”MIK” og ”FHT”
I min families ældre generation var den største skam, der kunne overgå familien, hvis der ikke var nok mad til gæsterne, når man stod som vært. Det skal siges, at der i familien var traditioner for også at holde åbne arrangementer, hvor der ikke nødvendigvis var tælling på forventet deltagerantal, og det kunne derfor til tider være ganske vanskeligt at beregne det nødvendige volumen af lækre sager.
Der eksisterer således familieberetninger af sådanne krisesituationer, og herunder en fortælling, hvor selv familiens mest agtværdige tante Vivi, til en større fødselsdag engang med rædsel måtte opleve, at de ekstra lagkager, som hun havde regnet med stadig stod i køkkenet, ja, de var faktisk allerede spist af det første hold gæster, og hun stod nu – på godt dansk – med håret i postkassen og potentielt tab af ære i forhold til gæstebuddets regler. Gæsterne kom i større mængder end forudset og gode råd var dyre. Tante Vivi var dog en snarrådig dame, og ærestab var ikke en del af hendes ordforråd, så hun fandt på en løsning. Ikke med lagkager, men med noget, der tilsvarende havde en passende spiseværdi, som kunne træde i stedet.
Med udgangspunkt i tante Vivis fortrædeligheder og andres egne erfaringer, så opstod gradvist den gyldne regel, der tog udgangspunkt i gentagne hurtige rekognosceringer i køkkenet fra hele familiens side i løbet af festdagen.
Når der var nok, så var budskabet til familiens nærmeste medlemmer: ”MIK = Mere i Køkkenet”. På denne måde var der signaleret klart, at også familien måtte få lov at kaste sig over goderne, og dette signal var givet, uden at nogen af gæsterne på noget tidspunkt anede det fjerneste om eventuelle problemstillinger. Det sidste ville have været frygteligt pinligt, da man så indirekte villet have påvirket, hvor meget de kære gæster kunne tillade sig at spise.
Hvis der til gengæld var lavvande i forsyningerne, og det skønnedes, at der kunne opstå mangler, så var beskeden tilsvarende knap, men alligevel utvetydig: ”FHT = Familien Holder Tilbage”. På denne måde var forventningerne klart signaleret, og ve det familiemedlem, som ikke behørigt trak tallerkenen tilbage på standsmæssig facon.
Jeg kom til at tænke på denne måde at håndtere forsyningskrisen, da jeg i går så pengemagasinet, hvor den uheldige dagpengemodtager kunne imødese nogle barske konsekvenser af det skrantende jobmarked og den fremtidige nul-indtægt. Det gjorde mig ondt for hende og familien, for der er godt nok ikke ”MIK” på arbejdsmarkedet i øjeblikket. Rent faktisk er der så få krummer, at selv musene dårligt kan bliver mætte, på trods af deres yderst beskedne og ydmyge tilgang.
Mange af de jobs, der bliver opslået, bliver jo også søgt at mennesker i arbejde, og der er ingen ”FHT”, der gælder i relation til fordeling af goderne. Samtidig er virksomhederne mest interesserede i mennesker, der allerede er i arbejde. Det begrænsede antal jobs, der kan ses på Jobindex i øjeblikket er derfor både attraktive for de, som allerede har taget af lagkagen, og de som sultne må se på.
Misforstå mig ikke – jeg synes det i bund og grund er særdeles fornuftigt, at vi har et arbejdsmarked, hvor mennesker kan flytte rundt mellem jobs og få udfordret deres evner. Det sikrer en god mobilitet og en kontinuerlig kompetenceudvikling, både for virksomheder og for medarbejdere.
Men, det gør mig så ondt at se, at vi som Familien Danmark, ikke engang ønsker at give en sølle og skrabet leverpostejsmad fra nytår til de, der ikke fik del i lagkagen. At vi som Familien Danmark kan leve med et sådant ærestab!