Vienerdej

1 potte Mælk, cirka 5 û Mel, 3 û Smør, 30 Kvint Gær, 30 Kvint Sukker, 6 Æg, Kardemomme…

Sådan lyder opskriften på wienerdej i min morfars gamle håndskrevne konditorbog fra 1920. Han var 15 år, da han kom i lære. Efter hvad min kære mor siger, så blev lærepladsen udelukkende valgt på grund af hans forkærlighed for at gå sent i seng og stå sent op! Rent faktisk ville han selv hellere male, tegne og spille violin. Men det er en anden og længere historie. Nedenfor et link, så I selv kan forlyste jer med opskrifterne.

http://jordfygning.dk/E-Books/Bageopskrifter_Endelig_version/#/Chapter_1

Min søster, Maria, og jeg fandt bogen, da vi tømte vore forældres hus, som lige er blevet solgt, efter mine forældre er flyttet i pensionistbolig.

Det var en sær følelse at gå rund i det halvtomme hus, hvor de har boet i mere end 35 år. Det bør her indskydes, at begge mine forældre er samlere af natur, samtidig med at de begge har malet i mange år, så der var rigeligt med gods at tage stilling til, selv om de havde fået meget med sig i den nye og mindre bolig.

Begge er nu ved skrantende helbred og med flere skavanker, så det var nu op til os unger, at tage stilling til, hvad der skulle gøres med de resterende bøger, møbler og malerier, samt andet gods, som uforklarligt blev ved med at dukke op i skabe og skuffer. En udfordring, som både var spændende og interessant, men som naturligt også gav os nogle frustrationer, når vi indimellem blev usikre på, hvad der var bedst at gøre.

Men sjove ting dukkede op i form af gamle dokumenter og breve, sjove lejlighedssange, en næsten antik kødhakkemaskine og ditto brødmaskine, gamle fotos af oldeforældre og tipoldeforældre, en gammel pelskrave, den gamle hånddrevne symaskine, tipoldefars lange merskumspibe, og farmors gamle kogebøger. Der var nok at tage fat på, så vi kedede os ikke.

Min søster pakkede picnickurv hver morgen, inden vi tog derned, så vi havde friske forsyninger til at holde humør  og tempo oppe med, og selv om vi knoklede, så var det for mig en fantastisk gave, at gå i flere dage sammen med min søster og genopleve barndom og minder.

Så kære Maria, en stor tak til dig for nogle herlige og sjove dage.

Hvordan har du det med din alder? Hvordan føles det at blive …?

Jeg har aldrig rigtig kunnet forstå det der med alder. Slet ikke hvad man skal bruge det til – altså oplysningen om ens alder. Det er sådan noget fiktivt noget. Lidt ligesom – hvad farve har dine servietter? Ja, i dag har jeg altså tænkt mig at bruge de mørkeblå med små gyldne stjerner. I morgen tror jeg det skal være de lyserøde med små bamser, og på søndag måske noget med svampe – jeg så nogen kønne nogen i Netto med kantareller og Karl Johan….

Min alder er ikke rigtig statisk. Faktisk har jeg ikke noget mentalt billede af den. Den er – ligesom mit udseende – totalt frakoblet min bevidsthed. Jeg bruger den kun, når det er administrativt nødvendigt. Til skattevæsenet eller banken eller jobansøgninger. Virksomheder vil så gerne vide, hvor gammel man er. De tror, at de kan bruge det til noget.

Nogen gange siger jeg for sjov, at jeg er en gammel kone, men jeg ved faktisk ikke helt, hvad det indebærer.

Jeg ved jo godt, hvor gammel jeg er, men det fiser sådan aldrig rigtig ind under håret på mig. Min hjerne har travlt med andre ting.

Når jeg kigger tilbage, så ved jeg godt, at tiden er gået. Ejendommen, som jeg boede i som barn, trafikken, skolen, købmanden, vennerne, manden, barnet, barnets venner, barnets kæreste, svigerdatter, børnebørn, arbejdet, boligen, drømmene. Det hele er bundet som perler på  en snor – en tidslinje.

