For nogle år siden faldt jeg på vej hjem fra arbejde på cykel lige uden for vores lokale brugs. Jeg havde helt tåbeligt fyldt min cykelkurv med for mange varer, og der kom ubalance, så jeg væltede. Min højre hånd gjorde sindssygt ondt, jeg kunne ikke rejse mig, og jeg kunne ikke engang få fat på min mobiltelefon i min taske. Heldet var med mig, for Bente, vores søde lægesekretær, kom ilende hen til mig, fik mig på benene, og fik hjulpet mig med cyklen og med at ringe til gemalen, som desværre var på Sjælland og ude af stand til at hjælpe mig. Gemalen fik fat i vores mekaniker, som lovede at sende sin assistent, Thomas, til at fragte mig og varerne hjem, så jeg kunne få ringet til lægevagten og kunne komme på skadestuen. Marlene, vores søde nabo hørte om situationen og smed straks alt hvad hun havde i hænderne, fik mig ind i sin bil, og så kørte vi til Svendborg Sygehus, mens hun snakkede uafbrudt for at jeg ikke skulle fokusere på smerterne i hånden. Hun er en travl kvinde, så det var ikke småting, hun satte til side for min skyld. På sygehuset var der ventetid, og det tog 4 timer før jeg kom til. Imens sad Marlene tålmodigt og ventede og prøvede at holde humøret oppe på mig. Nogenlunde samtidig dukkede så gemalen op, så hun kunne komme hjem.

Tre mennesker i vores lille landsby gjorde en stor forskel for mig, da jeg havde brug for hjælp. Uden dem, ja, så havde jeg nok kunnet ligget længe foran Brugsen med min cykel og brækkede hånd.

Fællesskab gør stærk, vi har brug for hinanden. Uden fællesskab, intet håb.

Hvis jeg ikke har håbet om din kærlighed, sygner jeg hen. Hvis jeg ikke har håbet om at der er en fremtid for vores børnebørn, så visner mit hjerte i sorg. Hvis jeg ikke har håbet om venskab, sygner jeg hen i ensomhed. Hvis jeg ikke har håbet om at det er muligt at bygge en verden uden krig og vold, så vil min sjæl græde til evig tid. Hvis jeg ikke har håbet om fællesskab, så vil jeg være alene, usikker, utryg og angst.

Håb er den lille blafrende flamme, der viser mig vej gennem mørket, når jeg farer vild i mine tanker og spor.

Håb er det tørklæde, du strikkede til mig, som varmer i den kolde vind, og jeg glæder mig over din omsorg.

Håb er den hånd, du rækker mig, når jeg med forsigtige skridt går ned ad den stejle bakke, så jeg ikke er bange for at falde.

Håb er det smil, du sender mig, når jeg møder dig på vejen, så jeg føler jeg er en del af din verden og du ser mig.

Håb er de glade stemmer af børn på en legeplads, fremtidens klare stemmer, for hvem vi må drage omsorg og passe på.

Håb er, når du siger – jeg forstår – så jeg ikke skal føle mig forkert, og så du følger mine tanker på vej.

Håb er en hilsen fra en ven, som tænker på mig, og gennem sin hilsen viser mig, at jeg ikke er alene i verden.

Håb er, når du kommer mig i møde med åbent sind, og ikke vender dig bort med foragt, så jeg stadig kan føle mig som del af fællesskabet.

Håb er, når naboen uventet byder på kaffe, så hyggelige timer er i vente, med kærlige omsorg og snak.

Håb er, når jeg mærker at jeg stadig har værdi, at der er brug for mig, at jeg ikke er ligegyldig, så jeg ikke bliver udelukket fra arbejdsmarkedet og i fællesskabet.

Håb er din arm omkring mig, når tilværelsen bliver svær, så jeg føler, at du stadig holder af mig, at du vil give mig trøst.

Håb er en dans på terrassen i glæde over livet, så jeg føler mig ung og elsket af dig, på trods af min høje alder, ældede krop og langsomme dansetrin.

Håb er, når du deler dine tanker og bekymringer med mig, så jeg kan få lov at være en del af dit liv og vide, hvor du går hen.

