Hvordan har du det med din alder? Hvordan føles det at blive …?

Jeg har aldrig rigtig kunnet forstå det der med alder. Slet ikke hvad man skal bruge det til – altså oplysningen om ens alder. Det er sådan noget fiktivt noget. Lidt ligesom – hvad farve har dine servietter? Ja, i dag har jeg altså tænkt mig at bruge de mørkeblå med små gyldne stjerner. I morgen tror jeg det skal være de lyserøde med små bamser, og på søndag måske noget med svampe – jeg så nogen kønne nogen i Netto med kantareller og Karl Johan….

Min alder er ikke rigtig statisk. Faktisk har jeg ikke noget mentalt billede af den. Den er – ligesom mit udseende – totalt frakoblet min bevidsthed. Jeg bruger den kun, når det er administrativt nødvendigt. Til skattevæsenet eller banken eller jobansøgninger. Virksomheder vil så gerne vide, hvor gammel man er. De tror, at de kan bruge det til noget.

Nogen gange siger jeg for sjov, at jeg er en gammel kone, men jeg ved faktisk ikke helt, hvad det indebærer.

Jeg ved jo godt, hvor gammel jeg er, men det fiser sådan aldrig rigtig ind under håret på mig. Min hjerne har travlt med andre ting.

Når jeg kigger tilbage, så ved jeg godt, at tiden er gået. Ejendommen, som jeg boede i som barn, trafikken, skolen, købmanden, vennerne, manden, barnet, barnets venner, barnets kæreste, svigerdatter, børnebørn, arbejdet, boligen, drømmene. Det hele er bundet som perler på  en snor – en tidslinje.

Det sjove ved tidslinjen er så, at den er fæstnet i begge ender ligesom en perlehalskæde og bundet sammen i toppen. Den ligger trygt på min bare hud, mærker mine hjerteslag, føler mit åndedræt. Bestandigt udvider den sig. Flere led og flere perler.

Ind i mellem drejer jeg den i tanker mellem mine fingre, så den ikke ligger samme sted, men jævnligt flytter sig, så de enkelte led og perler bedre kan iagttages og genkendes.

Jeg kan lege, at jeg er tilbage på Lille Emilievej og kører på rulleskøjter på solvarm asfalt, eller jeg står med barnet på armen og venter på manden kommer hjem fra sin rejse. Eller jeg bygger lego med småpigerne, ælter et brød, danser og ler.

Tiden er bundet sammen.

Min alder er hele tidslinjen og de dele, som kommer til.

Når jeg har lyst, så vælger jeg, hvilke led og perler, der skal være i spil.

Så jeg er både barn, voksen og midaldrende.

Måske bliver jeg også gammel …… det vil tiden vise.