Det sjove ved tidslinjen er så, at den er fæstnet i begge ender ligesom en perlehalskæde og bundet sammen i toppen. Den ligger trygt på min bare hud, mærker mine hjerteslag, føler mit åndedræt. Bestandigt udvider den sig. Flere led og flere perler.

Ind i mellem drejer jeg den i tanker mellem mine fingre, så den ikke ligger samme sted, men jævnligt flytter sig, så de enkelte led og perler bedre kan iagttages og genkendes.

Jeg kan lege, at jeg er tilbage på Lille Emilievej og kører på rulleskøjter på solvarm asfalt, eller jeg står med barnet på armen og venter på manden kommer hjem fra sin rejse. Eller jeg bygger lego med småpigerne, ælter et brød, danser og ler.

Tiden er bundet sammen.

Min alder er hele tidslinjen og de dele, som kommer til.

Når jeg har lyst, så vælger jeg, hvilke led og perler, der skal være i spil.

Så jeg er både barn, voksen og midaldrende.

Måske bliver jeg også gammel …… det vil tiden vise.

I lørdags var vi til bryllup. Et helt eventyrligt bryllup med de sødeste unge mennesker, smukke i deres festdragter og i deres store kærlighed til hinanden. Festligt med alle de dejlige venner og familie omkring os, og holdt på et hvidt eventyrslot med udsigt til Øresund og en smuk park, med musikere og tjenere omkring os. En dejlig oplevelse.

Vi var i festtøj. Du havde din pæne stribede habit på, og en blå og hvidstribet skjorte, nystrøget fra dagen før. Håret var lidt for langt og flyvsk, efter din mening. Det krøllede lidt i spidserne, slet ikke så langt, som da vi mødtes i sin tid, men for langt alligevel, syntes du.

Jeg kunne ikke høre, hvad du talte om ved bordet, men din borddame, så glad og engageret ud. Jeg selv havde også travlt med mine bordherrer, og de runde borde gav ikke mulighed for snak ”over bordet”.

Til dagligt, hjemme, så sidder vi ofte på hver side af spisebordet med hver vores pc, travlt optaget. Du med dine kunders IT-løsninger, jeg med alle mine ansøgninger, mit net research og min nye blog. Det sker, at du lige spørger om noget, og jeg så glemmer at svare. Jeg er jo lige midt i noget, jeg skal lige….

Nogen gange glemmer vi at holde frokost. Morgenen bliver hurtigt til eftermiddag, og så skal Frida luftes, og vi skal lige nå noget i haven. Pludselig er dagen gået. Forleden dag opdagede jeg, at det pludselig er blevet efterår. Sommeren er altså gået nu.

Jeg ser ikke, at du bliver ældre. Jeg ser ikke, at du måske mangler mig. Jeg er jo stadig …lige midt i noget.

Efter bryllupsmiddagen var der kaffe og musik, og traditionen tro, så indledte brudeparret med at danse.  Herefter var der trængsel på dansegulvet, for musikerne var rigtig gode, og det er ikke så tit, det sker, at man kan danse til levende musik.

Jeg sad med min kaffekop og sundede mig lidt efter maden og vinen, mens du galant hankede op i din borddame og trak hende ud på gulvet. Min egen bordherre havde travlt, så jeg kunne i ro og mag kigge på de dansende.

Så var det, at jeg pludselig så dig.

Du så dejlig ud, som du dansede med hende. Tøjet klædte dig godt. Dit hår, som er blevet mere mørkt med årene, og hvor det tidligere lidt røde skær nu er blevet gråt og hvidt, krøllede uautoriseret og underfundigt, skægget, som er blevet meget gråt og hvidt gav dig et stateligt præg, og dine øjne strålede af glæde over at være i live og i gode venners selskab. Det var som om du havde fået ny energi, nyt mod, og ny livsglæde.

