Det er snart Jul, vores store fest. Fejring af store religiøse hændelser, og fra gammel nordisk tid fejring af lysets tilbagekomst – Vintersolhverv. Håbets tid. Tid til vurdering af vores værdier og tid for nye strategier.

Det er tid til de mange ønskesedler, de gode sociale sammenkomster, glæden ved at være sammen og glæden ved at give og modtage.

Det er også tiden for mere stress, økonomiske problemer, frustrationer, sorg over svære savn, og i disse urolige tider en ekstra bekymring og angst for hvad der måtte komme.

Mens vi følger udviklingen i verden, som mest af alt minder om en skræmmende udgave af ”Game of Thrones”, så må vi dog ikke opgive modet helt, men huske at vi hver især har mulighed for at påvirke, hvad der sker. Vi er ikke uden handlemuligheder, og selv om det for de fleste af os kun kan ske med små prik og indspark, så vil summen af vores samlede handlinger kunne dreje vores jord og vores tilværelse i en anden og bedre retning.

Jorden er stadig smuk, rigtig mange steder, på trods af vores ihærdige anstrengelser for at skamfere den, forgifte den og slå den ihjel. Der er stadig håb. Men det er ved at være 11. time for jorden og dens beboere. Det er 11. time hvis vi vil redde hvad der reddes kan, og genoprette jorden fra de skader, vi har forvoldt.

Så når vi når på bagkant af julen, når vi får ro og tid til andet end de daglige kampe for at nå ”at få livet til at hænge sammen”, så er det måske tid til også at kigge indad og udad, og tage en snak med os selv, og med de mennesker vi har livet tilfælles med, og en snak med de politikere og beslutningstagere, der prøver at styre det ”skib”, hvor vi er ombord.

Vi må stille os selv spørgsmålet – Hvad der det vi vil have? – Hvordan ser vores ønskeseddel ud?

Selv om vi, som enkeltindivider, ikke har mulighed for at stoppe krige og ufred, og vores råderum kan se begrænset ud i forhold til den store verden, så må det ikke forhindre os i at sætte en bedre dagsorden, der hvor vi kan. Vi kan stadig arbejde for at nå de ønsker vi har, og derved sprede ringe i vandet, mens vi er ombord på vores fælles skib.

Og hvad er det så for en verden, vi ønsker os?

Hvad er det for en tilværelse, vi ønsker for os selv, for vores lille planet, for vores naboer – nær såvel som fjernt, og for alt andet levende på jorden?

Hvordan ønsker vi vores lille land skal se ud, i byer og på landet? Skal vi fortsætte udviklingen mod overfyldte storbyer og underbefolkede landområder? Er det den rigtige vej at gå?

Skal vi stadig knokle, så vi sanseløst udmattede falder om i sengen efter lange stressende arbejdsdage og vores børn mistrives? Eller er der en anden måde at leve på?

Skal vi acceptere at vores luft, jord og vand bliver forgiftet og med store og vanskelige klimaudfordringer? Eller vil vi tage ansvar og rydde op?

Skal vi acceptere at mennesker omkring os oplever fattigdom, sult, nød eller angst, som kunne være undgået, hvis vi var lidt mere omsorgsfulde overfor vores ”medpassagerer”.

Vi er ombord på Titanic på vej mod isbjerget, i overført betydning, men hvis vi vil, så kan vi stadig ændre retning. Spørgsmålet er om vi vil?

Vi må tænke over vores ønskeseddel. Hvordan skal den se ud?

Hvad er det vigtigste, vi ønsker os?

Den skotske forfatter Robert Louis Stevenson var fascineret af samspillet mellem det gode og det onde i mennesket, og han skrev det berømte mesterværk i 1886 om den gode læge Dr. Jekyll, som via en særlig mikstur forvandler sig til den onde Mr. Hyde. Bogen blev en bestseller, er filmatiseret og selve essensen af bogen var så interessant, at ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” er blevet en del af den vestlige kulturs sproglige og kulturelle arvegods. Bogen handler om menneskets indre splittelse mellem gode og dårlige sider. Den er så afgjort en klassiker, som varmt kan anbefales at læses.

Jeg kom til at tænke på Dr. Jekyll og Mr. Hyde i forbindelse med det nye forslag fra regeringens side om at friholde religioner fra ”utilbørlig kritik og forhånelse”. Det er et forslag, som jeg personligt er fuldstændig imod og som jeg ser som et ” kæmpe øksehug mod ytringsfriheden”. Jeg skal herunder klart redegøre hvorfor.

De tre monoteistiske religioner har alle som udgangspunkt ”Det Gamle Testamente” med dets tilgang og værdisæt i forhold til samfund og i forhold til det guddommelige ”Vorherrre/Jehova/Gud.

