Gennem landet i dag går en kold vind. Bidende krammer den sig i hjørner og kroge. Gennemtrængende og udmarvende, hyler den, snart fra øst, snart fra vest. Skønt vi dog ellers ligger så smult i læ, med det fede ler, der giver brød og mælk, og de fredelige vige, hvorfra der let stævnes ud i frugtbar handel.

S-toget med sin tunge last af tætpakkede, frakkeklædte pendlere trækker sig fra station til station og har svært ved at lukke de sneklædte døråbninger, mens køen ved Lillebælt og Ishøj sammenfletningen vrider det sidste overskud ud af morgentrætte skatteydere. Sådan er det jo, hviskes det fra vejbane til lyskryds.

Over kaffen og det medbragte morgenbrød – for receptionisten har fødselsdag, udveksles fortrolig småsnak inden arbejdet går i gang. Der forarbejdes stål, mælk, laboratorieprøver og kontoafstemninger i endeløse rækker. Med aftentimer til hjælp nås det samlede dagsinput til virksomhedens overlevelse, og i feberagtig  hast håndterer mobiltelefonen problemer med at hente og bringe. Sådan er det jo, hviskes det fra kollega til kollega, mens Lotte ovre i marketing går ned med stress og Peter i regnskab skal skilles, men han er jo heller aldrig hjemme.

Gennem jobcenteret passerer de hver dag, de tiloversblevne hænder, som ligger til byrde. Ved skærmen  sidder de dagligt og mønstrer med indædt desperation og stigende afmagt de sidste opslåede opslag. Formålsløst går de rundt og kigger på dagens opvask, som vel egentlig kan vente til i eftermiddag. Fra måned til måned vokser de røde tal. På bordet ligger uåbnet post fra banken med sidste udkald. Sådan er det jo, hviskes det, fra det ituslåede, forvrængede budgetskema.

Madvognen kører rundt med de hårde plasticbakker med halvkolde kartofler og størknet sovs til de gamle, som med mismod synker ind i dem selv,  når hjælperen endnu engang må forklare, at lige i dag har jeg så travlt. De unge måtte flytte efter job i Jylland og det er svært at nå til Slagelse. Om aftenen, når vasketøjet er lagt på plads og ungerne er lagt i seng, hvis vi ikke er for trætte, så skal vi nok ringe. Sådan er det jo, hviskes det fra den halvspiste kolde mad og den billige røde saft.

På pladsen løber de alene rundt mellem gynger og sandkasse før lukketid, mens der sættes plaster på et blødende knæ af en tissetrængende pædagog, der kæmper for at nå frem, så hun ikke kommer for sent til afhentning af sit eget barn. Sådan er det jo, hviskes det fra de små betuttede ansigter, som venter på far og mor.

Og fogeden ringer på døren og afleverer brevet om at nu er det slut, og hvor skal flyttebilen køre indboet hen, mens børnene forskrækket kigger på mor og på far, som må holde sine hænder i ro for ikke at slå på verden, som slår alting itu. Og de fleste finder jo altid en løsning, når bare de kommer tæt nok på at dagpengene stopper. Sådan er det jo.

I opgangen sidder Lise med sin dårlige skulder og ryg, og prøver at forstå de nye regler om arbejdsprøvning og hvornår sygedagpengene stopper. Bag hende ligger store vidder af kontorlandskab og folkeskoler med endeløse kvadratmeter gulvvask og støvsugning. Sådan er det jo, hviskes det i Rudersdal til de andre kommuner, som finder en løsning med billigere arbejdskraft fra øst, og uden direkte ansættelse.

Og fra øverste top siger de, at løn og afgifter skal ned, og længere ned. Helst på indisk og kinesisk niveau siger de, men i det mindste ligesom i Tyskland, hvor folk er så flittige og nogen har flere jobs, mens andre får tilskud af staten, så de stadig har penge til mad, som gudskelov er billigere der. Se, så kan vi følge med og bevare vores velstand og vækst. Og ”drømme”- modellen siger, at sådan er det jo.

Bag disken i Føtex og i Netto smiler de under 18 på job, for det er fedt at kunne købe den sidste nye i-pad, mens Karen på 55 da må kunne forstå, at hun ikke skal føle sig for fin til at tage et job ved kassen, men det er der jo ikke. Sådan er det jo, hviskes det fra hylde til hylde i det bugnende supermarked, vi må jo spare på lønningerne, hvor det er muligt, og hun kan jo bare plukke jordbær på Fyn.

I jordbærrækker og gartnerier luges og plukkes der til ydmyge lønninger af ydmyge folk i østeuropæiske biler, som stuver sig sammen for at spare på udgifterne, så der alligevel kan sendes lidt hjem til familien, mens ryggen værker og de dukker sig for vrede blikke, for hvad skal de ellers gøre. Sådan er det jo, hviskes det fra række til række, vi skal jo også leve.

