Nej det er ikke Katia, som jeg er vred på.

Katia, eller Ekatarina, var min søde russiske kollega, og jeg husker sjove og hyggelige møder og middage i vores team, når vi var i Bruxelles. Med hende, med Magda fra Polen, Eva fra Finland, Margareta fra Sverige, og hele den søde norske stab sammen med vores dygtige interne undervisere og mødeledere fra hovedkontoret.

Jeg savner de år omkring årtusindskiftet med vores nordøsteuropæiske team. Jeg savner Katias kærlige smil, jeg savner Magdas latter, jeg savner Evas reflekterende tilgang og omsorg, jeg savner Margaretas overskud, og jeg savner mine norske kollegaer, hvis humor var uimodståelig.

Det var en kæmpe anstrengelse i 1990’erne for det nordøsteuropæiske hovedkontor i København at etablere kontorer og organisation i Baltikum og Rusland. Jeg husker stadig det store rum med træpaneler på den russiske ambassade, hvor jeg hentede visa. Flyttefirmaets og Zarkos frustrationer over det strandede flyttegods i Sankt Petersborg, som ikke kom videre et helt år, og hans lille famile måtte låne sig frem til madrasser at sove på af andre “frontier-pionerer” i Moskva. Beretningerne om den russiske raid på Moskvakontoret, hvor alle vores medarbejdere blev beordret ned på gulvet med maskingeværer, mens det hele blev gennemrodet, indtil anføreren opdagede, at det var en “fejl”.

Der blev brugt mange penge, tid og ressourcer i vores organisation for at få kontorerne til at fungere i Nordøsteuropa, og det lykkedes. Men nu smuldrer det hele. Årtiers indsats og årtiers samarbejde.

Nu undrer jeg på hvad Harri tænker om det hele, min daværende finske chef for vores nordøsteuropæiske hovedkontor. Hans forældre måtte under 2. verdenskrig flygte fra Estland.

Jeg ved ikke, hvor Katia er nu, og hvad hun tænker, men jeg tror hun græder indvendigt. Det samme gør rigtig mange andre mennesker i Rusland.

Det er ikke Katia, jeg er vred på. Det er Tengil.

”Al magt til Tengil”, siger soldaterne i Brødrene Løvehjerte. Det er kodeordet for at overleve i en undertrykt verden, for Tengil kræver al magt.

Der er ondskab i verden, og der findes mange forskellige typer Tengil, blottet for empati og kun med ønske om egen vinding og kun med fokus på eget mål.

Der er lige nu en Tengil, der har sluppet den store drage løs, og Tengil vil hellere ødelægge hele verden, end at opgive sin magt.

Er det vores skyld, at der er en Tengil? Kunne vi have gjort noget for at forhindre det? Kunne Katia have forhindret det? Hvem skal påtage sig skyld og ansvar, når en Tengil går amok?

Måske kræver det kontinuerlig kamp og årvågenhed. Måske er der hele tiden brug for at råbe ”han har jo ingenting på” og ”nej – den stopper bare her”.

Måske vil der altid dukke Tengil typer op, måske kan vi aldrig læne os tilbage og bare leve i fred. Tengils med magt, ondskab, grådighed, begær, forblændelse, vrede, bitterhed, oppustet storhedsvanvid, kedsomhed, manipulation, afstumpethed, og ligegyldighed overfor andre menneskers lidelse. Tengil har mange navne.

Hvorfor blev Cæsar kejser? Havde englænderne lov at befri sig selv fra den romerske besættelse? Hvem styrede de ødelæggende religionskrige i Europa? Hvorfor var det vigtigt for Napoleon at vinde? Hvordan lykkedes det Hitler at manøvrere sig til magten? Skulle de allierede under 2. verdenskrig blot have accepteret Hitlers ”små militære operationer” og ”beskyttelse af lande”?  

Hvordan kan det være, at årtiers gode og udviklende samarbejde og samhandel med Rusland nu skydes i sænk? Skulle vi i vesten blot have set stiltiende til, da Rusland opstillede sin hær på 100.000 mand omkring Ukraines grænser og begyndte at bombardere ”dets broderfolk”?

Der er mange spørgsmål at stille. Mange svar, både de lette og de svære.

Hvem hjælper sådanne Tengils og deres slæng til at få magt? Hvad er det for faktorer, der gør udslaget. Er det et tomrum i styring kombineret med en utilfredshed i en befolkning, og dens vrede over ulighed, korruption og vold?

Kan varig fred vindes ved fordeling af goder og ved at vælge ledere i en demokratisk orden, der stadig vil være ydmyge over for deres ansvar?

Fred er en svær ting at vinde, når man ser på den menneskelige psyke. Vi er så lette at forføre, så lette at manipulere, så lette at forblænde og distrahere, så frygtsomme over for psykopater og deres slæng, der truer os.

Og mens mit hjerte bløder, når jeg ser billederne fra Ukraine, hvor bomberne falder og millioner af mennesker flygter, ja, så fyldes mit hjerte med vrede. Og nej, det er ikke det russiske folk, jeg er vred på.

