Så fix det dog …..

Kender du det? Du har travlt, eller er vred eller er ked af det, eller er stresset, eller chefen har været urimelig, eller du har økonomiske problemer, eller ungerne er irriterende, eller du har siddet i en bilkø i bagende hede, eller toget brød sammen og du havnet i en kø med fulde togbusser, eller du kæmper mod urimelige vilkår for din gamle mor…… Du har altså fuldt op at gøre med dig selv og din egen verden….

Og så kommer der en person, der beder dig lægge øre til hans problemer – oveni alt det andet, som i fulde mål i dagligdagen kræver dit mentale overskud….

Du er træt, irriteret, sur, vred, frustreret over din egen situation, og så skal du pludselig forholde dig til en andens problemer også

Hvad er din første tanke – dvs. efter at du møjsommeligt har lyttet i flere minutter til personens ørkesløse, stammende og ikke-strukturerede udredninger af problemet?

Så fix det dog ….. Hvor svært kan det være !

Du orker bare ikke den andens problemer. ”Hvorfor skal jeg også tage mig af det”, spørger du dig selv. Han/hun må da selv arbejde for at løse det….

Og personen trækker sig skyndsomt og med dårlig samvittighed, når han/hun mærker din afvisning og din manglende anerkendelse af det problem, som personen har fremsat.

Så din afvisning og din manglende accept af problemstillingen virker, og du kan igen slappe af og koncentrere dig om din egen verden og dine egne frustrationer.

Hvad er det lige der sker….?

For det sker for rigtig mange af os, som normalt regner os selv for meget empatiske og for at have en positiv tilgang til andre mennesker.

Der er rent faktisk tale om en beskyttelses reaktion fra hjernens side mod overbelastning.

Ny forskning offentliggjort i december 2017 fortæller tydeligt, at hjernen reagerer anderledes på andre menneskers problemer, hvis vi selv ”føler os skidt til mode”. Forskningen viser tydelige ændringer i hjernens behandling af andres problemstillinger, når vores følelser er påvirket negativt.

På lignende måde kan hjernen håndtere større belastninger fra omgivelserne, hvis man er i godt humør.

Se link til BBC artikel om emnet:

http://www.bbc.com/future/story/20180115-how-feeling-bad-changes-the-brain

Hvad betyder så dette for vores sociale samspil med andre mennesker?

I en verden hvor stress problemer er en stigende tendens, og hvor dagsordenen i øvrigt let politisk kan manipuleres med via ”framing af udvalgte grupper”, ja så kan dette ikke undgå at influere på vores tilgang til mennesker, der faktisk har helt reelle problemer, men ikke har de nødvendige ressourcer til at sætte disse problemer på dagsordenen.

Vi ser det typisk i den måde, som børnefamilier med ondt i livet, eller overvægtige eller arbejdsløse behandles på.

Der bliver meget let etableret en ”ikke OK status” af børnfamilieforældrene, eller den overvægtige, eller den arbejdsløse, der resulterer i manglende respekt for deres situation og manglende anerkendelse såvel af evner som af indsats.

Tilgangen fra os bliver let: ”hvor svært kan det være …, så fix det dog”….  og herefter: ”hvorfor skal jeg belemres med dine problemer, du er nok bare en doven uduelig person, når det kommer til stykket”.

Med andre ord… hvis man er sur/vred/irriteret/ked af det/stresset… ja så arbejder vores hjerner direkte  imod at have empati over for andre – uanset hvor svære problemer, den anden person har.

Det er dog muligt at træne empatien over for andre, således at den kan bibeholdes, så måske er der lidt håb forude, hvis vi ellers ”orker det”.

Børnefamilieforældre – kan livet nå sammen ?

 

De  ”curler deres børn med at hente og bringe og forkæle ud over alle grænser” hævdes det på et tidspunkt…ØH, ja, det drejer sig altså om de samme børnefamilieforældre som jf. medierne på et andet tidspunkt i øvrigt hævder ikke har tid til deres børn, fordi de bruger for meget tid på sociale medier …. hvordan det så hænger sammen rent praktisk …?

”De opdrager ikke deres børn uden at søge ekspert råd”…. ØH, ja, måske fordi de ikke længere kan bruge tidligere tiders ”kæft, trit og retning og revselsesret” til noget…. Og  sig mig lige, hvorfor er det nu forkert at henvende sig til eksperter, hvis man ønsker at gøre sit bedste…?

”De siger, at de får stress og ikke kan få livet til at hænge sammen, men det passer ikke, det er bare fordi de bruger for meget tid på sociale medier”…. Hmmm, den vender vi lige tilbage til nedenfor!