”Det Gamle Testamente” har blandt de allerførste skrifter både fortællingen om at Gud ikke ønsker at mennesker skal opnå viden (Adam og Evas berømte æblespisning og afstraffelse), og senere fortællingen, hvor Gud beordrer Abraham til at ofre sin søn for at Abraham skal vise sin kærlighed til Gud, og Abraham adlyder Gud og først da kniven er på vej over Isaks bundne krop, forbarmer Gud sig og stopper Abraham.

Fortællingen giver mig kvalme, afsky og en stærk vrede. Hvad er det for en guddom, der ønsker denne form for underkastelse – jeg kommer til at tænke på bandeledere, mafiosoer, diktatorer, narcissister og psykopater uden empati. Hvordan kan man respektere en sådan guddom? Hvordan kan man i 2023 ønske at indføre en lovgivning, der beskytter sådanne skrifter mod kritik?

Det Gamle Testamente er fuld af sådanne skrifter, hvor underkastelse til Gud er det bærende element, ligesom undertrykkelse og mangel på respekt overfor kvinder gennemsyrer dette testamente, der også opfordrer til had mod homoseksuelle og had mod vantro. Er dette den guddommelige ”Mr. Hyde side”?

Jesus var så oprøreren, der gik imod, og i stedet prædikede næstekærlighed. Hurra for det. Ingen kan beskylde Jesus for at være en “Mr. Hyde”, og verden har nydt godt af de positive og kærlige budskaber, som Jesus kom med. Desværre varede det ikke længe, før Paulus fik gjort kvinder undertrykte igen og degraderet kvinder til andenrangs-kristne, og Johannnes fik skræmt livet af folk med sine ”visioner”.

Ja, der findes også enkelte smukke og positive skrifter i Det Gamle Testamente, men de er få. Skrifter om hvor meget umage, Gud gjorde for at skabe en smuk verden og f.eks. Højsangen, og disse skrifter drukner i fortællingerne om alle de voldsomme krige ført med Guds hånd gennem de ”udvalgte” mod de “vantro”, og den megen hævn, overgreb og undertrykkelse, der sanktioneres af Det Gamle Testamentes ”Gud”.

Det er skamfuldt for den danske folkekirke, at den endnu ikke har taget et principielt oprør med ”Det Gamle Testamente” og dette testamentes gudssyn. Der undervises stadig i fortællingerne i folkeskolen, som om disse fortællinger skal være gældende for det kristne livssyn, og det er en skandale at udsætte sagesløse små børn for denne indoktrinering – også når det foregår med Johannes Møllehaves tekster. Hvorfor skal børn opdrages med stening af kvinder, børnemord af nyfødte, og at man bare ustraffet kan kaste kvinder ud til voldtægt af pøbelen. Ligeledes bør folkekirken tage et seriøst opgør med Paulus (som aldrig dokumenteret mødte Jesus personligt) og et opgør med de præsteforsamlinger, der flere hundrede år efter Jesus død fastlagde ”deres version” af kristendommen.

Mit kendskab til Islam er ikke stort, men den måde, som Islam bliver praktiseret på fortæller mig nok til, at jeg kan se, at underkastelse til Gud, undertrykkelse af kvinder, og had til homoseksuelle og vantro også her er de spilleregler, som skal følges.

Ja, men det er jo bare gamle fortællinger, som vi skal lære af – siges det. Ja, hvad kan vi så lære af disse skrifter? Er det, at vi bare skal underkaste os en Mr. Hyde guddom og glemme at vi er tænkende væsener. Og hvorfor er det så ekstremt vigtigt for regeringen af vi ikke må kritisere indholdet i disse skrifter?

Hvorfor skal herboende iranske kvinder og mænd ikke have lov til at protestere mod den måde, som Islam undertrykker borgere med tortur og drab i Iran?

Hvorfor må jeg ikke lave en happening fremover, hvor jeg brænder f.eks. Det Gamle Testamente og Paulus breve på et bål, fordi indholdet i fortællingerne ønsker at undertrykke min personlige frihed som borger, blot fordi jeg er kvinde?

Betyder en undertrykkende guddom i nogle gamle fortællinger mere for regeringen end borgernes ytringsfrihed?

Tror regeringen naivt at indførelse af en sådan lovgivning vil gøre andet for Danmark end at vise, at vi bare makker ret og lader andre lande styre, hvad vi skal. Ja og vel at mærke ovenikøbet lande, som groft undertrykker deres egen befolkning, som vilkårligt torturerer og dræber deres borgere, og som opfordrer til had og vold mod homoseksuelle og vantro. Jeg tænker, at indførelse af en sådan lovgivning i stedet vil opildne disse lande til at kræve endnu flere indskrænkninger i vores frihed, nu hvor de har set at trusler om terror og vold, ja det bøjer vi os for. Det næste bliver vel så, at det er en hån mod religion af afholde “pride” og have frihed for homoseksuelle, eller at kvinderne i landet bør iføre sig tørklæder for ikke at støde en hår-forskrækket guddom. Hvor langt vil regeringen gå senere hen for at imødekomme deres trusler?

