Kunsten at være arbejdsløs

Her til aften faldt jeg tilfældigt over et digt, som jeg skrev for et par år siden, mens jeg var arbejdsløs. Nu sidder jeg så i efterlønssikkerhed og tænker tilbage, og tænker på alle de, som stadig søger. Håber de finder en sikker havn. God vind derude!

 

Den nye sygdom

Startede med en let hosten
En vis sårbarhed, som når januarvejret har været tungt gråt i stedet for køligt og klart
Hun trak frakken sammen om sig med en let rysten
Nok bare lidt forkølelse, en smule influenza, ikke noget at tale om
Sorg uden egentligt alibi
Et ubetydeligt rids i huden, som måtte desinficeres
Det skulle nok gro sammen igen
Vigtigere at komme videre
Med iver studerede hun de ugentlige opslag og valgte ud
Der var tilbud mange steder, men ikke lige altid med noget hun kunne bruge
Det var vigtigt ikke at spilde tiden
Ikke spilde energien på noget, som ikke var givtigt, ikke kunne give resultat
Men udbuddet var ikke dækkende
I hendes situation
Det var nødvendigt at sprede sig
Som dagene gik, blev hun mere mat
Slatten, med temporære udfald og nedbrud
Det førte ikke videre, på trods af hendes umage
Hun forstod det ikke, jeg vil jo så gerne, de vil få så meget
Så begyndte det ligesom at krampe i musklerne og trække sammen ved halsen
Lægen sagde hun ikke fejlede noget og anviste sund mad og motion
Blodtrykket var fint, og der var intet at høre på lungerne
Og der var ikke noget i omløb
Hun sov dårligt nu
Drømmeløst, og uden erindring,
Formålsløst, og uden kraft
Dagene gik videre
Brevene hobede sig i elektronisk orden og registrering
Det var vigtigt ikke at stoppe, blive ved, holde dampen oppe
Hvis indsatsen er stor nok, så lykkes det
I centeret bad de hende være kreativ, justere tilgangen, finde nye veje
Hun samarbejdede, samarbejdede, samarbejdede, justerede, justerede, justerede
Sværere var det at finde nye veje
At være kreativ
Flere gange prøvede hun, kastede sig ud i mentale bungyjumps
Elastikken blev strukket, strukket, strukket til bristepunktet
Men stadig forblev hun nøgen og forsvarsløs
Hun måtte bøje hovedet, nakken, ryggen
De ringede fra banken
Overtrukken, uacceptabel, afdrages
Som to brosten i mellemgulvet, tungt, tungere, tungt
Med tråde bredte det sig længere ud i kroppen
Kom det fra lungerne?
Det måtte være kræft, hun var sikker på det
Hun havde hørt om metastaser, kroppens nedlukning, trin for trin
Lægen sagde der ikke var noget at se og mærke
Undersøgelserne viste intet tegn
Hun gik hjem med tyngden og trådene i behold
Om natten vågnede hun igen
Gik rundt i huset, stille uden at vække
Fortrød hun havde sagt ja til at deltage
Men det smittede jo nok ikke, selv om hun følte sig sløj, uoplagt
Måske gik det godt, måske gik det godt,  måske gik det godt
Hvordan går det? Du finder nok noget snart! Du som er så dygtig, god, smart, fantastisk.
Er det så længe siden….
Har du prøvet…..
Min fætter gjorde….
De siger, der er masser af muligheder….
Vil du rejse efter det…
Har du fået nogen hjælp til at….
Kan I klare jer for …
Tag lidt mere citronfromage, jeg har gjort mig sådan en umage.
Med skrælleknive skrælles lag for lag, fra skuldrene og ned
Tilbage er den blødende hud
Ja, men gud fri mig vel, jeg mente det jo ikke personligt
Det var bare af interesse, du behøver vel ikke tage det på den måde
Skal du allerede hjem?
Det måtte være kræft, hun var overbevist
En anerkendt sygdom, man ikke behøvede at være flov over
Men prøverne viste intet tegn
Der kom synsforstyrrelser, det flimrede, det blev duset omkring hende
Hun fik hjertebanken, blev træt, fik åndenød, udmattelse
Lægen sagde, at det nok kun var lidt stress
Omkring hende voksede et gennemsigtigt skumlag, isolationsmateriale
Lydene udefra blev mindre, indefra voksede de, krævende og uophørligt
Af uforklarlige årsager begyndte hun at græde
Dagligt
I timevis kunne tårerne løbe ned ad hendes kinder
Mellem ansøgningerne og de kreative tilgange
Mellem brevene fra banken og rykkerne fra elselskabet, telefonselskabet,
og det bedre selskab
Vi må aktivere dig, siger de i centeret
Og hun sender breve ud med dagens tilbud om gratis arbejdskraft,
hvis de bare vil tage imod
Give plads til alle hendes fantastiske kompetencer,
som hun ikke længere kan huske hun har
Naturligvis gratis, for hvorfor skulle de betale for rester
Hun får jo også sin understøttelse
Hun ligger frit tilgængeligt, klar til brug, helt åben, forsvarsløs
Håber det vil være én, der ikke vil være for slem ved hende
Håber på venlighed, måske en åbning, værdighed, håber
Med hovedet, nakken, ryggen, bøjet
Jeg er klar, siger hun, til hvad som helst, hvor som helst
Hvordan med transport, hvordan med regningerne, banken
Gennemgår tøjet i skabet, som er blevet for slidt og for gråt
Måske er det kræft alligevel, måske kan hun få en diagnose
Det strammer sig sammen i halsen
Med en let rysten tager hun mod den fremstrakte kop kaffe,
som smager tynd og halvlunken
Hun må være glad, selv om det føles sært, ingen rettigheder, ingen løn
Fra på mandag og 4 uger frem, husk du stadig skal søge
Ja naturligvis, siger hun, og tak.

