Efterår på bakken

Det sidste græs er slået, hævder manden i mit liv og ser glad ud. Endnu har frosten ikke taget pelargonierne, som stadig står med enkelte blomster på. Roserne er droslet meget ned, dog er der stadig blomster og knopper på de mange lyserøde Fairy roser, og på Souvenir de la Malmaison, Lady of Sharlot, Louise Odier og Pat Austin, og i toppen af rosenbuen ser jeg Mme Alfred Carriere lyse op med to cremehvide blomster. Under æbletræerne ligger de sidste nedfaldne æbler, som jeg ikke nåede at samle. Solsortene er gået i gang med at spise dem, og jeg vil tro, at de også giver lidt fornøjelse til de rådyr og dådyr, der ind i mellem færdes her.

Pimpinellefolie buskroserne står med de sidste sorte hyben, bladene er faldet af, så tornene tydeligt træder frem. Det gælder alle buskroserne, bladene falder nu. Men her i går så jeg, at Texas Gule Rose, ”Harrison’s Yellow”, som den også hedder, ja, den stod med en smuk gul blomst. En lille forårshilsen her på sidstningen af året.

Lyset bliver skarpere her sent på efteråret og himlen bliver højere, når kulden så småt sætter ind. Edderkopperne kryber i skjul og sidder ikke længere fremme på muren, og myg og fluer ses sjældent. Guldøjerne har søgt tilflugt i vinduesrammerne, og jeg må affinde mig med, at så er det slut med at pudse vinduer i år, for de skulle jo nødigt dø, de små fine venner, der holder mine roser fri for bladlus.

Det sorte egern har besøgt os flittigt. Det er den store skovfyr og valnøddetræet, der især trækker. Det har haft travlt og da der var mange nødder, så vil jeg tro at der er sikret forråd til en god vinter. Jeg ser det stadig suse gennem trækronerne i fuld firspring for at nå, lige det sidste. Egern har en imponerende hukommelse, de kan huske næsten alle de gemmesteder, hvor de lægger forråd.

Her om efteråret vrimler det med fasaner. Fasankyllingerne er blevet store og de er blevet lukket ud af deres indhegninger i skoven, så de kan ”forvilde sig”. Tit er der så mange sammen, at det ligner små flokke af efterskoleelever, der mødes for at lægge festplaner.

Vores vilde katte får lidt tørfoder hver dag. I det særlige skjul bag havehuset, som manden har lavet til formålet. Når vi går ned med maden, så ser vi dem ind i mellem sprinte ud til alle sider. Det er jo vildkatte, som stadig tager sig i agt for mennesker og har nerverne siddende uden på pelsen.

Der er en del af de store udvoksede killinger fra i sommers, der besøger os, og så ”de løse”, de gamle katte, der lægger vejen forbi. Ind imellem går der lang tid mellem vi ser dem. Så pludselig ser vi ”Tæppet”, som vi kalder den skovkat lignende og værdigt spadserende sort-orange-hvide hankat med den lange tykke pels. Eller vi ser den store sorte med de hvide aftegninger luskende rundt forsigtig spejdende til alle sider. Mor-mis til killingerne og kæresten Bertram har vi ikke set et stykke tid. Bertram hedder egentlig Alfons og hørte oprindelig til hos vores naboer, men han flyttede hjemmefra og blev strejfer. Han er en smuk grå kat med kønne hvide aftegninger og et vindende væsen med stor venlighed overfor både killingerne og de andre katte. Han er ikke bange for mennesker og vil gerne kæles for. Jeg tror han også er lidt af en ”Casanova”, for han omgås flere forskellige hunkatte, som han opvarter på særdeles charmerende facon.

