I lørdags var vi til bryllup. Et helt eventyrligt bryllup med de sødeste unge mennesker, smukke i deres festdragter og i deres store kærlighed til hinanden. Festligt med alle de dejlige venner og familie omkring os, og holdt på et hvidt eventyrslot med udsigt til Øresund og en smuk park, med musikere og tjenere omkring os. En dejlig oplevelse.
Vi var i festtøj. Du havde din pæne stribede habit på, og en blå og hvidstribet skjorte, nystrøget fra dagen før. Håret var lidt for langt og flyvsk, efter din mening. Det krøllede lidt i spidserne, slet ikke så langt, som da vi mødtes i sin tid, men for langt alligevel, syntes du.
Jeg kunne ikke høre, hvad du talte om ved bordet, men din borddame, så glad og engageret ud. Jeg selv havde også travlt med mine bordherrer, og de runde borde gav ikke mulighed for snak ”over bordet”.
Til dagligt, hjemme, så sidder vi ofte på hver side af spisebordet med hver vores pc, travlt optaget. Du med dine kunders IT-løsninger, jeg med alle mine ansøgninger, mit net research og min nye blog. Det sker, at du lige spørger om noget, og jeg så glemmer at svare. Jeg er jo lige midt i noget, jeg skal lige….
Nogen gange glemmer vi at holde frokost. Morgenen bliver hurtigt til eftermiddag, og så skal Frida luftes, og vi skal lige nå noget i haven. Pludselig er dagen gået. Forleden dag opdagede jeg, at det pludselig er blevet efterår. Sommeren er altså gået nu.
Jeg ser ikke, at du bliver ældre. Jeg ser ikke, at du måske mangler mig. Jeg er jo stadig …lige midt i noget.
Efter bryllupsmiddagen var der kaffe og musik, og traditionen tro, så indledte brudeparret med at danse. Herefter var der trængsel på dansegulvet, for musikerne var rigtig gode, og det er ikke så tit, det sker, at man kan danse til levende musik.
Jeg sad med min kaffekop og sundede mig lidt efter maden og vinen, mens du galant hankede op i din borddame og trak hende ud på gulvet. Min egen bordherre havde travlt, så jeg kunne i ro og mag kigge på de dansende.
Så var det, at jeg pludselig så dig.
Du så dejlig ud, som du dansede med hende. Tøjet klædte dig godt. Dit hår, som er blevet mere mørkt med årene, og hvor det tidligere lidt røde skær nu er blevet gråt og hvidt, krøllede uautoriseret og underfundigt, skægget, som er blevet meget gråt og hvidt gav dig et stateligt præg, og dine øjne strålede af glæde over at være i live og i gode venners selskab. Det var som om du havde fået ny energi, nyt mod, og ny livsglæde.
Da jeg sad der med kaffen og så på dig, så svandt rummet bort, de andre gæster blev utydelige, kun du var tilbage, lysende og dansende, fuld af energi og glæde.
Jeg blev forelsket igen. Jeg så dig igen. På ny. Manden i mit liv. Manden, som jeg deler bord og seng med. Manden, som jeg ved jeg kan stole på og dele alt med. Manden, som jeg ofte glemmer i alt det ”jeg lige skal…”.
I lørdags var også vores bryllupsdag. 33 år har vi været gift. Og jeg vil igen sige ja, hvis du spørger. Ja, til at dele det hele, godt og skidt, glæder og sorger. Ja, til at tilgive de gange, hvor vi går fejl af hinanden, ja til at bygge i stedet for at bryde ned.
Ja til dig.