Hvad bliver det næste….

Når nu Danmarks Nazistiske Parti registrerer sig om ”religion”, så må jeg heller ikke brænde Adolf Hitlers ”Mein Kampf” på bål……

Gad vide om jeg må bruge et dørslag til at sætte på et bålsted fremover til at lave popcorn, eller vil det støde den registrerede religion ”Det store Spaghettimonsters” følelser og rettigheder?

 Ja, den danske folkekirke er rummelig, venlig og kærlig – stort set, men der er stadig præster, der ikke vil give hånd til kvinder …. Hvorfor accepteres dette?

Det er bare det jeg ville sige. Endnu er den nye lov ikke vedtaget – og det er mit håb, at regeringen besinder sig. Vores ytringsfrihed har kostet blod og tab af masser af menneskeliv gennem historien – den fortjener at bliv værdsat og beskyttet. Den er dyrebar for vores udvikling som mennesker og for udviklingen af vort samfund.

Óg nej, jeg sympatiserer ikke med Rasmus Paludan – han er en destruktiv snotskovl. Men jeg vil til enhver tid kæmpe for hans ret til at ytre sig. Lad Voltaire blive en inspiration for os alle.

Hej og have en god dag.

22-årige Jina Masha Amini døde sidste år, da hun blev tilbageholdt af moral-politiet i Iran.

Der er gået et år nu, et helt år efter kvindernes oprør i Iran, en kamp for den mest basale frihed fra styrets undertrykkelse. Et år, hvor præstestyret i endnu højere grad har strammet grebet om befolkningen og med paranoid tilgang har fængslet, tortureret og dræbt i flæng helt uskyldige mennesker, der blot ønskede at leve et liv i frihed.

Jeg er så inderligt træt af disse præstestyrer, som rundt omkring i verden med en ”hellig bog” i hånden tager magten og undertrykker helt almindelige mennesker og i særlig grad undertrykker kvinder. Et fænomen som historisk set i høj grad har kendetegnet alle de tre store monoteistiske religioner.

Hvad har kvinder dog gjort disse præstemænd, siden de har behov for at undertrykke dem? Er det takken for kærlig omsorg fra kvinders side?

Er det psykologisk set et barnligt forsinket oprør mod deres mor?

Er det et forskruet selvcentreret storhedsvanvid?

Er det en forskruet seksualitet blandet med magtbegær?

Er det magtmisbrug for at holde befolkningen i skak, så den ikke gør oprør? Tænker præstestyrerne, at hvis de giver almindelige mænd hånd- og halsret over deres ægtefælle, så har de uddelegeret så meget magt, at almindelige mænd så finder sig i selv at blive holdt nede af præstestyret? Del og hersk princippet?

Uanset hvad baggrunden er for disse præstestyrers undertrykkelser, så er det vold mod kvinder og vold mod de mænd, der støtter kvinders lige rettigheder.

Disse ”hellige bøger med skrifter mod kvinders rettigheder” er skrevet af mænd, som med manipulerende fortællinger prøver at godtgøre at de må undertrykke kvinders rettigheder. Det er utaknemmelige forskruede mænd, der ikke værdsætter og anerkender kvinders helt basale ret til at være jævnbyrdige i samfundet. Det er mænd med magtbegær og manipulerende grusomhed.

Kristendommen går ikke fri – selv om Jesus havde kvindelige disciple, og Jesus ønskede at kvinder deltog i møder på lige vis med mænd.

Der gik ikke lang tid efter at Jesus var død før Paulus skrev at kvinder skulle forskelsbehandles, så de ikke kunne få lov at tale i menigheden, og i øvrigt skulle kvinder ”tildækkes”. Paulus mente så også, at slaver ubetinget skulle indordne sig deres herrer. Interessant er det i øvrigt, at Paulus ikke personligt havde mødt Jesus. De store kristne præstemøder i de kommende århundreder sikrede så også, at der i endnu højere grad blev undertrykt kvinder, og samtidig sørgede de for, at menigmand også blev undertrykt. Senere tiders abortlovgivning og præventionsforbud har jo så også været et godt våben mod kvinders frihed. Ligesom manglende undervisning og censur.

Dette forskruede magtbegær og tilhørende vold giver mig kvalme og afsky.

Det gør mig vred.