Mor-mis fik fem killinger i sommers. To med røde farver og hvide aftegninger, en med lyse og mørkere grå striber, en med gråsorte striber og en rødlig plet på bagkroppen, og så ”mini Bertram” i lys grå og hvid. De er blevet store, med flot tyk pels og klare øjne. De holder effektivt mus væk fra vores bolig, og vi håber de også napper nogle af de mange mosegrise, som vi så spor af sidste forår. Det er hyggeligt at få besøg af dem hver dag, selv om vi aldrig ved, hvornår og hvem, der kommer. Det sker, når vi færdes i carporten, at vi pludselig hører lyde, der kommer ovenfra, og så stikker der et orange hoved ned mellem loftsbjælkerne og holder skarpt øje med os. Vi håber de klarer sig vinteren igennem.

Brændeovnen kører, skorstensfejeren var her i sidste uge, så vi kunne sikre at alt var i orden til vinteren. Man mærker tydeligt at det er blevet køligere, vi går mod vinter, og så småt finder vi julelyskæderne frem, så vi mentalt kan klare os gennem den mørke tid, der kommer i december.

Her i nat lyser stjernerne klart på den mørke himmel, når jeg kigger ud og ser op. Så uendelig små vi er i universet sådan en nat, hvor stjernerne funkler og skinner tusind lysår fra os. Så står man lige så stille og føler sig som en meget lille del af det store rum.

Når jeg færdes ude på bakken, sker det også, at jeg mærker rummet ændre sig. Som om det forhæng, der hænger mellem dette mit nuværende liv og så det store alting, ja, det trækkes til side, og glimtvis forstår jeg, at jeg blot er en del af det store intet. Molekylerne opløses, og der er ikke længere adskillelse mellem mig og rummet med alle dets repræsentationer af liv og materie. Kun sindet eksisterer, med en gennemtrængende følelse af væren og afklaring.

 

Vinden tog hende

Vinden tog hende, den gamle farmor.

Som hun sad der på bænken på toppen af bakken, kunne det ikke ses fra huset, at der var tale om et tomt hylster. Hendes arme hang slapt ned, hovedet med det grå tjavsede hår var gledet ned mod den ene skulder, den trætte ryg ligesom stivnet let mod bænkens støttende ryg.

Landskabet lå afventende nedenfor bakken. Stilheden kun afbrudt af den omkringfarende vind, som fik træerne til at knage og vimplen ved huset til at slå imod flagstangen med ujævne slag. Himlen var grå og overskyet, ingen tegn på regn, ingen sol brød igennem.

Vinden tog hende, legede med hende, pustede hende op i vejret, så hun hvirvlede rundt uden fodfæste, blæste hende langs bakkekammen, så hun mistede pusten.

Hun vejede jo intet, eller næsten intet. For hvad vejer tanken, følelsen, minderne, længslen, modet, og alt det andet, der fylder vores liv?

Næsten intet.

Vinden blæste mod det tomme hylster, der på bænken. Formålsløst.

Uanfægtet sad det tilbage med sine celler, sin tyngde, sit billede på hvad der var engang, men ikke længere er. Ventede på at falde fra sig selv, i celler, atomer, til gødning. Fra jord er du kommet, til jord skal du igen blive.

Stadig tog vinden hende, så hun dansede over alle de mange klitroser og hunderoser, som de så møjsommeligt havde sat engang. Så let var hun, at intet holdt hende tilbage.

Så smuk denne dag, så vild og voldsom en vind, så mageløs en rejse, der ventede.

Husker du, spurgte vinden, og hun lo og sang tilbage, mens billederne for forbi med rasende fart, og hun krammede hvert enkelt med den sidste kærlighed.

Hvorhen, hvorhen? Spurgte hun tilbage, men fik kun et latterbrøl til svar, da vinden knækkede grene af det store fyrretræ ved huset, så koglerne spredtes rundt på græsset.

Hvor du vil, lo vinden, mens den vuggede hende tilbage og frem over bakkens sider, og det høje græs, der svajede som var det på prærien.

Men hendes svar hørte jeg ikke, for vinden tog til, og pludselig var hun væk.

