Vil jeg kunne tilgive?
Nok ikke hvad som helst
Når ondskaben bliver for stor
Så lukker mit hjerte til
Var det af dumhed du gjorde det?
Blev du forført?
Kan jeg stole på dig?
Ser jeg du oprigtigt angrer og ønsker at sone
Så vil jeg ærligt overveje
Om jeg har overskud til det

I borgerkrigen i Rwanda var det naboer mod naboer, der var ansvarlige for forfærdelige drab og overgreb. Kvinder var ikke bedre end mænd, uhyrlighederne var ekstreme. Det har taget mange år og dedikerede indsatser og retslige efterspil for at få en tilgivelses proces i gang.

Hvordan tilgiver man hinanden, når krigen er forbi?

Efter 2. verdenskrig var der Nürnbergprocesserne, og herhjemme i Danmark var der et opgør med danske nazister og sympatisører, herunder også med de kvinder, som blot havde været kærester med tyske soldater. Der var voldsomme optrin, hårafklip og afklædninger, og lange fængslinger. Loven blev midlertidigt sat ud af kraft, så der også kunne foregå henrettelser af stikkere. Gennem de første uger af retsopgøret var der en blodrus i befolkningen, og hadet var stærkt.

Den styring, der blev foretaget fra Frihedsrådet og udført gennem Modstandsbevægelsens medlemmer og den plan, som Frihedsrådet havde lagt før krigens afslutning til når landet blev frit igen, og demokratiet skulle genindføres og de skyldige straffes, den plan var i høj grad medvirkende til at Danmark undgik voldsomme lynchninger og retssikkerheden kom i højsædet. Historikere vil sikkert mene, at der var meget, der kunne være gjort bedre. Men i lyset af den situation landet var i og det had, befolkningen havde, så vil det være svært her mange år efter at klandre Frihedsrådet for de fejl, som blev begået. Det kunne let være endt i kaos og vilkårlige drab.

De mennesker, der var blevet særligt hårdt ramt og havde været genstand for tortur og fangenskab i koncentrationslejre havde mange sår på sjælen, voldsomme sår der ikke bare let kunne heles. En normal hverdag var vanskelig efter krigen, mange blev syge og led frygteligt af det, vi nu kalder PTSD.

Tilgivelse tager tid, kræver overskud. For nogle kommer ønsket om at tilgive først, den dag man selv skal herfra. For andre, så er det at tilgive slet ikke en mulighed, for der findes ondskab der gør mennesker så meget fortræd, at det ikke kan tilgives.

Det hævdes at tilgivelse er en øvelse, der gør det muligt for dig selv at leve videre og få et godt liv. At slutte fred med den/de, som gjorde dig ondt, det hævdes at være helende for dig selv.

Måske er det rigtigt. Måske er det en drøm.

Hævnfølelse kan være et monster, der æder sjælen op indefra. Tilgivelse kan give os kontrol over det, som er hændt, og sikre, at vi stadig kan vise medfølelse.

Men hvis ondskaben var for stor, så må tilgivelse nok ombyttes til at være en accept af, at nogen har forbrudt sig mod os. Det gør ikke uretten god igen, men vi kan så opnå at slutte fred med hvad der er sket, så vi selv kan komme videre med vores liv.

Min mor fortalte meget om krigen, og særligt en beretning fra den 4. maj 1945 om aftenen, hvor hun stod på gaden og jublede, gjorde indtryk på mig.

Hun fortalte om en ung tysk soldat, blot en stor dreng i en slidt uniform, som stod og så forvirret på den begejstrede folkemængde og som spurgte hende på meget begrænset dansk om hvad der skete. Da hun fortalte at freden var kommet, brød han sammen i gråd og hulkede højt, mens han fremstammede, at han var så lykkelig, for nu kunne han endelig komme hjem til sin familie. Lige der, blev han for min mor til et medmenneske – han var ikke længere blot en tysk soldat. Han blev til ”en næste”.

For mig blev han symbolet på, at ærlig tilgivelse er mulig, hvis det er muligt at se fjenden som ”en næste”.