Det er Tengil og hele hans slæng.

Her til aften tænder jeg igen lys for frihed og håb, som så mange gange før, mens jeg mindes de, som kæmpede og faldt, og de som kæmpede og fik sår, der havde svært ved at heles. Jeg mindes også de mange uskyldige mennesker, der på den mest grusomme måde blev ofre for denne modbydelige krig. Æret være deres minde.

Frihedskæmperen Kim Malthe-Bruun skriver i sin sidste brev til sin mor: ”Jeg er kun en lille ting, og min person vil meget snart være glemt, men den idé, det liv, den inspiration, som fyldte mig, vil leve videre.”

Når jeg ser på verden i dag, så træder der mørke skygger frem, som orker fra det helvede, der til stadighed må bekæmpes for ikke at kvæle lyset, friheden og medmenneskeligheden. Ildevarslende skyer samler sig med Saurons tegn, torden lyder i det fjerne fra Sarumans tårn, og jeg beder en indre bøn til mine medmennesker, om  at den idé, det liv, den inspiration, som Kim Malthe-Bruun stod for altid vil leve, så der endnu er håb for os.

Jeg læste i aviserne at manden, der spillede Chewbacca, Peter Mayhew, er død. Han blev 74 år, et venligt og kærligt menneske, efter hvad Harrison Ford fortæller. Det fyldte mig med vemod og tristhed. Jeg kendte ikke Peter Mayhew, kun den måde han spillede Chewbacca på, som jeg – ligesom så mange andre – kom til at holde meget af. Dette kæmpestore uldne væsen uden sprog, som altid kæmper for det gode, og aldrig forlader sine venner. Hvil i fred, Peter Mayhew, og tak for din Chewbacca.

Men Chewbacca selv kan ikke dø, for hvis det skulle ske, så ville Chewbacca komme til Nangijala. Det er helt sikkert. Et væsen som Chewbacca lever videre. Ligesom også Karl Tvebak og Jonatan Løvehjerte. De kan heller ikke dø, de lever videre.

De lever i vores sind, i vores drømme, i den måde, vi anskuer verden, og i den måde, vi selv handler. De er ubundne, frie. Med deres tanker og handlinger inspirerer de os, de forklarer livets sammenhænge, de giver os mening, de viser veje. Vi har brug for dem, disse eventyrfigurer. Vi har brug for deres klarsyn, og for deres stædige vilje til at vokse, så de kan modstå selv de værste  strabadser i livet.

Når vi selv sidder som Mio og JumJum i Ridder Katos tårn og sulter, og alt håb for os er ved at rinde ud i den lange nat, så har vi brug for den lille ske med eventyrlig føde, der stiller sulten og giver os styrke igen.

På samme  måde har vi brug for hinanden, for Frodo ville aldrig have nået frem, men have bukket under for ringens magt, hvis ikke Sam havde været der for ham. Og når vi bliver for magelige, for selvtilfredse og for indelukkede i os selv, så må Gandalf banke på vores hobbitdør, som han gjorde på Bilbos, og vise os, at der er en verden udenfor, og at der er brug for os.

Kun ”bøjede hnau” kan dø. Det ved vi fra C.S. Lewis. At være et bøjet væsen er at overgive sig til et liv uden moral og uden respekt for det levende liv, at glemme det vigtigste.

Harry Potter og hans venner vinder over Voldemort, på trods af at det ser håbløst ud. Tandløs kæmper sig gang på gang tilbage, og flyver nu igen og har fået en mage og en unge. Ronja og Birk vælger en anden vej for deres liv end Mattis og Borka, mens Hassel og Femmer finder vej gennem mange hårde trængsler til et nyt hjem, hvor kaninerne kan leve i fred.

Kim Malthe-Bruun blev henrettet den 6. april 1945. Han nåede ikke at se frihedens time, men han efterlod os sin dagbog og sine breve. I dem finder vi det liv, den idé, den inspiration, som han kæmpede for. Men Kim Malthe-Bruun lever videre. I vores minde om ham, og når vi inspireres af hans liv og hans idé. Et ungt talentfuldt menneske døde for friheden for os alle. Æret være hans minde.

Jeg håber og beder til, at ingen mere behøver at dø som ham, at vi altid vil have frihed og demokrati,  og at vi kan have et samfund med medmenneskelighed og omsorg for alle.

Hver dag har vi et valg i vores liv om hvordan vi vil leve, hvordan vi vil behandle hinanden, og hvilke værdier, der er vigtige for os. Vi har brug for rollemodeller, når vi er usikre og tøvende, når livet bliver svært, og når vejen bliver vanskelig og kræver store ofre.

Men vi har også brug for vejledning, når tilværelsen bliver for let og for magelig, når vi trækker på skulderen og hånligt ser den anden vej ved andres svære kår, og ved ligegyldighed overfor vores lille planet, og når verden brænder omkring os.

