Jeg er jo bare lille mig
Tving mig ikke til at vælge side
Jeg vil så gerne være gode venner med alle
De store har nok ret
Min mave har det ikke godt
Men jeg bøjer hovedet, nakken og samler op
Dog inderst inde ulmer min vrede

Kan man være modig, selv om man kun er et almindeligt menneske?

Vil jeg nogensinde kunne styre min frygt og sige fra? Tør jeg vælge side og tage imod konsekvenserne? Tør jeg tage kampen? Jeg er jo bange, og har aldrig prøvet det før. Min angst overskygger min vrede, jeg føler mig ikke klar. Andre kan sikkert bedre end mig…

Rigtig mange veteraner fra Bosnien, Irak og Afghanistan har sår og skrammer i sind og sjæl. Det er ikke gratis at være modig og ikke gratis at gå i kamp. Det er ikke gratis at overskride grænser.

Nordahl Grieg skriver i sin bog ”Ung må verden endnu være” om det store skisme mellem ”at vide hvad der er ret” og mellem ”hvad man så vælger at gøre”. Han var selv pacifist, og stor idealist, men havde tvivl i sit hjerte. Hvordan ved vi, hvad der er det rigtige at gøre? Og har vi modet til at gøre det, som vi føler, er det rigtige?

Det er til enhver tid lettere at fortrænge hvad der sker hos naboen, og tænke – at det er jo ikke her hos mig. De pejlemærker vi har, ønsker vi måske ikke at bruge. Det er måske for svært.

I Bibelen hævdes det at de sagtmodige er de salige. Men er det sandt? Har vi brug for, som et folk at acceptere at være sagtmodige? Skal vi ikke i stedet være kritiske, opmærksomme og reagere på vold og fascisme?

Nordahl Grieg valgte at kæmpe. Det kostede ham livet. Det samme gjorde Hvidsten Gruppen, Kim Malthe Bruun og så mange andre.

Andre valgte at være sagtmodige. Er de sagtmodige så de salige?

Jeg tilhører selv den heldige generation – efterkrigsbarn med et liv i fred. Jeg bøjer mit hoved i taknemmelighed, samtidig med at jeg frygter for mine børnebørns liv og velfærd. Jeg er aldrig ”blevet prøvet” med så store udfordringer, som mine forældre blev, og som mange rundt omkring i verden er blevet, og fortsat bliver. Jeg ved, at masser af modstandsfolk fra 2. verdenskrig døjede med traumer og problemer efter krigen. Det var ikke gratis.

Mit mod er aldrig blevet afprøvet, jeg har aldrig måttet vælge. Men den generation, der er ung nu, måske vil de blive prøvet, måske vil deres mod blive udfordret. Det gør mig så fortvivlet, at det måske bliver nødvendigt. Alene fordi nogle magtsyge mennesker ønsker at tage andres land og ejendom.

Det fylder mig med sorg, når jeg hører om de ukrainske tab, og de forfærdelige begivenheder, der skete den 7. oktober, og når jeg ser billederne fra de ufattelige overgreb, etniske udrensning og drab på det palæstinensiske folk føler jeg mig så afmægtig.

Hvornår er blodrusen slut. Hvornår er ”nok blevet nok” for magthaverne. Hvornår lærer vi at dele og forstå, at alle menneskeliv er værdifulde.

Når jeg tænker på den glæde, vi oplevede i 1989, hvor muren faldt, så fyldes jeg med fortvivlelse og sorg over situationen i dag.

Og jeg fyldes med vrede over at det ikke lykkedes at få freden til at holde. Vrede over, at vi som mennesker ikke er blevet klogere. Vrede over de historiefortællinger, der forfører os og holder konflikter i gang og gør overgreb mulige.

Kan jeg bruge min vrede til at forandre verden? Kan jeg bruge min vrede til sammen med andre at protestere og sige:  ”aldrig mere igen”.

Jeg må bruge min vrede til at bygge et fællesskab op til at give håb.