Vinden tog hende | Jordfygning

Vinden tog hende, den gamle farmor.

Som hun sad der på bænken på toppen af bakken, kunne det ikke ses fra huset, at der var tale om et tomt hylster. Hendes arme hang slapt ned, hovedet med det grå tjavsede hår var gledet ned mod den ene skulder, den trætte ryg ligesom stivnet let mod bænkens støttende ryg.

Landskabet lå afventende nedenfor bakken. Stilheden kun afbrudt af den omkringfarende vind, som fik træerne til at knage og vimplen ved huset til at slå imod flagstangen med ujævne slag. Himlen var grå og overskyet, ingen tegn på regn, ingen sol brød igennem.

Vinden tog hende, legede med hende, pustede hende op i vejret, så hun hvirvlede rundt uden fodfæste, blæste hende langs bakkekammen, så hun mistede pusten.

Hun vejede jo intet, eller næsten intet. For hvad vejer tanken, følelsen, minderne, længslen, modet, og alt det andet, der fylder vores liv?

Næsten intet.

Vinden blæste mod det tomme hylster, der på bænken. Formålsløst.

Uanfægtet sad det tilbage med sine celler, sin tyngde, sit billede på hvad der var engang, men ikke længere er. Ventede på at falde fra sig selv, i celler, atomer, til gødning. Fra jord er du kommet, til jord skal du igen blive.

Stadig tog vinden hende, så hun dansede over alle de mange klitroser og hunderoser, som de så møjsommeligt havde sat engang. Så let var hun, at intet holdt hende tilbage.

Så smuk denne dag, så vild og voldsom en vind, så mageløs en rejse, der ventede.

Husker du, spurgte vinden, og hun lo og sang tilbage, mens billederne for forbi med rasende fart, og hun krammede hvert enkelt med den sidste kærlighed.

Hvorhen, hvorhen? Spurgte hun tilbage, men fik kun et latterbrøl til svar, da vinden knækkede grene af det store fyrretræ ved huset, så koglerne spredtes rundt på græsset.

Hvor du vil, lo vinden, mens den vuggede hende tilbage og frem over bakkens sider, og det høje græs, der svajede som var det på prærien.

Men hendes svar hørte jeg ikke, for vinden tog til, og pludselig var hun væk.

Senere blev der stille, og kun hendes tomme hylster var at hente.

Men når vinden blæser, så hører jeg indimellem hendes sang, og det sker, at jeg igen mærker hendes sidste kærlighedskram.