Det er ikke min skyld
Det kan ikke være min skyld
Jeg kan ikke have skylden
For så går noget i stykker i mig

Kender du det? At have begået en fejl, måske at have gjort et andet menneske fortræd. En fejl, stor eller lille. Noget, som bliver påtalt med vrede eller sorg fra den anden, eller fra en ”voksen” i selskabet. Noget som gør dig lille og viser at du er et menneske, der kan tage fejl, at du kan gøre fortræd. At du pludselig ikke er ”okay”, og at andre vil tage afstand fra dig.

Det er ikke rart. Det krakelerer inden i dig. For ”jeg troede jo, at jeg var så god og så fejlfri”. Når sådan noget sker, vil du helst du gemme dig væk, så ingen kan se dig, eller du vil vredt smide bolden tilbage med beskyldninger om, at det er den andens fejl.

Det kaldes skam, og ingen af os ønsker at komme i skammekrogen og skamme os.

På torvet i Faaborg står der en gabestok, et levn fra gamle dage, hvor skam var brugt til fysisk at afstraffe mennesker. Grusomme tegninger fra middelalderen om hvordan man har brugt offentlig udskamning af mennesker viser at skam gennem tiderne både brugtes både som straf og som magtmiddel. ”Hvis du ikke retter ind”, så vil du blive udskammet. En særlig grov variation har været tildelt kvinder, som med deres dyd og underkastelse skulle være garant for familiens ære. Skam har været set som værende værre end døden i mange kulturer, også i den danske.

Vi er så sårbare os mennesker. Vores grundfortælling kan blive slået i stykker og opdagelsen af at ikke at være så god, som ”jeg gik rundt og bildte mig selv ind” – den kan være voldsom, skræmmende, gøre en usikker. For hvad er jeg så? Hvilket menneske er jeg så?

Det er svært at sige undskyld. Hvis du har prøvet at lære børn at sige undskyld for at de har gjort noget forkert, så vil du opleve hvor mange krumspring, de vil gøre for at undgå det. Voksne mennesker er ikke anderledes. Når vi er voksne, så har vi bare lært os selv at tackle det bedre, denne følelse af ”ikke at være okay” og have gjort noget forkert. I virkeligheden gnaver det inden i os, skammen.

Angsten for at blive udelukket fra flokken kommer buldrende, for hvordan skal vi kunne sikre, at vi stadig har et image af at være et godt menneske, et dygtigt menneske, og et menneske, som andre anerkender som værdifuldt?

Når vi som mennesker er nødt til at sige undskyld, må vi først kæmpe en kamp mod os selv for at overvinde skammen. Skammen over at have gjort noget forkert. Vi må oprigtigt angre. Vi er nødt til at justere vores selvbillede, vores indre fortælling om de handlinger vi har gjort. Det kan gøre ondt. Det kan svie.

Det er et menneskeligt grundvilkår, at vi ikke er perfekte. At vi til stadighed må erkende og vedstå at vi ikke er guddommelige og fejlfrie. At vi til stadighed må være ydmyge og være i elevens rolle i forhold til livet – uanset om vi er 3 år eller 99 år.

Det gode ved det processen er, at vi bliver klogere, vi bliver mere tolerante, vi bliver mere forstående, vores empati overfor andre udvikles. Vi vokser som mennesker, når vi erkender vores fejl, oprigtigt angrer og er i stand til at sige undskyld, og når det sker, så bringer vi håb til ”den anden” om at vi erkender den smerte, vi forvoldte, og at vi fortsat kan være i et positivt fællesskab.