Hvad gør journalister, når de keder sig. Når tilværelsen bliver for trist, når nyhedernes kompleksitet bliver for svær og for tung at sætte sig ind i, og der skal noget i spalterne…?

Ja, så starter man da bare det spil, der hedder ”Rav i Gaden”. Herefter kan man læne sig tilbage på kontorstolen og hygge sig med alle reaktionerne fra læserne og fra andre medier, og hvis spillet er ved at gå i stå, ja, så sparker man lige et nyt indspark ind.

Og, hvad er så ”Rav i Gaden” for et slags spil?

Ja, det handler kort sagt om begrebet ”framing” og herefter om en veltilrettelagt “smædekampagne mod en udvalgt gruppe”, en smædekampagne som i moderne tider kører fint og næsten uproblematisk på nettet.

Framing er et spændende begreb og en fantastisk måde at styre befolkningens holdninger på i forhold til hvilke normer og hvilken adfærd, som journalisten i sit spil ønsker at gøre problematisk eller bare latterliggøre.

Det er her vigtigt at understrege, at den pågældende norm og/eller adfærd tidligere før framingen har været helt accepteret for gruppen – ja måske endda har været fremhævet som ønskelig; og endvidere at den pågældende norm og/eller adfærd stadig vil være helt accepteret for andre grupper end lige den udvalgte gruppe.

Heri ligger just det spændende for journalisten, for målet med spillet er jo, at denne adfærd skal fordømmes kun for den valgte gruppe, mens andre grupper frit kan bevare samme adfærd.

Gry Inger Reiter, som har en rigtig god artikel om begrebet framing på Kommunikationsforum.dk Se link:

http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/8-eksempler-paa-at-framing-virker-brug-framing-buzzword

Gry Inger Reiter forklarer bl.a., at framing kan ses som et filter, der fremhæver dele af virkeligheden, men samtidig mørklægger andre dele, således at journalisten eller politikeren både bevidst og ubevidst kan styre, hvilke ideer og billeder, der dukker op på læsernes eller tilhørernes nethinder. framing er et særdeles stærkt middel til at rykke ved holdninger i befolkningen overfor grupper eller overfor tiltag, som ønskes gennemført. Framing spiller således en afgørende rolle i vores dagligdag, og dygtigt udført framing kan være overordentlig svær at gennemskue.

Eller tjek Christoffer Riis beskrivelse af framing også på www.kommunikationsforum.dk : se link:

http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/hvad-er-forskellen-paa-at-vaere-arbjedsloes-og-jobsoegende

Gennem længere tids bevidst framing kan man opnå at gøre udvalgte grupper til gode prügelknaber, som man let og elegant kan hive frem, når tilværelsen keder journalisten, eller når man ønsker at genopfriske og forstærke framingen, især også af politiske årsager.

Ved valg af gruppe, der skal under behandling, så er det vigtigt i – disse politisk korrekte tider – at undgå de værste faldgruber, så man ikke som journalist skal fremstå uempatisk eller trættende.

Der er visse grupper, der måske nok altid kunne bruges – rygere og overvægtige, men dels er der en vis træthed i befolkningen over brug af rygergruppen som prügelknabe – de har været brugt for tit, og de er underlagt restriktioner allerede; og ligeledes er gruppen af overvægtige svær, fordi der hele tiden dukker irriterende forskningsresultater op, som hævder at overvægt skyldes mere end kost og motion. Derfor ligger de to grupper ikke lige for i forhold til et spil ”Rav i Gaden”, så man må finde andre grupper, der ikke på samme måde nyder godt af politisk korrekthed, men som kan være ”lovligt bytte”.

Når gruppen er udvalgt, så følger næste skridt ”smædekampagnen”, som kan foregå digitalt via de sociale medier. Hurtigt, let og billigt, for læserne kan fortsætte i det uendelige, blot med lidt nyt brænde på ilden undervejs. Der er tale om en vis lemmingeeffekt, som letter arbejdet med at holde spillet i gang, og hvor eventuelle kritiske røster bliver kvalt og chikaneret i mængden af ”lemminge-likes”, som også frivilligt påtager sig mobningen af kritiske kommentatorer.

Rent praktisk starter journalisten op med at finde nogle småting, som den udvalgte gruppe har udtalt eller gjort – som regel noget helt fredeligt og normalt helt accepteret. Med lidt antydninger om utjekket adfærd og ved hjælp af nogle nedladende negative øgenavne klistret på gruppen, så starter processen – som regel som en lille snebold, der allerede indenfor 24 timer kan blive til en kæmpe digital mobnings lavine.

Framingen sker via de negative billeder, der som nævnt, kan være ”dyrket gennem længere tid” af journalisten. God framing af en gruppe er, som nævnt, ofte opbygget over længere tid og plejet via gentagne opfriskninger.

Hvis journalisten er rigtig heldig, så spiller andre medier med, og med ekstra held kan der også være interesseorganisationer, der pludselig ser en økonomisk eller markedsmæssig fordel i at deltage i smædekampagnen.

Hvis spillet ”Rav i Gaden” kører som journalisten ønsker, ja, så kan det fortsætte i lange tider, uanset om det har nogen som helst basis i fakta eller om der egentlig foreligger noget som helst skadeligt over for samfundet.

Læserne læser jo ofte kun overskrifter, og hvis ”facebook vennen har liket”, ja, så ”liker” man bare videre. Der er sjældent tid til at gå i dybden, og man stoler jo på, hvad aviserne skriver, særligt, hvis medierne skriver noget, som de tidligere har Framet godt.

Jeg kan i øvrigt anbefale følgende links, der også fortæller lidt om dette interessante emne:

https://www.facebook.com/beingliberal.org/videos/687042861479581/?pnref=story

https://www.zetland.dk/historie/sOMV95K1-ae2KvJdE-777bf?utm_source=zetlanddk&utm_medium=social

og i øvrigt er der rigtig mange andre spændende artikler på www.Kommunikationsforum.dk

som jo er et fint og spændende serviceorgan for journalister og politikere, der her kan lære rigtig meget om sprog og påvirkning af mennesker.

Naturligvis kan spillet ”Rav i Gaden” give bagslag, hvis læserne pludselig ikke længere synes om det, men på trods af denne risiko, så er underholdningsværdien jo enorm undervejs, så spillet er altid et forsøg værd for enhver journalist eller politiker, som keder sig eller har en god skjult politisk dagsorden….