Håb er, når du viser at jeg er værdig til din fortrolighed, selv når det er svært, og du hellere vil være i fred.

Håb er, når jeg får lov til at drage omsorg for dig, at du ikke skubber mig væk, så jeg ikke sidder tilbage med tomme arme og sorg, over jeg ikke kan nå dig.

Håb er, når du tilgiver mig på trods af mine fejl og mangler, så jeg har mod på at ændre mig, udvikle mig og blive bedre.

Håb er, når vi bygger op og bygger bro, så vi kan dele fremtidens udfordringer sammen.

Håb er, når vi deler vores ideer, tanker og erfaringer, så vi sammen bliver klogere.

Håb er, når jeg overvinder min angst for at komme et fremmed menneske i møde.

Håb er den glæde, der gennemstrømmer mig, når jeg har gjort en forskel for ”en næste”.

Håb er noget vi giver til hinanden.

Det kan så let briste
Der skal ikke meget til
En ulykke på motorvejen
En uhelbredelig cancer
Et pludseligt hjerteinfakt
En virus, en bakterie
Et skænderi med ord, der ikke skulle have været sagt
En lukket dør med en fyreseddel
En krig, der kommer nær

Håbløshed og afmagt, fortvivlelse og sorg. Krig, sygdom, ulykker, fattigdom, ensomhed. Der er meget, der kan ramme os mennesker. Nogle gange føler vi os meget udsat, meget alene og meget utrygge.

Vi har ingen garantier. Vi lægger penge til side, vi forsikrer huset, bilen, børnene, helbredet, flyrejsen, ægtepagter, fuldmagter. Vi gør hvad vi kan og kalder det ”rettidig omhu”. Men garantier opnår vi aldrig. Verden omkring os er i opbrud. Problemerne står i kø, så hvad gør vi, når håbløsheden rammer, når fortvivlelsen og sorgen bliver stor? Hvordan finder vi håb?

Når jeg kigger ud ad mit vindue ser jeg septembersolen lyse på den smukkeste blå himmel. Lindetræet står endnu med grønne blade, der er stadig enkelte stauder i blomst, og kobberrosen står med store røde hyben. I mit køleskab har jeg mad til flere dage, der er vand i min vandhane og jeg har brænde til vinteren. Jeg har en kærlig familie og ægtefælle. Jeg har gode naboer. På trods af modgang, sygdom og afmagt er jeg her stadig. Jeg har grund til taknemmelighed.

Jeg bor på landet og har en stor grund, hvor der færdes mange dyr. Jeg må huske at dele min overflod med dem. Jeg må lade nødder ligge tilbage til egernet, æbler og rønnebær til solsorte og krager, de sidste blommer til hvepse og sommerfugle. Jeg må lave stakke af grene til småfugle, pindsvin, tudser og snoge. Jeg må sætte skåle frem til vand, så de kan drikke. Stauderne må stå visne hele vinteren, så der er frø til småfugle og ly til insekter.

I min lille landsby bor der rare mennesker, der tænker på hinanden, deler overskud med hinanden. I min lokale Facebook gruppe ser jeg ofte notitser, der vidner om hjælpsomhed og omsorg. Gratis æbler, gratis møbler, gratis mad. Brugsen er mødested og brugsuddeleren sætter gode aktiviteter i gang.

Måske kommer håbet simpelthen ved at dele. Når vi deler med hinanden, så vokser samhørighed, venskab og glæde. Så lad os huske at være taknemmelige for hinanden.

Tak for livet, Tak for dagen, Tak for dig,
Tak for det håb, du bringer, Tak for de smil, du giver

”Fordi vi klynger os til vores håb for fremtiden, fokuserer vi ikke vores energi og evner i nuet. Vi bruger håbet til at tro, at noget bedre vil komme i fremtiden – at freden vil komme, eller Guds rige. Håbet bliver en slags hæmsko. Hvis du kan afholde dig fra at håbe, kan du finde dig selv i nuet og opdage den glæde, som allerede er her.”  Thich Nhat Hahn

Den vietnamesiske buddhist munk og lærer, Thich Nhat Hahn, er kendt for sit arbejde for fred i verden og for sine bøger om buddhistisk filosofi. Han fokuserer på at vores opmærksomhed og energi skal rette sig mod at leve i nuet, og på at opdage glæden og freden inden i os selv og overalt omkring os. Håbet er nødvendigt men ikke nok, vi må være opmærksomme på nuet for at opbygge fred og varig glæde.

