Hvis du vil række mig din hånd
Og uden ord og krav lytte til mig
Så kan jeg komme videre
Hvis du viser at jeg er værdig til dit øre og din tid

Lån en skulder til et menneske i nød eller krise. Ofte er det at lytte det allervigtigste. Det at blive hørt af et andet menneske, der ikke er forudindtaget eller lige afbryder, når det er allermest svært at formulere, hvad der er galt. Blot det, at få lov at fortælle sin historie føles som anerkendelse, som værdighed.

Mennesker er fantastiske – vi kan bygge hinanden op, og vi kan bryde hinanden ned. Vi tænker bare ikke over det til dagligt.

Vi glemmer at tale pænt til hinanden, vi glemmer at vise ømhed, vi glemmer at vise omsorg. Vi opfører os mod hinanden som vandet, der gradvist nedbryder stenen og huler den ud. Når så stenen er nedbrudt og smuldret, ser vi forvirrede ud og forstår ikke hvorfor det er sket.

Dalai Lama siger at hvis du ikke kan gøre noget godt, så prøv så vidt muligt at undgå at gøre ondt. En svær regel, men god at have i baghovedet, når bølgerne går højt i ulvetimen og alle er trætte, eller når du overvejer om du lige skal presse den forankørende bil og køre tæt på med blink og grimme tilråb om at han/hun er en idiot.

Det allersværeste i livet er nok at være venlig. At huske det. At anerkende det andet menneske foran ens egen næse, som ”sin næste”.

Jeg holder så meget af historien om den barmhjertige samaritaner. For hvem er min næste, og husker jeg dette, når jeg bevæger mig i verden? Fortællingen om den barmhjertige samaritaner gør mig ydmyg, når jeg lige er ved at blive lidt for smart og lidt for hurtig til at glemme mine pejlemærker i livet.

Hvordan kommer vi videre som samfund, hvis vi har været i krise?

I tiden efter 2. verdenskrig lå det meste af Europa i ruiner, og der var brug for alle talenter til at bygge op igen. Der var ikke tid til at vente på veluddannede projektledere. Det interessante var så, at projektledelse faktisk lå dybt i masser af mennesker, der uden at tøve kastede sig over opgaverne og gik i gang. Nødvendigheden gjorde folk innovative og kreative. Der var simpelthen ikke andre muligheder, hvis folk skulle have tag over hovedet hurtigt, og hvis samfundet skulle fungere.

Jeg husker min mors beretning om dengang den Franske Skole blev bombet, hvor hun så hvordan helt almindelige mennesker sprang til, styrede trafikken, hjalp med at lede i ruinerne, trøstede de overlevende og sikrede ambulancer og redningsfolk kunne komme til.

Vi kan godt, når vi skal, og vi kan meget mere, end vi tror.

Det giver mig håb, når jeg husker sådanne fortællinger. Hvor fortvivlende end situationen er, så er der mennesker, der uden at tøve går i gang med at udbedre den, hjælpe og lindre.

Så håbet ligger også gemt i fortvivlelse og afmagt. Når vi giver håbet til hinanden, så bryder glimt af sol igennem, og varmer den kolde jord.