Vinden tog hende, den gamle farmor.<\/p>\n
Som hun sad der p\u00e5 b\u00e6nken p\u00e5 toppen af bakken, kunne det ikke ses fra huset, at der var tale om et tomt hylster. Hendes arme hang slapt ned, hovedet med det gr\u00e5 tjavsede h\u00e5r var gledet ned mod den ene skulder, den tr\u00e6tte ryg ligesom stivnet let mod b\u00e6nkens st\u00f8ttende ryg.<\/p>\n
Landskabet l\u00e5 afventende nedenfor bakken. Stilheden kun afbrudt af den omkringfarende vind, som fik tr\u00e6erne til at knage og vimplen ved huset til at sl\u00e5 imod flagstangen med uj\u00e6vne slag. Himlen var gr\u00e5 og overskyet, ingen tegn p\u00e5 regn, ingen sol br\u00f8d igennem.<\/p>\n
Vinden tog hende, legede med hende, pustede hende op i vejret, s\u00e5 hun hvirvlede rundt uden fodf\u00e6ste, bl\u00e6ste hende langs bakkekammen, s\u00e5 hun mistede pusten.<\/p>\n
Hun vejede jo intet, eller n\u00e6sten intet. For hvad vejer tanken, f\u00f8lelsen, minderne, l\u00e6ngslen, modet, og alt det andet, der fylder vores liv?<\/p>\n
N\u00e6sten intet.<\/p>\n
Vinden bl\u00e6ste mod det tomme hylster, der p\u00e5 b\u00e6nken. Form\u00e5lsl\u00f8st.<\/p>\n
Uanf\u00e6gtet sad det tilbage med sine celler, sin tyngde, sit billede p\u00e5 hvad der var engang, men ikke l\u00e6ngere er. Ventede p\u00e5 at falde fra sig selv, i celler, atomer, til g\u00f8dning. Fra jord er du kommet, til jord skal du igen blive.<\/p>\n
Stadig tog vinden hende, s\u00e5 hun dansede over alle de mange klitroser og hunderoser, som de s\u00e5 m\u00f8jsommeligt havde sat engang. S\u00e5 let var hun, at intet holdt hende tilbage.<\/p>\n
S\u00e5 smuk denne dag, s\u00e5 vild og voldsom en vind, s\u00e5 magel\u00f8s en rejse, der ventede.<\/p>\n
Husker du, spurgte vinden, og hun lo og sang tilbage, mens billederne for forbi med rasende fart, og hun krammede hvert enkelt med den sidste k\u00e6rlighed.<\/p>\n
Hvorhen, hvorhen? Spurgte hun tilbage, men fik kun et latterbr\u00f8l til svar, da vinden kn\u00e6kkede grene af det store fyrretr\u00e6 ved huset, s\u00e5 koglerne spredtes rundt p\u00e5 gr\u00e6sset.<\/p>\n
Hvor du vil, lo vinden, mens den vuggede hende tilbage og frem over bakkens sider, og det h\u00f8je gr\u00e6s, der svajede som var det p\u00e5 pr\u00e6rien.<\/p>\n
Men hendes svar h\u00f8rte jeg ikke, for vinden tog til, og pludselig var hun v\u00e6k.<\/p>\n
Senere blev der stille, og kun hendes tomme hylster var at hente.<\/p>\n
Men n\u00e5r vinden bl\u00e6ser, s\u00e5 h\u00f8rer jeg indimellem hendes sang, og det sker, at jeg igen m\u00e6rker hendes sidste k\u00e6rlighedskram.<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
Copyright \u00a9 Lilli Wendt 30. marts 2018<\/em><\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":" Vinden tog hende, den gamle farmor. Som hun sad der p\u00e5 b\u00e6nken p\u00e5 toppen af bakken, kunne det ikke ses fra huset, at der var tale om et tomt hylster. Hendes arme hang slapt ned, hovedet med det gr\u00e5 tjavsede … L\u00e6s resten