på Sydfyn. Her blev spanskrøret og intetsigende udenadslære bandlyst. Børnene skulle lære af lyst og udvikle sig til dygtige borgere, der kunne klare sig godt i samfundet. På Gærup Skolemuseum i Korinth kan man læse mere om den danske skoles barndom i Korinth.

Jeg ved ikke, hvordan det er at være skolebarn på andre skoler i landet, men én ting er sikkert – sådan var min egen barndoms skole ikke. Det var en stor skole med næsten 600 elever, hvor de store mulede de små, med en skoleleder man kun kendte af navn, med en frygtet sort bænk udenfor skoleinspektørens kontor, med lærere man sagde De til, og som terpede salmevers, gav lussinger og trak i de små hår ved øret. Ak, Reventlows pædagogiske linje nåede aldrig helt til min egen hjemby ved København, dengang i 1960’erne.

Men her på Brahetrolleborg Skole, her trives ånden fra Reventlow stadig. Måske fordi det er en mindre skole, hvor hvert enkelt barn er kendt af alle og dets trivsel er fælles fokus.

Desværre for landsbyen, så er skolen nu lukningstruet pga. spareøvelser i kommunen. Hvis det sker, så vil børnene få en transportvej på 10 km hver morgen og de kan ikke længere cykle i skole. De vil miste tilknytningen til landsbyens foreningsliv, de vil miste samhørigheden i landsbyfællesskabet og deres fælles skole. Hvis skolen forsvinder, så vil landsbyen også få sværere ved at tiltrække tilflyttere med børn, og det vil hindre udviklingen i landsbyen.

Hillary Clinton siger , at det kræver en landsbys omsorg at sikre et barn en god opvækst. Bevar vores skole og lad vores landsby fortsat leve og udvikles…!

Dejlige møgunger – skoledage….

Jeg kender en dreng, hvis kat blev kørt over i weekenden. Jeg fandt ud af det, fordi han pludselig opførte sig anderledes. Skubbede og slog på de andre i klassen, og reagerede ikke, da jeg sagde, han skulle stoppe. Jeg tog ham ud på gangen og talte med ham. Det var der, han fortalte det. Jeg så smerten i hans øjne. Jeg så hvordan, han tørrede en tåre bort, da han fortalte om det. Det var stort og vigtigt i hans liv, og jeg kunne se, hvordan han rettede sig op, efter han havde talt om det. Jeg tog ham om skuldrene og sagde, jeg godt kunne forstå, hvorfor han var ked af det, og at jeg var glad, fordi han havde fortalt det. Nogen gange bliver ting bare for store at bære alene. Så snakkede vi om, at når man skubber og slår på andre, så bliver de kede af det. Til sidst gik vi ind i klassen igen, og så fortsatte skoledagen, som en ganske almindelig dag.

Siden skolen startede i august, så har jeg været daglig støtte for 1. klasse, hvor jeg har hjulpet til, hvor det har været nødvendigt, i den udstrækning, som mine evner og talenter kunne bidrage. Det har været en berigende og udviklende rejse i at forstå børn og deres hverdag. At forstå og huske den skrøbelighed, de medbringer, når de selv skal forstå og erfare, hvordan de bedst kan trives med kammerater og undervisning, og ikke mindst, alle de mange regler, vi sætter for dem, som så let kan glemmes, når der leges, forhandles og slås.

Skrøbelige er de, men også robuste, ihærdige, nysgerrige, kærlige, impulsive, fantasifulde, urolige, sjove og til tider grænseoverskridende trættekære.

Når jeg går rundt i klassen og bedst muligt prøver at være til nytte for klasselæreren og for dem, så oplever jeg tit, hvordan et opmuntrende ord om det, de laver, og en venlig hånd på skulderen får dem til at smile, slappe af, føle sig trygge. Nogle af dem har det svært, for der sker mange ting i et barns liv på dets rejse mod at blive voksen, og ikke alle børn har de bedste kår at starte ud fra, og selv de børn, som har en tryg base hjemme, ja også de kan have brug for at blive set, hørt og forstået af en voksen i skolen.

Hvert eneste barn, uanset baggrund, har brug for dagligt at føle, at de har værdi, blot fordi de er til. At det ikke er ligegyldigt, om de har det godt. At der er nogen, der er der for dem.

Mange af dem kan snart læse, oven i købet godt. Stadig er der dog en del, hvor koden lige nu er ved at blive knækket, og man kan følge, hvordan de flere og flere gange pludselig oplever, at nu kan de læse et nyt ord. Denne befriende og energigivende oplevelse, hvor glæden bryder igennem hos dem – ”jeg læste…..”

For hver dag bliver det lettere for dem at forstå reglerne. Ikke kun om at sidde stille, række fingeren op, ikke smide med madpapir eller viskelæder, men også de uskrevne regler og de såvel fysiske som mentale brydekampe indbyrdes.

