Efterår på bakken

Det sidste græs er slået, hævder manden i mit liv og ser glad ud. Endnu har frosten ikke taget pelargonierne, som stadig står med enkelte blomster på. Roserne er droslet meget ned, dog er der stadig blomster og knopper på de mange lyserøde Fairy roser, og på Souvenir de la Malmaison, Lady of Sharlot, Louise Odier og Pat Austin, og i toppen af rosenbuen ser jeg Mme Alfred Carriere lyse op med to cremehvide blomster. Under æbletræerne ligger de sidste nedfaldne æbler, som jeg ikke nåede at samle. Solsortene er gået i gang med at spise dem, og jeg vil tro, at de også giver lidt fornøjelse til de rådyr og dådyr, der indimellem færdes her.

Pimpinellefolie buskroserne står med de sidste sorte hyben, bladene er faldet af, så tornene tydeligt træder frem. Det gælder alle buskroserne, bladene falder nu. Men her i går så jeg, at Texas Gule Rose, ”Harrison’s Yellow”, som den også hedder, ja, den stod med en smuk gul blomst. En lille forårshilsen her på sidstningen af året.

Lyset bliver skarpere her sent på efteråret og himlen bliver højere, når kulden så småt sætter ind. Edderkopperne kryber i skjul og sidder ikke længere fremme på muren, og myg og fluer ses sjældent. Guldøjerne har søgt tilflugt i vinduesrammerne, og jeg må affinde mig med, at så er det slut med at pudse vinduer i år, for de skulle jo nødigt dø, de små fine venner, der holder mine roser fri for bladlus.

Det sorte egern har besøgt os flittigt. Det er den store skovfyr og valnøddetræet, der især trækker. Det har haft travlt og da der var mange nødder, så vil jeg tro at der er sikret forråd til en god vinter. Jeg ser det stadig suse gennem trækronerne i fuld firspring for at nå, lige det sidste. Egern har en imponerende hukommelse, de kan huske næsten alle de gemmesteder, hvor de lægger forråd.

Her om efteråret vrimler det med fasaner. Fasankyllingerne er blevet store og de er blevet lukket ud af deres indhegninger i skoven, så de kan ”forvilde sig”. Tit er der så mange sammen, at det ligner små flokke af efterskoleelever, der mødes for at lægge festplaner.

Vores vilde katte får lidt tørfoder hver dag. I det særlige skjul bag havehuset, som manden har lavet til formålet. Når vi går ned med maden, så ser vi dem indimellem sprinte ud til alle sider. Det er jo vildkatte, som stadig tager sig i agt for mennesker og har nerverne siddende uden på pelsen.

Der er en del af de store udvoksede killinger fra i sommers, der besøger os, og så ”de løse”, de gamle katte, der lægger vejen forbi. Indimellem går der lang tid imellem vi ser dem. Så pludselig ser vi ”Tæppet”, som vi kalder den skovkat lignende og værdigt spadserende sort-orange-hvide hankat med den lange tykke pels. Eller vi ser den store sorte med de hvide aftegninger luskende rundt forsigtig spejdende til alle sider. Mor-mis til killingerne og kæresten Bertram har vi ikke set et stykke tid. Bertram hedder egentlig Alfons og hørte oprindelig til hos vores naboer, men han flyttede hjemmefra og blev strejfer. Han er en smuk grå kat med kønne hvide aftegninger og et vindende væsen med stor venlighed overfor både killingerne og de andre katte. Han er ikke bange for mennesker og vil gerne kæles for. Jeg tror han også er lidt af en ”Casanova”, for han omgås flere forskellige hunkatte, som han opvarter på særdeles charmerende facon.

Mor-mis fik fem killinger i sommers. To med røde farver og hvide aftegninger, en med lyse og mørkere grå striber, en med gråsorte striber og en rødlig plet på bagkroppen, og så ”mini Bertram” i lys grå og hvid. De er blevet store, med flot tyk pels og klare øjne. De holder effektivt mus væk fra vores bolig, og vi håber de også napper nogle af de mange mosegrise, som vi så spor af sidste forår. Det er hyggeligt at få besøg af dem hver dag, selv om vi aldrig ved, hvornår og hvem, der kommer. Det sker, når vi færdes i carporten, at vi pludselig hører lyde, der kommer ovenfra, og så stikker der et orange hoved ned mellem loftsbjælkerne og holder skarpt øje med os. Vi håber de klarer sig vinteren igennem.

Brændeovnen kører, skorstensfejeren var her i sidste uge, så vi kunne sikre at alt var i orden til vinteren. Man mærker tydeligt at det er blevet køligere, vi går mod vinter, og så småt finder vi julelyskæderne frem, så vi mentalt kan klare os gennem den mørke tid, der kommer i december.

Her i nat lyser stjernerne klart på den mørke himmel, når jeg kigger ud og ser op. Så uendelig små vi er i universet sådan en nat, hvor stjernerne funkler og skinner tusind lysår fra os. Så står man lige så stille og føler sig som en meget lille del af det store rum.

Når jeg færdes ude på bakken, sker det også, at jeg mærker rummet ændre sig. Som om det forhæng, der hænger mellem dette mit nuværende liv og så det store alting, ja, det trækkes til side, og glimtvis forstår jeg, at jeg blot er en del af det store intet. Molekylerne opløses, og der er ikke længere adskillelse mellem mig og rummet med alle dets repræsentationer af liv og materie. Kun sindet eksisterer, med en gennemtrængende følelse af væren og afklaring.