 

 

Lidt om AI – Appreciative Inquiry

AI – at blive set, at blive hørt, at blive forstået….

Jeg har tidligere lovet at skrive en lille smule om AI, eller ”Appreciative Inquiry”, som er en ”anerkendende, nysgerrig og værdsættende tilgang” til de mennesker, du møder på din vej.

Det er en indstilling og tilgang til andre mennesker, som du bevidst vælger at ”installere i dig selv” for at sikre, at du ikke bliver manipuleret med af dine egne eller andres fordomme. Gennem AI processer kan du også sikre dig, at finde de bedst egnede løsninger på problemstillinger, og gennem AI kan du etablere et godt og respektfuldt samarbejdsklima mellem mennesker.

Psykologisk set, så har alle vi mennesker brug for at blive set, hørt og forstået for at kunne trives som mennesker og bibeholde vort selvværd. Det er det, som AI tilgangen kan hjælpe dig med at huske i din omgang med andre mennesker.

Lad mig sige det meget klart, AI er ikke en manipulations-rose-tilgang. AI betyder heller ikke, at man skal være enig med det andet menneske.

AI er et respektfuldt værktøj, der sikrer, at alle bliver set, hørt og forstået. At anerkende et andet menneske med respekt betyder netop dette: at se, lytte og forstå, hvad der ligger til grund for det andet menneskes holdninger og handlinger.

Kort sagt – AI er at anerkende og søge at forstå, at et andet menneske har en anden tilgang til verden.

AI grundtænkningen og udviklingsmetoder bygger på bl.a. på Professor David Cooperrider’s og flere andre store organisatoriske og erhvervspsykologiske tænkeres udviklingsarbejde i 1980’erne og 1990’erne – Whitney, Gergen, Barreth, Shrivastva, Lang, Bushe, m.fl.

AI bygger også på Professor Rosenthal’s forsøg med skoleelever i 1960’erne, der undersøger hvordan positive og negative forventninger påvirker et menneske, ”det heliotropiske princip”, og ligeledes bygger AI på grundtanker relateret til Gregory Bateson’s systemiske tilgang og til den senere forskning i relationsteorier, som igen ligger til grund for bl.a. ”systemisk coaching”. Meget kort går dette ud på, at ”vores virkelighed opstår i samtalen med det andet menneske”.

Vi får hvad vi forventer og dermed ubevidst fremelsker”.

Som Gervase R. Bushe formulerer det i ”Clear Leadership”:

“The point I am trying to make is that a leader’s belief about the people, teams and organizations they work in probably come true. If they are biased toward seeing the best in people, that’s what they get. If they are attending to the worst in people, they get more of that.”

“There is an ancient piece of wisdom that whatever we pay attention to grows.”

