Her til aften tænder jeg igen lys for frihed og håb, som så mange gange før, mens jeg mindes de, som kæmpede og faldt, og de som kæmpede og fik sår, der havde svært ved at heles. Jeg mindes også de mange uskyldige mennesker, der på den mest grusomme måde blev ofre for denne modbydelige krig. Æret være deres minde.
Frihedskæmperen Kim Malthe-Bruun skriver i sin sidste brev til sin mor: ”Jeg er kun en lille ting, og min person vil meget snart være glemt, men den idé, det liv, den inspiration, som fyldte mig, vil leve videre.”
Når jeg ser på verden i dag, så træder der mørke skygger frem, som orker fra det helvede, der til stadighed må bekæmpes for ikke at kvæle lyset, friheden og medmenneskeligheden. Ildevarslende skyer samler sig med Saurons tegn, torden lyder i det fjerne fra Sarumans tårn, og jeg beder en indre bøn til mine medmennesker, om at den idé, det liv, den inspiration, som Kim Malthe-Bruun stod for altid vil leve, så der endnu er håb for os.
Jeg læste i aviserne at manden, der spillede Chewbacca, Peter Mayhew, er død. Han blev 74 år, et venligt og kærligt menneske, efter hvad Harrison Ford fortæller. Det fyldte mig med vemod og tristhed. Jeg kendte ikke Peter Mayhew, kun den måde han spillede Chewbacca på, som jeg – ligesom så mange andre – kom til at holde meget af. Dette kæmpestore uldne væsen uden sprog, som altid kæmper for det gode, og aldrig forlader sine venner. Hvil i fred, Peter Mayhew, og tak for din Chewbacca.
Men Chewbacca selv kan ikke dø, for hvis det skulle ske, så ville Chewbacca komme til Nangijala. Det er helt sikkert. Et væsen som Chewbacca lever videre. Ligesom også Karl Tvebak og Jonatan Løvehjerte. De kan heller ikke dø, de lever videre.
De lever i vores sind, i vores drømme, i den måde, vi anskuer verden, og i den måde, vi selv handler. De er ubundne, frie. Med deres tanker og handlinger inspirerer de os, de forklarer livets sammenhænge, de giver os mening, de viser veje. Vi har brug for dem, disse eventyrfigurer. Vi har brug for deres klarsyn, og for deres stædige vilje til at vokse, så de kan modstå selv de værste strabadser i livet.
Når vi selv sidder som Mio og JumJum i Ridder Katos tårn og sulter, og alt håb for os er ved at rinde ud i den lange nat, så har vi brug for den lille ske med eventyrlig føde, der stiller sulten og giver os styrke igen.
På samme måde har vi brug for hinanden, for Frodo ville aldrig have nået frem, men have bukket under for ringens magt, hvis ikke Sam havde været der for ham. Og når vi bliver for magelige, for selvtilfredse og for indelukkede i os selv, så må Gandalf banke på vores hobbitdør, som han gjorde på Bilbos, og vise os, at der er en verden udenfor, og at der er brug for os.
Kun ”bøjede hnau” kan dø. Det ved vi fra C.S. Lewis. At være et bøjet væsen er at overgive sig til et liv uden moral og uden respekt for det levende liv, at glemme det vigtigste.
Harry Potter og hans venner vinder over Voldemort, på trods af at det ser håbløst ud. Tandløs kæmper sig gang på gang tilbage, og flyver nu igen og har fået en mage og en unge. Ronja og Birk vælger en anden vej for deres liv end Mattis og Borka, mens Hassel og Femmer finder vej gennem mange hårde trængsler til et nyt hjem, hvor kaninerne kan leve i fred.
Kim Malthe-Bruun blev henrettet den 6. april 1945. Han nåede ikke at se frihedens time, men han efterlod os sin dagbog og sine breve. I dem finder vi det liv, den idé, den inspiration, som han kæmpede for. Men Kim Malthe-Bruun lever videre. I vores minde om ham, og når vi inspireres af hans liv og hans idé. Et ungt talentfuldt menneske døde for friheden for os alle. Æret være hans minde.
Jeg håber og beder til, at ingen mere behøver at dø som ham, at vi altid vil have frihed og demokrati, og at vi kan have et samfund med medmenneskelighed og omsorg for alle.
Hver dag har vi et valg i vores liv om hvordan vi vil leve, hvordan vi vil behandle hinanden, og hvilke værdier, der er vigtige for os. Vi har brug for rollemodeller, når vi er usikre og tøvende, når livet bliver svært, og når vejen bliver vanskelig og kræver store ofre.
Men vi har også brug for vejledning, når tilværelsen bliver for let og for magelig, når vi trækker på skulderen og hånligt ser den anden vej ved andres svære kår, og ved ligegyldighed overfor vores lille planet, og når verden brænder omkring os.
Som Harry Potter har vi også muligheden for at vælge, hvilke stemmer vi lytter til, og vi har mulighed for at stille spørgsmålstegn ved de stemmer, vi hører. Hvad ligger bag dem? Hvor vil de føre os hen? Har de Gandalfs forståelse og indsigt, eller er de drevet af Sarumans frygt og grådighed? Bygger de op som Galadriel, så alt levende vil vokse og trives, eller bryder de ned, så jorden bliver gold og Ragnarok venter.
Når valgene bliver lidt for enkle, og vi ikke mere kan finde vores indre stemme, så har vi brug for Kim Malthe-Bruun til at vise vejen. Vi har brug for Emils forståelse for de svageste på fattiggården, og vi har brug for Ronjas glæde ved naturen og empati for den sultende Birk, ligesom vi har brug for Aaragorn, Legolas og Gimli til at kæmpe med os imod Isengards orker.
Glædelig 4. maj. Må lysene brænde roligt hos jer og give håb.