Hvad er mit formål?
Hvor er den sti, jeg skal træde?
Når mørket sænker sig, og jeg bliver angst
Når tågen lægger sig om mine skuldre og skjuler vejen frem
Når modløsheden griber mig og smerten bliver for stor
Når vreden tager bo i mig og jeg slår ud efter alt og intet
Hvor finder jeg min mening?
Hvad bærer mig igennem?

Logoterapiens fader, Victor Frankl fortæller i sit hovedværk ”Menneskets Søgen efter Mening” om sine voldsomme oplevelser i tyske koncentrationslejre, og hvordan det ”at finde en mening” gjorde en forskel for ham. Det at kunne formidle sin viden og indsigt og være sandhedsvidne, når krigen engang var slut. På trods af ufattelige lidelser og voldsomme oplevelser, så fandt han en personlig mening i at overleve disse lidelser uden at opgive i afmagt.

Jeg vil mene, at han fandt sit håb. Håbet om at kunne ændre verden gennem sine beretninger – om hvordan den IKKE skal være.  

Hvis vi oplever tab af mening, så forsvinder vores håb om vores eksistensberettigelse. Verden bliver grå, livet bliver tomt. Vi føler os unyttige, overflødige, uden mening. Livet bliver håbløst. Det føles som en fjeder er sprunget i os.

Når Victor Frankl kunne finde sin mening, sit håb, under de værste omstændigheder, der kan tænkes, hvad kan vi så lære af det?

I Ukraine arbejder rigtig mange teenagere som frivillige med at rydde op efter krigens voldsomme ødelæggelser. Hvorfor gør de det? Er det fordi, de føler, det giver håb at række ud og give deres tid og kræfter for at hjælpe? At det giver mening.

Mine forældre oplevede 2. verdenskrig og deltog på forskellig vis i modstanden mod besættelsen, min far i Modstandsbevægelsen og min mor med at uddele illegale blade. De gjorde det, fordi det gav mening og håb om at kunne ændre verden til et bedre sted.

Jeg kender rigtig mange mennesker, der arbejder frivilligt indenfor forskellige områder. Der er intet, der tvinger dem, de kunne i stedet hygge sig med alt muligt andet, men de gør det, fordi det giver mening for dem at give tilbage til samfundet, hvor de nu kan og med de evner og kræfter, de nu har. Samtidig ved de, at det giver det håb for de organisationer, de arbejder for, og denne viden gør, at det giver mening og værdi at bidrage. Det giver mening ”at gøre en forskel”.

Ligger der et indre budskab gemt i os, om at håb fødes gennem de små gerninger, vi gør overfor hinanden?  Et genetisk træk, en mekanisme, der kan sikre, at vi som mennesker finder veje til stadig at kunne overleve på trods af kaos, ødelæggelser og kamp mod grusomhed og vold.

Er håbet stadig muligt?

I Buddhismen siges det, at vi skal genfødes utallige gange indtil vi opnår indsigt, så vi forstår. Det er uvidenheden, der gør os blinde, vrede, onde og angste. Vi er del af hinanden og af alt levende. Vores mening er at lære at forstå og vise medfølelse. Hvad vi gør mod andre, gør vi i sidste ende mod os selv.

Den danske filosof og teolog, Knud Ejler Løgstrup, siger så rammende:

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

Mening finder vi på forskellig vis – nogle gange tilfældigt, eller andre gange på grund af vrede eller sorg eller et ønske om at ændre verden. Men uanset hvordan, så former den mening, som vi finder, vores videre vej, og den mening giver håb, både til os selv og der, hvor vi rækker ud.