Og David L. Cooperrider siger det i ”Positive Image, Positive Action: The Affirmative Basis of Organizing”:

“Organizations are heliotropic in character in the sense that organizational actions have an observable and automatic tendency to evolve in the direction of positive imagery. Positive imagery and hence heliotropic movement is endemic to organizational life, which means that organizations create their own realities to a far greater extent than is normally assumed.”

Så, rent faktisk har vi som mennesker og organisationer mulighed for at arbejde målrettet mod at skabe og fremelske “lige netop den kultur og den adfærd, som vi bevidst ønsker”.

I forbindelse med en udviklingsproces baseret på AI tankegangen, så kan vi med fordel anvende 4-D modellen, som er særlig god til at etablere en positiv og kreativ tilgang og et godt samarbejdsklima under processen og bagefter.

4-D processen beskrives udførligt i ”Slip Anerkendelsen løs” af Mads Ole Dall & Solveig Hansen, Frydenlund 2002).

I stedet for at løse problemer og fokusere på fejl og mangler, så undersøges det, der virker – ressourcer, værdier og ønsker. Det, der giver organisationen liv og energi. De mest livgivende og værdiskabende kompetencer. Det er den viden, som kan bringe virksomheden/organisationen videre.

4-D processen går i korthed ud på følgende:

”Discovery” – En opdagelsesrejse og beskrivelse af organisationens positive kerne og ressourcer gennem interview og historiefortælling om de bedste erfaringer inden for udvalgte temaer og fokusområder.

”Dream” – Drømmefasen, hvor der kreativt og intuitivt arbejdes med forestillinger om hvordan en mulig drømmeverden kan se ud, baseret på en endnu højere grad af brugen af de opdagede bedste erfaringer.

”Design” – Udarbejdelse af konkrete udsagn, der fortæller, hvordan den fremtidige organisation tager sig ud, når drømmene er realiseret.

”Destiny” – Realiseringsfasen med handlingsplaner og styring. Destiny fasen er inkluderet i den del af interviewrækken, som omhandler udarbejdelse af strategier og forretningsplan, m.m.

Du kan læse meget mere i bogen ”Slip Anerkendelsen Løs” af Mads Ole Dall & Solveig Hansen, herunder også om den praktiske 4D model for organisationsudvikling. Og får du blod på tanden, så læs videre på Attractor’s og Resonans hjemmesider om AI, som giver nogle fine forklaringer og gode eksempler.

Får du lyst til at vide mere om Systemisk Coaching, så kan jeg anbefale bøgerne ”Systemisk Coaching – en Grundbog” af Hanne V. Moltke og Asbjørn Molly, og ”Relationer i Organisationer – en Verden til Forskel”, af Gitte Haslebo. Den gamle Dispuk hjemmeside er også et spændende sted at besøge.

 

 

Små hænder, plaster og overskudsenergi

Min 1½ uge i Brahetrolleborg Børnhave i starten af august.

Middagssolen bager ned over børnehaven, hvor der med snilde og omhu er fastgjort flere mørke velourduge til de 2 store parasoller, så der kan være skygge over sandkassen, hvor de allermindste med bare tæer hygger sig med spande, sigter og forme, afskærmet fra den værste hede og indsmurt i solcreme på alle de bare steder. I midten af sandkassen står den højt elskede vandbane, som sikrer lidt køligt vand til at fugte sandet og samtidig udløser lidt forventet vandpjaskeri, som det lige nu er mit job at styre igennem, uden at børnene bliver våde på tøjet. Det er jo ikke muligt at etablere ordentlige bygningsværker i tørt sand – lidt væde skal der til, så fundamentet kan sikres, og vand er nu sjovt at lege med.

Det er sidste dag i huset med den grønne drage på gavlen, og jeg er allerede nu fortrolig med de daglige rutiner og de nødvendige gøremål på gul og grøn stue, godt hjulpet af utroligt søde og erfarne kollegaer og alle de små hænder og stemmer, som dagligt og generøst har tilbudt mig, den nytilkomne, deres ekspertise og vejledning, og samtidig har krævet mit nærvær, min kreativitet og udfordret min psykologiske kunnen, når konfliktløsning eller coaching var nødvendig.

Mine oplevelser har været mange og alsidige og rækker lige fra at tørre krummer op efter frokosten, trøste, justere cykelsæder, binde snørebånd, læse historier, berolige forældre, og til at løse alvorlige konflikter og lappe skrammer med hæfteplaster.

