Det vælter ind med informationer mod os – til tider føles det som om man fuldstændig druknes i et frådende hav af nyheder og meninger om alt og alle. Det er uforudsigeligt. Den ene krise følger den anden, holdninger og fakta brydes med rasende fart. Hvad der var sandt i går, bliver der nu stillet spørgsmålstegn ved i dag. Hvem lyver, og hvem taler sandt? Hvem kan vi stole på ser helheden? Hvem skøjter hen over overfladen? Og hvem har en skjult dagsorden med deres bidrag?

Vi udfordres hele tiden med nye budskaber og nye fakta, og alt vi ønsker er en smule kontrol, så vi kan tage stilling og selv kan planlægge vores personlige liv, så vi ikke havner i uføre.

I dette voldsomme stormvejr af uforudsigeligheder, så fristes vi let til at ”putte i kasser” for at få holdepunkter, så vi stadig kan oppebære en følelse af bare et minimum af den kontrol, som er så nødvendig for vores egen tryghed.

Vi henter så vore klapkasser ned fra det mentale loft, folder dem ud og kigger på etiketterne. Nogle af kasserne har vi arvet eller klonet fra vores forældre, bedsteforældre, oldeforældre, venner eller kollegaer, og der er kasser, vi selv møjsommeligt har udformet via dyrekøbte erfaringer eller glade minder.

Løbende kommer der så nye kasser til, baseret på de daglige input vi får og de ting, der sker for, og med os, undervejs, og ikke mindst gennem medierne og meningsdannerne. Disse trofaste budbringere af nyheder og holdninger. Vi stoler på dem. Stoler på deres autoritet, og på deres integritet. De har jo erfaring og uddannelse bag sig og kendskab til, hvordan sager skal undersøges for at sikre lødighed og korrekthed i information. Hvordan kan vi andet end at stole på dem?

Vi vælger dem gennem de medier vi traditionsmæssigt søger til for information, og ligeledes gennem de medier vi fravælger. Og medierne ordner i kasser for os, sorterer alle nyheder på en måde, så vi ikke behøver at tage stilling på ny. Skærer informationerne og historierne til og fra. Giver os tryghed for at vi kan stole netop på dem. Gør det let at putte i kasser.

Kasserne giver os tryghed og får verden til at se mere forudsigelig og enkel ud. De giver os et nødvendigt pusterum for bombardementet af fakta og holdninger, så vi kan fokusere på vores eget daglige liv med alle de problemstillinger og udfordringer, som det indeholder.

Så vi putter i kasser og sorterer de input vi får, og de mennesker, som kommer  med dem. Det er så dejligt enkelt og ligetil. Giver fred, overskud og energi til at vi kan komme videre og føle os sikre i, at vi har den rette holdning, når vi skal tage stilling. Så hvorfor undersøge yderligere? Samtidig underbygger vi gennem de informationer vi vælger at stole på, vores eget billede af vores egen identitet, vores grundfæstede tro på at vi er ”OK”.

Der er ”the good guys” der ligner os, og der er ”the bad guys”, som vi får at vide bare nasser eller skaber problemer. Kasserne skaber vore rammer, så vi ved, hvordan vi automatisk skal forholde os til de ledige, til indvandrere, til rockere, til finanskrisen, til hvad vi skal stemme på, og hvilke tiltag vi bør støtte.

MEN,

Så sker det at vi udfordres, når der sker noget, som vi ikke umiddelbart kan få stoppet ned i kasserne. Når de input vi får, bliver uhåndterbare, ikke rigtig passer i størrelse, farve eller form, eller springer op igen, eller til sidst sprænger kassen, så alt vælter ud, hulter til bulter, og med inciterende kraft kræver vores revurdering. Det sker, når vi opdager, at de informationer, vi oprindelig fik, er ufuldstændige, tilskårne, uden kildekritik, og med skjulte dagsordener. Når der mangler noget.

Måske får vi nye fakta – statistikker, der viser at vi tog fejl. Håndgribelige oplevelser – mennesker, der træder ud ”i virkeligheden”.

Måske bliver vi selv ramt af finanskrisen og knokler med at finde job. Måske bliver vores flittige og hjælpsomme kollega ramt af nedskæringer, og bliver til ”en ledig”, som ikke passer ind i billedet af ”dovne samfundsnassere”.

Måske møder vi i frokostkantinen den kræftramte sygedagpengemodtager, der er i arbejdsprøvning, og vi får senere at vide, at hun er død 3 måneder senere.

Måske møder vi vores gamle skolekammerat som hjemløs på en bænk i parken, og vi husker med pludselig klarhed, hvordan han altid havde småsnavset tøj, blå mærker og ingen madpakke i skolen, og altid blev smidt udenfor døren i timerne.

Måske taber vi hele vores pension, fordi vores tidligere så solide bank krakker, eller måske falder masken af en af samfundets støtter, og vi ser en grådighed og egoisme, som vi aldrig ville have kunnet forestille os mulig.

Måske falder vi på gaden og bliver hjulpet af en overtatoveret rocker med udsøgt omsorg, eller den lokale indvandrergrønthandler, der kræver at vaske vores hudafskrabning og sætte plaster på, samtidig med at han kærligt nøder os til at spise hans tyrkiske konfekt og bedste clementiner.

Måske hører vi en politiker fra det parti, vi normalt ville afsky, overraskende komme med gode løsninger til vores problemer og tilbyde os samarbejde.

Måske – ja måske…

Billeder krakelerer. Måske er verden ikke så firkantet … Måske skulle vi lytte mere, undersøge mere, inden vi puttede i kasser…. inden vi tog stilling.

Måske er det det, der til syvende og sidst er meningen med livet.

At vi skal udfordres for aldrig at tro, at vi har fundet hele sandheden. At når noget bliver fremstillet for enkelt, så får vi ikke det hele billede. At når vi netop tror, at vi ved bedst, så mangler vi stadig at få det sidste afgørende input.

Og, at vi skal forblive åbne og huske at medbringe denne lille skepsis på vores rejse. At ingen er skyldig før de er dømt, og at vi alle kan få brug for at mødes med venlig åbenhed, uanset hvor vi kommer fra, og hvor vi er i livet.