Nornerne spandt en tråd for mig
Rækker den eller brister den
inden jeg når til vejs ende og har fuldført min mening
Er jeg her i morgen?

Ingen kender det sidste øjeblik, før vi når frem dertil. Det kan være i morgen, i nat, til næste år, eller midt i dansen omkring juletræet i familiens skød. Det eneste vi ved er, at det kommer til os alle sammen.

Det er en vished, der kan gøre ethvert menneske ydmyg – eller det burde det i hvert fald gøre. Hverken Vladimir Putin, Donald Trump, Benjamin Netanyahu eller Kim Jong-un kan regne med udødelighed. Endnu er videnskaben ikke nået til dette trin. Det er et vilkår, som vi har til fælles med alt andet levende, for selv de længstlevende skildpadder må til sidst overgive sig til dødens favntag.

At glemme sin ydmyghed som dødeligt menneske og tro man er udødelig og så kan opføre sig uden ære og uden respekt og empati overfor andre, ja det er en ganske særlig form for hybris. En særlig dårlig form for tåbelighed, for sandheden er, at vi alle til sidst når frem, i nøgen og sårbar form, forberedt eller uforberedt til den sidste rejse.

Når vi så når dertil, til dette ganske særlige øjeblik, så er det vi når frem til den hårdeste dom – vores egen. Nåede jeg min mening? Levede jeg med ære og anstændighed? Havde jeg respekt og empati for andre? Var jeg til gavn eller var mit særlige bidrag til vores fællesskab ødelæggende og uden mening?

En af de vigtigste bøger, jeg har læst, er frihedskæmperen Kim Malthe Bruuns dagbog. Hans liv blev alt for kort, han nåede aldrig at opleve befrielsen, før han blev henrettet af besættelsesmagten i april 1945. Han skriver så utroligt smukt om livet, døden, meningen og gerningen. Han skriver om døden i sit sidste brev:

”Jeg er kun en lille ting, og min person vil meget snart være glemt, men den ide, det liv, den inspiration, som fyldte mig, vil leve videre.”  og senere i brevet: ”Jeg har vandret ad en vej, som jeg ikke har fortrudt, jeg har aldrig svigtet, hvad der i mit hjerte stod, og jeg synes nu, at jeg kan se en sammenhæng.”

I sandhed en stor ydmyghed om at være en lille brik, og erkendelse af at det var hans ”mening”, og et inderligt håb om at det ikke var forgæves.

Men hvorhen leder det så mig, som individ, alle disse tanker om mening? Vil jeg blive udfordret på samme måde som Kim Malthe Bruun? Eller er det kun de færreste, der bliver kaldet til så vanskelige ”meninger”?

Den unge prins Gautema Siddharta, som gennem hele sin barndom og ungdom var blevet skånet for alle lidelser, oplevede på sine tre udflugter fra slottet at se sygdom, alderdom og død – de alment menneskelige vilkår. Det gjorde så stort indtryk på ham, at hans mening blev ”at finde en vej ud af lidelsen”. Gennem sin rejse mod at finde denne mening, så blev han ”oplyst” – han fik indsigt og blev til Buddha.

Gnostikerne mener så at verden er en illusion skabt af en ond guddom, en ”demiurg” (en slags djævel) og vi har glemt det ægte guddommelige, hvor vi kommer fra og skal lære at huske at vi alle har en del af det oprindelige guddommelige inde i os, så vi kan se igennem denne illusion. En meget interessant tilgang, som findes i både Thomas Evangeliet og Maria Magdalene Evangeliet. Spændende tilgang – næsten buddhistisk.

Som det ganske almindelige menneske jeg er, så arbejder jeg på at nå blot et stykke længere for at finde min mening og fuldføre den. Jeg tænker på Dalai Lamas ord om, at hvis man ikke magter at gøre godt, så skal man i hvert fald undgå at gøre fortræd – måske kan det hjælpe mig i min søgen. Og mens jeg kæmper med at finde min mening, og kæmper med at få mod til at give mit bidrag, så kan jeg tage dette med i min rygsæk, inden vinden til sidst tager mig og jeg forlader denne min fysiske form og blæser rundt i efterårets susen iført mine rastløse vilde tanker.