Der er gang i børnefamilieforældre-udskamningen…. Alle kan ustraffet give deres fordomme og irritation til kende i medierne, der begejstret udpensler enkelttilfælde som om det gælder for hele gruppen, for det er jo godt mediestof, når man kan få befolkningen til at rase mod en gruppe…. Og børnefamilieforældrene selv – ja, de fleste af dem har nok ikke engang tid til at følge med i mediedækningen, og da slet ikke tage del i debatten og forsvare sig.

Rigtig mange børnefamilier i dagens Danmark har nemlig nok at se til. Det er måske ikke alle, men rigtig mange, og årsagerne er flere.

Arbejdstimer – Rockwoolfondens undersøgelse

Det hævdes i en Rockwoolfond undersøgelse fra 2012 med data dækkende ”repræsentative medarbejdere” indsamlet i 2008-2009, at den faktiske arbejdstid aldrig har været lavere i Danmark. Indsamling af data om ”faktisk tid” fandt sted med døgnregistrering af aktivitet hvert 10. minut over nogle dage.

Der står desværre ikke oplyst i rapporten fra Rockwoolfonden om hvordan de ”repræsentative medarbejdere” blev udvalgt, og vi overlades derfor til at gætte om det var virksomheden selv, der udvalgte medarbejderne, eller om Rockwoolfonden udvalgte nogle medarbejdere, der blev kategoriseret som ”repræsentative”.

Der står heller ikke oplyst om de repræsentative medarbejdere havde børn, og hvilken alder evt. børn havde.

Hvis Rockwoolfonden har udvalgt medarbejderne, så må validiteten af ”det repræsentative” være noget usikkert, da Rockwoolfonden jo ikke kan have et detailkendskab til alle virksomhedernes medarbejdere – uanset hvor dygtige deres forskere er.

Hvis virksomhederne selv har udvalgt de repræsentative medarbejdere, så er der en helt indlysende problemstilling i forhold til den undersøgelsesmetode, som Rockwoolfonden i undersøgelsen har ønsket.

Det vil ikke være umiddelbart sandsynligt, at de travleste medarbejdere bliver bedt om at registrere tid, hvert 10. minut, da deres arbejdsopgavers udførelse vil blive voldsomt påvirket. Ikke fordi virksomhederne ønsker at skjule noget, men fordi – der er altså vigtigt arbejde, der skal udføres. Arbejde, der kræver både koncentration og tid.

Jeg kan ikke forestille mig, at en travl projektleder, der skal indføre et nyt IT system i en virksomhed, vil blive bedt om at registrere tid hver 10. minut …. hans/hendes svar på anmodningen ville nok være en pænt formuleret ”skråt op finger”.

Den samme ”skråt op finger” kunne jeg forestille mig at controlleren eller regnskabschefen ville levere, når de ugentlige eller månedlige KPIer til ledelsen eller årsregnskabet skal udføres, eller HR medarbejderen, når der skal gennemgås 800 ansøgninger til et ledigt job og ledelsen beder om lønberegninger for det nye år i morgen, eller tømreren på taget, slagteriarbejderen med akkordmål, eller kundeservice medarbejderen, der skal hekse særlige løsninger, eller pædagogen, der står alene med 25 børn om eftermiddagen og selv skal tisse, eller sygeplejersken, der løber mellem patienterne, eller hjemmehjælperen, der ikke kan nå frem til Fru Jensen fordi Hr. Hansen er faldet og behøver akut hjælp.

Sandsynligheden taler derfor for, at der enten bliver valgt en periode, der ”skønnes fredelig” – dvs. med mindst mulig arbejdsbelastning , eller der bliver valgt medarbejdere, der har en ”fredelig” arbejdsdag som standard. Ingen virksomheder ønsker jo at lægge sig ud med travle medarbejdere, og alle har en interesse i at arbejdet skal udføres.

Det mest interessante ved undersøgelsen er imidlertid tilgangen om at man kan være ”flere steder samtidig”. Tilsyneladende kan f.eks. de 10 minutter, der registreres som kaffepausesnak med kollegaerne på Amager også anvendes til at være sammen med børnene i Taastrup, som i øvrigt er i skole eller børnehave samtidig. Godt gået !

Rigtig mange mennesker arbejder i øvrigt i dag med varierende arbejdstider, og dette medfører at børnefamilier ofte har en særdeles omskiftelig hverdag, hvor fleksibilitet og stram styring er nøgleord, og hvor ugens gang skal detailplanlægges på minuttet for at kunne lykkes. Der er ikke plads til megen slinger i valsen her.

