Skyde skylden på andre
Tage skylden på sig
Bære den,
Skammen,
Visheden om svigt
Syndsforladelse

Vi mennesker gør fejl, vi gør andre ondt, og så prøver vi bagefter at undgå skyld, skam og bevidstheden om at vi har svigtet. Når vi gør det, så nager det i vores inderste, for vi ved det jo godt, selv om vi gør vores bedste for at fortrænge, hvad vi har gjort mod andre. Vores indre Jesper Fårekylling vågner – i hvert fald hos de fleste af os. Vi har svigtet, vi må bede om forladelse. En træls omgang, for den rokker ved vores selvforståelse – vores grundfortælling om at vi er gode mennesker, som har en høj etisk standard og empati for vores medmennesker. Vi kan ikke lide det, vi skammer os. Vi vil helst ikke i skammekrogen.

Vi er så ikke alene i det. Spørgsmålet om skyld, skam og svigt fylder også i religion, for det er et alment menneskeligt vilkår at vi ikke er perfekte, at vi må udvikle os, så vi med tiden kan opnå en spirituel ro og fred i den balance manøvre, som dagligt foregår i vores sind.

En af de mest interessante historier i Det gamle Testamente er Skabelsesberetningen, hvor det fortælles, at Gud skabte mennesket som værende et væsen, der ikke kunne kende forskel på godt og ondt. Herefter præsenterer Gud mennesket for en have, hvor der er et særligt æbletræ, hvis frugter, de ikke må spise. Det går så som bekendt galt i historien og herefter bliver de straffet strengt for at have overtrådt Guds befaling. Heraf kan vi udlede at lydighed er det alt afgørende i forhold til den Gud, der optræder i Det gamle Testamente.

Historien er interessant fordi Adam og Eva som etisk udgangspunkt i fortællingen moralsk er på niveau med 3-årige børn, som skal lære hvad der er rigtigt og forkert. Vi kan spørge os selv om vi som forældre ville straffe et 3-årigt barn ved at smide det ud af hjemmet, tvinge det til hårdt arbejde og til smertefulde fødsler. Vi kan også spørge os selv om den Arvesynd, som her bliver pålagt alle kommende generationer, er rimelig og retfærdig. Jeg tænker at dette princip nok ikke vil kunne holde i en retssag.

Var Gud i færd med at ansvarsfralægge sin egen skyld for at have skabt en skabning med både fejl og mangler? Havde Gud et problem med sin grundfortælling om at være perfekt? Og hvorfor satte Gud i øvrigt æbletræet i haven, hvis de ikke måtte spise af det? Er slangen faktisk Gud?

Interessant i Det gamle Testamentes Skabelsesberetning er også både den måde, som Eva bliver skabt på, hvor hun bliver skabt af Adams ribben, og dermed bliver gjort til ”underordnet Adam”, samt den skyld, der bliver lagt på Eva, der i fortællingen af slangen bliver fristet til at plukke æblet på kundskabens træ. Et nedrigt men blændende godt udtænkt demagogisk fortælletrick, som i bare en enkelt hovedfortælling gør kvinden til såvel underordnet mænd, og til syndebuk for alle trængsler i livet. De to fortællinger har så samtidig bevirket, at man fra magthavernes side historisk set har kunnet styre ganske almindelige mænd via denne deres “gudsgivne” kontrol med kvinder, som gav mænd ubegrænset råderet over kvinder og har gjort det muligt for dem ustraffet at pålægge kvinder skyld for al verdens fortrædeligheder, nedgjort deres evner og talenter og frataget dem såvel uddannelse som frihed over egen krop og eget liv.

Samtidig gør fortællingen den daværende tilbedelse af ”Den store Moder”, hvor slangen i øvrigt var symbol på genfødsel, til noget forkasteligt og en forbrydelse mod den monoteistiske Gud. I de oprindelige jødiske beretninger var Vorherre i øvrigt gift med den kvindelige gudinde Asherah, som pludselig forsvandt ud af fortællingerne. Ligeledes blev skabelsesberetningen ændret, så Adams første ”kone”, Lilith, blev forvandlet til en dæmon, fordi hun ikke ville underordne sig Adam. Interessante justeringer af fortællingerne, som viser hvordan Det gamle Testamente pludselig brød med datidens tilgange med mange guder og gudinder.

Den tilbageblevne skabelsesberetning er både vigtig i forhold til at forstå flere tusind års undertrykkelse af kvinder, og den er vigtig i forhold til at forstå hvorfor alle kvindelige guddomme forsvandt i takt med de tre monoteistiske religioners fremgang i Middelhavsområdet. Jeg tænker at såvel Joseph Goebbels som Donald Trump kunne være noget misundelige over hvor genialt dette demagogiske trick blev implementeret og hvor mange år, det har virket – og stadig virker.

Interessant er det også, at hvis man sammenligner Det gamle Testamentes skabelsesberetning med fx skabelsesberetningen i den Nordiske Mytologi, så finder vi her ikke nogen forskel på hvordan mænd og kvinder bliver skabt, og der pålægges ikke det ene køn nogen skyld for en arvelig synd. Dette forklarer hvorfor kvinder i det før-kristne Norden havde væsentlig større ligeværd med mænd og større personlig frihed end de fik efter kristendommens indførelse. Den Nordiske Mytologis skabelsesberetning er i øvrigt et særdeles spændende bekendtskab i forhold til at forklare verdens og livets opståen.