Senere blev der stille, og kun hendes tomme hylster var at hente.

Men når vinden blæser, så hører jeg indimellem hendes sang, og det sker, at jeg igen mærker hendes sidste kærlighedskram.

 

 

Copyright © Lilli Wendt 30. marts 2018

Rosentid

Jeg har en svaghed af de helt store. Jeg er vild med roser.I alle størrelser og former, med og uden duft, og i alle farver. Det er en gammel passion, som jeg har allerede havde som barn, hvor jeg med fryd husker den forførende duft og skønheden af den hvide klatrerose, som voksede uden for vinduerne, hvor jeg boede. Jeg har stadig ikke fundet ud af hvilken rose, det var, for erindringsbilledet er ikke helt så tydelig, som jeg nu kunne have ønsket. Der voksede også den store kinesiske buskrose, som jeg nu ved hedder Hugonis. Den stod med et vandfald af små gule blomster hvert forår. Betagende syn. I den ejendom, som lå modsat, voksede der hybenroser, rugosaroser med store røde, hvide og lilla blomster, og kæmpe orange hyben indeholdende kløpulver.

Mine roser i haven er således mine kæreste plantevenner, og jeg kan derfor ikke lade være med lige at skrive lidt om de kære roser her i denne tid, hvor de kræver lidt særlig omsorg. Så jeg håber I vil bære over med mig, I, som ikke er så heldige at have en lille rosenhave. Man bliver lidt småtosset og overivrig, når man er rosenelsker.

Altså, lidt om rosenomsorg…:

April er det, med milde forårsdage, sol, mælkebøtter, lærkesang og blomstrende mirabeller. Hvilken overflod af gaver, der strømmer os i møde fra naturens hånd, og ikke mindst rosernes fine nye skud giver os forventning om sommerens kommende glæder. En vidunderlig tid.

Det er også den tid, hvor vi knokler med at luge, og hvor vi med rosensaksen i hånden og bævende hjerter skal ud og foretage den nødvendige forårsbeskæring, så roserne kan komme sunde og smukke i blomst i de kommende måneder.

Roser er jo ikke ens – der er vigtige forskelle, der må respekteres, alt efter om det er bedroser, buskroser, eller klatreroser, vi har med at gøre, og hvis man er i tvivl om beskæring, så er rådgivning fra ekspertside en særdeles god ide, og her kan man finde rigtig mange gode råd på Rosenselskabets hjemmeside og ikke mindst i roseneksperten Ernst Jensens bog ”Et liv med roser”, hvor man også kan finde gode råd og grundregler for beskæring, og om stængelsyge og svamp. Der er en sand guldgrube af viden og gode råd i denne bog.

Ernst Jensen skriver i sin bog, at beskæring  af roser bør ske i starten af april, når der ikke længere er udsigt til vedvarende frost eller streng nattefrost. Et par graders nattefrost nogle nætter efter beskæring har dog ikke nogen betydning. Ernst Jensen skriver også, hvor vigtigt det er, at man skal lære af sine roser og af den måde de vokser på, og at når man beskærer, så skal man have dette i baghovedet. På den måde, så bliver  man år for år bedre til at vurdere, hvordan beskæringen skal ske for hver enkelt rose.

Personligt husker jeg selv mine frustrationer i 1980’erne som nybagt rosenejer over klatrerosen Albertine, som jeg troligt beskar hvert forår som alle mine andre roser, men da Albertine kun blomstrer på 2. års skud, så fik jeg aldrig nogen blomster, før jeg tilfældigt faldt over forklaringen i en gammel rosenbog, lånt på biblioteket. Det var naturligvis længe inden jeg kendte til Det Danske Rosenselskab, hvor jeg kunne have fået rigtig ekspertbistand om dette.