At leve i nuet er svært – at fokusere på at være til stede lige nu i øjeblikket uden at blive distraheret, ja det kan synes næsten umuligt. Det må i givet fald kræve en del træning. Men det sker at vi møder mennesker, der har denne evne til fuld opmærksomhed i nuet, når vi er sammen med dem. Det er altid en givende oplevelse og stor glæde.

Vores sind er rastløst, søger hele tiden nye veje, bliver forstyrret så let som ingenting. En stor del af os har nok prøvet at meditere med og uden held. Meditere ved at tømme sindet for indhold, lade tankerne passere uden at holde dem fast, og blot registrere at de har været der.

Det er nok værd at arbejde med for at opnå fred i sindet.

Men for mig, så er håbet stadig det, der driver min mening.

Jeg ser dit ansigt på billeder
Så smukt dit smil er
så kærligt dine øjne lyser
Jeg hører din stemme når vinden hvisker
Så omsorgsfuldt den lyder
Jeg mærker dit nærvær i skumringen
Når flagermusene suser rundt
Og natuglen tuder og flyver forbi med bløde vingeslag

Det gør så ondt, hvis en kær slægtning, en ven eller ens ægtefælle dør. Det føles urimeligt, uretfærdigt og grusomt. Sorgen tager bolig i hjertet og vil ikke forlade det.

Når der er gået noget tid, vil det blive bedre – siges det trøstende. Men når man står med stor sorg, så er tid ikke nok. Der skal mere og andet til, før man til sidst vil kunne binde en sløjfe på sorgen og hænge den i sit hjerte som et dyrebart smykke og så blot forlige sig med at kunne tage den frem, når det giver mening, sammen med kærlig omsorg og med de smukkeste minder.

Med stor sorg må man genfinde sin mening, og udfordre sig selv, hvor det er muligt, selv om det gør ondt. Med stor sorg må man hæve stemmen og bede om hjælp, om trøst, om at nogen vil lytte til en, og om nogen vil være der for en, om samhørighed og om omsorg.

Er du vidne til stor sorg, så husk, at de første skridt er vanskelige for den, der sørger. Du kan gøre en forskel ved ærlig omsorg, stille væren og rolig lytning. Det kan være det håb, som den anden kan have brug for.

Vi har brug for hinanden til at trøste og hjælpe os på vores egen vej videre, hvor ensom den vej end ser ud til at være. Vi må bære hinanden gennem sorgen, så det er muligt igen at finde vej og mening.

Kim Larsen sang ”jeg skal jo selv samme vej”, og det er jo sandt, men indtil den dag, hvor vi selv tager afsted, så har vi brug for hinanden.

Når vinden tager mig
vil jeg kærtegne hvert et nyudfoldet blad på det store lindetræ
og med begærlighed indsnuse lindeblomsternes duft
mens bierne summer omkring mig

Når vinden tager mig
vil jeg flyve om kap med musvågerne og de hurtige svaler
nænsomt stryge hen over vildkattens pels
og kilde den bag øret, til den irriteret fjerner min usynlige hånd med sin pote

Når vinden tager mig
vil jeg ruske kærligt i klatrerosen
så blomsterbladene drysser som sne
og lægger sig over timian, purløg og persille

Når vinden tager mig
vil jeg hviske dit navn gennem det høje græs
suse dig om ørerne, når du mindst venter det
og kysse dit ansigt med regnvåde tårer

Når vinden tager mig
vil jeg fare ned ad bakken
så rådyr og harer stopper op med store ører
og jeg vil le og suse forbi dem gennem elletræer og hyld

Når vinden tager mig
vil jeg vente omkring hjørnet til du kommer
med længsel og utålmodighed
og lattermildt vil jeg blæse det faldende efterårsløv omkring dig

Når vinden tager mig
vil jeg puste snefnug rundt om huset
så det fyger omkring det og lægger sig i driver
og jeg vil hvirvle sneen op omkring dig, når du henter brænde til ovnen

Når vinden tager mig
så vil jeg sætte mig på din skulder
og stryge dig over din kind for sidste gang
inden jeg blæser helt væk  

Når vinden tager mig
mens jeg danser på bakken
og drages mod den mørke himmel med de lysende stjerner
så vil jeg kigge tilbage, mens jeg suser af sted, og sende dig tusinde kys

Har du sluttet fred med døden?