Jeg er blevet ”tydelig” i min tale og adfærd. De første dages tøvende og usikkert famlende ”Det må du ikke”  er nu blevet til ”Så stopper du” med beslutningsdygtig stemme og hurtig handling. Mine første dages træthed og forvirring er nu afløst af glæden ved at se børnenes udvikling og det overskud, der kommer af at kende rutinerne og børnene individuelt.

Jeg er overvældet over at mærke og se al den omsorg, der dagligt strømmer fra pædagogerne til børnene. Den aldrig svigtende kærlige tilgang, som gør at livet her bag den grønne drage udfolder sig med stor glæde og energi.

Der går ikke mange sekunder fra et barn er faldet og til det bliver samlet op og trøstet. Konflikter bliver ikke overset, men løst i stedet med kreativitet og aktiv lytning, hvor børnene selv bliver inddraget i løsningen. Har barnet glemt sin mad eller tøj, så findes der en løsning. Er der problemer i hjemmet, så gøres der ”lige det lille ekstra” for at barnet får lidt ekstra omsorg. Der males i glade farver på væggene, der hekses med små budgetter, der leges og synges, der trænes udvikling for barnet både fysisk og mentalt, og der er plads til sjove, skægge indfald og latter.

Tak til alle i Brahetrolleborg Børnehave for halvanden dejlig uge i starten af august. Det har været forrygende sjovt og dejligt!

Om forskellighed i arbejdsmetoder

Har du nogen sinde tænkt over, hvordan du arbejder?

Jeg hører til de mennesker, der tænker mens de skriver. Manden i mit liv har det på den helt modsatte måde – han tænker, mens han taler.

Når vi sådan hyggeligt sidder ved skærmen og arbejder på hver sin side af spisebordet, så kan det derfor være lidt spøjst for udenforstående at iagttage vores forskellige tilgange, der kan udmønte sig i, at mens jeg taster løs – så taler manden højt med sig selv og forsøger ihærdigt at inddrage mig som sparringspartner i mere eller mindre komplicerede betragtninger, om hvordan en udviklingsopgave for en kunde skal strikkes sammen.

Således må jeg ind imellem, mere eller mindre modstræbende, lægge mit tastatur til side og med foregiven begejstret interesse og distræt forsøg på glød i øjnene foregive at tage stilling til ret alvorlige sager, som kan have stor indflydelse på dokumenthåndteringen i en kommune, eller et af ham udviklet, og for mig indviklet, dataudtræks- og rapporteringssystem i Visual Basic og Excel.

Misforstå mig ikke, manden i mit liv er udmærket godt klar over, at jeg ikke har den fjerneste forstand på sagerne, og at jeg skruppelløst og med fuldt overlæg glemmer de fortrinlige og udmærkede løsninger i samme øjeblik, som han selv mentalt vender tilbage til sit tastatur.

Han kan bare ikke lade være. Han tænker bare så meget bedre, når han taler.

Til gengæld, så er det overordentlig sjældent, at han benytter slettetasten, når han arbejder ved skærmen. Mentalt er han nemlig kommet frem gennem den mundtlige sparring, så han har nu styr på sin proces, sit design og de koder, han vil anvende.

I samme øjeblik hvor min frigivne sjæl herefter vender tilbage til min egen virkelighed, kravler jeg så ind i min egen skærm og kommunikerer direkte og indtrængende med de sorte bogstavs kombinationer på det hvide baggrundslærred, og mens jeg skriver, så sletter jeg ord tilbage, retter og fortryder og skriver igen. Alt efter hvad mine tanker lige nu og her dikterer. Således er jeg storforbruger af CTRL Z og slettetasten.

Det kan se noget bagvendt ud, og en iagttager vil sandsynligvis tænke, at jeg må være et meget vægelsindet væsen, og mon jeg nogensinde bliver færdig med min tekst. Men sådan er min måde at arbejde på.

Så forskelligt vi end arbejder, så kommer manden og jeg alligevel hver især frem til målet til sidst, og, det er vel i grunden ikke så galt.

Så hvordan arbejder du?

Rosenthal effekten og det Heliotropiske princip

Tænk hvis alle mennesker kunne få lov at udvikle deres potentiale og alle ville stræbe efter at gøre deres bedste for at få et godt samfund!