Jeg hørte, at vinden hviskede dit navn
Det måtte være en fejl
Det er for tidligt, tænkte jeg
Vi er endnu ikke klar til at lade dig tage af sted
Men mit indre blev fyldt af sælsom uro
Dog vinden måtte da tage fejl

Igen forleden hørte jeg dit navn
Denne gang mere tydeligt
Og det greb mig om hjertet med sorg
For jeg er endnu ikke klar til at miste
Kære vind, bad jeg
Fortæl mig, at jeg har hørt fejl

Men igen hviskede vinden dit navn
”Kom med mig” sagde den
Blidt, som om det ikke hastede
Jeg lyttede efter, for at høre dit svar
Det kom så stille
”jeg er ikke klar” sagde du

Men skyerne farer hen over himmelen
Hurtigere, stedse hurtigere, hastigt og uden pause
Og vinden bliver stærkere
Indtrængende, med større stemme
”Kom med mig” siger den
Som var det blot en almindelig rejse

Du svarer ikke, stirrer blot ud mod aftenmørket
Så dybt og vibrerende blåt
”Jeg er jo ikke klar” tænker du
Omkring dig er uro og angst
Bundet sammen med kærlighed
i fortvivlede knuder

Månelyset flimrer træernes silhuetter
Vinden tysner ind i stille tavshed
Lokker dig ud i aftenmørket
Hvor flagermusene hvirvler som luftakrobater
Og råen fredeligt græsser med sine lam
Mens uglen stryger forbi dig som et kærtegn

Jeg er jo ikke klar
Blot en enkelt aften mere
En sidste aften som denne
Og måske en mere
At holde i hånd og se ind i øjne
Og føle sig elsket

Omkring dig vindens susen – lokkende
”Kom med mig – over træernes toppe
Gennem engens høje efterårsgræs
Se fuglenes rede fra oven
Sammen vil vi blæse ræven om øret
Mens vi suser af sted”

Du tøver og ser dig omkring
Ser øjne med afgrundes sorg
For rejsen er din alene
Og hjertet rives itu
Men sindet er tungt og træt
For at tage af sted alene er svært

Men vinden lokker og trækker
Fortæller om dybblå bølger og tangens gyldne rav
”Kast din slidte ham” ler den
”Vi skal på tur”
Og mens den lokker og ler
Så løsner du langsomt de allerkæreste bånd

For kroppen er blevet for træt og vinden for stærk
Rejsen er pludselig så nær
Hvert et minut føles så sparsomt
Og hvert et kærtegn så inderligt kært
Når den sidste styrke skal samles
For at lade vinden bestemme din færd

Men vid, du min gamle ven
At skønt du må rejse alene
Som stifinder – før vi følger med
Så danser du i vore tanker
Med din latter, dit smil og din omsorg
I mindernes evighed

Copyright © Lilli Wendt, den 29. september 2021

Lindetræet har foldet sine smukke lysegrønne hjerteformede blade ud, bøgen lokker eventyrligt i skoven, gyvelen er ved at gå i blomst og de smukke vilde blomster fortsætter deres fyrværkeri af farver. Mælkebøtter, viol vorterod, fuglekirsebær, slåen og mirabeller afløses af fladstjerne, guldnælde, læbeløs og ærenpris, ja, og snart kommer syrenerne og de allerførste vildroser. Naturen folder sig ud, så man bliver ganske bjergtaget og så taknemmelig over al denne skønhed, der bliver tildelt os, og som lokker hver en humlebi af bo. Svalerne er kommet, og i dag kom et par forårskåde halemejser forbi med overskudshumør og fjerdragtbadning i fuglebadet.

Al denne skønhed, og i dag er det den 4. maj og i aften er det 75 år siden at Danmark blev frit igen. Naturen har klædt sig i festdragt.

Jeg tænker på min barndom, jeg tænker på mine forældre. Min mor var kun en stor pige, da krigen sluttede, men hun og mine morforældre delte illegale blade ud. De boede på Frederiksberg, og hun græd, dengang hun fortalte mig om den Franske skole. Mine morforældre var handelsrejsende og havde bil under krigen, og de medbragte masser af blade på deres ture gennem landet.

Min far var frihedskæmper fra efteråret 1943, og han blev taget af Gestapo i vinteren 1944/1945, 19 år gammel. Han var blandt de heldige, som ikke kom sydpå, men kun til Frøslevlejren via Politigården og et længere meget svært ophold i Vestre Fængsel. Han var et skrivende menneske, journalistelev og kunstnerisk anlagt og havde derfor især været aktiv inden for den illegale presse, produktion af plakater og inden for våbendistribution. Besættelsesmagten så ikke med milde øjne på den illegale presse. Da Frøslev gik i opløsning i april 1945 på grund af flygtningestrømme sydfra, så var han heldig at komme med de hvide busser til København, hvor han straks meldte sig igen til sin gamle gruppe i Modstandsbevægelsen, og holdt vagt ved Telefonhuset den 4. maj om aftenen.

Den 4.  maj er derfor en aften, som altid har været mindet i mit hjem, lige fra jeg var barn. Der blev tændt lys i vinduerne med særlig kærlig omsorg. En tåre blev visket væk i ærmet, minder om glæde og frihed fortrængte skygger fra tiden dengang. For ingen kamp er gratis, og der var mange, som måtte leve videre med ar og skrammer på sjælen. Skygger, der uden invitation ofte brød frem og bragte kaos og modløshed. Skygger, der både prægede min barndom og mange andres barndom. Skygger, det tog lang tid at bortvise. Ar og skrammer, det tog lang tid at hele.

