Så kom der lige igen en lille sang til mig her til morgen. Melodien har jeg i mit hoved, men jeg er jo, som I ved, helt uden evner til at få noderne skrevet ned, så hvis I får lyst til at skrive en ny melodi, så vil det være fantastisk. Her er den så. Håber I kan lide den.

For jeg går ad de smalleste stier
Og jeg går der hvor fuglene tier
Og jeg går der hvor solen gik ned
Og stjernerne gemmer sig i tavs afmægtighed

Og jeg går, mens mørket er tungt
Som jeg har gået, siden hjertet var ungt
Og ingen kender vejen til evigheden
Så jeg må lede videre i min jagt på freden

Og jeg kaster min udtjente ham
Hvor skallen er sprukken og inderligt sprød
Og den ligger på jorden itu
og jeg ser at den er både vissen og død

Og jeg viser min skælvende, bløde krop
Og tankerne myldrer til hjernen siger stop
Så sårbar den må modtage hvert slag
Der må komme når mørket engang bliver til dag

Og jeg går ad de smalleste stier
Og jeg går mens fuglene tier
Og jeg går hvor solen går ned
Og jeg går mod min sidste, min sidste evighed

For du vender ryggen til mig
Og du går en helt anden vej
Og sporene krydser vi ikke igen
For intet lys viser vejen derhen

Stjernerne skinner ej mer’
Og jeg træder så stille, for intet jeg ser
Og at snuble hvor stien er smal
Giver mærker så blå efter endnu et fald

Og jeg går ad de smalleste stier
Og jeg går der hvor fuglene tier
Jeg går der hvor solen gik ned
Og stjernerne gemmer sig i tavs afmægtighed

Copyright © Lilli Wendt 27. august 2019