Som Harry Potter har vi også muligheden for at vælge, hvilke stemmer vi lytter til, og vi har mulighed for at stille spørgsmålstegn ved de stemmer, vi hører. Hvad ligger bag dem? Hvor vil de føre os hen? Har de Gandalfs forståelse og indsigt, eller er de drevet af Sarumans frygt og grådighed? Bygger de op som Galadriel, så alt levende vil vokse og trives, eller bryder de ned, så jorden bliver gold og Ragnarok venter.

Når valgene bliver lidt for enkle, og vi ikke mere kan finde vores indre stemme, så har vi brug for Kim Malthe-Bruun til at vise vejen. Vi har brug for Emils forståelse for de svageste på fattiggården, og vi har brug for Ronjas glæde ved naturen og empati for den sultende Birk, ligesom vi har brug for Aaragorn, Legolas og Gimli til at kæmpe med os imod Isengards orker.

Glædelig 4.  maj. Må lysene brænde roligt hos jer og give håb.

Om håb

Folkekirken kører i øjeblikket et spændende tema om håb. Hvad håbet er, og hvad håb gør ved os. Om det er den hulkindede skøge, eller det lys, der bærer os gennem livets trængsler og prøvelser.

Temaet fik mig til at grunde over, hvad håb er for mig, og dette er så, hvad jeg er nået frem til.

Håb er noget vi mennesker giver til hinanden i form af medfølelse for det andet menneskes situation – en anerkendende medfølelse for “den anden”, som bygger tillid og værd op hos “den anden”, således at håb for “den anden” kan blive en mulighed.

På denne måde så rækker jeg, som dit medmenneske, min hånd frem til dig, og jeg ser mennesket i dig, og jeg røres af din oplevelse af verden, af det sted, hvor du står, af den smerte, der omgiver dig. Jeg ser, og jeg føler, hvorledes du kæmper, og jeg lader min energi strømme mod dig, så du med den kan indgives håb og føle, at du stadig har værd for mig og for livet omkring dig.

For dette at indgive håb hos “den anden”, dette at anerkende den andens værdi, dette at tage den andens “sko” på – omend kun for et øjeblik, det er for mig vores opgave og meningen med vores tilværelse. Kun således kan vi vokse som mennesker og blive klogere, så vi kan indse og forstå, hvordan vi kan gøre en meningsfuld forskel i livet.

Men svært er det altid at huske, for hver og een af os må selv døje med tvivlen og frygten og med kræfter og midler der ikke altid er store nok, og som ofte må spredes tyndt ud ligesom den sidste skrabede rest syltetøj langs kanten af glasset på flere rundtenommer brød. Og det sker jo så ofte, at vi selv har brug for håb i vores liv, at glasset er blevet for skrabet. Og for nogle blandt os, så er angsten for at række ud efter håb for stor, til at den bliver synlig, selv for de, der gerne vil hjælpe.

Må dagen for jer alle være fuld af håb, og må vi have opmærksomhed og energi nok, så vi kan række hånden frem til den, der har brug for det.

Hav en god dag derude.

Det var let støvregn, men det gjorde ikke noget. Paraplyen var taget med, og det meste foregik jo indendørs alligevel, og manden i mit liv forkælede både svigermor og mig ved at sætte os af lige ved indgangen, mens han selv galant tog sig af parkeringen.

At komme på julemarked, oven i købet på Egeskov, hvor den smukke have og de fine gamle bygninger skaber en smuk ramme til de blussende bålfade, duften af pandekager, julesangkor og udklædte spøgelser, ja, det er næsten magisk.

Det sker ikke hvert år, men i år nåede vi det. En hurtig genvej til julestemning og til at finde den barnlige glæde frem over mangfoldigheden af sjove og smukke ting, og benovelse over den store indsats, der gøres hvert år af de handlende i deres mange festklædte boder.

Jeg og familien holder meget af at komme på Egeskov. Utallige er de besøg, hvor børnebørnene har brugt timer på legeredskaberne, i labyrinten og alle de smukke stier og haveanlæg i parken, og hvor de har stået med beundring og fascination og set på Titanias Palads, Draculas krypt, talrige hekse, legetøjet og alle de andre mange sjove ting, som Egeskov finder på med stor kærlighed til os legebørn, der aldrig bliver helt voksne.

De fleste flyvemaskiner, biler og motorcykler var ryddet væk i stalde og haller, så der var plads til alle boderne, hvor veloplagte og glade handlende havde arrangeret deres varer på smukkeste vis med stor omhu. Der var skind, der var uldne sager, der var dekorationer, der var keramik, der var legetøj, der var røget laks og lækre pølser, der var knas og godter, smukke håndlavede dragter, strikkede huer og vanter, træting og glas, småkager og julepynt, kunst og chokolade, julegløgg og æbleskiver, ja, jeg kunne blive ved med at sætte ting på listen, for der manglede ikke noget.

Et fortryllet land, hvor man for et par timer var hensat til en verden, hvor tiden stod lidt stille, og hvor man gav sig selv lov til at lade sig fortrylle. Man blev naturligvis fristet og købte lidt, kiggede meget, nød de smukke omgivelser, snakkede med de handlende og hyggede med hinanden.