Jeg tænder et lys for dem alle. Et lys for at jage skyggerne væk. Et lys for at bringe håb om heling og glæde. Et lys for frihed og demokrati. Et lys for sammenhold og medfølelse. Et lys for forståelse og indsigt. Et lys for omsorg og kærlighed.

Jeg tænder et lys
Jeg tænder et lys for dig
Jeg tænder et lys for mig
Jeg tænder et lys for denne jord
Og for alle de mennesker, der på den bor

Nu mørkner det efter dag
Den 4. maj vender tanker tilbage
Vi mindes et budskab med lys og med fred
Og ønsker at frihed og håb varer ved

Det var en tid med ondskab og død
Det var en tid med sult og med nød
Der var frygt, der var angst, og meningsløs vold
Og livet så svært og verden så kold

Der var brug for vilje og mod
For at trodse den ondskab, som ingen forstod
Der var tårer og smerte og voldsom død
Foragten for liv, og hvad livet betød

Der var brug for hjerter med glød
Som gav varme til mennesker i nød
Som tænkte selv og bød ondskab trods
Som satte spor og giver mod til os

Aldrig mere, siger vi med håb
I aften er lyset og frihedens dåb
Vi har brug for at følges på vores vej
Og jeg rækker min hånd ud og smiler til dig

Der er brug for håb og for mod
I en verden, hvor ondskab fortsat kræver blod
Hvor umådelig dumhed gør kloden fortræd
Så alt levende dør – det må ikke vare ved

Vi må kæmpe for denne vor jord
For alt levende, som på den vokser og bor
Så verden stadig er blå og grøn
Du lille planet så gavmild og skøn

Vi står her ved ruden og ser
Hvordan lys overalt, tændes og bliver flere
Ligesom dengang, så giver det glædens håb
Denne aften, hvor friheden fik sin dåb

Jeg tænder et lys for fred
Jeg tænder et lys for kærlighed
Jeg tænder et lys for håb med sang
Og for frihedens glæde, der kom dengang

Jeg tænder et lys for dig
Jeg tænder et lys for mig
Jeg tænder et lys for denne jord
Og for alle de mennesker, der på den bor

Copyright © Lilli Wendt 4. maj 2020

Det øser ned, og det har øset ned i lange tider. Et luksusproblem af dimensioner, når man tænker på Australien og de forfærdelige brande, der har hærget i lange tider. Et luksusproblem også, når man tænker på at verden stadig er fuld af mennesker, der døjer med sult, nød og krig. Så bliver man ydmyg og tankefuld, og så klarer man nok endnu en regnvejrsdag.

I dag er det 75 år siden at de overlevende fanger i Auschwitz blev reddet ud af sovjetiske tropper og en forfærdelig epoke skulle være overstået – ”aldrig mere” sagde folk og græd, når de så billederne og læste hvad Auschwitz stod for. Aldrig mere. Aldrig mere.

Vi håber stadig og beder for et ”aldrig mere”. Men vi er så ofte blevet skuffede, når ”aldrig mere” viser sig ikke at være tilfældet i forskellige dele af verden.

Vi kunne give op, kaste håndklædet i ringen og erklære menneskeheden for håbløs og udenfor pædagogisk rækkevidde. Det vælter ind over os og de kommende generationer med problemer, skabt af os selv. Krige og sult, klimaændringer, erosion og udpint landbrugsjord, mangel på dyrevelfærd, forurening med industri, kemikalier og plast, og alle de resulterende udfordringer med at brødføde og finde ny plads til de af nød migrerende folk.

Alle generationer har haft deres udfordringer – det er sandt. Men vores børn og børnebørn vil inden længe stå over for nogle af de vanskeligste problemstillinger, der endnu er set, og vi må erkende, at vi er nogle forbandet dårlige rollemodeller, hvis vi ikke tager os sammen nu og hjælper til med at løse disse problemer ud fra de evner og kompetencer, vi nu hver især har at bidrage med.

Samtidig rækker de redskaber, vi har lige nu, ikke til at løse problemerne. I hvert fald ikke, hvis vi ikke indser, at der skal helt nye værdier i spil, og også en revurdering af den måde, vi måler vores succes og vores resulter i verden. En gentænkning af hele den måde vi lever på vil være nødvendig.

”Teknologien og videnskaben vil løse alle problemer” siges det, men er det sandt? Teknologi og videnskab er redskaber, ligesom en hammer, en sav eller en økse. Teknologi og videnskab kan bruges til at ”bygge op” eller ”rive ned”, alt afhængig af hvem, der styrer redskaberne. Teknologi kan bruges til at bygge våben eller bygge vindmøller, og videnskab kan bruges til at finde svar og løsninger på sygdomme eller den kan bruges til at ødelægge mennesker med grusomme eksperimenter – som Dr. Mengele gjorde i Auschwitz.