Bare rolig. Manden med leen skal nok finde os, alle sammen, hver især, og måske på et tidspunkt, vi ikke rigtig venter det. Så reelt set, så er det ”hans opgave”, og jeg skal så bare prøve at holde mig rask og frisk, så længe jeg kan, så jeg kan bidrage positivt til familie, venner og samfund. På et eller andet tidspunkt kalder han på mig, og så må jeg sige tak for livet, familien, vennerne og de muligheder jeg har haft.

Manden i mit liv og jeg selv har taget stilling til organdonation, skrevet fremtidsfuldmagt, og et lille skriv til sønnen, om hvordan vi ønsker at tage herfra. Så er det på plads, og vi kan fokusere på noget andet. Fokusere på at plante træer på grunden, plukke solbær, save brænde og hygge med børnebørn. Det er lykkelige sysler for en pensionist. Så til daglig tænker jeg sjældent på døden. I stedet gør jeg mit bedste for at være en del af den levende verden.

Det sker dog, at jeg sidder på vores lille bakke her langt ude på landet og kigger ud over landskabet, og så, pludselig, er landskabet smeltet sammen med himlen på helt forunderlig vis, alt står stille, og der bliver en klarhed i min hjerne og i mit hjerte, og jeg føler mig rolig, afklaret og tryg som en del af universet. Det er som om sjælen svæver frit over bakken. Dejlig følelse, og så kan jeg jo ikke være bange for at tage herfra.

Den amerikanske læge, Duncan MacDougall hævdede, baseret på sine forsøg i 1907, at sjælen vejede ca. 21 gram – og så den kan jo ikke klare ret meget bagage, når jeg skal herfra. Den har jo så heller ikke nogen lommer til alle de fine og skøre ting, jeg i årenes løb har samlet sammen.

Jeg er derfor begyndt at rydde op, forære væk og kassere, så sønnen og svigerdatteren ikke skal fortvivle over en besværlig og umulig oprydningsopgave, når jeg er væk. I stedet håber jeg, at de vil have overskud til at sætte en rosenbusk eller to i haven, som kan glæde øjet.

Det giver mig ro i sindet at rydde op, gøre tilværelsen mere enkel. Mit håb om døden, når den kommer, er, at jeg til den tid har kunnet binde sløjfer på det mest nødvendige, at jeg vil kunne se tilbage uden bitterhed og uden skam. Mit håb er at jeg ikke vil have gjort andre fortræd og at jeg har kunnet sone og forsone. Så vil det være muligt at tage herfra med værdighed.

Så vil jeg kunne lade mig drive afsted med vinden i en sidste fejende dans.

Vil jeg kunne tilgive?
Nok ikke hvad som helst
Når ondskaben bliver for stor
Så lukker mit hjerte til
Var det af dumhed du gjorde det?
Blev du forført?
Kan jeg stole på dig?
Ser jeg du oprigtigt angrer og ønsker at sone
Så vil jeg ærligt overveje
Om jeg har overskud til det

I borgerkrigen i Rwanda var det naboer mod naboer, der var ansvarlige for forfærdelige drab og overgreb. Kvinder var ikke bedre end mænd, uhyrlighederne var ekstreme. Det har taget mange år og dedikerede indsatser og retslige efterspil for at få en tilgivelses proces i gang.

Hvordan tilgiver man hinanden, når krigen er forbi?

Efter 2. verdenskrig var der Nürnbergprocesserne, og herhjemme i Danmark var der et opgør med danske nazister og sympatisører, herunder også med de kvinder, som blot havde været kærester med tyske soldater. Der var voldsomme optrin, hårafklip og afklædninger, og lange fængslinger. Loven blev midlertidigt sat ud af kraft, så der også kunne foregå henrettelser af stikkere. Gennem de første uger af retsopgøret var der en blodrus i befolkningen, og hadet var stærkt.