En debattør i Jyllandsposten for nyligt slog glædestrålende alle ugens timer sammen, således at man – jf. min fortolkning af hans regnestykke – blot kunne placere en søndagstime om onsdagen, så var der tid nok til det hele, og at mors/fars vågne timer også kunne give børnetid, selv når lille Mads er lagt i seng. Det vigtige var mors/fars vågne tid ”mere familietid og mindre onlinetid” –  En ny og spændende tilgang, som må kunne trøste enhver forælder, der haster mod lukketiden for afhentning i vuggestuen/børnehaven efter 1½ times pendling og med udsigt til at klare de sidste arbejdsopgaver om aftenen, når ungerne sover efter badningen, vasketøjet er klaret, indkøb er i hus, rengøring er overstået, madpakkerne smurt, og lektielæsningen er overstået for de store.

Pendlertid

Der hænges i motorvejskøer og forsinket offentlig transport i dagens Danmark som aldrig før. Samtidig er afstanden mellem arbejdsplads og hjem blevet længere og længere, og daglig pendlertid på 1-1½ timer hver vej er slet ikke ualmindelig.

At lange pendlertider også er accepteret fra landets øverste ledelse, ja, det vidner fleksibilitets kravene fra Beskæftigelsesministeriet om. Så vidt jeg husker er det 3 timer om dagen, som er kravet til den arbejdsløse i forhold til fleksibilitet til pendling.

Omfanget af pendlertiden er ikke omfattet af Rockwoolfondens undersøgelse.

Trivsel

Der er forskel på om man er forælder til et barn på 1½ år eller et barn på 14 år, men dette tages der tilsyneladende ikke højde for i de trivselsundersøgelser, der foreligger om børnefamilier.

Forskellene drejer sig bl.a. om aktiviteter som for små børn vedrører bringning/afhentning, daglige lukketider og kommuners lukkedage i daginstitutioner, alm. børnesygdomme og florerende roskildesyge/virussygdomme samt bleskift, vaccinationer og generel småbørns omsorg.

Større børn er normalt i stand til selv at transportere sig, de tager selv tøj på, bader selv, og ofte køber de selv deres tøj. De kan også være alene hjemme. Større børn har naturligt også brug for forældreomsorg, men denne omsorg er ofte mere relateret til lektielæsning, aktiv lytning og rådgivning, transport hjælp til fester, og kram.

Online tid

Det er karakteristisk for vores samfund, at flertallet er ”online” i dag, uanset om man er 12 år eller om man er 75 år. Det at være online er nu et livsvilkår, som gør hverdagen lettere, når man skal fortælle sit skolebarn, at det skal hente lillesøster/lillebror fordi toget er forsinket eller motorvejen er sandet til, ligesom det hjælper med at holde forbindelsen til venner og familie med små hurtige MMS/SMS’er eller en opdatering til alle på Facebook, når man ikke har tid til at ringe, men gerne vil være i kontakt alligevel.

Vi mennesker har et stort behov for social omgang. Det er der intet nyt i. Men modsat tidligere tider, så bruger børnefamilieforældre i vor tid ikke 1½ time i telefonen for at opdatere bedstemor om nyt i familien. I stedet får bedstemor en beroligende SMS med ”Alt OK” og “Er lille Tobias ikke sød på billedet”.

At skælde børnefamilieforældre ud for at bruge for meget tid på online medier virker derfor både sært, fordomsfuldt og ubegrundet.

Fakta

Det er dokumenteret at danske kvinder har en højere erhvervsfrekvens (ca. 76,4%),  end rigtig mange sammenlignelige lande i Europa, hvor frekvensen ligger på 40-60%.

I bla. Tyskland, Frankrig og Holland går ”mor” hjemme eller er på deltid, mens børnene er små – dvs. indtil de kommer i skolealderen. Dermed er der ”ro på hjemmefronten”, så ”far” kan bruge lidt flere tid på arbejdspladsen.

Det er også dokumenteret at de andre skandinaviske lande har væsentlig bedre forhold for børnefamilier i relation til pasning af syge børn og barsels/forældreorlov.

Danmarks børnefamilier ligger således i den absolutte top i Europa i forhold til ”fysisk leverede arbejdstimer på arbejdspladsen pr. familie” på omkring 75 timer pr. uge – heri er ikke indregnet ”gratis interessetimer”.

Det kunne være ønskeligt at få bedre statistikker vedr. ”gratis timer”, men i sagens natur, så bliver disse ikke registrerede via lønsystemerne, som leverer data til Danmarks Statistik.

Hvad så ?

Vi kan vælge enten blindt at tro på Rockwoolfondens undersøgelse, og dermed afvise enhver påstand fra børnefamilieforældre om at de har svært ved at få livet til at hænge sammen, eller vi kan vælge at tage børnefamiliernes problemer alvorligt.