Når vi kigger på 2. verdenskrig og undrer os over, hvordan det kunne gå til, så er noget af det, der springer i øjnene, det er ulighed, nød og autoritetstro. Uligheden og nøden i Tyskland var enorm efter Verseillesfreden og den nazistiske bevægelse gav mange tyskere et håb om at få et bedre liv og samtidig var der had mod de lande, som med erstatningskravene fra 1. verdenskrig gjorde det svært for tyskerne at bygge op. Samtidig var autoritetstro i det meste af verden blevet banket ind i alle børn lige fra det øjeblik, de kom til verden og til de faldt på slagmarken. Kombineret med den massive propaganda, som nazisterne førte, så gik det så forfærdeligt galt med både etik og værdier.

I en debattråd fornyligt på FB gruppen ”Red Verden”, mente en af debattørerne, at videnskabsfolk skulle overtage debatten og alle uden dokumenteret naturvidenskabelig baggrund skulle ”tie stille”. Et interessant synspunkt, for hvem har ret til at debattere hvordan verden skal reddes?

Teknologiske og videnskabelige fremskridt er vigtige redskaber til at afhjælpe klodens problemer, og der er masser af dygtige engagerede ingeniører og naturvidenskabsfolk. Ingen tvivl om det. Men det er mere end naivt at tro, at vi andre bare kan læne os tilbage og slappe af. Så let går det ikke.

Når der klones babier i Kina, når der i Sydamerika oversprøjtes kæmpe områder med pesticider, når skovområder i Amazonas bliver brændt af, når ulighed overalt medfører sult, nød og hjemløshed, når klimaændringer ikke tages alvorligt, når demokratiske regler omgås, når økonomer glemmer at forurening medfører tab på naturressourcer, når insekter dør i hobetal, når der stadig er diktatorer og undertrykkelse, når …. Ja fortsæt selv listen. Der er brug for vores stemmer. Vores årvågenhed. Vores aktive forholden os til problemerne.

For rigtig mange år siden bragte Information en kronik med overskriften ”Skal tumberne redde verden”… underforstået – når nu de kloge ikke vil. Det var i den tid, hvor økologi og vindmøller blev betragtet som komiske døgnflue-ideer for hippier. Historien har vist, at både økologi og vindmøller faktisk havde noget at tilføre kloden. Så måske har ”os tumber” en vigtig opgave med at udvikle nye tanker og ideer, og med at holde “de kloge” fast på målet, og med at sikre at etik og værdier ikke bliver glemt. Det er muligt, at ”os tumber” også indimellem tager fejl og ikke ”fatter en meter af materien”, men hvis ”os tumber” ikke aktivt deltager, så kan der let overses noget vigtigt.

Der er derfor brug for hver eneste stemme i debatten og i kampen for en bedre verden. Det gælder såvel en 16 årig gymnasieelev ved navn Greta Thunberg, en 91 årig sprogforsker som Noam Chumsky, en indianerstamme i Amazonas og ikke mindst stemmerne fra de overlevende fanger i Auschwitz.

Det er etikken og værdierne, der skal redde verden – og ikke kun teknologi og videnskab, som blot er redskaberne til at hjælpe os.

Der er også brug for din stemme…

Godt nytår – og lad os sammen gøre verden til et bedre sted !

Her på sidstningen af  2018 er vi nok en del, der griber chancen for at reflektere over året, der er gået. Det fine nye år, som vi fik udleveret for så mange måneder siden, så nyt og så friskt, så ubrugt og så fulde af muligheder. Hvad brugte vi det til? Nåede vi det, vi ville? Ville vi overhovedet noget? Gik dagene bare uden at vi nåede at tænke over, hvor de forsvandt hen? Og hvordan bliver det nye år? Vil vi få et godt år? Et år med kærlig omsorg, et godt helbred, styr på livet og gode minder?

Tak for det gamle år. Tak for gode minder og kærlig omsorg. Tak til familie og venner, som gjorde året så ganske særligt. Tak for dagen i dag og de muligheder, den bringer.

Hvad venter så nu?

Her til morgen er det stadig mørkt udenfor, selv om dagslyset så småt begynder at vise sig i horisonten. Men tågen ligger tungt over landskabet og skjuler det frie udsyn og giver begrænset sigtbarhed, så kun de mest markante træer træder frem. Det er ikke en af de smukke morgener, hvor den opstående sol med begejstring farver himlen rød og smuk med frost og klarhed.

Vil det nye år blive som denne morgen? Fuld af tåge og med fugtigklam og rå kølighed, med sparsomt og manglende udsyn, uden begejstring og skønhed, uden klarhed og uden visioner?

Jeg håber og ønsker det bliver bedre.

