Kunsten at være arbejdsløs

Her til aften faldt jeg tilfældigt over et digt, som jeg skrev for et par år siden, mens jeg var arbejdsløs. Nu sidder jeg så i efterlønssikkerhed og tænker tilbage, og tænker på alle de, som stadig søger. Håber de finder en sikker havn. God vind derude!

Den nye sygdom

Startede med en let hosten

En vis sårbarhed, som når januarvejret har været tungt gråt i stedet for køligt og klart

Hun trak frakken sammen om sig med en let rysten

Nok bare lidt forkølelse, en smule influenza, ikke noget at tale om

Sorg uden egentligt alibi

Et ubetydeligt rids i huden, som måtte desinficeres

Det skulle nok gro sammen igen

Vigtigere at komme videre

Med iver studerede hun de ugentlige opslag og valgte ud

Der var tilbud mange steder, men ikke lige altid med noget hun kunne bruge

Det var vigtigt ikke at spilde tiden

Ikke spilde energien på noget, som ikke var givtigt, ikke kunne give resultat

Men udbuddet var ikke dækkende

I hendes situation

Det var nødvendigt at sprede sig

Som dagene gik, blev hun mere mat

Slatten, med temporære udfald og nedbrud

Det førte ikke videre, på trods af hendes umage

Hun forstod det ikke, jeg vil jo så gerne, de vil få så meget

Så begyndte det ligesom at krampe i musklerne og trække sammen ved halsen

Lægen sagde hun ikke fejlede noget og anviste sund mad og motion

Blodtrykket var fint, og der var intet at høre på lungerne

Og der var ikke noget i omløb

Hun sov dårligt nu

Drømmeløst, og uden erindring,

Formålsløst, og uden kraft

Dagene gik videre

Brevene hobede sig i elektronisk orden og registrering

Det var vigtigt ikke at stoppe, blive ved, holde dampen oppe

Hvis indsatsen er stor nok, så lykkes det

I centeret bad de hende være kreativ, justere tilgangen, finde nye veje

Hun samarbejdede, samarbejdede, samarbejdede, justerede, justerede, justerede

Sværere var det at finde nye veje

At være kreativ

Flere gange prøvede hun, kastede sig ud i mentale bungyjumps

Elastikken blev strukket, strukket, strukket til bristepunktet

Men stadig forblev hun nøgen og forsvarsløs

Hun måtte bøje hovedet, nakken, ryggen

De ringede fra banken

Overtrukken, uacceptabel, afdrages

Som to brosten i mellemgulvet, tungt, tungere, tungt

Med tråde bredte det sig længere ud i kroppen

Kom det fra lungerne?

Det måtte være kræft, hun var sikker på det

Hun havde hørt om metastaser, kroppens nedlukning, trin for trin

Lægen sagde der ikke var noget at se og mærke

Undersøgelserne viste intet tegn

Hun gik hjem med tyngden og trådene i behold

Om natten vågnede hun igen

Gik rundt i huset, stille uden at vække

Fortrød hun havde sagt ja til at deltage

Men det smittede jo nok ikke, selv om hun følte sig sløj, uoplagt

Måske gik det godt, måske gik det godt, måske gik det godt

Hvordan går det? Du finder nok noget snart! Du som er så dygtig, god, smart, fantastisk.

Er det så længe siden….

Har du prøvet…..

Min fætter gjorde….

De siger, der er masser af muligheder….

Vil du rejse efter det…

Har du fået nogen hjælp til at….

Kan I klare jer for …

Tag lidt mere citronfromage, jeg har gjort mig sådan en umage.

Med skrælleknive skrælles lag for lag, fra skuldrene og ned

Tilbage er den blødende hud

Ja, men gud fri mig vel, jeg mente det jo ikke personligt

Det var bare af interesse, du behøver vel ikke tage det på den måde

Skal du allerede hjem?

Det måtte være kræft, hun var overbevist

En anerkendt sygdom, man ikke behøvede at være flov over

Men prøverne viste intet tegn

Der kom synsforstyrrelser, det flimrede, det blev duset omkring hende

Hun fik hjertebanken, blev træt, fik åndenød, udmattelse

Lægen sagde, at det nok kun var lidt stress

Omkring hende voksede et gennemsigtigt skumlag, isolationsmateriale

Lydene udefra blev mindre, indefra voksede de, krævende og uophørligt

Af uforklarlige årsager begyndte hun at græde

Dagligt

I timevis kunne tårerne løbe ned ad hendes kinder

Mellem ansøgningerne og de kreative tilgange

Mellem brevene fra banken og rykkerne fra elselskabet, telefonselskabet,

og det bedre selskab

Vi må aktivere dig, siger de i centeret

Og hun sender breve ud med dagens tilbud om gratis arbejdskraft,

hvis de bare vil tage imod

Give plads til alle hendes fantastiske kompetencer,

som hun ikke længere kan huske hun har

Naturligvis gratis, for hvorfor skulle de betale for rester

Hun får jo også sin understøttelse

Hun ligger frit tilgængeligt, klar til brug, helt åben, forsvarsløs

Håber det vil være én, der ikke vil være for slem ved hende

Håber på venlighed, måske en åbning, værdighed, håber

Med hovedet, nakken, ryggen, bøjet

Jeg er klar, siger hun, til hvad som helst, hvor som helst

Hvordan med transport, hvordan med regningerne, banken

Gennemgår tøjet i skabet, som er blevet for slidt og for gråt

Måske er det kræft alligevel, måske kan hun få en diagnose

Det strammer sig sammen i halsen

Med en let rysten tager hun mod den fremstrakte kop kaffe,

som smager tynd og halvlunken

Hun må være glad, selv om det føles sært, ingen rettigheder, ingen løn

Fra på mandag og 4 uger frem, husk du stadig skal søge

Ja naturligvis, siger hun, og tak.