Jeg ved godt, at meningen er at man skal lade sig friste og bruge penge. Ellers stillede de handlende jo ikke op. De har jo brug for at sælge for at kunne overleve i en hverdag, hvor konkurrencen er stor og internettet en reel trussel. Det er en ærlig sag. Det er ikke altid nemt at være handlende, og de knokler for at gøre det godt. Men stemningen på Egeskov smitter af både på de handlende og på os, der kommer på besøg, og det gør det til en magisk oplevelse at være der. Et pusterum for sjælen, hvor selv om det både handler om at sælge og købe, så handler det også i høj grad om at være tilstede og nyde øjeblikket.

Svigermor var lidt træt efter et par timer, hvor vi fandt et telt med bord og stole og hyggede med lidt friske pommes frites af Egeskovs bedste. Der var købt lidt af hvert, smagt lidt af hvert, og nu var det vist tid til at finde bilen igen. Bålfadene blussede smukt, da vi gik mod udgangen, og skumringen dannede fin kontrast.

Tak til Egeskov for en dejlig eftermiddag.

Det nye år er startet blæsende og gråt, med en strid østenvind, der får det til at knage i huset. Det er 2016 nu, og vi kom hjem i går sent efter en dejlig nytårsfejring hos familien, så brændeovnen har endnu ikke været i gang, og det er køligt her til morgen. I går på nytårsmorgen, mens vi lidt trætte og  smågabende hyggede omkring morgenbordet med hjemmebagte boller i nytårets glade og farverige landskab af konfetti og guirlander, kom vi, som så mange andre på denne dag, til at snakke nytårsfortsætter.

Der er masser af gode nytårsfortsætter, jeg bør fokusere på, så jeg lagde hurtigt ud med at leve sundere og gå nogle flere ture i skoven. Erfaringen har vist mig, at tidligere nytårsfortsætter under kategorien maratonløb og meget hurtig afvikling af mavedeller meget let druknede og blev henlagt på hittegodskonteret efter få uger, hvor de støvede til på hylderne med årsmærkat og ikke-afhentet skilt. Så jeg er blevet klogere, mere realistisk, mere ydmyg. Jeg kender mine årsgamle og flove tillidsbrud, som i omfang ikke står tilbage for diverse politikere på Christiansborg under hård nærkamp i hundeslagsmålet hos Clemens. Man må være forsigtig, og jeg skal ikke endnu engang tages i at lave løftebrud. Gudskelov er jeg begunstiget med en familie, som ikke tidlig og silde hiver mig det i næsen, hvilket jeg er taknemmelig for.

Taknemmelighed er en sjov ting. Noget jeg ofte glemmer. Jeg tager livet for givet, det at jeg kan gå hver dag i møde med fortrøstning, tryghed og håb. At der også i morgen vil være en ny dag, hvor jeg kan glædes og forundres, begejstres og elske. En ny dag, der også kan indeholde udfordringer og trælse oplevelser, men hvor man kommer igennem og træt kan lægge hovedet på puden og håbe på en bedre dag i morgen.

Måske er det ”det”, som jeg faktisk bør vælge som nytårsfortsæt – at være mere taknemmelig, at huske de gamle råd om hver aften at skrive 3 ting ned, som jeg har været taknemmelig over i løbet af den dag, der er gået. Hver aften at skrive min personlige livs-skibs-log med nogle få ord, mens jeg mentalt aftørrer den gamle sodede petroleumslampe, der hænger og gynger i styrmandsrummet med det blankslidte trægulv og de smukt pudsede navigationsredskaber.

Når jeg læser nyhederne og ser hvordan verden er omkring mig, så giver det perspektiv. I mit lille  hjørne kan der være problemer, sygdom og død, men der er fred, der er skønhed, og der er håb. Jeg har ikke nødigt at flygte, jeg har set ikke min verden falde i grus, og min familie og mine venner er trygge.

Jeg har meget at være taknemmelig for.

Mens jeg kigger ud i den grå forblæste landskab, beder jeg en stille bøn om at verden må blive et bedre sted, så alle kan være trygge, så alle kan få håb, så alle kan få et godt liv.

Så lad snart foråret komme med en blid og venlig vind, med lys og med håb og med forståelse mellem alle os her på kloden. Lad det regne, hvor der mangler regn, lad våbnene ruste, og lad alle, der mangler føde, varme og ly, få tryghed og stillet deres sult.

”Klokken er 10.23, vinden fra øst, bølgerne omkring har været høje men er nu for aftagende, fragten er surret, besætningen er på plads, kursen er sat, og alt mår vel.”

Tak for året der gik.

Godt nytår derude, og må I alle have en god rejse gennem 2016.

Det bliver en god dag

stod der på Jettes opslagstavle. Med stort printede bogstaver på den seddel, der hang på hendes opslagstavle. Der, midt mellem børnetegninger, kostråd, vægttabeller og information om alskens lægelige sager.