Som det er nu, så er det mudret politisk set, der mangler sigtbarhed, der mangler håb, der mangler empati, forståelse og vilje. Værdierne er smuldret på Slotsholmen. Forvirring og kortsigtede løsninger råder, og udsyn, visioner og empati er en mangelvare.

I Europa og globalt er der endnu større grund til bekymring, for gammelt had er blusset op og iblandes nyt had, mens uligheden og fattigdom stiger, og utryghed giver grobund for afmagt og ønske om lette løsninger. Og så er der kloden, vores kære gamle Moder Jord, som i alt for mange år, har måttet finde sig i vores grove behandling af hende.

Hvad vil det nye år bringe?

Der er stadig håb, for det sker, at der kommer sprækker i tågen, og der dukker nye ideer frem og vi hører om mennesker, der arbejder for forandring i ønsket om en bedre verden. Mennesker, både unge og gamle, der med drømme og vilje om at bygge op og løse de store problemer, stædigt kæmper en værdig kamp for at gøre livet bedre både for os mennesker og for kloden.

De har brug for hjælp, fra os alle sammen.

Men vil vi hjælpe? Vil vi tage ansvar? Eller bliver det bare til de fine ord og hensigtserklæringer, mens balancen tipper, så vore børnebørn og oldebørn drukner i krige, snavs og problemer? Rager det os, hvad der sker, når vi ikke er her længere?

Til jul sang vi den gamle sang om den dejlige jord, hvor teksten lød ”Tider skal komme, tider skal henrulle, slægter skal følge slægters gang….”, men hvorfor dog synge den, hvis vi ikke har et reelt ønske om at det skal ske? Har vi ansvar for andet og mere end os selv?

Hvor er de politikere, der ønsker at vise vej? Hvor er de fyrtårn, der spreder lys i tågen, så vi ikke støder på grund? Hvor er de politikere, der samler alle op i redningsbåden, så også de svageste kommer med?

Men at pege på andres skyld, det giver kun mening, hvis vi også kigger indad. Hvis vi kigger på, hvad vi selv kan gøre bedre. Hvis vi tænker over, hvor vi kan bidrage til at løse problemer og skabe forståelse.

Ja, det nytter at spise mindre kød, det nytter at isolere boligen, det nytter at dyrke flere grøntsager lokalt, det nytter at tænke over hvad vi køber af ”ting og sager”, det nytter at sortere skrald, så det kan genbruges og blive til værdi igen. Og ja, det nytter at inkludere med værdighed og rettigheder, de der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet og i samfundet. Og ja, det nytter også at tale pænt til hinanden, for det giver venlighed, samarbejde og forståelse på tværs af gamle ”skyttegravsstillinger”.

Og lad os støtte dygtige ingeniører og miljøfolk, så de kan komme med gode løsninger, lad os anerkende de arbejdsgivere, der inkluderer og ikke ekskluderer, og lad os vælge ærlige politikere med visioner og værdier, der vil bygge op i stedet for at bryde ned.

Og lad os kigge indad og se, om vi måske selv har talenter, der kan bruges, og om hvor vi i øvrigt bedst selv kan bidrage.

Jeg håber i den grad at tågen snart letter…

Godt Nytår til Jer alle sammen!

Jeg læste engang en beretning for mange år siden om et rejseselskab med amerikanske pensionister, der i bus var på tur gennem en af de dengang allerfattigste byer i Sydamerika, landets navn har jeg glemt.

Det var varmt og fugtigt, vinduerne i bussen var rullet ned, trafikken var gået i stå, så bussen holdt stille i længere tid i et kryds, synet af byens myldrende liv var interessant og eksotisk, og flere af pensionisterne hvilede armene på vindueskarmen, mens de pegede på de lokale trafikanter, der selv gestikulerede kraftigt.

En middelsvær, kraftigt svedende ældre dame med mange ringe på fingrene pegede ivrigt på en gammel mand, der kom trækkende med en kærre med meloner og andre grøntsager, mens hun muntert kommenterede. Hun var så travlt optaget af synet, at hun ikke så, at en ung mand med lasede og pjaltede klæder var trukket hen mod bussens vinduer. I et nu greb han fat i hendes arm, holdt den fast og skar fingrene af hende for at få hendes ringe. Så var han væk.

Beretningen spøgte i mange år i min hukommelse som en påmindelse om, at når et menneske bliver udsat for ekstrem nød, så kan det ske, at den naturlige empati til sidst forsvinder, der ellers ville have afholdt det fra at gøre andre skade.

For nogen tid siden så jeg så to forskellige dokumentarer på DR, den ene om svindlerne der plyndrede EU, og den anden om den spirende fascisme i Syditalien. Begge dokumentarer gjorde indtryk.