Da jeg sad der med kaffen og så på dig, så svandt rummet bort, de andre gæster blev utydelige, kun du var tilbage, lysende og dansende, fuld af energi og glæde.

Jeg blev forelsket igen. Jeg så dig igen. På ny. Manden i mit liv. Manden, som jeg deler bord og seng med. Manden, som jeg ved jeg kan stole på og dele alt med. Manden, som jeg ofte glemmer i alt det ”jeg lige skal…”.

I lørdags var også vores bryllupsdag. 33 år har vi været gift. Og jeg vil igen sige ja, hvis du spørger. Ja, til at dele det hele, godt og skidt, glæder og sorger. Ja, til at tilgive de gange, hvor vi går fejl af hinanden, ja til at bygge i stedet for at bryde ned.

Ja til dig.

Det vælter ind med informationer mod os – til tider føles det som om man fuldstændig druknes i et frådende hav af nyheder og meninger om alt og alle. Det er uforudsigeligt. Den ene krise følger den anden, holdninger og fakta brydes med rasende fart. Hvad der var sandt i går, bliver der nu stillet spørgsmålstegn ved i dag. Hvem lyver, og hvem taler sandt? Hvem kan vi stole på ser helheden? Hvem skøjter hen over overfladen? Og hvem har en skjult dagsorden med deres bidrag?

Vi udfordres hele tiden med nye budskaber og nye fakta, og alt vi ønsker er en smule kontrol, så vi kan tage stilling og selv kan planlægge vores personlige liv, så vi ikke havner i uføre.

I dette voldsomme stormvejr af uforudsigeligheder, så fristes vi let til at ”putte i kasser” for at få holdepunkter, så vi stadig kan oppebære en følelse af bare et minimum af den kontrol, som er så nødvendig for vores egen tryghed.

Vi henter så vore klapkasser ned fra det mentale loft, folder dem ud og kigger på etiketterne. Nogle af kasserne har vi arvet eller klonet fra vores forældre, bedsteforældre, oldeforældre, venner eller kollegaer, og der er kasser, vi selv møjsommeligt har udformet via dyrekøbte erfaringer eller glade minder.

Løbende kommer der så nye kasser til, baseret på de daglige input vi får og de ting, der sker for, og med os, undervejs, og ikke mindst gennem medierne og meningsdannerne. Disse trofaste budbringere af nyheder og holdninger. Vi stoler på dem. Stoler på deres autoritet, og på deres integritet. De har jo erfaring og uddannelse bag sig og kendskab til, hvordan sager skal undersøges for at sikre lødighed og korrekthed i information. Hvordan kan vi andet end at stole på dem?

Vi vælger dem gennem de medier vi traditionsmæssigt søger til for information, og ligeledes gennem de medier vi fravælger. Og medierne ordner i kasser for os, sorterer alle nyheder på en måde, så vi ikke behøver at tage stilling på ny. Skærer informationerne og historierne til og fra. Giver os tryghed for at vi kan stole netop på dem. Gør det let at putte i kasser.

Kasserne giver os tryghed og får verden til at se mere forudsigelig og enkel ud. De giver os et nødvendigt pusterum for bombardementet af fakta og holdninger, så vi kan fokusere på vores eget daglige liv med alle de problemstillinger og udfordringer, som det indeholder.

Så vi putter i kasser og sorterer de input vi får, og de mennesker, som kommer  med dem. Det er så dejligt enkelt og ligetil. Giver fred, overskud og energi til at vi kan komme videre og føle os sikre i, at vi har den rette holdning, når vi skal tage stilling. Så hvorfor undersøge yderligere? Samtidig underbygger vi gennem de informationer vi vælger at stole på, vores eget billede af vores egen identitet, vores grundfæstede tro på at vi er ”OK”.

