Hvor findes din gud?
I templet, i kirken, i moskeen?
I de fine raketter til månen?
Den smukke skyskraber i Dubai?
Under den grå himmel med de truende skyer
I de mange heksebål og religiøs tortur?
I undertrykkelsen af kvinder?
I øjnene på den tavse tigger, der rækker skålen frem?
I smerten hos den sårede soldat
I det lemlæstede barnelig i Gaza
Hos den vrede bedstemor foran det sønderbombede hus i Kharkiv
I mikroplastmolekylerne i fisken på dit middagsbord?
Eller i de døde insekter i kartoffelmarken?
Kan du finde din gud?
Eller har din gud forladt dig?

Mennesker har alle dage søgt efter svar på livets store gåder og ikke mindst på ”hvorfor er vi her”. Der har gennem tiderne være forskellige svar, formuleret som religioner eller tro som vejledninger, og fælles for mange af disse svar er samtidig et indbygget ønske om fastholdelse af en særlig samfundsstruktur og afklaring af magtforhold i samfundet.

Buddhismen og den allertidligste Kristendom, særligt gnostikerne, er dog undtagelser fra dette, her er fokus i stedet på åndelig vejledning, frelse og spirituel transcendens til et andet niveau.

Denne fokus blev dog i høj grad tilsidesat for Kristendommens vedkommende gennem de senere tilføjelser, såvel i form af Paulus skrifter, Johannes åbenbaring og af de mange gejstlige justeringer og udvælgelser af skrifter i de kirkemøder, der fulgte efter Jesus død. Disse justeringer medførte at Kristendommen i højere grad kunne anvendes som en samfunds- og magtstruktur religion, hvor der samtidig var indeholdt en voldsom straf for overtrædelse af regler.  

I det sidste halve århundrede har Kristendommen så i nogen grad forkyndelsesmæssigt bevæget sig tilbage igen mod den mere oprindelige tilgang, i hvert fald i for Folkekirken i Danmark, hvor hovedvægten ligger på den inkluderende, barmhjertige Kristus og spirituel frelse.

Desværre gælder dette ikke for kristendomsundervisningen i skolerne, hvor Det gamle Testamentes tekster stadig udgør en foruroligende stor del af pensum i de yngste klassetrin. Uanset at disse tekster opleves som farverige og spændende, så er det en overordentlig diskutabel praksis. Det gamle Testamentes tekster er som udgangspunkt det jødiske samfunds mytefortællinger og de bør derfor ikke være en del af kristendomsundervisningen. Indhold og værdisæt i Det gamle Testamentes tekster er på rigtig mange områder i direkte modstrid med Jesus ord og handlinger og formidling af disse tekster er derfor forvirrende for børn. Hvis der skal undervises i Kristendom i folkeskolen så bør der kun tages udgangspunkt i Det nye Testamente.

Folkekirken og Kristendommen har som udgangspunkt en indbygget konflikt i sit værdigrundlag ved at den til stadighed slæber Det gamle Testamente med sig som en indholdsmæssigt modstridende dødvægt. Det er åbenlyst ved læsning og sammenligning af de to testamenter, at det gudsbillede, der findes i Det gamle Testamente udokumenterede fortællinger er fuldstændig anderledes end det gudsbillede, der findes i Det nye Testamente.  

En lille finurlig krølle om en forventet Messias i Esajas salmebog er, mig bekendt, det eneste, der tilsyneladende binder de to testamenter sammen, og det kan virkelig undre, at man ikke for længst har udeladt Det gamle Testamente i den danske folkekirkes kristne formidling.

Der er rent faktisk et større slægtskab mellem Buddhismen og Kristendommen i forhold til vægt på medfølelse og øvrigt værdigrundlag, herunder også ønsket om at ”kundskab” både skal være tilgængelig og i øvrigt er ønskelig for at opnå frelse og spirituel transcendens. Interessant er så diskussionen om, hvor Jesus rejste hen i de 12 år, hvor han var væk fra sin familie. Var Jesus elev i et buddhistisk tempel i østen? Et spørgsmål, som bl.a. en BBC dokumentar forsøgte at undersøge, men som vi nok aldrig får det endelige svar på, medmindre arkæologer kan dokumentere det med 100 procents sandsynlighed.