Den styring, der blev foretaget fra Frihedsrådet og udført gennem Modstandsbevægelsens medlemmer og den plan, som Frihedsrådet havde lagt før krigens afslutning til når landet blev frit igen, og demokratiet skulle genindføres og de skyldige straffes, den plan var i høj grad medvirkende til at Danmark undgik voldsomme lynchninger og retssikkerheden kom i højsædet. Historikere vil sikkert mene, at der var meget, der kunne være gjort bedre. Men i lyset af den situation landet var i og det had, befolkningen havde, så vil det være svært her mange år efter at klandre Frihedsrådet for de fejl, som blev begået. Det kunne let være endt i kaos og vilkårlige drab.

De mennesker, der var blevet særligt hårdt ramt og havde været genstand for tortur og fangenskab i koncentrationslejre havde mange sår på sjælen, voldsomme sår der ikke bare let kunne heles. En normal hverdag var vanskelig efter krigen, mange blev syge og led frygteligt af det, vi nu kalder PTSD.

Tilgivelse tager tid, kræver overskud. For nogle kommer ønsket om at tilgive først, den dag man selv skal herfra. For andre, så er det at tilgive slet ikke en mulighed, for der findes ondskab der gør mennesker så meget fortræd, at det ikke kan tilgives.

Det hævdes at tilgivelse er en øvelse, der gør det muligt for dig selv at leve videre og få et godt liv. At slutte fred med den/de, som gjorde dig ondt, det hævdes at være helende for dig selv.

Måske er det rigtigt. Måske er det en drøm.

Hævnfølelse kan være et monster, der æder sjælen op indefra. Tilgivelse kan give os kontrol over det, som er hændt, og sikre, at vi stadig kan vise medfølelse.

Men hvis ondskaben var for stor, så må tilgivelse nok ombyttes til at være en accept af, at nogen har forbrudt sig mod os. Det gør ikke uretten god igen, men vi kan så opnå at slutte fred med hvad der er sket, så vi selv kan komme videre med vores liv.

Min mor fortalte meget om krigen, og særligt en beretning fra den 4. maj 1945 om aftenen, hvor hun stod på gaden og jublede, gjorde indtryk på mig.

Hun fortalte om en ung tysk soldat, blot en stor dreng i en slidt uniform, som stod og så forvirret på den begejstrede folkemængde og som spurgte hende på meget begrænset dansk om hvad der skete. Da hun fortalte at freden var kommet, brød han sammen i gråd og hulkede højt, mens han fremstammede, at han var så lykkelig, for nu kunne han endelig komme hjem til sin familie. Lige der, blev han for min mor til et medmenneske – han var ikke længere blot en tysk soldat. Han blev til ”en næste”.

For mig blev han symbolet på, at ærlig tilgivelse er mulig, hvis det er muligt at se fjenden som ”en næste”.

”9 Life Lessons — Tim Minchin

• You don’t have to have a dream.
• Don’t seek happiness.
• Remember, it’s all luck.
• Exercise.
• Be hard on your opinions.
• Be a teacher.
• Define yourself with what you love.
• Respect people with less power than you.”

Jeg har en særlig plads i mit hjerte for den australske musiker, sangskriver, satiriker og multitalent Tim Minchin. Han rammer plet så mange gange i sin tilgang til verden.

Han var inviteret til at give en ”graduation speech” på The University of Western Australia til den højtidelige ceremoni for eksamensoverrækkelser, og denne tale er i den grad både underholdende og fuld af uhøjtidelig visdom. De ”9 Life Lessons” er fra denne tale, og interesserede kan se hele talen på Youtube.

Særligt var jeg begejstret for hans tilgang til at være ”en lærer” – at dele ud af sin viden – gøre den tilgængelig, så vi alle kunne blive klogere.

Viden, der bliver delt, kan skabe positive forandringer, fremdrift, velfærd og håb.

Har du god viden, så del den. Gør os alle klogere. Det giver håb.