Skolen er ikke kun læring om abc og tal. Den er også et sted, hvor børn lærer at lege sammen og at respektere hinandens gode egenskaber. Hverken læring om bogstaver eller læring om at kunne klare sig socialt indbyrdes foregår gnidningsløst og problemfrit, og begge dele påvirker hinanden.

Der er enkelte dage, hvor jeg tager hjem og er slidt og træt, og hæs i stemmen. Når det har været svært at nå ind til dem, når der har været for meget ballade. Men de dage kan tælles på én hånd, for når jeg ser smilet i deres øjne, og deres glæde over, at jeg er der for dem, og at jeg hjælper dem – ja så kan jeg da kun holde af de dejlige unger…:o)

 

At finde sin mening

 

For nogen tid siden blev jeg 59 år. Det er i sig selv ikke en begivenhed at fylde et år ekstra, særligt når dagen hverken er rund eller på nogen måde skelsættende for andre mennesker. Men at vågne op til en morgen som 59-årig er alligevel anderledes, for næste år så skifter tallet og vil fremover klart indikere for gud og hvermand, at jeg nu er uigenkaldeligt indtrådt i gruppen af seniorer, hvis tid på arbejdsmarkedet i henhold til almindelig praksis i samfundet snart vil rinde ud.

Igennem årene er min mening blevet klart præsenteret for mig i form af uddannelse og arbejde. Enkelt og ligetil – udfordringerne lå foran mig som perler på en snor. Tydeligt definerede opgaver, som jeg gjorde mit bedste for at indfri med omsorg, entusiasme og hårdt arbejde. Anerkendelse i form af et godt omdømme og kontante kroner var den umiddelbare synlige belønning. Meningen – glæden ved arbejdslivet i fællesskabet mod samme mål og med socialt sammenhold var den endnu vigtigere og mere usynlige belønning.

Men fremover, så vil det se anderledes ud. Det maner til eftertanke. For hvad nu? Foran ligger dage og år, hvor jeg vedblivende vil være sat udenfor det arbejdssamvær, som jeg tidligere var naturlig del af. Arbejdsopgaverne vil være væk, den skemalagte dag forsvundet, og min betydning på arbejdspladsen vil blive overtaget af et energisk ungt menneske, som venligt løfter glasset til den lille reception på min sidste arbejdsdag og ønsker mig et godt otium.

Når døren så lukker sig efter mig, og jeg stavrer hjem med min blomsterbuket og afskedsgaven fra kollegaerne, så lukker arbejdssamværet også sin dør. Jeg vil ikke længere være en del af dem. Ikke længere være af betydning for  dem. Ikke længere deltage i dagens snak om alt og intet. Ikke længere være del af den samlede fælles mening.

Tiden, hvor andre dagligt definerede min mening vil være endegyldigt overstået snart, og jeg må selv finde frem til, hvad den sidste del af mit liv skal indeholde, og ikke mindst, så må jeg finde frem til mit endegyldige formål med det hele – min overordnede mening.

Hvorfor er jeg her? Hvad er min mening? Hvad skal jeg kendes på til slut?

Jeg er ikke helt uforberedt – jeg har været ramt før. Oplevet tæppet forsvinde under mine fødder og meningsløsheden gennemtrænge mig med en skræmmende kraft, der efterlod mig angst, modløs og fortvivlet, og ude af stand til at tænke klart.

Arbejdsløsheden har haft mig i sit kvælende favntag og trukket mig gennem nogle af de mørkeste nætter og tungeste dage i mit liv, hvor sjælen blev flået itu, mens afslag på afslag krammede mit sind sammen og efterlod mig blødende og skrammet.

Sårene er stadig ikke helt lægt – ligger stadig under tynd hud og sårskorperne er alt for lette at flå af. Livsvilkår blev ændret til ukendelighed, mens selvværd og formål blev skrællet af, og det kostede kamp at finde en vej tilbage.

”Disse formålsløse byrder, som bare ligger i hængekøjen og dovner” – siges det i medier og blandt politikere – og for hver gang flås sårene op og jeg ryger tilbage i tusmørket, hvor den sorteste afgrund ligger på hver side af den smalle og med vind omsuste skrøbelige hængebro, jeg endnu, lige nu befinder mig på.

Det gør ondt. Ordene. Den manglende forståelse. At være formålsløs er skræmmende. Ikke at have mening for nogen eller noget. At ligge til byrde giver uro og angst. Ikke at have kontrol. En byrde for andre. Der peges fingre af de, som er uden for gruppen – byrderne.

”Hvor må det være dejligt for dig, at du nu kan gå på efterløn/pension” – ”hvor må det være dejligt for dig, du som er arbejdsløs, sådan bare at ligge i hængekøjen, mens vi andre knokler…”

Fremover, om få år, så vil jeg ikke længere blive forventet at have en mening for fællesskabet. Jeg vil indtræde blandt de, som man ikke forventer vil bidrage. Blandt de, som betegnes en byrde. Uden for gruppen.