Det fangede mit blik, da jeg sad og snakkede med hende, forleden morgen i hendes konsultation. Jette er min praktiserende læge, som jeg har haft, siden jeg flyttede til Sydfyn. Hun er et venligt og imødekommende menneske med stor empati, og hun vil gerne give alle sine patienter en rigtig god behandling. Det er rart, og jeg er meget glad for hende som læge. Hendes konsultationsrum er hyggeligt, lyst og med stor orden, pæne møbler, billeder, kunstgenstande og en god patientstol ved hendes skrivebord. Man føler sig velkommen.

”Det bliver en god dag” .

Ordene blev ved med at hænge fast i mine tanker, da jeg gik fra lægehuset. Det var som om de lunede og gav en rigtig god begyndelse på dagen. Det var som et mantra, der gav en opløftet stemning, en tro på at alt ville være OK i dag, at jeg kunne tage det helt roligt og bare glæde mig over at være til.

Året i år har ellers budt på rigtig mange strabadser, og egentligt var jeg ikke i specielt godt humør eller havde noget særligt mentalt overskud, så denne min opløftede stemning overraskede mig. Denne besked fra Jettes opslagstavle bed sig fast. Dagen i dag kunne ikke gå galt.

Det gjorde den heller ikke. Det blev en god dag.

Nogle år kan være barske at komme igennem, med sygdom, arbejdsløshed, dødsfald, og andre forhold, som kræver fuld fokus og lægger tunge byrder skuldrene. Krav på krav, og problemer, der tårner sig op. Vægten kan blive så tung, at man glemmer at glæde sig over, som menneske, selv at være til.

Så måske er der brug for sådanne små mantraer til at give det lille pust i hverdagen, som gør at vi bliver ved, selv om livet til tider kan være lidt op ad bakke. Måske er det nødvendigt med at gøre et lille dansetrin, når solen bare skinner og fuglene synger, selv når verden går os allermest imod.

Det kan lyde lidt spøjst, som om man lader ansvaret glide fra sig. Men måske er det lige hvad man blot en gang i mellem har brug for. I en kort stund at lade ansvaret glide fra sig. Holde fri, bare glæde sig over at være til. Tro mig.

Det bliver en god dag.

For nogen tid siden blev jeg 59 år. Det er i sig selv ikke en begivenhed at fylde et år ekstra, særligt når dagen hverken er rund eller på nogen måde skelsættende for andre mennesker. Men at vågne op til en morgen som 59-årig er alligevel anderledes, for næste år så skifter tallet og vil fremover klart indikere for gud og hvermand, at jeg nu er uigenkaldeligt indtrådt i gruppen af seniorer, hvis tid på arbejdsmarkedet i henhold til almindelig praksis i samfundet snart vil rinde ud.

Igennem årene er min mening blevet klart præsenteret for mig i form af uddannelse og arbejde. Enkelt og ligetil – udfordringerne lå foran mig som perler på en snor. Tydeligt definerede opgaver, som jeg gjorde mit bedste for at indfri med omsorg, entusiasme og hårdt arbejde. Anerkendelse i form af et godt omdømme og kontante kroner var den umiddelbare synlige belønning. Meningen – glæden ved arbejdslivet i fællesskabet mod samme mål og med socialt sammenhold var den endnu vigtigere og mere usynlige belønning.

Men fremover, så vil det se anderledes ud. Det maner til eftertanke. For hvad nu? Foran ligger dage og år, hvor jeg vedblivende vil være sat udenfor det arbejdssamvær, som jeg tidligere var naturlig del af. Arbejdsopgaverne vil være væk, den skemalagte dag forsvundet, og min betydning på arbejdspladsen vil blive overtaget af et energisk ungt menneske, som venligt løfter glasset til den lille reception på min sidste arbejdsdag og ønsker mig et godt otium.

Når døren så lukker sig efter mig, og jeg stavrer hjem med min blomsterbuket og afskedsgaven fra kollegaerne, så lukker arbejdssamværet også sin dør. Jeg vil ikke længere være en del af dem. Ikke længere være af betydning for  dem. Ikke længere deltage i dagens snak om alt og intet. Ikke længere være del af den samlede fælles mening.

Tiden, hvor andre dagligt definerede min mening vil være endegyldigt overstået snart, og jeg må selv finde frem til, hvad den sidste del af mit liv skal indeholde, og ikke mindst, så må jeg finde frem til mit endegyldige formål med det hele – min overordnede mening.

Hvorfor er jeg her? Hvad er min mening? Hvad skal jeg kendes på til slut?

Jeg er ikke helt uforberedt – jeg har været ramt før. Oplevet tæppet forsvinde under mine fødder og meningsløsheden gennemtrænge mig med en skræmmende kraft, der efterlod mig angst, modløs og fortvivlet, og ude af stand til at tænke klart.

Arbejdsløsheden har haft mig i sit kvælende favntag og trukket mig gennem nogle af de mørkeste nætter og tungeste dage i mit liv, hvor sjælen blev flået itu, mens afslag på afslag krammede mit sind sammen og efterlod mig blødende og skrammet.

Sårene er stadig ikke helt lægt – ligger stadig under tynd hud og sårskorperne er alt for lette at flå af. Livsvilkår blev ændret til ukendelighed, mens selvværd og formål blev skrællet af, og det kostede kamp at finde en vej tilbage.

