Der må være grænser
Jeg rummer ikke flere bønner om støtte
Jeg svarer ikke på flere opkald om donationer
Til foreninger, organisationer og diverse funding
Jeg orker det ikke

Det er menneskeligt at blive udmattet, særligt når tilværelsen synes for hård. Menneskeligt at sige nej, når man ikke længere orker at forholde sig til nød over hele verden.

Vi har alle en tærskel for hvor meget vi orker. For nogle er den tærskel meget høj, for andre meget lav. Livet anbringer os i forskellige situationer på forskellige tidspunkter, og dette er også medvirkende til hvor meget vi orker at hjælpe andre.

Det er svært at forholde sig til andres sygdom, hvis man selv døjer med alvorlige skavanker. Det er svært at forholde sig til andres stress, når man selv er udmattet. Det er svært at forholde sig til andres økonomiske problemer, hvis man selv må spare på hver en femøre og i øvrigt kæmper med banken, der bliver ved med at sætte renterne på ens lån i vejret.

Vi er alle mennesker, og vi kan alle blive fanget i afmagt.

Men det sker, at selv om vores egen tilværelse er booket op til langt over ørerne med problemer, så får vi alligevel en smule overskud til at hjælpe andre i nød, og når vi så hjælper, så giver det os bagefter en indre glæde og lidt mere overskud.

Når vi rækker ud og hjælper vores næste, så etablerer vi et fællesskab med vores næste. Det kan være kort, eller langt, men imens vi hjælper, så bygger vi en bro og et bånd, et håb.

Dette håb kan vi så gemme og bruge på en regnvejrsdag, hvor sjælen har brug for lidt gode minder.