Vi lever i en tid, som på mange måder desværre giver stærke mindelser om tiden før 2. verdenskrig, for der er kommet grimme sprækker ned til det helvede, der hedder vold og fascisme, både i Europa og på den anden side af Atlanterhavet. Et helvede, som de fleste af os, ikke personligt kender til, for det er så mange år siden, at kun de ældste har det i frisk erindring. Men et helvede, som de færreste af os kan ønske sig at opleve.

Der er nu stigende ulighed i en målestok, der ikke er set siden 1930’erne i Europa, USA og Sydamerika. Der er, og har været voldsomme krige og nød i Mellemøsten og Afrika. Der er millioner af unge mennesker uden arbejde, og uden håb om nogen sinde at kunne stifte familie. Der er bitterhed og der er vrede. Der er ”Working Poor” familier, der trods hårdt arbejde, alligevel må overleve på nødhjælp og hattedamers nåde, og vi ser sultende børn, og en strøm af migranter.

Desværre er der så fra toppen overalt stadig en manglende forståelse, stor ligegyldighed og en mental afstandstagen over for de svageste. Samtidig ser vi fra toppen en grov udnyttelse af samfund og samfundets midler for egen vindings skyld, og en tilsyneladende afmagt, handlingslammelse og forvirring blandt politikere.

Klimamæssigt og miljømæssigt er vi som klode samtidig på kanten af afgrunden.

Er helvede ved at åbne sig, eller kan vi stadig ændre på det….?

Hvad vi gør betyder noget. Vores handlinger gør en forskel. Som ringe i vandet. Ikke blot i vores egen lille kreds, men også i det omkringliggende samfund. Vores handlinger giver genlyd, både når vi bygger op, og i endnu højere grad, når vi bryder ned.

Det gælder for virksomheder, det gælder for banker, det gælder for politikere, og det gælder for os som enkeltindivider.

Der er virksomheder, der bygger op. Mange af dem er startet i det små og med store personlige risici, og med flid og dygtighed, og med daglig stædig kamp for at gøre det bedste, så har de bygget virksomheden op, og vokset sig store. Det er virksomheder, der til enhver tid giver deres ansatte ordentlige og gode forhold og anstændig løn, og som anerkender medarbejdernes indsats i det fælles mål om at sikre virksomhedens succes og overlevelse. Disse virksomheders værdier er kendetegnet ved ordentlighed, skabertrang, og respekt for det omkringliggende samfund.

Disse virksomheder og menneskene bag dem, har jeg en kæmpe respekt for. De bygger op og deres virksomheds arbejde skaber positive og konstruktive ringe i samfundet, skaber tryghed, skaber gode arbejdspladser, skaber værdi for os alle.

På samme vis er der politikere, der bygger op. Skaber fællesskab, drager omsorg, og sikrer at der opbygges et samfund, hvor tillid og tryghed for den enkelte er fundamentet, hvor miljøet bliver tilgodeset, og hvor gode strukturer kan hjælpe virksomheder og erhverv til at trives. Hvor der er ønske om at bygge op og løse problemer.

Disse politikere har jeg også kæmpe respekt for.

Og så er der de andre….

Der er virksomheder, der altid er på kant af lovgivningen, altid prøver at score kassen så let som muligt ved at underbetale deres medarbejdere, ved at blæse på arbejdsmiljø, og i øvrigt snyde og bedrage, hvis det kan bringe dem egen personlig vinding. De mennesker, der står bag disse virksomheder, har kun egen succes som mål. Det omkringliggende samfund er for dem kun noget, der kan udnyttes. Menneskene bag disse virksomheder bryder ned. De bryder selvværd og tryghed ned for deres medarbejdere, og de bryder samfundet ned gennem de ringe, som deres handlinger skaber.

Ligeledes er der banker og advokater, hvor topledelsen har så ringe moral, at de bare groft udnytter samfundet. Hvor fællesskabet bliver misbrugt som nyttig malkeko for at skabe profit, og hvor de menige sagesløse medarbejdere krummer tæer og indvendigt raser over ledelsens mangel på anstændighed.

Og så har vi så også politikere, der stædigt tror, at alting reguleres ved markedskræfter, og at hvis bare de stærkeste overlever, ja, så kan gribbene jo bare tage resten…

Med den giftige cocktail så har vi også politikere og meningsdannere, der puster til ilden og med deres ord skaber endnu større sprækker ned til helvede.

Hvad kan vi så gøre som enkeltpersoner..?

Ja, det drejer sig om menneskesyn, og det drejer sig om ordentlighed i vores tilgang til verden. Det drejer sig om at ”forstå” og om at ”tale imod”, og det drejer sig om og at ”bygge op”. Ligeledes drejer det sig om at vælge politikere, der ønsker en god verden og et godt fællesskab.

Hver af os har særlige talenter, som kan bruges positivt og konstruktivt til at gøre verden bare lidt bedre. Hver enkelt af os har mulighed for at skabe ringe i vandet, til at bygge op i stedet for at bryde ned.

Hvilke ringe ønsker vi så at skabe ….?