Du er blevet så stille
Går ind i dit rum
Det er først nu jeg lægger mærke til det

Ser jeg dig – ser jeg din smerte, ser jeg de problemer, der plager dig. Husker jeg at glædes med dig, når du er glad? Husker jeg at hjælpe dig med dine byrder, når du er ved at segne?

Vi har det med at tage hinanden for givet. Hverdagen og de mange opgaver presser sig på, prioriteres og efterlader ikke meget tid til opmærksomhed.

Når vi først har etableret et forhold, så er det som en rutine, og vi tænker, at ”det kører da bare”. Det gør det så også i en periode. Vi slapper af, vores fokus ændrer sig, vi ændrer os. Vi glemmer at tjekke efter, om vi stadig er på samme banehalvdel, om vi stadig kører i samme retning, om den anden har udfordringer, som plager. Vi har så travlt med alt muligt andet.

De første tegn overses så let. En trækning ved mundvigen, et par trætte øjne. Skuldre, der hænger, en irriteret vrissen. Løfter, der glemmes, opgaver, der ikke nås. Undvigende svar. Dør, der lukkes.

Når så erkendelsen kommer at der er noget galt, så kommer uroen. Kan det være sygdom, tristhed, eller er du på vej væk fra mig?

Hvordan sikrer vi at vi til stadighed er opmærksomme på hinanden, så vi opdager, når den anden har det svært?

Der findes en gammel øvelse om taknemmelighed, hvor man hver dag om aftenen siger tak for 3 ting, der har bragt glæde i løbet af dagen. Måske kan denne øvelse også bruge til at huske at sige tak til sine livsfæller. Måske vil denne øvelse være gavnlig, når man skal huske at kunne ”se” den anden.