På taget ligger den polske tømrer og knokler aftenen med, og træt er han, så træt, så træt, men pengene skal tjenes, så han bliver ved til han dratter og vender hjem i flere dele, for det med afskærmningen var der ikke tid til. Imens går Andersen forbitret rundt med armene ned langs siden, for han kan ikke leve for den løn. Sådan er det jo, hviskes der fra stillads til stillads, vi må tage det som det er.

Og boliglånets renter og gebyrer sættes op for de, som mangler. Kreditvurdering er nødvendig og vi må risikoinddele folk, for banken skal jo overleve. Sådan er det jo, det har altid været dyrt at være fattig, og gælden vokser. Det er der intet nyt i.

Hjemme sidder så Hanne med fyresedlen i hånden og mangler fast grund under fødderne. De sendte hende hjem bagefter fordi hun bare græd og græd. Nu dukker hun sig, hun, som nu skal på overførsel og skamme sig. Bøj hovedet, hvisker det til hende fra alle sider. Bøj hovedet. Du er en byrde. For der er altid jobs til de som vil arbejde, og når du ikke kan forsørge dig selv, så må du bøje nakken, så er du skyldig. Sådan er det jo.

På Lindø hyler vinden om hjørnerne, arbejderne er væk. Borte har taget dem, da Kina og Korea med statstilskud tvang markedet østover. De måtte bøje nakken, for virksomheden gav op, havde ikke mod på mere og ikke flere ideer, og lukkede dem ned. Bitterhed kan man ikke bruge til noget, men sorgen hersker stadig i Munkebo, selv om livet går videre. Sådan er det jo.

Varerne bugner i supermarkedet til pæne priser men med tilbud, så også Mette på kontanthjælp har råd til lidt billig leverpostej og en papkylling, hvis hun holder igen med vintertøj og støvler til børnene. Bare hun kunne vinde i Lotto, betale sin gæld og flytte til et bedre sted, hvor de kunne være helt i fred for ham, der bankede hende gul og grøn. Det er så dyrt med medicin og hun vil så gerne kunne købe cola til ungerne og en enkelt pakke Escort til at rulle lidt smøger, så hun kan føle, at hun lever. Lidt luksus, hvisker hun for sig selv, mens pengene smuldrer i pungen og de sidste ryger til reparation af køleskabet, for sådan er det jo.

På kommunen står så de gamle og klager over at nettet er svært, og angsten for ikke at kunne forklare sig og forsvare sig dunker i blodet og giver vrede og afmagt. Og den venlige dame ved skranken siger, at de mangler ressourcer , så de må gå på kursus på biblioteket, hvor de så parkerer rullatoren, og beder en indre bøn om snart at dø. Og fra bøgernes stille sider omkring dem, hviskes det, at sådan er det jo.

Imens så snakkes der misbrug af ydelser, for vi har jo ikke råd til at folk ligger i hængekøje og bare fiser den af. Der er et hotel på Skagen, hvor de mangler en stuepige. Folk må vise initiativ og mobilitet. Det er vel ingen sag at flytte familien fra landsdel til landsdel, eller tage job i Norge. Sådan er det jo.

Og  i verden udenfor leves livet med kulos i luften og kemikalier i floderne, og der snakkes begejstret om det store spring, som den asiatiske tiger har taget, og hvor fantastisk væksten er. Se, her kan vi lære noget, siges det, og imens hviskes fra kaserne til kaserne i Shanghai, Delhi og Cambodia, at sådan er det jo, at livet her er hårdt og svært for de, som knokler.

I Afrika mødes de så, alle de initiativrige med drømme om diamanter, guld, og landbrugsvarer, og mens befolkningen afmægtige ser på,  tømmes jorden for værdi og tilbage er så kun slagsmål om resterne, og vandringerne mod det forjættende nord begynder. Sådan er det jo, siges det, vi hjælper dem jo blot, og penge vandrer fra hånd til hånd, så de, der styrer er glade.

Det lykkelige Arabien henter små skrøbelige tjenestepiger langtfra, som knokler til lave lønninger og døjer misbrug og vold, mens milliarderne omveksles til store mercedes, og deres unge mænd er vrede og ufaglærte og uden arbejde. Sådan er det jo, hviskes der, skønt der kæmpes i gaderne.

Og i syden bliver appelsinerne plukket af udefrakommende mænd, som knokler for mad og en seng, så de ikke skal ligge på gaden. Mens Dmitri står i kø i Athen for at få gratis medicin, og Juanita går på gaden i Madrid for at bede om et arbejde. Og der hviskes i gader og stræder om gyldent daggry og indestængt vrede. Men kassen er tom og pengene gemt i Caribien, og sådan er det jo.

Selv i vestens fremmeste land med de mange muligheder soves der nu i biler på parkeringspladser og sulten stilles ved varm suppe fra frivilligkøkkenet rundt om hjørnet. Og i lyset af de store besparelser, der kan opnås, så outsources der bare til Kina, for så er der penge til bonus igen, hviskes det på gangene i direktionen. Sådan er det jo.

Sådan er det jo, sådan er det jo.

Sådan er det jo….  Men behøver det at være sådan…?