Hvis du vil række mig din hånd
Og uden ord og krav lytte til mig
Så kan jeg komme videre
Hvis du viser at jeg er værdig til dit øre og din tid

Lån en skulder til et menneske i nød eller krise. Ofte er det at lytte det allervigtigste. Det at blive hørt af et andet menneske, der ikke er forudindtaget eller lige afbryder, når det er allermest svært at formulere, hvad der er galt. Blot det, at få lov at fortælle sin historie føles som anerkendelse, som værdighed.

Mennesker er fantastiske – vi kan bygge hinanden op, og vi kan bryde hinanden ned. Vi tænker bare ikke over det til dagligt.

Vi glemmer at tale pænt til hinanden, vi glemmer at vise ømhed, vi glemmer at vise omsorg. Vi opfører os mod hinanden som vandet, der gradvist nedbryder stenen og huler den ud. Når så stenen er nedbrudt og smuldret, ser vi forvirrede ud og forstår ikke hvorfor det er sket.

Dalai Lama siger at hvis du ikke kan gøre noget godt, så prøv så vidt muligt at undgå at gøre ondt. En svær regel, men god at have i baghovedet, når bølgerne går højt i ulvetimen og alle er trætte, eller når du overvejer om du lige skal presse den forankørende bil og køre tæt på med blink og grimme tilråb om at han/hun er en idiot.

Det allersværeste i livet er nok at være venlig. At huske det. At anerkende det andet menneske foran ens egen næse, som ”sin næste”.

Jeg holder så meget af historien om den barmhjertige samaritaner. For hvem er min næste, og husker jeg dette, når jeg bevæger mig i verden? Fortællingen om den barmhjertige samaritaner gør mig ydmyg, når jeg lige er ved at blive lidt for smart og lidt for hurtig til at glemme mine pejlemærker i livet.

Hvordan kommer vi videre som samfund, hvis vi har været i krise?

I tiden efter 2. verdenskrig lå det meste af Europa i ruiner, og der var brug for alle talenter til at bygge op igen. Der var ikke tid til at vente på veluddannede projektledere. Det interessante var så, at projektledelse faktisk lå dybt i masser af mennesker, der uden at tøve kastede sig over opgaverne og gik i gang. Nødvendigheden gjorde folk innovative og kreative. Der var simpelthen ikke andre muligheder, hvis folk skulle have tag over hovedet hurtigt, og hvis samfundet skulle fungere.

Jeg husker min mors beretning om dengang den Franske Skole blev bombet, hvor hun så hvordan helt almindelige mennesker sprang til, styrede trafikken, hjalp med at lede i ruinerne, trøstede de overlevende og sikrede ambulancer og redningsfolk kunne komme til.

Vi kan godt, når vi skal, og vi kan meget mere, end vi tror.

Det giver mig håb, når jeg husker sådanne fortællinger. Hvor fortvivlende end situationen er, så er der mennesker, der uden at tøve går i gang med at udbedre den, hjælpe og lindre.

Så håbet ligger også gemt i fortvivlelse og afmagt. Når vi giver håbet til hinanden, så bryder glimt af sol igennem, og varmer den kolde jord.

Der må være grænser
Jeg rummer ikke flere bønner om støtte
Jeg svarer ikke på flere opkald om donationer
Til foreninger, organisationer og diverse funding
Jeg orker det ikke

Det er menneskeligt at blive udmattet, særligt når tilværelsen synes for hård. Menneskeligt at sige nej, når man ikke længere orker at forholde sig til nød over hele verden.

Vi har alle en tærskel for hvor meget vi orker. For nogle er den tærskel meget høj, for andre meget lav. Livet anbringer os i forskellige situationer på forskellige tidspunkter, og dette er også medvirkende til hvor meget vi orker at hjælpe andre.

Det er svært at forholde sig til andres sygdom, hvis man selv døjer med alvorlige skavanker. Det er svært at forholde sig til andres stress, når man selv er udmattet. Det er svært at forholde sig til andres økonomiske problemer, hvis man selv må spare på hver en femøre og i øvrigt kæmper med banken, der bliver ved med at sætte renterne på ens lån i vejret.

Vi er alle mennesker, og vi kan alle blive fanget i afmagt.