I den forbindelse er jeg naturligvis glad for at Minister Mai Mercado prøver at finde løsninger, selv om jeg er meget uenig i hendes løsningsforslag, og jeg synes at disse løsninger er dårlige. Det er ikke smart eller ønskeligt, at hver børnefamilie skal være arbejdsgiver med dertilhørende administration, og der er problemstillinger både vedr. børneattester, rekruttering og manglende pædagogiske kompetencer hos mulige ansøgere. Hendes nuværende forslag kan derfor kun ses som nødløsninger, eller som alternativ løsning for nogle.

En betydelig bedre løsning ville være en gradvis nedtrapning af forældreorloven, således at den ene forælder efter udløb af den nuværende forældreorlov, bagefter ville have ret til deltid med supplerende dagpenge i op til 10 timer pr. uge frem til skolealder indtræder for barnet. Det ville sikre bedst mulige vilkår for barnet i de år, som eksperterne kalder for de vigtigste i børnelivet mht. udvikling af barnet, og samtidig ville det give ro i familielivet, både tidsmæssigt og økonomisk. For selv om mange forældre kunne drømme om deltid lige nu, så kan det være umuligt at få økonomien til at hænge sammen, og i øvrigt mangler der stadig lovmæssig ret til deltid.

At denne løsning samtidig ville kunne skabe åbninger for arbejdsløse jobsøgere i virksomhederne, ja, det er jo ikke så dårligt endda.

Det var bare lige det jeg ville sige …..

Kunsten at være arbejdsløs

Her til aften faldt jeg tilfældigt over et digt, som jeg skrev for et par år siden, mens jeg var arbejdsløs. Nu sidder jeg så i efterlønssikkerhed og tænker tilbage, og tænker på alle de, som stadig søger. Håber de finder en sikker havn. God vind derude!

 

