Er jeg en del af pøbelen?
Lader jeg mig føre rundt i manegen?
Kan jeg lokkes ud i blodrus?
Husker jeg at tænke på at min næste også er et menneske?
Jeg ser mig i spejlet, undrer på hvad der gemmer sig
Bag min pande er en verden med billeder
I mine øjne kan der lyse både afsky og vrede
Hvem styrer mine tanker?

Kun en tåbe frygter ikke pøbelens vrede mod de mennesker, som af de toneangivende udpeges som værende et problem for samfundet. 

I tidligere tider var der heksejagter på helt uskyldige kvinder og mænd, der blev udset som værende hekse eller troldkarle. Det er en del af Kristendommens triste historik – godt hjulpet herhjemme af Christian IV, som troede at han ville få evigt liv ved at torturere og slå hekse ihjel. Jesus blev taget som gidsel af mennesker, der ønskede at udslette andre, måske fordi de troede på hekse og sort magi, eller fordi de ønskede at tage deres ejendom, eller de var personligt vrede på dem, eller måske fordi de bare syntes de var ”forkerte” på en eller anden måde.

Kristendommen er ikke alene i denne historik, vi ser den praktiseret overalt i verden, hvor toneangivende mennesker udpeger særlige grupper eller fokuserer på enkeltindivider som værende problemer for samfundet. Vi så det meget voldsomt under nazismens jerngreb i det 20. århundrede mod jødiske borgere og vi ser den lige nu voldsomt praktiseret i Ruslands tilgang til det ukrainske folk og i Israels mangeårige undertrykkelse og gentagne forsøg på etnisk udrensning af det palæstinensiske folk.  

Vi ser den også stikke sit grimme ansigt frem i USA, i Tyskland, i Sydeuropa, ja selv i de nordiske lande, hvor vi ellers bekender os til humanistisk tænkning og afsky mod racisme og diskrimination.

Pøbelens vrede bygges langsomt men sikkert op, med små præcise bemærkninger og antydninger og historiefortælling, der langsomt bliver mere og mere direkte i deres målsøgning mod ”de uønskede”.

Løse bemærkninger og antydninger om personens eller gruppens misbrug af samfundets ressourcer eller antydninger om kriminelle forhold uden dokumentation og rettergang, eller bemærkninger med antydning af ikke acceptabel adfærd, om grådighed, om dovenskab, om pædofili, eller om at spise hunde og katte, eller at slå spædbørn ihjel under okkulte seancer, eller fortællinger om at selv børnene i disse grupper er voldelige terrorister. Der er mange måder at prøve at kriminalisere mennesker på, mange måder at gøre dem til ”ikke-mennesker”.  Herhjemme ser vi det også praktiseret fra visse politikeres side med latterliggørelse og udokumenterede beskyldninger mod andre politikere.

Opbygning af fordomme er en subtil proces, og ofte starter den som historiefortælling til børn om hvordan enkeltindivider, andre grupper mennesker eller hele folkeslag opfører sig på en uacceptabel måde. Gentagelser styrker som bekendt indlæring, og for hver gang disse fortællinger gentages, så bygges til sidst en fasttømret fordom op.

Når vi ser i TV hvordan politikere og statsoverhoveder bygger pøbelens vrede op, så er der så et ganske særligt kendetegn – formålet er at etablere så stor vrede, at den kan anvendes til fokuseret og kontrolleret brug af vold og drab mod de udpegede grupper, samtidig med at det opleves som retfærdig adfærd at udslette eller fordrive disse ”ikke-mennesker”. Vi må hver især være opmærksomme på om vi bliver forført, og når vi lokkes til vrede mod andre befolkningsgrupper, så er det ekstremt vigtigt at vi udfordrer os selv på vores holdninger.