Til en god ven | Jordfygning

Jeg hørte, at vinden hviskede dit navn
Det måtte være en fejl
Det er for tidligt, tænkte jeg
Vi er endnu ikke klar til at lade dig tage af sted
Men mit indre blev fyldt af sælsom uro
Dog vinden måtte da tage fejl

Igen forleden hørte jeg dit navn
Denne gang mere tydeligt
Og det greb mig om hjertet med sorg
For jeg er endnu ikke klar til at miste
Kære vind, bad jeg
Fortæl mig, at jeg har hørt fejl

Men igen hviskede vinden dit navn
”Kom med mig” sagde den
Blidt, som om det ikke hastede
Jeg lyttede efter, for at høre dit svar
Det kom så stille
”jeg er ikke klar” sagde du

Men skyerne farer hen over himmelen
Hurtigere, stedse hurtigere, hastigt og uden pause
Og vinden bliver stærkere
Indtrængende, med større stemme
”Kom med mig” siger den
Som var det blot en almindelig rejse

Du svarer ikke, stirrer blot ud mod aftenmørket
Så dybt og vibrerende blåt
”Jeg er jo ikke klar” tænker du
Omkring dig er uro og angst
Bundet sammen med kærlighed
i fortvivlede knuder

Månelyset flimrer træernes silhuetter
Vinden tysner ind i stille tavshed
Lokker dig ud i aftenmørket
Hvor flagermusene hvirvler som luftakrobater
Og råen fredeligt græsser med sine lam
Mens uglen stryger forbi dig som et kærtegn

Jeg er jo ikke klar
Blot en enkelt aften mere
En sidste aften som denne
Og måske en mere
At holde i hånd og se ind i øjne
Og føle sig elsket

Omkring dig vindens susen – lokkende
”Kom med mig – over træernes toppe
Gennem engens høje efterårsgræs
Se fuglenes rede fra oven
Sammen vil vi blæse ræven om øret
Mens vi suser af sted”

Du tøver og ser dig omkring
Ser øjne med afgrundes sorg
For rejsen er din alene
Og hjertet rives itu
Men sindet er tungt og træt
For at tage af sted alene er svært

Men vinden lokker og trækker
Fortæller om dybblå bølger og tangens gyldne rav
”Kast din slidte ham” ler den
”Vi skal på tur”
Og mens den lokker og ler
Så løsner du langsomt de allerkæreste bånd

For kroppen er blevet for træt og vinden for stærk
Rejsen er pludselig så nær
Hvert et minut føles så sparsomt
Og hvert et kærtegn så inderligt kært
Når den sidste styrke skal samles
For at lade vinden bestemme din færd

Men vid, du min gamle ven
At skønt du må rejse alene
Som stifinder – før vi følger med
Så danser du i vore tanker
Med din latter, dit smil og din omsorg
I mindernes evighed