Når vinden tager mig
vil jeg kærtegne hvert et nyudfoldet blad på det store lindetræ
og med begærlighed indsnuse lindeblomsternes duft
mens bierne summer omkring mig

Når vinden tager mig
vil jeg flyve om kap med musvågerne og de hurtige svaler
nænsomt stryge hen over vildkattens pels
og kilde den bag øret, til den irriteret fjerner min usynlige hånd med sin pote

Når vinden tager mig
vil jeg ruske kærligt i klatrerosen
så blomsterbladene drysser som sne
og lægger sig over timian, purløg og persille

Når vinden tager mig
vil jeg hviske dit navn gennem det høje græs
suse dig om ørerne, når du mindst venter det
og kysse dit ansigt med regnvåde tårer

Når vinden tager mig
vil jeg fare ned ad bakken
så rådyr og harer stopper op med store ører
og jeg vil le og suse forbi dem gennem elletræer og hyld

Når vinden tager mig
vil jeg vente omkring hjørnet til du kommer
med længsel og utålmodighed
og lattermildt vil jeg blæse det faldende efterårsløv omkring dig

Når vinden tager mig
vil jeg puste snefnug rundt om huset
så det fyger omkring det og lægger sig i driver
og jeg vil hvirvle sneen op omkring dig, når du henter brænde til ovnen

Når vinden tager mig
så vil jeg sætte mig på din skulder
og stryge dig over din kind for sidste gang
inden jeg blæser helt væk  

Når vinden tager mig
mens jeg danser på bakken
og drages mod den mørke himmel med de lysende stjerner
så vil jeg kigge tilbage, mens jeg suser af sted, og sende dig tusinde kys

Har du sluttet fred med døden?

Bare rolig. Manden med leen skal nok finde os, alle sammen, hver især, og måske på et tidspunkt, vi ikke rigtig venter det. Så reelt set, så er det ”hans opgave”, og jeg skal så bare prøve at holde mig rask og frisk, så længe jeg kan, så jeg kan bidrage positivt til familie, venner og samfund. På et eller andet tidspunkt kalder han på mig, og så må jeg sige tak for livet, familien, vennerne og de muligheder jeg har haft.

Manden i mit liv og jeg selv har taget stilling til organdonation, skrevet fremtidsfuldmagt, og et lille skriv til sønnen, om hvordan vi ønsker at tage herfra. Så er det på plads, og vi kan fokusere på noget andet. Fokusere på at plante træer på grunden, plukke solbær, save brænde og hygge med børnebørn. Det er lykkelige sysler for en pensionist. Så til daglig tænker jeg sjældent på døden. I stedet gør jeg mit bedste for at være en del af den levende verden.

Det sker dog, at jeg sidder på vores lille bakke her langt ude på landet og kigger ud over landskabet, og så, pludselig, er landskabet smeltet sammen med himlen på helt forunderlig vis, alt står stille, og der bliver en klarhed i min hjerne og i mit hjerte, og jeg føler mig rolig, afklaret og tryg som en del af universet. Det er som om sjælen svæver frit over bakken. Dejlig følelse, og så kan jeg jo ikke være bange for at tage herfra.

Den amerikanske læge, Duncan MacDougall hævdede, baseret på sine forsøg i 1907, at sjælen vejede ca. 21 gram – og så den kan jo ikke klare ret meget bagage, når jeg skal herfra. Den har jo så heller ikke nogen lommer til alle de fine og skøre ting, jeg i årenes løb har samlet sammen.

Jeg er derfor begyndt at rydde op, forære væk og kassere, så sønnen og svigerdatteren ikke skal fortvivle over en besværlig og umulig oprydningsopgave, når jeg er væk. I stedet håber jeg, at de vil have overskud til at sætte en rosenbusk eller to i haven, som kan glæde øjet.

Det giver mig ro i sindet at rydde op, gøre tilværelsen mere enkel. Mit håb om døden, når den kommer, er, at jeg til den tid har kunnet binde sløjfer på det mest nødvendige, at jeg vil kunne se tilbage uden bitterhed og uden skam. Mit håb er at jeg ikke vil have gjort andre fortræd og at jeg har kunnet sone og forsone. Så vil det være muligt at tage herfra med værdighed.

Så vil jeg kunne lade mig drive afsted med vinden i en sidste fejende dans.