De ved ikke hvad de snakker om – de som er i gruppen, som stadig har mening og formål. Gruppen med dagligt knokleri, sammenhold og samvær, som giver fælles mening og betydning.

Uden for gruppen er det koldt. Udenfor gruppen står de, som er formålsløse, og kigger længselsfuldt ind. Uden for gruppen, står de, som der bliver peget fingre af. Udenfor står de, som betegnes byrder. De står der på risten og kigger ind.

Jeg har set gamle kollegaer gå for tidligt på pension med begejstret mine og forventninger om at kunne feriere i Sydfrankrig eller spille golf resten af livet, og blot 3 måneder senere så kom de retur og jagtede den gamle virksomhed med ønsket om at blive genansat. Ferien blev for lang, savnet blev for dybt.

At finde sin mening.

Ærlighed er et krav, hvis det skal lykkes. Man må være ærlig over for sig selv, hvis det på nogen måde skal lykkes at nå frem til erkendelse. Kigge tilbage over skulderen og se hvor man fejlede og hvor man nåede frem. Kan det give et fingerpeg om retning og formål?

Hvis jeg kigger på godt og skidt i mit liv, hvad var det så der kom til at kendetegne mig? Hvad bar jeg selv videre til andre?

Måske er det at blive ældre at ligne med en sidste udfordrende rejse og kamp for at tilgive sig selv for de fejl, man gjorde som uvidende ung, og en rejse i ydmyghed for at forsone sig med de grusomheder, som man i sin uvidende dårskab var skyld i.

At finde sin mening – ikke kun på rejsen – men til syvende og sidst, når regnskabet gøres op, og det ukendte venter.

Hvad bidrog jeg med? Hvilke spor efterlader jeg? Hvilken betydning gjorde det, at jeg var her? Huskede jeg at lytte? Huskede jeg at anerkende?  Pegede jeg blot fingre af andre uden at forsøge at forstå?

For nogle viser meningen sig med overbevisende klarhed pludseligt og uimodsigeligt – som ved kampen for frihed, der kalder den modigste blandt os frem.

For andre bygges meningen op, lag på lag, gennem erfaringer og viden, som danner et puslespil, hvor selv de sværeste brikker til sidst kan samles og give den endegyldige mening.

Jeg må lede. Finde frem til den forskel, som jeg naivt og forfængeligt tror var min mening. Inden knokkelmanden kommer, må jeg finde den. Forsone mig med den. Tilgive min egen brøde og dårskab. Blive klogere. Udrette noget positivt til at balancere, så vægten ikke tipper over i formålsløshed.

Jeg må finde min mening, uanset hvor ussel og ringe den er. Var jeg overhovedet til nogen nytte?

Når min sidste vilje forlader mig, hvad var det så – mit formål? Når præsten har sagt amen i kirken og kisten med mine jordiske knogler, kød og ligskjorte ruller ind i den varme ovn, hvad var så min mening?

”Min Gud, min Gud, har du forladt mig?” – sagde Jesus på korset. Spurgte han efter sin mening?

Vil jeg nå frem?

I Buddhismen siges det, at vi skal genfødes utallige gange indtil vi opnår indsigt, så vi forstår. Det er uvidenheden, der gør os blinde, vrede, onde og angste. Vi er del af hinanden og altet siges det. Vores mening er at lære at forstå og vise medfølelse.

Hvordan kan jeg hjælpe dig? – siger de i kundeservice, når jeg kontakter dem.

Hvordan har jeg været til nytte? – spørger jeg mig selv.

”Jeg kan lide at gøre en forskel”, skriver vi i ansøgningerne, når vi skal fortælle om hvordan vi som mennesker indgår i et fællesskab med fælles mål. Vi er stolte af at være gode til at gøre en forskel. Det kan ses og mærkes, at vi indgår positivt i fællesskabet.

Tusindvis mennesker holdes i dag uden for fællesskabet – uden de ønsker det. De er sat på reservebænken. På lavblus, i høkasse. Måske er der brug for dem om nogle år. Indtil da, så må de hutle sig igennem ”på sognet” og de bliver peget fingre af. De siger at det er godt for lønniveauet i samfundet at der er en arbejdskraftreserve.

Med rædsel i øjnene oplever de uheldige, hvordan medier og systemet forvandler dem fra gode kompetente og bidragende borgere til pludseligt at opfattes som intetsigende unyttige byrder.

For mange betyder flere års arbejdsløshed økonomisk ruin, skilsmisse og social deroute. Andre mere heldige kan nøjes med et overvældende tab af selvværd, depression og karrieretab. Det helt overvejende flertal af arbejdsløse har aldrig selv valgt det, men oplevede blot at blive smidt på gaden af arbejdspladsen.