Der er ”the good guys” der ligner os, og der er ”the bad guys”, som vi får at vide bare nasser eller skaber problemer. Kasserne skaber vore rammer, så vi ved, hvordan vi automatisk skal forholde os til de ledige, til indvandrere, til rockere, til finanskrisen, til hvad vi skal stemme på, og hvilke tiltag vi bør støtte.

MEN,

Så sker det at vi udfordres, når der sker noget, som vi ikke umiddelbart kan få stoppet ned i kasserne. Når de input vi får, bliver uhåndterbare, ikke rigtig passer i størrelse, farve eller form, eller springer op igen, eller til sidst sprænger kassen, så alt vælter ud, hulter til bulter, og med inciterende kraft kræver vores revurdering. Det sker, når vi opdager, at de informationer, vi oprindelig fik, er ufuldstændige, tilskårne, uden kildekritik, og med skjulte dagsordener. Når der mangler noget.

Måske får vi nye fakta – statistikker, der viser at vi tog fejl. Håndgribelige oplevelser – mennesker, der træder ud ”i virkeligheden”.

Måske bliver vi selv ramt af finanskrisen og knokler med at finde job. Måske bliver vores flittige og hjælpsomme kollega ramt af nedskæringer, og bliver til ”en ledig”, som ikke passer ind i billedet af ”dovne samfundsnassere”.

Måske møder vi i frokostkantinen den kræftramte sygedagpengemodtager, der er i arbejdsprøvning, og vi får senere at vide, at hun er død 3 måneder senere.

Måske møder vi vores gamle skolekammerat som hjemløs på en bænk i parken, og vi husker med pludselig klarhed, hvordan han altid havde småsnavset tøj, blå mærker og ingen madpakke i skolen, og altid blev smidt udenfor døren i timerne.

Måske taber vi hele vores pension, fordi vores tidligere så solide bank krakker, eller måske falder masken af en af samfundets støtter, og vi ser en grådighed og egoisme, som vi aldrig ville have kunnet forestille os mulig.

Måske falder vi på gaden og bliver hjulpet af en overtatoveret rocker med udsøgt omsorg, eller den lokale indvandrergrønthandler, der kræver at vaske vores hudafskrabning og sætte plaster på, samtidig med at han kærligt nøder os til at spise hans tyrkiske konfekt og bedste clementiner.

Måske hører vi en politiker fra det parti, vi normalt ville afsky, overraskende komme med gode løsninger til vores problemer og tilbyde os samarbejde.

Måske – ja måske…

Billeder krakelerer. Måske er verden ikke så firkantet … Måske skulle vi lytte mere, undersøge mere, inden vi puttede i kasser…. inden vi tog stilling.

Måske er det det, der til syvende og sidst er meningen med livet.

At vi skal udfordres for aldrig at tro, at vi har fundet hele sandheden. At når noget bliver fremstillet for enkelt, så får vi ikke det hele billede. At når vi netop tror, at vi ved bedst, så mangler vi stadig at få det sidste afgørende input.

Og, at vi skal forblive åbne og huske at medbringe denne lille skepsis på vores rejse. At ingen er skyldig før de er dømt, og at vi alle kan få brug for at mødes med venlig åbenhed, uanset hvor vi kommer fra, og hvor vi er i livet.

For en del år siden var jeg efter et arrangement i København på vej hjem med s-toget mod Birkerød, hvor jeg dengang boede. Det var en sen efterårsaften, mørk, men stadig mildt i vejret, og jeg sad i mit hjørne i kupeen og funderede småfilosofisk over livet og de input, som jeg havde fået ved mødet. Et ældre ægtepar sad i et andet hjørne, og et par andre rejsende fordelte sig spredt i kupeen.

Som en lysende slange bugtede s-toget sig ad sporene, fra station til station, planmæssigt, trygt og fredeligt, og vi, de rejsende, sad i vor fælles rejsetidslomme, adskilt i vore tanker, men sammen i lyset; mens vores anonyme lokofører med professionel omhu sørgede for at holde toget på skinnerne i mørket udenfor, og for at alle rejsende kom af og på uden problemer, når vi gjorde holdt på de enkelte stationer.