Senere i Det gamle Testamente kommer fortællingen on Abraham, der bliver bedt om at ofre sit barn Isak til ære for Gud, og Abraham er lydig overfor Gud og gør sig klar til at efterkomme ordren. Så redder Gud ham i sidste øjeblik fra at begå overlagt drab på sit barn, med begrundelsen at Isak bliver skånet fordi Abraham er lydig. En meget speciel fortælling, og enhver må gøre op med sig selv om denne Gud er kærlig, eller om denne Gud har en seriøs mental brist. Principielt vil jeg tro, at såvel Abraham som Isak bagefter må have fået nogle psykiske traumer. Hvis en nutidig forælder ville gøre noget tilsvarende overfor sit barn, så vil denne forælder blive dømt hårdt i en retssag.

I historien om Kain og Abel, så favoriserer Gud den ene bror Abel, i stedet for at anerkende begge brødres offergave. Det svarer lidt til at en forælder bevidst sætter splid mellem deres børn. Er det kærligt?

I beretningen om Egyptens 10 plager, giver Gud den først med 9 forfærdelige plager, og så med hård hånd i tillæg overlagt drab mod sagesløse uskyldige babyer. Blot en tanke – hvis Gud virkelig er almægtig, var der så ikke en anden måde at få hans udvalgte folk væk fra Egypten? I øvrigt, hvorfor har Gud valgt at have et udvalgt folk? Er den monoteistiske gud ligeglad med alle andre menneskers skæbne – dvs. en guddom for de få og ikke for alle. Det var jo kun faraoen, der havde reel magt i Egypten, så det ville jo have været nok at lade denne farao blive omvendt og komme på bedre tanker. Resten af det egyptiske folk var jo bare almindelige mennesker, hvor størstedelen ikke havde nogen magt.

I beretningen om Noahs Ark får Gud så for meget af menneskene, fordi de ikke overholder hans regler, og beslutter sig for at udslette dem, og bagefter fortryder Gud sin vrede, og siger, at nu stopper han med at straffe de få, der har overlevet. Hvad skal vi så lære af det? At Gud vender ryggen til menneskene og ikke gider beskæftige sig mere med dem? Lidt som når vi mennesker har lavet ballade og så flygter fra oprydningen? Og er det så kun det udvalgte folk, der stadig har hans interesse? Og hvis alle bortset fra Noah og familie var døde, var der så overhovedet nogen tilbage, som ifølge fortællingen ”ikke” tilhørte det udvalgte folk?

Hvis vi vender os mod det Nye Testamente, så finder vi et helt andet gudsbillede.

I Det nye Testamente kommer Jesus ind i billedet som den ”der påtager sig alle menneskers skyld” og dermed ”frelser os”. En virkelig sympatisk fortælling, hvor Jesus er beskrevet både som ”menneskesøn”, ”offerlam” og som bærer af det nye budskab om ”næstekærlighed og tilgivelse”.

Hvad er så Jesus rolle her? Hvis skyld er det egentlig, han påtager sig? Menneskenes – fordi de er skabt med fejl og mangler? Eller er det Guds egen skyld, Jesus påtager sig, fordi Gud ikke selv ønsker at vedkende sig sin egen skyld om at være årsag til hele balladen?

Vi kender som mennesker alle til at svigte, eller at blive svigtet. Det er et vilkår, vi lever under. Meget få mennesker oplever at gå gennem livet uden at opleve begge dele. Når vi svigter andre, så giver det os skyld og skam, for vi overtræder de mest essentielle grundregler for menneskeligt samkvem og for flokkens samlede overlevelse. Når vi så selv oplever at blive svigtet, så overmandes vi af forvirring, afmagt, håbløshed, vrede og sorg.

I kristendommen hører vi Jesus på korset sige ”Min Gud, min Gud, har du forladt mig”. Stærke sager. Et svigt, hvis voldsomhed giver genlyd flere tusind år efter. Et svigt, som ville få store konsekvenser i en familieretsafgørelse i vor tid.

Vi har så senere fortællingen om Jesus transcendens og opstandelse, der skal godtgøre, at der nu er familiefred og styr på det hele i himlen. Betyder det så, at Det gamle Testamentes Gud har givet ansvaret fra sig, og har pensioneret sig selv? Hvad skal vi lægge i det? 

Teologer diskuterer stadig om Jesus er Gud, eller om Jesus er Guds søn. Selv kaldte han sig for ”Menneskesøn”. Historisk er der ingen tvivl om at han var en teologisk oprører, som både ønskede en mere ligelig fordeling af goder mellem mennesker og samtidig havde sin helt egen opfattelse af hvad Gud stod for. Var der tale om et generationsoprør mellem far og søn?

Vi har i Bibelen kun de beretninger, der har overlevet tiden og der er talrige censureringer og omskrivninger, hvor nogle beretninger er blevet valgt fra med overlæg, og andre beretninger er blevet justeret, så de passede ind i senere teologers ønsker om hvad der skulle være gældende.