De er en byrde – siger politikere og medier. De er dovne, ligger i hængekøje, ufleksible, nassere, umotiverede – listen af negativt ladede ord er uendelig lang.

Sjovt  nok, så var de tidligere gode medarbejdere. Kun dette, nu ikke at være i job, adskiller dem fra andre og fra deres tidligere gode omdømme.

Fællesskabet og de menneskelige relationer er livgivende for os. Vi ville ikke overleve uden. Det giver os sikkerhed, tryghed, social kontakt, anerkendelse og tilhørsforhold. Det giver os mening at være en del af fællesskabet.

Når mennesker er uheldige og mister deres arbejde, så straffer vi dem ved at sætte dem uden for fællesskabet. Vi deler ikke vores arbejdsfællesskab med dem. Vi undgår dem. Vi peger fingre af dem – fortæller dem, at de er dårlige mennesker. Vi giver dem penge til at overleve, men vi sikrer os, at det kun er med knaphed, at de overlever. Og værst af alt, så fratager vi dem fællesskabets mening.

At blive arbejdsløs og blive sat uden for gruppen, så man ikke længere kan bidrage, men kun bliver en byrde for andre – det er en forfærdelig og uretfærdig straf.

At blive kaldt en byrde for andre – det er ord, som forkrøbler og gør sjælen syg.

Ord er farlige. Ord har magt. Cicero vidste det. Hitler vidste det. Vores politikere og deres spindoktorer er uddannet særligt godt i at vide det. Og medierne er eksperter i at vide det.

Ord er farlige. Ord skaber billeder. Ord skaber forventninger og fordomme. Du kan tvære børn og selv voksne mennesker ud med ord, så de bliver til tabere, og du kan rejse dem op med ord, så de kan vinde hele verden.

Professor Rosenthal dokumenterede det – for rigtig mange år siden, og hele den systemiske og den anerkendende tankegang og tilgang bygger på det. Altså på den positive måde.

På den negative måde, så kan ord skabe syndebukke, skabe had og isolation fra fællesskabet, og ord kan skabe sult, vold og krig.

Det bly, der bliver brugt til blyanter er farligere end det bly, der bliver brugt til kugler. Det vidste man allerede for mange år siden. Når jeg kommunikerer til dig inddrager jeg dig i min verden – jeg påvirker dig. Ikke kun ved mit ordvalg, men også ved det jeg ikke fortæller. Jeg bygger billeder op, og du bliver draget ind, så du må forholde dig til de billeder, som jeg giver dig. Uanset om billederne er korrekte. Uanset om jeg manipulerer dem.

Ord har magt, og de som har magt til at viderebringe ord, de har også magten til at forme og justere, til at bryde ned eller bygge op. Til at pege ud eller pege frem. Til at inkludere eller ekskludere. Til at skabe hadet og fjendskabet, eller til at inddrage og hjælpe. Til at få vores verden til at gå i stå i nedtrykt pessimisme, eller til at drive begejstring og vækst.

At finde sin mening.

Det var det jeg kom fra. Finde frem til om jeg, med min gang på jorden, var til nytte eller til skade. Om de ord, som jeg brugte byggede op i stedet for at rive ned. Om det gjorde en positiv forskel, at jeg var her på den lille blå planet.

Jeg kigger mig omkring i min stue for at finde tegn, og når jeg kigger, så ser jeg mine souvenirs fra de 59 år, som jeg har gemt. Sjove, skæve, smukke, klodsede, ukurante, ikke værdifulde i forhold til penge, men fulde af minder. Kan de give mig noget svar i forhold til min mening?

Ligklæder har ingen lommer, var der en bog der hed for mange år siden. Man kan ikke tage det med sig, de souvenirs man samler. Store som små. Udløbsdatoen for holdbarhed er den dag, du dør – måske endda før. Hvad er de værd, når knokkelmanden svinger leen?

Hvilken mening tager jeg så med mig derover på den anden side af floden?

Jeg trækker vejret dybt for at reflektere. Jeg er nået skelsår og alder. Gammel nok nu til at kende forskel på godt og ondt. Gammel nok til at vide, at fred i sjælen og mening finder jeg kun, når jeg hele tiden har dette i baghovedet.

Kun latteren og kærligheden fra dine kære, kun smilet fra dine venner, kun glæden ved den hjælp du gav de mennesker, som du mødte på din vej – kun dette tager du med dig.

Kun dette gjorde en forskel, og kun dette gav en mening.

 

4. Maj Tanker

En af de ting, som jeg godt kan lide ved Facebook, er muligheden for at holde sig i kontakt – både mentalt og også praktisk – med mennesker, som ikke bare bor lige rundt om hjørnet, og som man måske finder igen efter flere år uden kontakt.

Det kan således være både sjovt og berigende at følge status opdateringer og ikke mindst de tanker, som slægtninge og venner gør sig, over livets gang, både for dem selv og i den store helhed.