Der var som bekendt fra gammel tid også store diskussioner om hvilke skrifter, der skulle medtages i den tidlige Kristendom, og inkludering af Det gamle Testamentes skrifter var i høj grad til diskussion i denne sammenhæng. Ligeledes var der diskussion om de gnostiske skrifter, bl.a. Thomas Evangeliet og Maria Magdalene Evangeliet, og begge blev desværre forkastet og senere glemt i næsten 2000 år, indtil de helt tilfældigt blev fundet i midten af sidste århundrede. Fortællingen om Maria Magdalene blev ændret fra at være en af de tætteste apostle af Jesus til i stedet at være en falden prostitueret kvinde. Man må sige at der var en meget kvindefjendsk holdning og tilgang blandt de mænd, der deltog i de kirkemøder, hvor der skulle træffes beslutninger om hvilke tekster, der skulle indgå i kristendommen.

Måske er tiden endelig inde nu til at vi kan få en ny reformation, hvor Kristendommen skal lære at stå på sine egne ben og frigøre sig fra Det gamle Testamentes gudsbillede. Det vil kunne give Kristendommen en tiltrængt energi indsprøjtning samtidig med at det vil give den nødvendige klarhed i indhold og værdigrundlag, og det vil være godt – ikke mindst i disse meget urolige tider, hvor religiøs ekstremisme med baggrund netop i Det gamle Testamentes mytefortællinger skaber voldsomme krige og konflikter mellem folkeslag.

Kristendommen har så desværre stadig et problem med Paulus indskrænkelse af rettigheder for kvinder, hvilket står i stærk modstrid til Jesus udtalte ønsker om kvinders deltagelse. Ligeledes har Paulus i sin iver efter at lave en struktur på kristendommen og få den til at passe ind i sit eget verdensbillede, et problem i forhold til sine retningslinjer om at slaver skal adlyde deres herrer – dette var nok heller ikke ”clearet med chefen”.

Det er helt og aldeles utroværdigt med basis i de 4 evangelier at mene at Jesus seriøst ville godkende at såvel kvinder som groft slavegjorte mennesker ikke skulle have almindelige menneskerettigheder. Det er noget, som Paulus må have tilføjet enten for at tækkes magthaverne eller fordi han selv var vokset op med et forskruet verdensbillede, der tillod talentspild og undertrykkelse af såvel kvinder som slavegjorte mennesker.

Man kan med væsentlig tyngde sige, at mange religioner har et statsdannende element indbygget eller udviklet gennem deres implementering, og religioner er blevet flittigt anvendt og misbrugt af magthavere. Derfor har religion så også et særligt ansvar i forhold til det samfund, der bliver opbygget i forhold til værdier og pejlemærker.

De tre monoteistiske religioner har gennem mange århundreder desværre haft en del triste sager på samvittigheden, herunder krige, forfølgelser, drab og diskrimination imod kvinder, LGBT+ personer og imod andre anderledes tænkende mennesker. Der har været utroligt mange grimme overgreb, drab, vold og undertrykkelse i religionernes navn og dette foregår stadig i mange dele af verden.

Det er derfor vigtigt at forholde sig særdeles kritisk overfor de skrifter, der ligger til grund for de tre monoteistiske religioner, der tilsyneladende har nogle ret uhensigtsmæssige værdier og pejlemærker indbygget, som ikke just tilgodeser fredelig god sameksistens og medmenneskeligt menneskesyn, men snarere opfordrer til ufred, krige og diskrimination.

En venlig og kærlig opfordring fra mig til de ansvarlige er således, at de bør gennemlæse og nærstudere teksterne i højere grad og kassere ubrugeligt skrammel, der aktivt modarbejder fred og empati i verden, og som cementerer magt hos en autoritær elite, og som i øvrigt ødelægger livsvilkår og diskriminerer mennesker.

Så vær nu søde at rydde op i de tekster – det vil give verden nyt håb!