Men indlysende er det, at der ikke er overensstemmelse mellem gudsbilledet i Det gamle Testamente og Det nye Testamente.

Det gamle Testamente er ikke skrevet af en person men af flere, og det er en samling af tekster, der er skrevet fra omkring 1400 f.Kr. til 100-200 f.Kr. og disse tekster fik senere navnet Det gamle Testamente. Der foreligger ingen dokumentation for om forfatterne til teksterne rent faktisk har været i kontakt med Gud, og det er egentlig en noget spøjs omgang, at disse tekster har haft så stor indflydelse på de 3 monoteistiske religioner, der har brugt dem som kildetekster og til forkyndelse. Der er altså ingen sikkerhed for at disse tekster rent faktisk repræsenterer Guds ord. 

Så hvad står vi tilbage med er dels en beretning om Det gamle Testamentes udokumenterede skrifter om en Gud, der er besat af at få mennesker til at adlyde ham, og en beretning om denne Guds straffemetoder, ansvarsfraskrivelse og svigt. Efterfølgende får vi i Det Nye Testamente en beretning om en Menneskesøn, Jesus, hvis spirituelle livssyn muligvis kan være inspireret af buddhismen, og som lægger sig på alteret og frivilligt ofrer sig i håbet om at hans offer vil stille det Gamle Testamentes Gud tilfreds.

Vi får så en ”Happy End” i opstandelsen, men vi mangler stadig at få en undskyldning fra Det gamle Testamentes Guds for al balladen.

Hvad kan vi udlede af det?

Hvis vi tager med baggrund i vores moderne Kristendom rent faktisk tager Jesus liv, ord og gerninger for pålydende som værende sande og værdifulde for os som mennesker, så kan vi med sindsro og Jesus vejledninger gå ud fra, at Det gamle Testamente skal skrottes, at det var en misforståelse at det kom med i Bibelen, og at det ikke længere bør være gældende.

Vi kan konkludere at med Jesus kom der både håb og ”nye boller på suppen” – og det, vel at mærke, for alle mennesker på jorden, og at næstekærlighed er det vigtigste i Kristendommens budskab.

Denne erkendelse bør så medføre såvel en ny reformation af folkekirkens tekstgrundlag, ligesom en stor og officiel undskyldning overfor alle de kvinder, der har været undertrykt og pålagt skyld siden kristendommen blev indført vil være særdeles ønskelig.

Hvis kristendommen skal være en sand spirituel vejledning for det moderne menneske, så haster det med en sådan officiel reformation af tekstgrundlaget og ligeledes med en reformation af forkyndelsen og formidlingen.

Vi er mange, der har mistet tålmodigheden med den nuværende udgave.

Så kom i gang og skrot Paulus ord om at kvinder skal tie i forsamlinger, være underordnede deres mænd, og holde deres hoved tildækket, og skrot Paulus ord om at slaver skal underkaste sig deres herrer. Det er på høje tid, at Paulus bliver taget i skole. Rent faktisk har Paulus jo aldrig mødt Jesus, vi har kun hans egen beretning om det, og det kan jo være årsag til at han i den grad har taget fejl af chefens indstilling til disse spørgsmål. Det bør rettes nu.

Og mens vi nu er i gang, så bør vi samtidig tage et opgør med forestillingen om helvede. Ved simpel googlesøgning kan det tjekkes at Johannes Åbenbaring blev skrevet omkring år 95 efter Kristi af en person ved navn Johannes tilsyneladende som en reaktion på de forfølgelser, som kristne blev udsat for i Romerriget. Der er således ikke tale om apostlen Johannes, men i stedet om en Johannes, som ikke selv havde mødt Jesus. Om vi kan have tillid til denne åbenbaring er derfor overmåde tvivlsomt, og man kunne godt forestille sig, at Johannes havde en psykisk sygdom som medførte hallucinationer.

Problemet med denne meget tvivlsomme beretning om ”helvede” er hvordan den i tidens løb er blevet både brugt og misbrugt til at undertrykke, udnytte og mishandle mennesker. Lige fra katolicismens afladsbreve til nutidige fundamentalistiske rædselshistorier om sagesløse børn, der traumatiseres fra barnsben.

Så venligst udelad også Johanne Åbenbaring fra Det Nye Testamente. Det ville spare mange nutidige børn fra traumatiske mareridt. Samtidig har beretningen med al tydelighed gennem historien ikke vist sig at bidrage positivt til fred og fordragelighed i verden.

Og – så er det vel egentlig på tide at kigge på om ikke de gnostiske evangelier skal inkluderes i det tekstgrundlag, som kirken bør bygge på. Jeg tænker her særligt på Thomas Evangeliet og Maria Magdalene Evangeliet. Begge er spirituelle skrifter som giver et helt andet forfriskende syn på og tilgang til kristendommens oprindelige indhold, og i modsætning til Paulus, så har såvel Thomas som Maria Magdalene haft en tæt tilknytning til Jesus. Så kom i gang. Der er ingen grund til at vente.