Da jeg i går aftes læste min kusine Susannes tanker om 4. maj og så hendes billede med stearinlyset i ruden, blev jeg så usigelig glad og varm til mode.

“Jeg tænker sommetider på, hvor mange af os der egentlig ville turde risikere eget liv, familie, børn og venner for at kæmpe for frihed?”

“Tak til de der gik forud!”

Tænk at have en kusine, som  jeg kunne føle denne samhørighed med i hendes tanker. Det varmede langt ind i sjælen og føltes som en kæmpe knus fra Sorø til Faaborg.

Når jeg tænker tilbage på min barndom, så var krigen allestedsnærværende. Både udtalt og uudtalt.

Udtalt – var beretningerne om tiden med mørklægningsgardiner, generalstrejken, uddeling af illegale blade, ufriheden, manglen på alt, luftalarmerne,bombeflyene, nyhederne fra London, propagandaen, angsten når der blev skudt ned ad gaden, vejspærringerne og identitetskortene, bombningen af den Franske Skole. Og, ikke mindst hvordan min far, som ung journalistelev i Stege, blev en del af modstandsbevægelsen og blev taget af tyskerne og hans tid i Vestre Fængsel og Frøslev. Men der var også beretningen om glæden den 4. maj, hvor min mor på gaden mellem alle de festende danskere mødte en ung tysk soldat, som måbende stod og så på det hele. På gebrokkent dansk spurgte han hende, hvad der var sket, og hendes svar fik ham til at bryde hulkende sammen og med glædestårer i øjnene  udbryde: “Gud være lovet, så kan jeg komme hjem til min familie”.

Ikke udtalt – var sårene på sjælen efter kampen. Angsten og frygten, vreden og afmægtigheden. De billeder, som stadig dukker op, når solen går ned, musikken forsvinder og der kun er stilhed tilbage.

Tak til de, der gik forud!

 

Os, der ikke er blevet prøvet i denne store målestok, strides måske i mindre kampe – ikke  mindst mod vor egen frygtsomhed for at melde klart ud, for at risikere modgangen og ikke-accepten.

Vi kæmper mod vor angst for at falde igennem i forhold til nutidens og samfundets krav om perfektion, succes og målrettethed. Vi kæmper mod vor angst for at fortælle, når jobbet gør ondt, når vi mister det, når vi ufrivilligt kommer til at ligge til byrde.

Tør vi tage disse mindre kampe op? Tør vi tro på den indre stemme,der siger at Nordahl Grieg har ret – “Findes der sult og nød – skyldes det svig”.

Tør vi tage til genmæle, når vindene blæser stridt imod os? Når solidaritet med den fattige og den svage er skældsord i samfundet?

Tør vi tage til genmæle, når vi ser, hvordan naturens ressourcer forvaltes, eller når der svines for at opnå større proft?

Tør vi følge de veje, som vi inderst inde drømmer om, selv om det betyder at vi ikke overholder den normerede studietid?

Tør vi stille spørgsmålstegn ved den accepterede norm?

Tør vi åbne vore øjne og favne bredt?

Jeg husker mine tanker en 4. maj aften, hvor jeg tilfældigvis havde en aleneaften. Som så mange gange før, havde jeg tændt nogle stearinlys for at mindes, og for at huske på, at kampen om frihed aldrig slutter.

Måske er kampen, længslen,
det at kæmpe, det at søge,
når det kommer til stykket,
det allervigtigste.

 

Maj 1995
Lys, der skinner som stjerner,
den aften, det år i maj.
Tanker, der flyver mod glemslens
mørklagte, krogede vej.
Hvor blev de af dine drømme,
tabt bag erindringens slør,
eller gemt i et lukket arkiv,
bag skabets aflåste dør.
Støvet har lagt sig så kærligt,
lindret de ømme sår,
dæmpet den hviskende stemme,
som taler om brugte år.
Tankerne bringer tilbage,
bud fra dit gamle jeg,
vil du så drømmene vække,
eller er du stadig for fej ?
Det river og slider og flår,
for drømmene hvisker omkring dig,
og lysende skygger kommer og går
som genfærd fra glemte år.
Men trætheden svøber sin kappe
om dine skuldre og får
de hviskende drømme til atter
at svinde bort til dagen i går.
Og lysene brænder så stille
og varmer den mørke rude
og atter bliver sindet draget
til himlen så natblå derude.
Og dybt i mit indre, så ved jeg
min længsel er evig og sand,
og måske vil jeg modet finde,
og atter tro at jeg kan.
4. maj, 1995
 

Vienerdej

Vienerdej

1 potte Mælk, cirka 5 û Mel, 3 û Smør, 30 Kvint Gær, 30 Kvint Sukker, 6 Æg, Kardemomme…

Sådan lyder opskriften på wienerdej i min morfars gamle håndskrevne konditorbog fra 1920. Han var 15 år, da han kom i lære. Efter hvad min kære mor siger, så blev lærepladsen udelukkende valgt på grund af hans forkærlighed for at gå sent i seng og stå sent op! Rent faktisk ville han selv hellere male, tegne og spille violin. Men det er en anden og længere historie. Nedenfor et link, så I selv kan forlyste jer med opskrifterne.

http://jordfygning.dk/E-Books/Bageopskrifter_Endelig_version/#/Chapter_1

Min søster, Maria, og jeg fandt bogen, da vi tømte vore forældres hus, som lige er blevet solgt, efter mine forældre er flyttet i pensionistbolig.