”Disse formålsløse byrder, som bare ligger i hængekøjen og dovner” – siges det i medier og blandt politikere – og for hver gang flås sårene op og jeg ryger tilbage i tusmørket, hvor den sorteste afgrund ligger på hver side af den smalle og med vind omsuste skrøbelige hængebro, jeg endnu, lige nu befinder mig på.

Det gør ondt. Ordene. Den manglende forståelse. At være formålsløs er skræmmende. Ikke at have mening for nogen eller noget. At ligge til byrde giver uro og angst. Ikke at have kontrol. En byrde for andre. Der peges fingre af de, som er uden for gruppen – byrderne.

”Hvor må det være dejligt for dig, at du nu kan gå på efterløn/pension” – ”hvor må det være dejligt for dig, du som er arbejdsløs, sådan bare at ligge i hængekøjen, mens vi andre knokler…”

Fremover, om få år, så vil jeg ikke længere blive forventet at have en mening for fællesskabet. Jeg vil indtræde blandt de, som man ikke forventer vil bidrage. Blandt de, som betegnes en byrde. Uden for gruppen.

De ved ikke hvad de snakker om – de som er i gruppen, som stadig har mening og formål. Gruppen med dagligt knokleri, sammenhold og samvær, som giver fælles mening og betydning.

Uden for gruppen er det koldt. Udenfor gruppen står de, som er formålsløse, og kigger længselsfuldt ind. Uden for gruppen, står de, som der bliver peget fingre af. Udenfor står de, som betegnes byrder. De står der på risten og kigger ind.

Jeg har set gamle kollegaer gå for tidligt på pension med begejstret mine og forventninger om at kunne feriere i Sydfrankrig eller spille golf resten af livet, og blot 3 måneder senere så kom de retur og jagtede den gamle virksomhed med ønsket om at blive genansat. Ferien blev for lang, savnet blev for dybt.

At finde sin mening.

Ærlighed er et krav, hvis det skal lykkes. Man må være ærlig over for sig selv, hvis det på nogen måde skal lykkes at nå frem til erkendelse. Kigge tilbage over skulderen og se hvor man fejlede og hvor man nåede frem. Kan det give et fingerpeg om retning og formål?

Hvis jeg kigger på godt og skidt i mit liv, hvad var det så der kom til at kendetegne mig? Hvad bar jeg selv videre til andre?

Måske er det at blive ældre at ligne med en sidste udfordrende rejse og kamp for at tilgive sig selv for de fejl, man gjorde som uvidende ung, og en rejse i ydmyghed for at forsone sig med de grusomheder, som man i sin uvidende dårskab var skyld i.

At finde sin mening – ikke kun på rejsen – men til syvende og sidst, når regnskabet gøres op, og det ukendte venter.

Hvad bidrog jeg med? Hvilke spor efterlader jeg? Hvilken betydning gjorde det, at jeg var her? Huskede jeg at lytte? Huskede jeg at anerkende?  Pegede jeg blot fingre af andre uden at forsøge at forstå?

For nogle viser meningen sig med overbevisende klarhed pludseligt og uimodsigeligt – som ved kampen for frihed, der kalder den modigste blandt os frem.

For andre bygges meningen op, lag på lag, gennem erfaringer og viden, som danner et puslespil, hvor selv de sværeste brikker til sidst kan samles og give den endegyldige mening.

Jeg må lede. Finde frem til den forskel, som jeg naivt og forfængeligt tror var min mening. Inden knokkelmanden kommer, må jeg finde den. Forsone mig med den. Tilgive min egen brøde og dårskab. Blive klogere. Udrette noget positivt til at balancere, så vægten ikke tipper over i formålsløshed.

Jeg må finde min mening, uanset hvor ussel og ringe den er. Var jeg overhovedet til nogen nytte?

Når min sidste vilje forlader mig, hvad var det så – mit formål? Når præsten har sagt amen i kirken og kisten med mine jordiske knogler, kød og ligskjorte ruller ind i den varme ovn, hvad var så min mening?

”Min Gud, min Gud, har du forladt mig?” – sagde Jesus på korset. Spurgte han efter sin mening?

Vil jeg nå frem?

I Buddhismen siges det, at vi skal genfødes utallige gange indtil vi opnår indsigt, så vi forstår. Det er uvidenheden, der gør os blinde, vrede, onde og angste. Vi er del af hinanden og altet siges det. Vores mening er at lære at forstå og vise medfølelse.

Hvordan kan jeg hjælpe dig? – siger de i kundeservice, når jeg kontakter dem.

Hvordan har jeg været til nytte? – spørger jeg mig selv.

”Jeg kan lide at gøre en forskel”, skriver vi i ansøgningerne, når vi skal fortælle om hvordan vi som mennesker indgår i et fællesskab med fælles mål. Vi er stolte af at være gode til at gøre en forskel. Det kan ses og mærkes, at vi indgår positivt i fællesskabet.

