Jeg kender en dreng, hvis kat blev kørt over i weekenden. Jeg fandt ud af det, fordi han pludselig opførte sig anderledes. Skubbede og slog på de andre i klassen, og reagerede ikke, da jeg sagde, han skulle stoppe. Jeg tog ham ud på gangen og talte med ham. Det var der, han fortalte det. Jeg så smerten i hans øjne. Jeg så hvordan, han tørrede en tåre bort, da han fortalte om det. Det var stort og vigtigt i hans liv, og jeg kunne se, hvordan han rettede sig op, efter han havde talt om det. Jeg tog ham om skuldrene og sagde, jeg godt kunne forstå, hvorfor han var ked af det, og at jeg var glad, fordi han havde fortalt det. Nogen gange bliver ting bare for store at bære alene. Så snakkede vi om, at når man skubber og slår på andre, så bliver de kede af det. Til sidst gik vi ind i klassen igen, og så fortsatte skoledagen, som en ganske almindelig dag.
Siden skolen startede i august, så har jeg været daglig støtte for 1. klasse, hvor jeg har hjulpet til, hvor det har været nødvendigt, i den udstrækning, som mine evner og talenter kunne bidrage. Det har været en berigende og udviklende rejse i at forstå børn og deres hverdag. At forstå og huske den skrøbelighed, de medbringer, når de selv skal forstå og erfare, hvordan de bedst kan trives med kammerater og undervisning, og ikke mindst, alle de mange regler, vi sætter for dem, som så let kan glemmes, når der leges, forhandles og slås.
Skrøbelige er de, men også robuste, ihærdige, nysgerrige, kærlige, impulsive, fantasifulde, urolige, sjove og til tider grænseoverskridende trættekære.
Når jeg går rundt i klassen og bedst muligt prøver at være til nytte for klasselæreren og for dem, så oplever jeg tit, hvordan et opmuntrende ord om det, de laver, og en venlig hånd på skulderen får dem til at smile, slappe af, føle sig trygge. Nogle af dem har det svært, for der sker mange ting i et barns liv på dets rejse mod at blive voksen, og ikke alle børn har de bedste kår at starte ud fra, og selv de børn, som har en tryg base hjemme, ja også de kan have brug for at blive set, hørt og forstået af en voksen i skolen.
Hvert eneste barn, uanset baggrund, har brug for dagligt at føle, at de har værdi, blot fordi de er til. At det ikke er ligegyldigt, om de har det godt. At der er nogen, der er der for dem.
Mange af dem kan snart læse, oven i købet godt. Stadig er der dog en del, hvor koden lige nu er ved at blive knækket, og man kan følge, hvordan de flere og flere gange pludselig oplever, at nu kan de læse et nyt ord. Denne befriende og energigivende oplevelse, hvor glæden bryder igennem hos dem – ”jeg læste…..”
For hver dag bliver det lettere for dem at forstå reglerne. Ikke kun om at sidde stille, række fingeren op, ikke smide med madpapir eller viskelæder, men også de uskrevne regler og de såvel fysiske som mentale brydekampe indbyrdes.
Skolen er ikke kun læring om abc og tal. Den er også et sted, hvor børn lærer at lege sammen og at respektere hinandens gode egenskaber. Hverken læring om bogstaver eller læring om at kunne klare sig socialt indbyrdes foregår gnidningsløst og problemfrit, og begge dele påvirker hinanden.
Der er enkelte dage, hvor jeg tager hjem og er slidt og træt, og hæs i stemmen. Når det har været svært at nå ind til dem, når der har været for meget ballade. Men de dage kan tælles på én hånd, for når jeg ser smilet i deres øjne, og deres glæde over, at jeg er der for dem, og at jeg hjælper dem – ja så kan jeg da kun holde af de dejlige unger…:o)