Den nye sygdom

Startede med en let hosten
En vis sårbarhed, som når januarvejret har været tungt gråt i stedet for køligt og klart
Hun trak frakken sammen om sig med en let rysten
Nok bare lidt forkølelse, en smule influenza, ikke noget at tale om
Sorg uden egentligt alibi
Et ubetydeligt rids i huden, som måtte desinficeres
Det skulle nok gro sammen igen
Vigtigere at komme videre
Med iver studerede hun de ugentlige opslag og valgte ud
Der var tilbud mange steder, men ikke lige altid med noget hun kunne bruge
Det var vigtigt ikke at spilde tiden
Ikke spilde energien på noget, som ikke var givtigt, ikke kunne give resultat
Men udbuddet var ikke dækkende
I hendes situation
Det var nødvendigt at sprede sig
Som dagene gik, blev hun mere mat
Slatten, med temporære udfald og nedbrud
Det førte ikke videre, på trods af hendes umage
Hun forstod det ikke, jeg vil jo så gerne, de vil få så meget
Så begyndte det ligesom at krampe i musklerne og trække sammen ved halsen
Lægen sagde hun ikke fejlede noget og anviste sund mad og motion
Blodtrykket var fint, og der var intet at høre på lungerne
Og der var ikke noget i omløb
Hun sov dårligt nu
Drømmeløst, og uden erindring,
Formålsløst, og uden kraft
Dagene gik videre
Brevene hobede sig i elektronisk orden og registrering
Det var vigtigt ikke at stoppe, blive ved, holde dampen oppe
Hvis indsatsen er stor nok, så lykkes det
I centeret bad de hende være kreativ, justere tilgangen, finde nye veje
Hun samarbejdede, samarbejdede, samarbejdede, justerede, justerede, justerede
Sværere var det at finde nye veje
At være kreativ
Flere gange prøvede hun, kastede sig ud i mentale bungyjumps
Elastikken blev strukket, strukket, strukket til bristepunktet
Men stadig forblev hun nøgen og forsvarsløs
Hun måtte bøje hovedet, nakken, ryggen
De ringede fra banken
Overtrukken, uacceptabel, afdrages
Som to brosten i mellemgulvet, tungt, tungere, tungt
Med tråde bredte det sig længere ud i kroppen
Kom det fra lungerne?
Det måtte være kræft, hun var sikker på det
Hun havde hørt om metastaser, kroppens nedlukning, trin for trin
Lægen sagde der ikke var noget at se og mærke
Undersøgelserne viste intet tegn
Hun gik hjem med tyngden og trådene i behold
Om natten vågnede hun igen
Gik rundt i huset, stille uden at vække
Fortrød hun havde sagt ja til at deltage
Men det smittede jo nok ikke, selv om hun følte sig sløj, uoplagt
Måske gik det godt, måske gik det godt,  måske gik det godt
Hvordan går det? Du finder nok noget snart! Du som er så dygtig, god, smart, fantastisk.
Er det så længe siden….
Har du prøvet…..
Min fætter gjorde….
De siger, der er masser af muligheder….
Vil du rejse efter det…
Har du fået nogen hjælp til at….
Kan I klare jer for …
Tag lidt mere citronfromage, jeg har gjort mig sådan en umage.
Med skrælleknive skrælles lag for lag, fra skuldrene og ned
Tilbage er den blødende hud
Ja, men gud fri mig vel, jeg mente det jo ikke personligt
Det var bare af interesse, du behøver vel ikke tage det på den måde
Skal du allerede hjem?
Det måtte være kræft, hun var overbevist
En anerkendt sygdom, man ikke behøvede at være flov over
Men prøverne viste intet tegn
Der kom synsforstyrrelser, det flimrede, det blev duset omkring hende
Hun fik hjertebanken, blev træt, fik åndenød, udmattelse
Lægen sagde, at det nok kun var lidt stress
Omkring hende voksede et gennemsigtigt skumlag, isolationsmateriale
Lydene udefra blev mindre, indefra voksede de, krævende og uophørligt
Af uforklarlige årsager begyndte hun at græde
Dagligt
I timevis kunne tårerne løbe ned ad hendes kinder
Mellem ansøgningerne og de kreative tilgange
Mellem brevene fra banken og rykkerne fra elselskabet, telefonselskabet,
og det bedre selskab
Vi må aktivere dig, siger de i centeret
Og hun sender breve ud med dagens tilbud om gratis arbejdskraft,
hvis de bare vil tage imod
Give plads til alle hendes fantastiske kompetencer,
som hun ikke længere kan huske hun har
Naturligvis gratis, for hvorfor skulle de betale for rester
Hun får jo også sin understøttelse
Hun ligger frit tilgængeligt, klar til brug, helt åben, forsvarsløs
Håber det vil være én, der ikke vil være for slem ved hende
Håber på venlighed, måske en åbning, værdighed, håber
Med hovedet, nakken, ryggen, bøjet
Jeg er klar, siger hun, til hvad som helst, hvor som helst
Hvordan med transport, hvordan med regningerne, banken
Gennemgår tøjet i skabet, som er blevet for slidt og for gråt
Måske er det kræft alligevel, måske kan hun få en diagnose
Det strammer sig sammen i halsen
Med en let rysten tager hun mod den fremstrakte kop kaffe,
som smager tynd og halvlunken
Hun må være glad, selv om det føles sært, ingen rettigheder, ingen løn
Fra på mandag og 4 uger frem, husk du stadig skal søge
Ja naturligvis, siger hun, og tak.

 

Copyright © Lilli Wendt 15. april 2015

Lidt om AI – Appreciative Inquiry

AI – at blive set, at blive hørt, at blive forstået….

Jeg har tidligere lovet at skrive en lille smule om AI, eller ”Appreciative Inquiry”, som er en ”anerkendende, nysgerrig og værdsættende tilgang” til de mennesker, du møder på din vej.

Det er en indstilling og tilgang til andre mennesker, som du bevidst vælger at ”installere i dig selv” for at sikre, at du ikke bliver manipuleret med af dine egne eller andres fordomme. Gennem AI processer kan du også sikre dig, at finde de bedst egnede løsninger på problemstillinger, og gennem AI kan du etablere et godt og respektfuldt samarbejdsklima mellem mennesker.

Psykologisk set, så har alle vi mennesker brug for at blive set, hørt og forstået for at kunne trives som mennesker og bibeholde vort selvværd. Det er det, som AI tilgangen kan hjælpe dig med at huske i din omgang med andre mennesker.

Lad mig sige det meget klart, AI er ikke en manipulations-rose-tilgang. AI betyder heller ikke, at man skal være enig med det andet menneske.

AI er et respektfuldt værktøj, der sikrer, at alle bliver set, hørt og forstået. At anerkende et andet menneske med respekt betyder netop dette: at se, lytte og forstå, hvad der ligger til grund for det andet menneskes holdninger og handlinger.

Kort sagt – AI er at anerkende og søge at forstå, at et andet menneske har en anden tilgang til verden.

AI grundtænkningen og udviklingsmetoder bygger på bl.a. på Professor David Cooperrider’s og flere andre store organisatoriske og erhvervspsykologiske tænkeres udviklingsarbejde i 1980’erne og 1990’erne – Whitney, Gergen, Barreth, Shrivastva, Lang, Bushe, m.fl.