Tusindvis mennesker holdes i dag uden for fællesskabet – uden de ønsker det. De er sat på reservebænken. På lavblus, i høkasse. Måske er der brug for dem om nogle år. Indtil da, så må de hutle sig igennem ”på sognet” og de bliver peget fingre af. De siger at det er godt for lønniveauet i samfundet at der er en arbejdskraftreserve.

Med rædsel i øjnene oplever de uheldige, hvordan medier og systemet forvandler dem fra gode kompetente og bidragende borgere til pludseligt at opfattes som intetsigende unyttige byrder.

For mange betyder flere års arbejdsløshed økonomisk ruin, skilsmisse og social deroute. Andre mere heldige kan nøjes med et overvældende tab af selvværd, depression og karrieretab. Det helt overvejende flertal af arbejdsløse har aldrig selv valgt det, men oplevede blot at blive smidt på gaden af arbejdspladsen.

De er en byrde – siger politikere og medier. De er dovne, ligger i hængekøje, ufleksible, nassere, umotiverede – listen af negativt ladede ord er uendelig lang.

Sjovt  nok, så var de tidligere gode medarbejdere. Kun dette, nu ikke at være i job, adskiller dem fra andre og fra deres tidligere gode omdømme.

Fællesskabet og de menneskelige relationer er livgivende for os. Vi ville ikke overleve uden. Det giver os sikkerhed, tryghed, social kontakt, anerkendelse og tilhørsforhold. Det giver os mening at være en del af fællesskabet.

Når mennesker er uheldige og mister deres arbejde, så straffer vi dem ved at sætte dem uden for fællesskabet. Vi deler ikke vores arbejdsfællesskab med dem. Vi undgår dem. Vi peger fingre af dem – fortæller dem, at de er dårlige mennesker. Vi giver dem penge til at overleve, men vi sikrer os, at det kun er med knaphed, at de overlever. Og værst af alt, så fratager vi dem fællesskabets mening.

At blive arbejdsløs og blive sat uden for gruppen, så man ikke længere kan bidrage, men kun bliver en byrde for andre – det er en forfærdelig og uretfærdig straf.

At blive kaldt en byrde for andre – det er ord, som forkrøbler og gør sjælen syg.

Ord er farlige. Ord har magt. Cicero vidste det. Hitler vidste det. Vores politikere og deres spindoktorer er uddannet særligt godt i at vide det. Og medierne er eksperter i at vide det.

Ord er farlige. Ord skaber billeder. Ord skaber forventninger og fordomme. Du kan tvære børn og selv voksne mennesker ud med ord, så de bliver til tabere, og du kan rejse dem op med ord, så de kan vinde hele verden.

Professor Rosenthal dokumenterede det – for rigtig mange år siden, og hele den systemiske og den anerkendende tankegang og tilgang bygger på det. Altså på den positive måde.

På den negative måde, så kan ord skabe syndebukke, skabe had og isolation fra fællesskabet, og ord kan skabe sult, vold og krig.

Det bly, der bliver brugt til blyanter er farligere end det bly, der bliver brugt til kugler. Det vidste man allerede for mange år siden. Når jeg kommunikerer til dig inddrager jeg dig i min verden – jeg påvirker dig. Ikke kun ved mit ordvalg, men også ved det jeg ikke fortæller. Jeg bygger billeder op, og du bliver draget ind, så du må forholde dig til de billeder, som jeg giver dig. Uanset om billederne er korrekte. Uanset om jeg manipulerer dem.

Ord har magt, og de som har magt til at viderebringe ord, de har også magten til at forme og justere, til at bryde ned eller bygge op. Til at pege ud eller pege frem. Til at inkludere eller ekskludere. Til at skabe hadet og fjendskabet, eller til at inddrage og hjælpe. Til at få vores verden til at gå i stå i nedtrykt pessimisme, eller til at drive begejstring og vækst.

At finde sin mening.

Det var det jeg kom fra. Finde frem til om jeg, med min gang på jorden, var til nytte eller til skade. Om de ord, som jeg brugte byggede op i stedet for at rive ned. Om det gjorde en positiv forskel, at jeg var her på den lille blå planet.

Jeg kigger mig omkring i min stue for at finde tegn, og når jeg kigger, så ser jeg mine souvenirs fra de 59 år, som jeg har gemt. Sjove, skæve, smukke, klodsede, ukurante, ikke værdifulde i forhold til penge, men fulde af minder. Kan de give mig noget svar i forhold til min mening?

Ligklæder har ingen lommer, var der en bog der hed for mange år siden. Man kan ikke tage det med sig, de souvenirs man samler. Store som små. Udløbsdatoen for holdbarhed er den dag, du dør – måske endda før. Hvad er de værd, når knokkelmanden svinger leen?

Hvilken mening tager jeg så med mig derover på den anden side af floden?

Jeg trækker vejret dybt for at reflektere. Jeg er nået skelsår og alder. Gammel nok nu til at kende forskel på godt og ondt. Gammel nok til at vide, at fred i sjælen og mening finder jeg kun, når jeg hele tiden har dette i baghovedet.

Kun latteren og kærligheden fra dine kære, kun smilet fra dine venner, kun glæden ved den hjælp du gav de mennesker, som du mødte på din vej – kun dette tager du med dig.