Det var en sær følelse at gå rund i det halvtomme hus, hvor de har boet i mere end 35 år. Det bør her indskydes, at begge mine forældre er samlere af natur, samtidig med at de begge har malet i mange år, så der var rigeligt med gods at tage stilling til, selv om de havde fået meget med sig i den nye og mindre bolig.

Begge er nu ved skrantende helbred og med flere skavanker, så det var nu op til os unger, at tage stilling til, hvad der skulle gøres med de resterende bøger, møbler og malerier, samt andet gods, som uforklarligt blev ved med at dukke op i skabe og skuffer. En udfordring, som både var spændende og interessant, men som naturligt også gav os nogle frustrationer, når vi indimellem blev usikre på, hvad der var bedst at gøre.

Men sjove ting dukkede op i form af gamle dokumenter og breve, sjove lejlighedssange, en næsten antik kødhakkemaskine og ditto brødmaskine, gamle fotos af oldeforældre og tipoldeforældre, en gammel pelskrave, den gamle hånddrevne symaskine, tipoldefars lange merskumspibe, og farmors gamle kogebøger. Der var nok at tage fat på, så vi kedede os ikke.

Min søster pakkede picnickurv hver morgen, inden vi tog derned, så vi havde friske forsyninger til at holde humør  og tempo oppe med, og selv om vi knoklede, så var det for mig en fantastisk gave, at gå i flere dage sammen med min søster og genopleve barndom og minder.

Så kære Maria, en stor tak til dig for nogle herlige og sjove dage.

Alder og tid

Hvordan har du det med din alder? Hvordan føles det at blive …?

Jeg har aldrig rigtig kunnet forstå det der med alder. Slet ikke hvad man skal bruge det til – altså oplysningen om ens alder. Det er sådan noget fiktivt noget. Lidt ligesom – hvad farve har dine servietter? Ja, i dag har jeg altså tænkt mig at bruge de mørkeblå med små gyldne stjerner. I morgen tror jeg det skal være de lyserøde med små bamser, og på søndag måske noget med svampe – jeg så nogen kønne nogen i Netto med kantareller og Karl Johan….

Min alder er ikke rigtig statisk. Faktisk har jeg ikke noget mentalt billede af den. Den er – ligesom mit udseende – totalt frakoblet min bevidsthed. Jeg bruger den kun, når det er administrativt nødvendigt. Til skattevæsenet eller banken eller jobansøgninger. Virksomheder vil så gerne vide, hvor gammel man er. De tror, at de kan bruge det til noget.

Nogen gange siger jeg for sjov, at jeg er en gammel kone, men jeg ved faktisk ikke helt, hvad det indebærer.

Jeg ved jo godt, hvor gammel jeg er, men det fiser sådan aldrig rigtig ind under håret på mig. Min hjerne har travlt med andre ting.

Når jeg kigger tilbage, så ved jeg godt, at tiden er gået. Ejendommen, som jeg boede i som barn, trafikken, skolen, købmanden, vennerne, manden, barnet, barnets venner, barnets kæreste, svigerdatter, børnebørn, arbejdet, boligen, drømmene. Det hele er bundet som perler på  en snor – en tidslinje.

Det sjove ved tidslinjen er så, at den er fæstnet i begge ender ligesom en perlehalskæde og bundet sammen i toppen. Den ligger trygt på min bare hud, mærker mine hjerteslag, føler mit åndedræt. Bestandigt udvider den sig. Flere led og flere perler.

Ind i mellem drejer jeg den i tanker mellem mine fingre, så den ikke ligger samme sted, men jævnligt flytter sig, så de enkelte led og perler bedre kan iagttages og genkendes.

Jeg kan lege, at jeg er tilbage på Lille Emilievej og kører på rulleskøjter på solvarm asfalt, eller jeg står med barnet på armen og venter på manden kommer hjem fra sin rejse. Eller jeg bygger lego med småpigerne, ælter et brød, danser og ler.

Tiden er bundet sammen.

Min alder er hele tidslinjen og de dele, som kommer til.

Når jeg har lyst, så vælger jeg, hvilke led og perler, der skal være i spil.

Så jeg er både barn, voksen og midaldrende.

Måske bliver jeg også gammel …… det vil tiden vise.

