Juleønsker

Forleden blev jeg afæsket mine ønsker til jul. Nu er jeg aldrig rigtig god til at levere ønsker på stående fod, så jeg måtte melde pas og love at vende tilbage. Jo, der er da ting og sager, jeg godt kunne tænke mig. Nogle meget store, andre meget små. Men når jeg nu sidder og kigger ud i regnen, der siler ned over hus og hjem, så er der jo så meget, jeg kan være taknemmelig over, og måske er det så ikke så vigtigt med hvad jeg lige ønsker mig til jul. Jeg har jo både en familie og gode venner, jeg har tag over hovedet, tøj på kroppen, mad i køleskabet, og der er brænde i brændeovnen. Verden er så fuld af problemer, at jeg bliver lidt eftertænksom og jeg vil derfor genbruge et meget gammelt og stort juleønske, som jeg stadig går og håber vil blive opfyldt.  Så derfor får I lige mit gamle juleønske igen – endnu engang. Måske vil I være med på det samme ønske, det tror jeg faktisk de fleste af Jer gerne vil.

 Mine ønsker til Jul

Jeg ønsker, jeg havde en gave at gi’
pakket med sløjfe og julekort i,
at give hvert eneste barn på vor jord
og et ordentlig måltid at sætte på bord.

Jeg ønsker, jeg havde en tryllestav fin
og magiske evner i posen min,
så jeg kunne stoppe hvert eneste skud
der havde kurs mod en sårbar hud.

Jeg ønsker, jeg havde den fineste sne
at drysse på jorden for børn at se,
og tøj, der varmed’ hver lille krop
mens stjernerne lyste kloden op.

Jeg ønsker, jeg havde en medicin
mod sygdom og brud og hovedpin’
så hvert lille barn kunne lege og le
og aldrig frygte smerter og ve.

Jeg ønsker, jeg havde sten og træ
så jeg kunne bygge et hus med læ
til hvert lille barn, der fryser i nat
og sove trygt sku’ hver eneste skat.

Du ønskestjerne, så fin og klar,
mit ønske nu, du fået har,
en tryllestav, du mig sende må
så ønskerne mine, jeg opfyldt kan få.

 

 

Copyright Lilli Wendt 29. november 2018