En gang i mellem, når jeg går tur med hunden, så sker det, at landskabet pludselig står stille. Det er en sær fornemmelse, lidt ligesom at gå tur i en filmkulisse, hvor jeg og Frida er de eneste aktører, og landskabet ligger ubevægeligt omkring mig, smukt med bløde bakker, skov, og bølgende kornmarker, og der er helt tyst. Ikke en vind rører sig, og der er hverken fuglefløjt eller bilstøj.

På disse tidspunkter, så ved jeg faktisk ikke, om jeg er gæst i et Truman show, hvor publikum sidder ude på sidelinjen og sætter væddemål op, om hvorvidt jeg kan klare mig igennem “første bane” og komme til “næste level”, eller om jeg er en del af et gigantisk illusionsnummer, hvor alt kan forsvinde hvert øjeblik, det skal være.

Så er det jeg bliver tankefuld, næsten ydmyg og længes efter afbrydelser, der kan give mig verden tilbage, som jeg kender den.