Forsinket bryllupstale til manden i mit liv

I lørdags var vi til bryllup. Et helt eventyrligt bryllup med de sødeste unge mennesker, smukke i deres festdragter og i deres store kærlighed til hinanden. Festligt med alle de dejlige venner og familie omkring os, og holdt på et hvidt eventyrslot med udsigt til Øresund og en smuk park, med musikere og tjenere omkring os. En dejlig oplevelse.

Vi var i festtøj. Du havde din pæne stribede habit på, og en blå og hvidstribet skjorte, nystrøget fra dagen før. Håret var lidt for langt og flyvsk, efter din mening. Det krøllede lidt i spidserne, slet ikke så langt, som da vi mødtes i sin tid, men for langt alligevel, syntes du.

Jeg kunne ikke høre, hvad du talte om ved bordet, men din borddame, så glad og engageret ud. Jeg selv havde også travlt med mine bordherrer, og de runde borde gav ikke mulighed for snak ”over bordet”.

Til dagligt, hjemme, så sidder vi ofte på hver side af spisebordet med hver vores pc, travlt optaget. Du med dine kunders IT-løsninger, jeg med alle mine ansøgninger, mit net research og min nye blog. Det sker, at du lige spørger om noget, og jeg så glemmer at svare. Jeg er jo lige midt i noget, jeg skal lige….

Nogen gange glemmer vi at holde frokost. Morgenen bliver hurtigt til eftermiddag, og så skal Frida luftes, og vi skal lige nå noget i haven. Pludselig er dagen gået. Forleden dag opdagede jeg, at det pludselig er blevet efterår. Sommeren er altså gået nu.

Jeg ser ikke, at du bliver ældre. Jeg ser ikke, at du måske mangler mig. Jeg er jo stadig …lige midt i noget.

Efter bryllupsmiddagen var der kaffe og musik, og traditionen tro, så indledte brudeparret med at danse.  Herefter var der trængsel på dansegulvet, for musikerne var rigtig gode, og det er ikke så tit, det sker, at man kan danse til levende musik.

Jeg sad med min kaffekop og sundede mig lidt efter maden og vinen, mens du galant hankede op i din borddame og trak hende ud på gulvet. Min egen bordherre havde travlt, så jeg kunne i ro og mag kigge på de dansende.

Så var det, at jeg pludselig så dig.

Du så dejlig ud, som du dansede med hende. Tøjet klædte dig godt. Dit hår, som er blevet mere mørkt med årene, og hvor det tidligere lidt røde skær nu er blevet gråt og hvidt, krøllede uautoriseret og underfundigt, skægget, som er blevet meget gråt og hvidt gav dig et stateligt præg, og dine øjne strålede af glæde over at være i live og i gode venners selskab. Det var som om du havde fået ny energi, nyt mod, og ny livsglæde.

Da jeg sad der med kaffen og så på dig, så svandt rummet bort, de andre gæster blev utydelige, kun du var tilbage, lysende og dansende, fuld af energi og glæde.

Jeg blev forelsket igen. Jeg så dig igen. På ny. Manden i mit liv. Manden, som jeg deler bord og seng med. Manden, som jeg ved jeg kan stole på og dele alt med. Manden, som jeg ofte glemmer i alt det ”jeg lige skal…”.

I lørdags var også vores bryllupsdag. 33 år har vi været gift. Og jeg vil igen sige ja, hvis du spørger. Ja, til at dele det hele, godt og skidt, glæder og sorger. Ja, til at tilgive de gange, hvor vi går fejl af hinanden, ja til at bygge i stedet for at bryde ned.

Ja til dig.

Har jeg nu det hele?

Det vælter ind med informationer mod os – til tider føles det som om man fuldstændig druknes i et frådende hav af nyheder og meninger om alt og alle. Det er uforudsigeligt. Den ene krise følger den anden, holdninger og fakta brydes med rasende fart. Hvad der var sandt i går, bliver der nu stillet spørgsmålstegn ved i dag. Hvem lyver, og hvem taler sandt? Hvem kan vi stole på ser helheden? Hvem skøjter hen over overfladen? Og hvem har en skjult dagsorden med deres bidrag?

Vi udfordres hele tiden med nye budskaber og nye fakta, og alt vi ønsker er en smule kontrol, så vi kan tage stilling og selv kan planlægge vores personlige liv, så vi ikke havner i uføre.

I dette voldsomme stormvejr af uforudsigeligheder, så fristes vi let til at ”putte i kasser” for at få holdepunkter, så vi stadig kan oppebære en følelse af bare et minimum af den kontrol, som er så nødvendig for vores egen tryghed.

Vi henter så vore klapkasser ned fra det mentale loft, folder dem ud og kigger på etiketterne. Nogle af kasserne har vi arvet eller klonet fra vores forældre, bedsteforældre, oldeforældre, venner eller kollegaer, og der er kasser, vi selv møjsommeligt har udformet via dyrekøbte erfaringer eller glade minder.