Der er et gammelt husråd om beskæring, der lyder, at man kan foretage denne samtidig med at Forsythia buskene kommer i blomst, men jeg vil mene, at dette primært gælder for de hårdføre sorter. Udtynding og beskæring af de tidligt blomstrende og hårdføre buskroser, som f.eks. Albaroser, Pimpinellefolieroser, Damascenerroser og Gallicaroser kan derfor ske allerede i marts, således at buskene når at få en smuk facon inden blomstringen, ligesom de engangsblomstrende klatreroser på dette tidspunkt kan udtyndes, så døde grene fjernes og der stimuleres ny vækst.

Nu, hvor Forsythiabuskene har blomstret længe, og hvor nattefrosten ikke længere truer, så er det tid til også at beskære de sidste rosensorter.

Geografiske forskelle kan klimamæssigt gøre det nødvendigt at beskære tidligere i nogle egne end i andre egne, selv indenfor forholdsvis korte afstande. Således blomstrer roserne ofte meget tidligere mod sydvendte kyster end blot 10-15 km længere inde i landet, og derfor kan en tidlig beskæring være nødvendigt nogle steder i landet.

Husk også, at hvis man ikke nåede forårsgødningen i marts, så gælder det om at være ”vaks ved havelågen ” og skynde sig at få det gjort her i de første dage af april, så roserne har noget at leve af.

Masser af rosenknus til Jer alle derude, med eller uden roser.

Røde hyben og små pindgrise

I dag er det den sidste dag i september og når jeg kigger ud af vinduet, så kan se de fine røde hyben på den store kobberrose, og jeg må erkende, at det er slut med sommeren. Efteråret er kommet med rusk, regn og eftertanke.

Forleden aften gik jeg tur med hunden på bakken. Det var fuldmåne og mine sko blev gennemblødt, for det har ikke været muligt at slå græsset i flere dage på grund af regn, så  det hele var gennemvådt.

Det er nu en særlig oplevelse at gå i månelys, blot med en svag lommelampe, som ikke kan oplyse fuldt og helt, så man går mellem skygger og lys og må føle sig lidt frem. Mens jeg gik der, så jeg pludselig en lys flagrende silhuet, der lydløst strøg op over bakken. En ugle tror jeg. Det lignede bestemt ikke den hurtige og siksakkende flugt fra de små flagermus, som fra tusmørketid hver aften suser rundt om huset og jager insekter.

Lommelygtens skær fangede pludselig en lille runde klump, som krøb sammen under det store egetræ. Piggene strittede vildt i lyset, og Frida kom interesseret hen og snuste. Nå, det var bare et af de små pindsvin – så hun strøg af sted i forvejen.

Vi har nogle stykker af dem – de små pindgrise som manden i mit liv kalder dem. Forleden kom han hjem efter sin tur og pralede med at have set 3 mini og 2 store. Alle tussede rundt, snøftede og gryntede.

De har travlt – vores pindgrise. Det varer ikke længe, før det bliver vinter, og så skal der helst være godt med sul på kroppen for at de kan overleve. Lige nu, så er der masser at spise og vejret er stadig relativt mildt. Men snart kan den første frost komme, og så kan de få brug for lidt tilskud i form af kattetørfoder. De må endelig ikke få mælk eller fløde. Men stil meget gerne frisk vand frem til dem. Særligt når der er tørkeperioder, og når de kommer frem efter vinterdvalen. Mange pindsvin dør nemlig af tørst.

For nogle år siden opdagede vi 3 små forulykkede pindgriseunger, som var skyllet ud over flagstangsbedet under en ordentlig gang styrtregn. De var meget forkomne og havde brug for kompetent og hurtig førstehjælp, særlig da spyfluerne allerede susede rundt om dem.

Vi fik så fat i en pindsvineven i området, som tog hånd om de små, og de 2 af dem overlevede, og blev sat ud næste forår hos os. Derigennem lærte vi pindsvinevennerne at kende.

Pindsvinevennerne kan findes på www.pindsvin.dk og her kan man lære en masse om de små dejlige gæster i haven.

Godt efterår til jer alle derude.