S-toget til Hillerød stopper normalt ikke mellem Lyngby og Holte og er et såkaldt gennemkørende tog for stationerne Sorgenfri og Virum. Noget der er meget værdsat, når man skal komme hurtigt hjem, særligt efter en lang aften.

Men dette S-tog, denne aften standsede pludseligt, med et voldsomt ryk og helt uautoriseret, lige efter broen ved Sorgenfri station, og med en stemme helt fordrejet af vrede, afmagt, rædsel og sorg hørte vi lokoføreren krænge sin desperation ud.

Der var sket en påkørsel – en person var sprunget ned foran toget. Vi måtte regne med, at det ville tage tid, før vi kunne komme videre.

I ét nu stod tiden stille i vores oplyste kupe, hvor vi pludselig trådte ud af vore private tanker, og så på hinanden, som var vi vågnet op efter en drøm og nu befandt os i en ny fælles dimension. Som var det liv, vi havde haft før forsvundet, og kun dette grusomme nu var virkeligt. I ét nu, var vi alle i toget sammen blevet en del af hinandens liv, og vi ville for altid, hver og én af os, bære på mindet om det menneske, som fuld af smerte brød igennem vores personlige forsvarsværk ved sin død.

Den del af toget, vi sad i, var langt fra førertoget, og vi kunne intet se af ulykken, andet end lys der bevægede sig udenfor i mørket. Vi var meget stille i den halve time, der gik, før det skrattede over højtaleren igen, og vi fik at vide, at toget snart ville køre videre med en ny lokofører. Med blanke øjne så vi på hinanden, men havde kun få ord for hvad der var hændt. Frygteligt, sagde vi. Den stakkels lokofører, sagde vi. Imens knugede maven sig sammen på os i afmagt og sorg – at rumme dette var svært.

Der er gået mange år siden nu, og mindet om denne aften gled væk i andre hændelser i mit liv, indtil i nat, da jeg vågnede, så dukkede den af uforklarlige årsager pludselig op og trængte sig på. Den blev væsentlig og ukontrollabelt vedkommende, og jeg var tilbage igen og en del af den fælles tidslomme, hvor vi rejsende sad i lyset og kiggede ud i mørket, mens toget holdt stille efter broen ved Sorgenfri station.

Hvem var det menneske, der sprang ned foran toget? Hvad skete der med lokoføreren bagefter? Hvor i deres liv er mine medrejsende nu? Jeg vil aldrig få det at vide.

Som for mange andre mennesker, så har hændelser i mit eget liv i perioder givet mig mørke tanker og sat spørgsmålstegn ved min oplevelse af min værdi som menneske, og ved mit formål, min mening. Tunge tanker, som jeg trodsigt har måttet drive bort. Glade minder og bevidstheden om, at der alligevel, når nu jeg tænkte rigtig godt efter, så var nogen, der havde brug for mig lidt endnu, hjalp mig videre. Nogen, der så mig som værende af værdi og formål, nogen, der på et tidspunkt havde rakt mig en kærlig hånd og givet mig et venligt ord.

Måske var det det, der havde manglet for det ulykkelige menneske, som i sin personlige smerte måtte standse s-toget den aften efter broen ved Sorgenfri station. En kærlig hånd og et venligt ord. At blive set som et værdifuldt menneske, med formål og mening.

Hvad skete der i hans/hendes liv, der nødvendiggjorde springet? Var det ulykkelig kærlighed, tab af det vigtigste menneske i livet, eller var det mismod og fortvivlelse over økonomi og manglende job. Var det ensomhed og manglende mod til at bede om hjælp, eller var det oplevelsen af aldrig at blive set som værende af nogen værdi.

Jeg vil aldrig få det at vide, og jeg kan kun gætte om det. Faktum er, at det var et menneske, der ikke længere klarede livet. Et menneske, der ikke længere kunne finde ”sin mening”.