Løbende kommer der så nye kasser til, baseret på de daglige input vi får og de ting, der sker for, og med os, undervejs, og ikke mindst gennem medierne og meningsdannerne. Disse trofaste budbringere af nyheder og holdninger. Vi stoler på dem. Stoler på deres autoritet, og på deres integritet. De har jo erfaring og uddannelse bag sig og kendskab til, hvordan sager skal undersøges for at sikre lødighed og korrekthed i information. Hvordan kan vi andet end at stole på dem?

Vi vælger dem gennem de medier vi traditionsmæssigt søger til for information, og ligeledes gennem de medier vi fravælger. Og medierne ordner i kasser for os, sorterer alle nyheder på en måde, så vi ikke behøver at tage stilling på ny. Skærer informationerne og historierne til og fra. Giver os tryghed for at vi kan stole netop på dem. Gør det let at putte i kasser.

Kasserne giver os tryghed og får verden til at se mere forudsigelig og enkel ud. De giver os et nødvendigt pusterum for bombardementet af fakta og holdninger, så vi kan fokusere på vores eget daglige liv med alle de problemstillinger og udfordringer, som det indeholder.

Så vi putter i kasser og sorterer de input vi får, og de mennesker, som kommer  med dem. Det er så dejligt enkelt og ligetil. Giver fred, overskud og energi til at vi kan komme videre og føle os sikre i, at vi har den rette holdning, når vi skal tage stilling. Så hvorfor undersøge yderligere? Samtidig underbygger vi gennem de informationer vi vælger at stole på, vores eget billede af vores egen identitet, vores grundfæstede tro på at vi er ”OK”.

Der er ”the good guys” der ligner os, og der er ”the bad guys”, som vi får at vide bare nasser eller skaber problemer. Kasserne skaber vore rammer, så vi ved, hvordan vi automatisk skal forholde os til de ledige, til indvandrere, til rockere, til finanskrisen, til hvad vi skal stemme på, og hvilke tiltag vi bør støtte.

MEN,

Så sker det at vi udfordres, når der sker noget, som vi ikke umiddelbart kan få stoppet ned i kasserne. Når de input vi får, bliver uhåndterbare, ikke rigtig passer i størrelse, farve eller form, eller springer op igen, eller til sidst sprænger kassen, så alt vælter ud, hulter til bulter, og med inciterende kraft kræver vores revurdering. Det sker, når vi opdager, at de informationer, vi oprindelig fik, er ufuldstændige, tilskårne, uden kildekritik, og med skjulte dagsordener. Når der mangler noget.

Måske får vi nye fakta – statistikker, der viser at vi tog fejl. Håndgribelige oplevelser – mennesker, der træder ud ”i virkeligheden”.

Måske bliver vi selv ramt af finanskrisen og knokler med at finde job. Måske bliver vores flittige og hjælpsomme kollega ramt af nedskæringer, og bliver til ”en ledig”, som ikke passer ind i billedet af ”dovne samfundsnassere”.

Måske møder vi i frokostkantinen den kræftramte sygedagpengemodtager, der er i arbejdsprøvning, og vi får senere at vide, at hun er død 3 måneder senere.

Måske møder vi vores gamle skolekammerat som hjemløs på en bænk i parken, og vi husker med pludselig klarhed, hvordan han altid havde småsnavset tøj, blå mærker og ingen madpakke i skolen, og altid blev smidt udenfor døren i timerne.

Måske taber vi hele vores pension, fordi vores tidligere så solide bank krakker, eller måske falder masken af en af samfundets støtter, og vi ser en grådighed og egoisme, som vi aldrig ville have kunnet forestille os mulig.

Måske falder vi på gaden og bliver hjulpet af en overtatoveret rocker med udsøgt omsorg, eller den lokale indvandrergrønthandler, der kræver at vaske vores hudafskrabning og sætte plaster på, samtidig med at han kærligt nøder os til at spise hans tyrkiske konfekt og bedste clementiner.

Måske hører vi en politiker fra det parti, vi normalt ville afsky, overraskende komme med gode løsninger til vores problemer og tilbyde os samarbejde.

Måske – ja måske…

Billeder krakelerer. Måske er verden ikke så firkantet … Måske skulle vi lytte mere, undersøge mere, inden vi puttede i kasser…. inden vi tog stilling.

Måske er det det, der til syvende og sidst er meningen med livet.

At vi skal udfordres for aldrig at tro, at vi har fundet hele sandheden. At når noget bliver fremstillet for enkelt, så får vi ikke det hele billede. At når vi netop tror, at vi ved bedst, så mangler vi stadig at få det sidste afgørende input.

Og, at vi skal forblive åbne og huske at medbringe denne lille skepsis på vores rejse. At ingen er skyldig før de er dømt, og at vi alle kan få brug for at mødes med venlig åbenhed, uanset hvor vi kommer fra, og hvor vi er i livet.