Ord har altid været en del af mit liv, fra jeg var ganske lille. Fra min tidligste barndom har jeg haft en konstant strøm af ord i mit hoved, sætninger, historier, digte, sange, ord-billeder.
Ord har for mig været lige så naturligt som at trække vejret. Selv at skrive ”mine ord” er den allervigtigste del af mig selv. At bede en AI agent om at skrive ”mine ord” ville for mig være som at fjerne mine tanker og skære min hjerne væk.
En af mine venner gjorde mig opmærksom på, at fordi jeg har oplyst at der er brugt AI til at sætte melodier og sangstemme til mine sangtekster, så tror ”folk” at jeg også har brugt AI til at skrive teksterne. Det gør mig faktisk ked af det, når “folk” tror, at jeg er uærlig og snyder.
Jeg vil derfor præcisere … Jeg skriver selv mine tekster! Jeg skriver selv mine ord” .
Årsagen til at der er AI melodi og AI sangstemme på mine sange, det er at jeg aldrig har lært at spille et instrument, og min sangstemme er for rusten til at den er værd at lytte til.
Lidt baggrund om mig selv nedenfor – til de, af jer, der ikke har kendt mig fra ung, og som derfor ikke ved, hvad det at skrive gennem tiden har betydet for mig. Jeg har diskuteret lidt med mig selv om det var i orden at fortælle at jeg i min skoletid fik pæn anerkendelse for at skrive, men jeg har valgt at dele denne information med jer for at understrege det faktum, at “mine ord er mine”. Det er derfor ikke en “ny AI hobby” jeg har fået, men “reelt skrive håndværk fra egen pen”, som jeg bedriver. Om teksterne er gode eller dårlige – ja, den vurdering vil jeg lade være op til mit publikum.
At skrive har altid været en helt normal udtryksform i min familie. Min far skrev digte, historier og skuespil, min farmor skrev børnebøger, min farfar skrev digte og oversatte udenlandsk litteratur.
Jeg begyndte at skrive som 13 årig – sjove skøre småtekster – ikke noget særligt. Kun for sjov. Ikke noget, jeg tænkte over.
Men så skiftede jeg skole i 1. real (8. klasse) og fik en dansklærer, Jens Barfod (”Baffe”), som ville udfordre hele klassen i starten af skoleåret. Vi fik en time til at skrive et digt hver især, og pludselig oplevede jeg, hvad ord kan gøre og den kæmpe glæde, jeg fik ved at skrive ord.
Jeg husker at jeg indledte digtet med de antal trappetrin, der var fra skolegården til den etage, på hvilken vores klasse havde lokale. Jeg havde for sjov skyld talt trinene et par uger før, så jeg havde antallet i frisk erindring. Det hed ”Jeg er bare træt”.
”Baffe” indsamlede vores digte, og dagen efter ved morgensamlingen læste han mit digt op for alle på gymnasiet. Jeg stod fuldstændig forvirret og meget genert og hørte at der blev sagt rosende ord om digtet, og at selv ældre elever kommenterede det positivt.
Det gav mig mod på at skrive mere. Mine danske stile i skolen ændrede langsomt karakter, jeg eksperimenterede, nogle stile blev lyriske, andre blev reflekterende. ”Baffe” accepterede det, jeg tror han var nysgerrig efter at se hvad vej, mine tekster ville gå.
Som teenager var jeg meget optaget af Vietnamkrigen og det var naturligvis i mine tanker, da vi skulle skrive terminsstil i 2. real, og emnet var “Et aktuelt emne, der optager dig”. Der var dejligt stille i gymnastiksalen og ro mellem de enkeltborde, der stod på række, så tilsynsførende kunne holde øje med os – og jeg kastede mig over opgaven.
Jeg smed alle gode råd om klassisk stilskrivning væk, og jeg skrev i stedet en dystopisk historie om 3 soldater, der vendte hjem fra krigen. Så gik jeg hjem, lidt betænkelig og usikker på om det var okay, og om jeg kunne forvente en skideballe og en dumpekarakter. Men både lærer og censor kunne lide historien og i stedet indkasserede jeg topkarakter og historien blev trykt i “Oretorpen” der var Ordrup Gymnasiums skoleblad, og den vakte opsigt på skolen. Jeg havde kaldt den: “Tre Små Soldater” og historien lod jeg starte med et liile vers:
“Tre små soldater vendte hjem fra krigen
Den ene var død, den anden skudt i maven*
og kisten de to bar, den hælded’ lidt til siden
for den tredje var halt”
Interesserede kan læse terminsstilen i det gamle, slidte eksemplar jeg gemte blandt andet habengut fra min ungdom.
Desværre forlod Baffe skolen året efter, og vi fik ny dansklærer, der absolut ikke var interesseret i at jeg eksperimenterede i min stilskrivning. Tværtimod fik jeg udelukkende negative kommentarer. Ikke noget, der gav mod på at inddrage ham i mine mange ord og tanker. Der er jo forskel på lærere. Nogle lærere er gode til at opmuntre deres elever, mens andre lærere kvæler de forsøg, man gør og de drømme man har.
Der kom så mange år, hvor jeg kun skrev til skrivebordsskuffen, sange til festlige lejligheder og flere påbegyndte halvfærdige romaner. Livet var jo også fuld af andre meget vigtige formål med studier, mand, barn og arbejde.
Nu er jeg en gammel tøs med tid og ro til at skrive. Jeg har stadig en strøm af ord, sætninger, historier, digte og sange i mit hoved. Det bobler ud af mig. Det kan ikke bare stoppes, for det er mit udtryk, mine ord, mig som menneske.
Det var bare det jeg ville sige…
Hej og hav en god dag