AI bygger også på Professor Rosenthal’s forsøg med skoleelever i 1960’erne, der undersøger hvordan positive og negative forventninger påvirker et menneske, ”det heliotropiske princip”, og ligeledes bygger AI på grundtanker relateret til Gregory Bateson’s systemiske tilgang og til den senere forskning i relationsteorier, som igen ligger til grund for bl.a. ”systemisk coaching”. Meget kort går dette ud på, at ”vores virkelighed opstår i samtalen med det andet menneske”.

Vi får hvad vi forventer og dermed ubevidst fremelsker”.

Som Gervase R. Bushe formulerer det i ”Clear Leadership”:

“The point I am trying to make is that a leader’s belief about the people, teams and organizations they work in probably come true. If they are biased toward seeing the best in people, that’s what they get. If they are attending to the worst in people, they get more of that.”

“There is an ancient piece of wisdom that whatever we pay attention to grows.”

Og David L. Cooperrider siger det i ”Positive Image, Positive Action: The Affirmative Basis of Organizing”:

“Organizations are heliotropic in character in the sense that organizational actions have an observable and automatic tendency to evolve in the direction of positive imagery. Positive imagery and hence heliotropic movement is endemic to organizational life, which means that organizations create their own realities to a far greater extent than is normally assumed.”

Så, rent faktisk har vi som mennesker og organisationer mulighed for at arbejde målrettet mod at skabe og fremelske “lige netop den kultur og den adfærd, som vi bevidst ønsker”.

I forbindelse med en udviklingsproces baseret på AI tankegangen, så kan vi med fordel anvende 4-D modellen, som er særlig god til at etablere en positiv og kreativ tilgang og et godt samarbejdsklima under processen og bagefter.

4-D processen beskrives udførligt i ”Slip Anerkendelsen løs” af Mads Ole Dall & Solveig Hansen, Frydenlund 2002).

I stedet for at løse problemer og fokusere på fejl og mangler, så undersøges det, der virker – ressourcer, værdier og ønsker. Det, der giver organisationen liv og energi. De mest livgivende og værdiskabende kompetencer. Det er den viden, som kan bringe virksomheden/organisationen videre.

4-D processen går i korthed ud på følgende:

”Discovery” – En opdagelsesrejse og beskrivelse af organisationens positive kerne og ressourcer gennem interview og historiefortælling om de bedste erfaringer inden for udvalgte temaer og fokusområder.

”Dream” – Drømmefasen, hvor der kreativt og intuitivt arbejdes med forestillinger om hvordan en mulig drømmeverden kan se ud, baseret på en endnu højere grad af brugen af de opdagede bedste erfaringer.

”Design” – Udarbejdelse af konkrete udsagn, der fortæller, hvordan den fremtidige organisation tager sig ud, når drømmene er realiseret.

”Destiny” – Realiseringsfasen med handlingsplaner og styring. Destiny fasen er inkluderet i den del af interviewrækken, som omhandler udarbejdelse af strategier og forretningsplan, m.m.

Du kan læse meget mere i bogen ”Slip Anerkendelsen Løs” af Mads Ole Dall & Solveig Hansen, herunder også om den praktiske 4D model for organisationsudvikling. Og får du blod på tanden, så læs videre på Attractor’s og Resonans hjemmesider om AI, som giver nogle fine forklaringer og gode eksempler.

Får du lyst til at vide mere om Systemisk Coaching, så kan jeg anbefale bøgerne ”Systemisk Coaching – en Grundbog” af Hanne V. Moltke og Asbjørn Molly, og ”Relationer i Organisationer – en Verden til Forskel”, af Gitte Haslebo. Den gamle Dispuk hjemmeside er også et spændende sted at besøge.

 

 

Små hænder, plaster og overskudsenergi

Min 1½ uge i Brahetrolleborg Børnhave i starten af august.

Middagssolen bager ned over børnehaven, hvor der med snilde og omhu er fastgjort flere mørke velourduge til de 2 store parasoller, så der kan være skygge over sandkassen, hvor de allermindste med bare tæer hygger sig med spande, sigter og forme, afskærmet fra den værste hede og indsmurt i solcreme på alle de bare steder. I midten af sandkassen står den højt elskede vandbane, som sikrer lidt køligt vand til at fugte sandet og samtidig udløser lidt forventet vandpjaskeri, som det lige nu er mit job at styre igennem, uden at børnene bliver våde på tøjet. Det er jo ikke muligt at etablere ordentlige bygningsværker i tørt sand – lidt væde skal der til, så fundamentet kan sikres, og vand er nu sjovt at lege med.

