Julemarked på Egeskov

Det var let støvregn, men det gjorde ikke noget. Paraplyen var taget med, og det meste foregik jo indendørs alligevel, og manden i mit liv forkælede både svigermor og mig ved at sætte os af lige ved indgangen, mens han selv galant tog sig af parkeringen.

At komme på julemarked, oven i købet på Egeskov, hvor den smukke have og de fine gamle bygninger skaber en smuk ramme til de blussende bålfade, duften af pandekager, julesangkor og udklædte spøgelser, ja, det er næsten magisk.

Det sker ikke hvert år, men i år nåede vi det. En hurtig genvej til julestemning og til at finde den barnlige glæde frem over mangfoldigheden af sjove og smukke ting, og benovelse over den store indsats, der gøres hvert år af de handlende i deres mange festklædte boder.

Jeg og familien holder meget af at komme på Egeskov. Utallige er de besøg, hvor børnebørnene har brugt timer på legeredskaberne, i labyrinten og alle de smukke stier og haveanlæg i parken, og hvor de har stået med beundring og fascination og set på Titanias Palads, Draculas krypt, talrige hekse, legetøjet og alle de andre mange sjove ting, som Egeskov finder på med stor kærlighed til os legebørn, der aldrig bliver helt voksne.

De fleste flyvemaskiner, biler og motorcykler var ryddet væk i stalde og haller, så der var plads til alle boderne, hvor veloplagte og glade handlende havde arrangeret deres varer på smukkeste vis med stor omhu. Der var skind, der var uldne sager, der var dekorationer, der var keramik, der var legetøj, der var røget laks og lækre pølser, der var knas og godter, smukke håndlavede dragter, strikkede huer og vanter, træting og glas, småkager og julepynt, kunst og chokolade, julegløgg og æbleskiver, ja, jeg kunne blive ved med at sætte ting på listen, for der manglede ikke noget.

Et fortryllet land, hvor man for et par timer var hensat til en verden, hvor tiden stod lidt stille, og hvor man gav sig selv lov til at lade sig fortrylle. Man blev naturligvis fristet og købte lidt, kiggede meget, nød de smukke omgivelser, snakkede med de handlende og hyggede med hinanden.

Jeg ved godt, at meningen er at man skal lade sig friste og bruge penge. Ellers stillede de handlende jo ikke op. De har jo brug for at sælge for at kunne overleve i en hverdag, hvor konkurrencen er stor og internettet en reel trussel. Det er en ærlig sag. Det er ikke altid nemt at være handlende, og de knokler for at gøre det godt. Men stemningen på Egeskov smitter af både på de handlende og på os, der kommer på besøg, og det gør det til en magisk oplevelse at være der. Et pusterum for sjælen, hvor selv om det både handler om at sælge og købe, så handler det også i høj grad om at være tilstede og nyde øjeblikket.

Svigermor var lidt træt efter et par timer, hvor vi fandt et telt med bord og stole og hyggede med lidt friske pommes frites af Egeskovs bedste. Der var købt lidt af hvert, smagt lidt af hvert, og nu var det vist tid til at finde bilen igen. Bålfadene blussede smukt, da vi gik mod udgangen, og skumringen dannede fin kontrast.

Tak til Egeskov for en dejlig eftermiddag.