Jeg bor i en krop, fuld af tanker
Strømninger, følelser, ubevidste og bevidste
Jeg rækker ud, prøver at nå dig, med og uden held
Ser du mig?
Er jeg værdig til din omsorg, til dit nærvær?
Er jeg ”din næste”?
Jeg er jo blot et menneske

Fra barnsben rækker vi ud efter det andet menneske, fuld af håb om at blive set, at opleve omsorg, at genkende os selv i den anden, opleve nærhed, varme og tryghed. Dette er noget vi har til fælles med andre pattedyr, ja faktisk også mange andre dyr – ønsket om samhørighed, fællesskab, kontakt og omsorg.

Den amerikanske udviklingspsykolog, Harry Harlow, udførte i midten af sidste århundrede nogle forsøg med rhesusaber, som påviste hvor stor betydning det havde for ungerne at kontakt og samvær med moderen blev opretholdt efter fødslen. Afsavn af dette medførte både uoprettelige følelsesmæssige skader såvel som skader i forhold til at omgås socialt med andre aber.

Menneskebørn er ikke anderledes. Vi kan også fra spæde blive skadet af manglende omsorg og nærvær. Ligesom for rhesusaberne er det også et grundlæggende behov hos os, at vores liv indeholder nærvær, tryghed, omsorg, anerkendelse og kontakt. Uden disse elementer bliver vi usikre, tøvende, angste, frustrerede og depressive.

Hvis mennesker kommer i nød, bliver forladt, bliver syge, bliver arbejdsløse, eller oplever andre livsomvæltende hændelser, så er det af største betydning, hvordan de bliver mødt af det omkringværende samfunds værdimæssige tilgang til dem, og hvordan de mennesker, som de møder, så behandler dem.

Når vi er i en krisetilstand, så vakler vores selvværd, vi mister vores fodfæste og bliver utrygge. Selv som voksne kan vi føle os fortabte og få dybe ridser i vores oplevelse af egen identitet, og vi snubler let i vores videre færd i verden. Vi kan så let visne, når modløsheden sætter ind – når håbet forsvinder.

Der er utallige eksempler på hvordan tab af ægtefælle, arbejdsløshed, stress og sygdom kan påvirke et menneske. Selvmord, depression og angst er ikke ukendt, ligesom andre destruktive reaktioner kan forekomme. Meget afhænger af den omsorg, nærvær og forståelse, som en person i krise møder undervejs.

Så er vi klædt på til at række hånden frem mod hinanden?  Vil vi tilbyde det andet menneske et ”håb”?