Luk lige øjnene engang og forestil dig en verden med sådanne mennesker. Hvad skal der til? Vil vi nogensinde nå derhen? Ved vi overhovedet, hvordan vi kommer derhen?

Rosenthal effekten – den selvopfyldende profeti

For nogle år siden stødte jeg på Rosenthal effekten ved et tilfælde. Den handler om resultaterne af et eksperiment, som Professor Robert Rosenthal ved University of California udførte i 1960’erne, og som indgår i enhver kommende lærers pensum i pædagogik på seminariet.

Forsøgene, som Professor Rosenthal udførte, vedrørte folkeskolelærere og deres elever på en almindelig skole i en større by i USA. Eleverne blev testet ved skoleårets begyndelse, og lærerne fik udleveret en liste over de elever, som baseret på testen blev forudsagt til at have stort potentiale for indlæring og success. Rent faktisk var navnene på listen blevet udvalgt tilfældigt, men lærerne fik ikke dette at vide.

Ved slutningen af skoleåret blev eleverne på listen ved test igen sammenlignet med de elever, som ikke var på listen, og det viste sig, at eleverne på listen havde opnået en væsentlig højere indlæring og udvikling af evner, end sammenligningsgruppen. Det viste sig, at overfor de elever, hvis navne stod på listen, havde lærerne dels været mere hjælpsomme, dels havde de undervist eleverne i materiale af højere sværhedsgrad; de havde også givet eleverne mere tid til at besvare spørgsmål og de havde givet en højere grad af personlig tilbagemelding til eleverne. De elever som havde fået denne ekstra opmærksomhed havde lært mere.

Det interessante er, at lærerne troede at de havde undervist alle elever på samme måde, men ved at de havde større forventninger til de elever, som stod på listen, så gav de disse elever mere positiv opmærksomhed, og dette skabte så den højere indlæring.

Rosenthal forsøgene er blevet eftergjort af andre forskere utallige gange i utallige forskellige sammenhæng resulterende i samme resultat.

Forventningerne til et individ er kritisk bestemmende for hvordan dette individ klarer sig. Indlæringsmæssigt er det lærerens positive (eller ikke positive) forventninger til barnet, der virkelig gør en forskel.

Det heliotropiske princip

Dr. David L. Cooperrider, som er den visionære fader til teorierne bag Appreciative Inquiry, beskriver hvordan vores mentale forståelser styrer vore følelser og handlinger, og at ligesom en plante drejer sig mod lyset, har individer og organisationer en tendens til at dreje sig hen i den retning, som deres forestillinger om fremtiden peger.

Ganske simpelt, så vil ethvert menneske eller enhver ”organiseret gruppe af mennesker” have en naturlig tendens til at dreje sig mod ”det der opleves som lys” – det heliotropiske princip (Helios står for solen.)

Det der bliver oplevet som lys, er naturligvis det, som hvert enkelt mennesker oplever at få personlig anerkendelse for. Man kan sige, at det der udstråler lys, er den ”lærer”, som giver anerkendelsen. En lærer kan her være en hvilken som helst person eller gruppe, som individet har relation til. Det kan være en lærer i det almindelige undervisningssystem, en formel mentor i erhvervslivet, en slægtning der giver een anerkendelse, eller f.eks. en ”sub-gruppe” eller gadebande, hvis anfører har forståelsen for at give anerkendelse og tilhørsforhold til medlemmerne.

Dette indebærer, at hvis ”lyset” er positivt og konstruktivt i forhold til såvel læring som samfund, så vil det give ”eleven” forøget læring og konstruktiv berigelse. Hvis ”lyset” er negativt i forhold til den læring og de normer, som samfundet ønsker, så vil det dels resultere i manglende kompetencer og et lavere selvværd hos ”eleven”, og også give en subkultur, der optræder modsat de ønskede normer.

Principperne er ganske enkle, men set i sammenhæng med Rosenthal effekten har de en ganske overvældende indflydelse på individ og samfund, såvel positivt som negativt.

Appreciative Inquiry – eller AI – den anerkendende tilgang tager bl.a. udgangspunkt i såvel Rosethal effekten som det Heliotropiske Princip.  Jeg vil skrive mere om AI på et senere tidspunkt…:o)