Sniger sig ind over mig
Strammer sit greb
Urolig ser jeg dig gøre dig klar
Ud mod kendte og ukendte mål og opgaver
Jeg ved jo godt
Jeg kan ikke sætte dig i bur
På et sekund kan du rives fra mig

Når vores allerkæreste har været alvorligt syge eller ude for ulykker, så griber angsten fat i os. Som en lurende baggrundsskygge, altid til stede, følger den med i dagligdagen og dukker pludselig op med knivskarpe, urolige og skræmmende billeder, drevet af den angst, vi dårligt tør erkende for os selv.

Vi vinker farvel med uro i hjertet og siger – sender du en SMS, når du er fremme?

Vi søger uroligt på hjemmesiden efter svar på om de allerkæreste er raske. Hvad sagde blodprøverne? Hvad med blodtrykket? Vi spørger, mens skyggen danser en ildevarslende dans i baghovedet.

Vi ved det jo godt – der er ingen garantier for at livet ikke går i stykker, at vores allerkæreste bliver revet bort. At alting kan ændres i et splitsekund.

Det er sorgfuldt at måtte erkende det. At det er livsvilkår. At det er det samme for alle mennesker, at vi aldrig blev givet en sikkerhed, en tryghed for at verden ikke pludselig kunne falde sammen, at livet ikke bare kunne gå i stykker på voldsom vis.

Lykke og sikkerhed føles som usikre lån med korte frister for omlægning. Sorgløshed forsvinder.

Vi kan ikke sætte hegn op omkring vores allerkæreste. De har krav på frihed. Men når vi ser dem drage af sted, så fyldes vi af uro, af angst.

Hvis du, som jeg, kender til denne angst, så rækker jeg hånden frem til dig, så vi sammen kan lære at acceptere og sætte fri.

Med accepten kommer også taknemmeligheden for hver dag, vi har hinanden.

Med taknemmeligheden kommer der også håb.