Det er sidste dag i huset med den grønne drage på gavlen, og jeg er allerede nu fortrolig med de daglige rutiner og de nødvendige gøremål på gul og grøn stue, godt hjulpet af utroligt søde og erfarne kollegaer og alle de små hænder og stemmer, som dagligt og generøst har tilbudt mig, den nytilkomne, deres ekspertise og vejledning, og samtidig har krævet mit nærvær, min kreativitet og udfordret min psykologiske kunnen, når konfliktløsning eller coaching var nødvendig.

Mine oplevelser har været mange og alsidige og rækker lige fra at tørre krummer op efter frokosten, trøste, justere cykelsæder, binde snørebånd, læse historier, berolige forældre, og til at løse alvorlige konflikter og lappe skrammer med hæfteplaster.

Jeg er blevet ”tydelig” i min tale og adfærd. De første dages tøvende og usikkert famlende ”Det må du ikke”  er nu blevet til ”Så stopper du” med beslutningsdygtig stemme og hurtig handling. Mine første dages træthed og forvirring er nu afløst af glæden ved at se børnenes udvikling og det overskud, der kommer af at kende rutinerne og børnene individuelt.

Jeg er overvældet over at mærke og se al den omsorg, der dagligt strømmer fra pædagogerne til børnene. Den aldrig svigtende kærlige tilgang, som gør at livet her bag den grønne drage udfolder sig med stor glæde og energi.

Der går ikke mange sekunder fra et barn er faldet og til det bliver samlet op og trøstet. Konflikter bliver ikke overset, men løst i stedet med kreativitet og aktiv lytning, hvor børnene selv bliver inddraget i løsningen. Har barnet glemt sin mad eller tøj, så findes der en løsning. Er der problemer i hjemmet, så gøres der ”lige det lille ekstra” for at barnet får lidt ekstra omsorg. Der males i glade farver på væggene, der hekses med små budgetter, der leges og synges, der trænes udvikling for barnet både fysisk og mentalt, og der er plads til sjove, skægge indfald og latter.

Tak til alle i Brahetrolleborg Børnehave for halvanden dejlig uge i starten af august. Det har været forrygende sjovt og dejligt!

Om forskellighed i arbejdsmetoder

Har du nogen sinde tænkt over, hvordan du arbejder?

Jeg hører til de mennesker, der tænker mens de skriver. Manden i mit liv har det på den helt modsatte måde – han tænker, mens han taler.

Når vi sådan hyggeligt sidder ved skærmen og arbejder på hver sin side af spisebordet, så kan det derfor være lidt spøjst for udenforstående at iagttage vores forskellige tilgange, der kan udmønte sig i, at mens jeg taster løs – så taler manden højt med sig selv og forsøger ihærdigt at inddrage mig som sparringspartner i mere eller mindre komplicerede betragtninger, om hvordan en udviklingsopgave for en kunde skal strikkes sammen.

Således må jeg ind imellem, mere eller mindre modstræbende, lægge mit tastatur til side og med foregiven begejstret interesse og distræt forsøg på glød i øjnene foregive at tage stilling til ret alvorlige sager, som kan have stor indflydelse på dokumenthåndteringen i en kommune, eller et af ham udviklet, og for mig indviklet, dataudtræks- og rapporteringssystem i Visual Basic og Excel.

Misforstå mig ikke, manden i mit liv er udmærket godt klar over, at jeg ikke har den fjerneste forstand på sagerne, og at jeg skruppelløst og med fuldt overlæg glemmer de fortrinlige og udmærkede løsninger i samme øjeblik, som han selv mentalt vender tilbage til sit tastatur.

Han kan bare ikke lade være. Han tænker bare så meget bedre, når han taler.

Til gengæld, så er det overordentlig sjældent, at han benytter slettetasten, når han arbejder ved skærmen. Mentalt er han nemlig kommet frem gennem den mundtlige sparring, så han har nu styr på sin proces, sit design og de koder, han vil anvende.

I samme øjeblik hvor min frigivne sjæl herefter vender tilbage til min egen virkelighed, kravler jeg så ind i min egen skærm og kommunikerer direkte og indtrængende med de sorte bogstavs kombinationer på det hvide baggrundslærred, og mens jeg skriver, så sletter jeg ord tilbage, retter og fortryder og skriver igen. Alt efter hvad mine tanker lige nu og her dikterer. Således er jeg storforbruger af CTRL Z og slettetasten.

Det kan se noget bagvendt ud, og en iagttager vil sandsynligvis tænke, at jeg må være et meget vægelsindet væsen, og mon jeg nogensinde bliver færdig med min tekst. Men sådan er min måde at arbejde på.

