I løbet af de sidste mange år, har jeg set en del unge mennesker gå ned med stress. Det gør mig så inderligt ondt. Fra at være velfungerende, dynamiske og engagerede mennesker med mod på livet og glæde ved job og børn, så sker der pludselig ”et eller andet”, det eskalerer… og så kommer sygemeldingen til sidst.

Hvis vi alle tænker os lidt om, så ved vi godt, hvorfor det sker!  Der er intet nyt i årsagssammenhængen. For lidt fritid, transporttid, præstationskrav og interessetimer, ærekærhed, og ikke  mindst interessekonflikten mellem de 2 ”arbejdsgivere” – virksomheden og familien.

Hvis vi kigger på en almindelig standard børnefamilie med 2 små børn, 2 krævende fuldtidsjobs, flere timers transporttid, daginstitutionernes lukketider, børnesygdomme, vask, indkøb, rengøring, vedligeholdelse af bolig, og bare en lille smule sociale sammenkomster…

Ja, så er tid og overskud en helt klar mangelvare. Der er trods alt kun 24 timer i døgnet. Der skal ikke meget til at vælte tids- og energibudgettet.

Men vi har desværre som samfund defineret nogle meget stramme regler for ”fuldtid” og ”deltid” og støtteordninger og optjeningsrettigheder, og virksomhederne er meget tilbageholdende, når det gælder justering af arbejdstider. Den hellige, ukrænkelige fuldtid er definitionen på det korrekte arbejdsliv og heri er ikke engang medregnet de gratis ”interessetimer”.

Og så bruger vi umådelige mængder af diesel og benzin på  transport, og vi hænger i timevis i kø på motorveje og indfaldsveje til og fra arbejdspladserne. For den offentlige transport er ikke god nok.

Samtidig har vi næsten 200.000 arbejdsløse med alle former for kvalifikationer. Af dem er nyuddannede, som gerne vil have erfaring, og kompetente seniorer, som gerne vil give en sidste indsats, før de bliver parkeret ude på sidelinjen. Der er også mennesker, som aldrig fik en chance og derfor behøver lidt hjælp og støtte til at komme i gang. Lige nu så er de på dagpenge eller kontanthjælp, og lige nu, så får de tæv fra samfundets side, fordi der mangler jobs, og rettigheder for dem er få og små.

Ville det ikke være smart, hvis vi lod dem komme til i ”rigtige jobs”, og så gav børnefamilierne et større procentvist tilskud i stedet, så de kunne gå på deltid, mens ungerne var små…?

Det kunne forebygge stress, give børnene mulighed for at lege med forældrene, og så kunne det give arbejdspladser til rigtig mange arbejdsløse. Samtidig ville det kunne give virksomhederne mulighed for at få ”lidt flæsk på sidebenene”, som kunne gøre til, at de kunne få tid til også at være innovative.

Det er jo ikke altid det smarteste at være ”lean”. Man kan som virksomhed faktisk dø af det eller miste omsætning, fordi den medarbejder, som skulle være innovativ og skabe vækst og omsætning, lige pludselig kan gå ned med stress, og det tager nok 1-2 år, før man er på samme niveau igen med en ny medarbejder…!

Lige nu har vi en enestående chance. Så brug den dog!