Svalerne kom

Der kom en lille forårssang til mig her til morgen, som jeg lige har skrevet ned. Jeg har melodien inden i hovedet, men da jeg ikke kan noder, så kan jeg ikke få den ud på papiret. Måske er der nogen, der har en anden god melodi til den…?

Svalerne Kom 

Jeg stod her ved døren, så bleg og så trist
Den morgen, hvor hjertet var lige ved at brist’
Så tung var den himmel, så grå og fortabt
Så meningsløst livet, jeg ænsed’ det knapt
At vinteren var ovre, var uden værdi
For noget var i stykker, i mig, indeni.

Så var det jeg pludselig, så deres flugt
Ustyrligt, med kvidrende latter, så smukt
De blåsorte vinger strøg hurtigt forbi
Som var de blot tanker, så lette, så fri’
En plet og en pande med rustenrødt skær
Og blåt var det halsbånd, så lange, de fjer.

Betaget jeg stod der, og kiggede på
De flyve atleter, så smukke og små
Med overmod, og, med glæde og sang
De bragte mig forår, i skov og i vang
Og pludselig, syntes, himlen ej grå
der kom nogle sprækker, i lysende, blå.

Og lindetræet, det folded’ sig ud
Med små grønne hjerter i blade og skud
Og under asken, stod vorterod gul
Som pletter af sol, der var hentet i skjul
Fra stendiget lød der, en summende lyd
En humlebi pusled’, og brummed’, af fryd.

Så kom de, de svaler, fra syden de fløj
Den tur var så lang, og må ha’ vær’t drøj
Nu dansed’ de her, på himlen hos mig
Og ledte de tungeste tanker på vej
Mod lysere dage, mod håb og mod gnist
Et træt gammelt hjerte, fik endnu, en frist.

Han kommer imod mig, med spørgende blik
Den tossede kvinde, som han engang fik
Han trykker mig ind mod sin søvnige krop
Og kigger mod lindens, lysgrønne top
Så ser han de svaler, og sammen vi står
Og glæder os begge, at, nu, er det vår.

For vinterens storm, var så kold og så hård
Så trætte, nu, efter mørket, vi står
Men håbet, det vokser, med svalernes flugt
De suser forbi, og alt bliver så smukt
Måske kan vi, også flyve, igen
Og sammen, finde, modet, min ven.

Så kom da den sommer, jeg troede var væk
Og mørket blev stuvet i glemselens sæk
De kæreste venner, kom hjem her til mig
Og med sig de små, bragte glæde og leg
Så bliv nu lidt hos mig, gør sommeren fri
I dejlige svaler, jeg bliver glad, indeni.

 

Copyright © Lilli Wendt 29. april 2018

Så fix det dog …..

 

Kender du det? Du har travlt, eller er vred eller er ked af det, eller er stresset, eller chefen har været urimelig, eller du har økonomiske problemer, eller ungerne er irriterende, eller du har siddet i en bilkø i bagende hede, eller toget brød sammen og du havnet i en kø med fulde togbusser, eller du kæmper mod urimelige vilkår for din gamle mor…… Du har altså fuldt op at gøre med dig selv og din egen verden….

Og så kommer der en person, der beder dig lægge øre til hans problemer – oveni alt det andet, som i fulde mål i dagligdagen kræver dit mentale overskud….

Du er træt, irriteret, sur, vred, frustreret over din egen situation, og så skal du pludselig forholde dig til en andens problemer også

Hvad er din første tanke – dvs. efter at du møjsommeligt har lyttet i flere minutter til personens ørkesløse, stammende og ikke-strukturerede udredninger af problemet?

Så fix det dog ….. Hvor svært kan det være !

Du orker bare ikke den andens problemer. ”Hvorfor skal jeg også tage mig af det”, spørger du dig selv. Han/hende må da selv arbejde for at løse det….

Og personen trækker sig skyndsomt og med dårlig samvittighed, når han/hun mærker din afvisning og din manglende anerkendelse af det problem, som personen har fremsat.

Så din afvisning og din manglende accept af problemstillingen virker, og du kan igen slappe af og koncentrere dig om din egen verden og dine egne frustrationer.

Hvad er det lige der sker….?

For det sker for rigtig mange af os, som normalt regner os selv for meget empatiske og for at have en positiv tilgang til andre mennesker.

Der er rent faktisk tale om en beskyttelses reaktion fra hjernens side mod overbelastning.

Ny forskning offentliggjort i december 2017 fortæller tydeligt, at hjernen reagerer anderledes på andre menneskers problemer, hvis vi selv ”føler os skidt til mode”. Forskningen viser tydelige ændringer i hjernens behandling af andres problemstillinger, når vores følelser er påvirket negativt.

På lignende måde kan hjernen håndtere større belastninger fra omgivelserne, hvis man er i godt humør.

Se link til BBC artikel om emnet:

http://www.bbc.com/future/story/20180115-how-feeling-bad-changes-the-brain

Hvad betyder så dette for vores sociale samspil med andre mennesker?

I en verden hvor stress problemer er en stigende tendens, og hvor dagsordenen i øvrigt let politisk kan manipuleres med via ”framing af udvalgte grupper”, ja så kan dette ikke undgå at influere på vores tilgang til mennesker, der faktisk har helt reelle problemer, men ikke har de nødvendige ressourcer til at sætte disse problemer på dagsordenen.

Vi ser det typisk i den måde, som børnefamilier med ondt i livet, eller overvægtige eller arbejdsløse behandles på.

Der bliver meget let etableret en ”ikke OK status” af børnfamilieforældrene, eller den overvægtige, eller den arbejdsløse, der resulterer i manglende respekt for deres situation og manglende anerkendelse såvel af evner som af indsats.

Tilgangen fra os bliver let: ”hvor svært kan det være …, så fix det dog”….  og herefter: ”hvorfor skal jeg belemres med dine problemer, du er nok bare en doven uduelig person, når det kommer til stykket”.

Med andre ord… hvis man er sur/vred/irriteret/ked af det/stresset… ja så arbejder vores hjerner direkte  imod at have empati over for andre – uanset hvor svære problemer, den anden person har.

Det er dog muligt at træne empatien over for andre, således at den kan bibeholdes, så måske er der lidt håb forude, hvis vi ellers ”orker det”.