Kun dette gjorde en forskel, og kun dette gav en mening.

En af de ting, som jeg godt kan lide ved Facebook, er muligheden for at holde sig i kontakt – både mentalt og også praktisk – med mennesker, som ikke bare bor lige rundt om hjørnet, og som man måske finder igen efter flere år uden kontakt.

Det kan således være både sjovt og berigende at følge status opdateringer og ikke mindst de tanker, som slægtninge og venner gør sig, over livets gang, både for dem selv og i den store helhed.

Da jeg i går aftes læste min kusine Susannes tanker om 4. maj og så hendes billede med stearinlyset i ruden, blev jeg så usigelig glad og varm til mode.

“Jeg tænker sommetider på, hvor mange af os der egentlig ville turde risikere eget liv, familie, børn og venner for at kæmpe for frihed?”

“Tak til de der gik forud!”

Tænk at have en kusine, som  jeg kunne føle denne samhørighed med i hendes tanker. Det varmede langt ind i sjælen og føltes som en kæmpe knus fra Sorø til Faaborg.

Når jeg tænker tilbage på min barndom, så var krigen allestedsnærværende. Både udtalt og uudtalt.

Udtalt – var beretningerne om tiden med mørklægningsgardiner, generalstrejken, uddeling af illegale blade, ufriheden, manglen på alt, luftalarmerne,bombeflyene, nyhederne fra London, propagandaen, angsten når der blev skudt ned ad gaden, vejspærringerne og identitetskortene, bombningen af den Franske Skole. Og, ikke mindst hvordan min far, som ung journalistelev i Stege, blev en del af modstandsbevægelsen og blev taget af tyskerne og hans tid i Vestre Fængsel og Frøslev. Men der var også beretningen om glæden den 4. maj, hvor min mor på gaden mellem alle de festende danskere mødte en ung tysk soldat, som måbende stod og så på det hele. På gebrokkent dansk spurgte han hende, hvad der var sket, og hendes svar fik ham til at bryde hulkende sammen og med glædestårer i øjnene  udbryde: “Gud være lovet, så kan jeg komme hjem til min familie”.

Ikke udtalt – var sårene på sjælen efter kampen. Angsten og frygten, vreden og afmægtigheden. De billeder, som stadig dukker op, når solen går ned, musikken forsvinder og der kun er stilhed tilbage.

Tak til de, der gik forud!

Os, der ikke er blevet prøvet i denne store målestok, strides måske i mindre kampe – ikke  mindst mod vor egen frygtsomhed for at melde klart ud, for at risikere modgangen og ikke-accepten.

Vi kæmper mod vor angst for at falde igennem i forhold til nutidens og samfundets krav om perfektion, succes og målrettethed. Vi kæmper mod vor angst for at fortælle, når jobbet gør ondt, når vi mister det, når vi ufrivilligt kommer til at ligge til byrde.

Tør vi tage disse mindre kampe op? Tør vi tro på den indre stemme,der siger at Nordahl Grieg har ret – “Findes der sult og nød – skyldes det svig”.

Tør vi tage til genmæle, når vindene blæser stridt imod os? Når solidaritet med den fattige og den svage er skældsord i samfundet?

Tør vi tage til genmæle, når vi ser, hvordan naturens ressourcer forvaltes, eller når der svines for at opnå større proft?

Tør vi følge de veje, som vi inderst inde drømmer om, selv om det betyder at vi ikke overholder den normerede studietid?

Tør vi stille spørgsmålstegn ved den accepterede norm?

Tør vi åbne vore øjne og favne bredt?

Jeg husker mine tanker en 4. maj aften, hvor jeg tilfældigvis havde en aleneaften. Som så mange gange før, havde jeg tændt nogle stearinlys for at mindes, og for at huske på, at kampen om frihed aldrig slutter.

Måske er kampen, længslen,

det at kæmpe, det at søge,

når det kommer til stykket,

det allervigtigste.

Maj 1995

Lys, der skinner som stjerner,

den aften, det år i maj.

Tanker, der flyver mod glemslens

mørklagte, krogede vej.

Hvor blev de af dine drømme,

tabt bag erindringens slør,

eller gemt i et lukket arkiv,

bag skabets aflåste dør.

Støvet har lagt sig så kærligt,

lindret de ømme sår,

dæmpet den hviskende stemme,

som taler om brugte år.

Tankerne bringer tilbage,

bud fra dit gamle jeg,

vil du så drømmene vække,

eller er du stadig for fej ?

Det river og slider og flår,

for drømmene hvisker omkring dig,

og lysende skygger kommer og går

som genfærd fra glemte år.

Men trætheden svøber sin kappe

om dine skuldre og får

de hviskende drømme til atter

at svinde bort til dagen i går.

Og lysene brænder så stille

og varmer den mørke rude

og atter bliver sindet draget

til himlen så natblå derude.

Og dybt i mit indre, så ved jeg

min længsel er evig og sand,

og måske vil jeg modet finde,

og atter tro at jeg kan.

4. maj, 1995