Den østrigske professor i neurologi og psykiatri,Viktor Frankl, skrev i sin bog ’”Psykologi og Eksistens” om at finde sin mening – selv under de mest forfærdende forhold i Auschwitz. Uden mening, så bliver livet ikke til at leve. Det at have et formål, en værdi for andre, at kunne give sit bidrag, uanset hvor stort eller småt det måtte være. Uden mening, så krøller sjælen sammen, og livet bliver svært.

Du spørger om det er betydningsfuldt for os andre. Om personen nu ikke blot har fået fred for sine problemer, og at vi så blot kan gå videre. Måske har du ret, måske skal vi blot acceptere at ”sådan er det”, og vi har hver især et frit valg til, hvad vi ønsker at bruge vores liv på.

Men det nager mig nu alligevel, for måske var det et menneske, der kunne have gjort en positiv forskel for os alle. Skrevet de smukkeste eventyr, hjulpet det barn på vej, som blev en stor forsker der fandt en vaccine til en forfærdelig sygdom, eller gennem sin forståelse for sindets vildveje have formået at få en potentiel terrorist til at se andre mere positive muligheder. Eller måske var det et menneske, som i dagligdagen ved sin kærlige omsorg hjalp andre til at føle værdi og mening.

Som mennesker er vi alle forbundne. Hvad vi gør, sætter spor, og influerer på andres liv. Vi holder hinandens liv i vore hænder på godt og ondt.

Vi rummer hinanden, når vi kan, ligesom vi trækker os væk, når vi har brug for et balancehegn for ikke at gøre hinanden fortræd. Som Dalai Lama siger, ”kan du ikke gøre godt, så bestræb dig i stedet på ikke at gøre fortræd”.

Vi sætter spor, når vi mødes på arbejdet, når vi omgås vore kære, ved de ting vi siger, og de ting vi gør. Nogle af os endda åbent til hele omverdenen gennem medierne. Når vi i vrede og afmagt sårer, eller når vi spontant og kærligt hjælper hinanden til nyt livsmod. Måden vi ser på hinanden, venligt eller afvisende. Med stivnede fordomme eller med vilje til åbenhed.

Når vi omgås, ser vi sjældent bagom. Vi har travlt, der er meget der skal nås, og i vores dagligdag har vi ikke opmærksomhed i overskud. Ikke tid til at spørge i dybden, eller til at sikre at vi kommer hele vejen rundt.

Men det sker, at hukommelsen uopfordret sender en hilsen til os om en hændelse, som vi havde glemt, og pludselig skærpes vores opmærksomhed, så vi med lysende klarhed indser, at det ikke er ligegyldigt, hvilke spor, vi efterlader.

Her i nat, hvor jeg vågnede og pludselig i tankerne igen befandt mig i det oplyste s-tog i den mørke efterårsaften efter broen ved Sorgenfri station, så spørger jeg mig selv.

Hvilke spor sætter jeg på min vej?

En gang i mellem, når jeg går tur med hunden, så sker det, at landskabet pludselig står stille. Det er en sær fornemmelse, lidt ligesom at gå tur i en filmkulisse, hvor jeg og Frida er de eneste aktører, og landskabet ligger ubevægeligt omkring mig, smukt med bløde bakker, skov, og bølgende kornmarker, og der er helt tyst. Ikke en vind rører sig, og der er hverken fuglefløjt eller bilstøj.

På disse tidspunkter, så ved jeg faktisk ikke, om jeg er gæst i et Truman show, hvor publikum sidder ude på sidelinjen og sætter væddemål op, om hvorvidt jeg kan klare mig igennem “første bane” og komme til “næste level”, eller om jeg er en del af et gigantisk illusionsnummer, hvor alt kan forsvinde hvert øjeblik, det skal være.

Så er det jeg bliver tankefuld, næsten ydmyg og længes efter afbrydelser, der kan give mig verden tilbage, som jeg kender den.