Så forskelligt vi end arbejder, så kommer manden og jeg alligevel hver især frem til målet til sidst, og, det er vel i grunden ikke så galt.

Så hvordan arbejder du?

Rosenthal effekten og det Heliotropiske princip

Tænk hvis alle mennesker kunne få lov at udvikle deres potentiale og alle ville stræbe efter at gøre deres bedste for at få et godt samfund!

Luk lige øjnene engang og forestil dig en verden med sådanne mennesker. Hvad skal der til? Vil vi nogensinde nå derhen? Ved vi overhovedet, hvordan vi kommer derhen?

Rosenthal effekten – den selvopfyldende profeti

For nogle år siden stødte jeg på Rosenthal effekten ved et tilfælde. Den handler om resultaterne af et eksperiment, som Professor Robert Rosenthal ved University of California udførte i 1960’erne, og som indgår i enhver kommende lærers pensum i pædagogik på seminariet.

Forsøgene, som Professor Rosenthal udførte, vedrørte folkeskolelærere og deres elever på en almindelig skole i en større by i USA. Eleverne blev testet ved skoleårets begyndelse, og lærerne fik udleveret en liste over de elever, som baseret på testen blev forudsagt til at have stort potentiale for indlæring og success. Rent faktisk var navnene på listen blevet udvalgt tilfældigt, men lærerne fik ikke dette at vide.

Ved slutningen af skoleåret blev eleverne på listen ved test igen sammenlignet med de elever, som ikke var på listen, og det viste sig, at eleverne på listen havde opnået en væsentlig højere indlæring og udvikling af evner, end sammenligningsgruppen. Det viste sig, at overfor de elever, hvis navne stod på listen, havde lærerne dels været mere hjælpsomme, dels havde de undervist eleverne i materiale af højere sværhedsgrad; de havde også givet eleverne mere tid til at besvare spørgsmål og de havde givet en højere grad af personlig tilbagemelding til eleverne. De elever som havde fået denne ekstra opmærksomhed havde lært mere.

Det interessante er, at lærerne troede at de havde undervist alle elever på samme måde, men ved at de havde større forventninger til de elever, som stod på listen, så gav de disse elever mere positiv opmærksomhed, og dette skabte så den højere indlæring.

Rosenthal forsøgene er blevet eftergjort af andre forskere utallige gange i utallige forskellige sammenhæng resulterende i samme resultat.

Forventningerne til et individ er kritisk bestemmende for hvordan dette individ klarer sig. Indlæringsmæssigt er det lærerens positive (eller ikke positive) forventninger til barnet, der virkelig gør en forskel.

Det heliotropiske princip

Dr. David L. Cooperrider, som er den visionære fader til teorierne bag Appreciative Inquiry, beskriver hvordan vores mentale forståelser styrer vore følelser og handlinger, og at ligesom en plante drejer sig mod lyset, har individer og organisationer en tendens til at dreje sig hen i den retning, som deres forestillinger om fremtiden peger.

Ganske simpelt, så vil ethvert menneske eller enhver ”organiseret gruppe af mennesker” have en naturlig tendens til at dreje sig mod ”det der opleves som lys” – det heliotropiske princip (Helios står for solen.)

Det der bliver oplevet som lys, er naturligvis det, som hvert enkelt mennesker oplever at få personlig anerkendelse for. Man kan sige, at det der udstråler lys, er den ”lærer”, som giver anerkendelsen. En lærer kan her være en hvilken som helst person eller gruppe, som individet har relation til. Det kan være en lærer i det almindelige undervisningssystem, en formel mentor i erhvervslivet, en slægtning der giver een anerkendelse, eller f.eks. en ”sub-gruppe” eller gadebande, hvis anfører har forståelsen for at give anerkendelse og tilhørsforhold til medlemmerne.

Dette indebærer, at hvis ”lyset” er positivt og konstruktivt i forhold til såvel læring som samfund, så vil det give ”eleven” forøget læring og konstruktiv berigelse. Hvis ”lyset” er negativt i forhold til den læring og de normer, som samfundet ønsker, så vil det dels resultere i manglende kompetencer og et lavere selvværd hos ”eleven”, og også give en subkultur, der optræder modsat de ønskede normer.

Principperne er ganske enkle, men set i sammenhæng med Rosenthal effekten har de en ganske overvældende indflydelse på individ og samfund, såvel positivt som negativt.

Appreciative Inquiry – eller AI – den anerkendende tilgang tager bl.a. udgangspunkt i såvel Rosethal effekten som det Heliotropiske Princip.  Jeg vil skrive mere om AI på et senere tidspunkt…:o)