Men det sker, at selv om vores egen tilværelse er booket op til langt over ørerne med problemer, så får vi alligevel en smule overskud til at hjælpe andre i nød, og når vi så hjælper, så giver det os bagefter en indre glæde og lidt mere overskud.

Når vi rækker ud og hjælper vores næste, så etablerer vi et fællesskab med vores næste. Det kan være kort, eller langt, men imens vi hjælper, så bygger vi en bro og et bånd, et håb.

Dette håb kan vi så gemme og bruge på en regnvejrsdag, hvor sjælen har brug for lidt gode minder.

Grundfortællingen forsvinder
Med tomme hænder og glansløse øjne
Skrælles lag efter lag af min værdighed
Til sidst husker jeg ikke, hvem jeg var

Jeg har en svaghed af den store slags. Jeg har svært ved at bede om hjælp. Jeg ved at det er en øvelse, jeg skal lære inden jeg engang skal herfra, men det er virkelig en svær proces for mig.

Som barn læste jeg Coopers indianerbøger, og den sidste mohikaner, Uncas, blev min rollemodel. Jeg havde ikke brug for hjælp. Jeg kunne klare mig selv. Det var mit faste mantra gennem livet. Min indre grundfortælling var at jeg ville være som Uncas, stærk, modig, og en urokkelig klippe for andre, der behøvede hjælp.

Det var derfor grænseoverskridende, da jeg mistede mit job for 20 år siden som 50 årig, og for første gang blev arbejdsløs, hvor jeg blev tvunget til at acceptere de vilkår, der var gældende for at få dagpenge. Jeg var nødt til at bede om hjælp, så jeg kunne overleve.

Jeg skulle acceptere at blive kontinuerligt krydsforhørt og skulle skrive ansøgninger på en bestemt måde. Jeg oplevede at jeg var en belastning for samfundet, og hvordan andres syn på mig ændredes i løbet af ganske få uger. Mine egne ord og min værdi som menneske var ikke længere gældende. Jeg oplevede at jeg blev tvunget til at modtage hjælp og rådgivning på områder, hvor jeg selv var langt bedre uddannet, og det forventedes at jeg var taknemmelig for denne rådgivning på trods af den var ubrugelig for mig og på visse områder direkte i modstrid med den viden, jeg havde.

Det føltes uværdigt. Særligt voldsomt var det at opleve den måde, andre så på mig, som om jeg var en samfundsnasser på trods af mine mange års hårde arbejde og stabile indsats for at være en god skatteborger.

I min arbejdsløshedsperiode mistede jeg så meget af mit indre selvværd, at jeg mentalt var ved at gå til grunde. Men den periode, hvor jeg var uden arbejde, gjorde også, at jeg blev bedre til af forstå, hvor svært det måtte være at havne i situationer, hvor egen kontrol over livet bliver taget fra et menneske.

At miste kontrollen over eget liv og egen situation kan give voldsom stress. Fysiologisk på grund af angst for social deroute og udelukkelse af fællesskabet og dermed usikkerhed om overlevelse. Mentalt på grund af tankekaos på grund af usikkerhed om egen værdi og egne kompetencer.

Når man bliver syg, handicappet, eller er nødt til at flygte fra sit hjem til en usikker fremtid, måske i en flygtningelejr eller måske i et andet land, hvor man ikke nødvendigvis er særlig velkommen – det må give voldsomt mental og fysiologisk utryghed.

Så hvordan ønsker du som menneske at blive behandlet, hvis du kommer i nød eller krise? Det er værd at overveje, værd at erindre – at vi alle kan blive ramt. Er vi som den barmhjertige samaritan i Jesus fortælling? Eller vender vi os blot bort og går videre, måske med et foragteligt blik på den nødstedte?

Vi må som samfund lære at behandle mennesker i nød både med omsorg og med værdighed. Hvis vi ikke gør det, så går disse mennesker i stykker. Vi sender dem udenfor fællesskabet og det ødelægger dem. Det er ikke kun spild af talenter for samfundet, det vidner også om manglende medfølelse og manglende viden og forståelse for de faktorer, der bragte disse mennesker i nød.