Jeg bor i dig, men jeg gemmer mig tit
Det er fordi du glemmer mig
Når du falder omkuld, tror du, at jeg bare lige kan findes
Men så let går det ikke
Du må arbejde for sagen

I historien om Pinocchio fortælles om hvordan han får hjælp til at finde sine værdier og pejlemærker af Jesper Fårekylling.

Det er ikke en let opgave for Jesper Fårekylling, men opgaven for Pinocchio er så sandelig også svær. At rejse gennem livet kræver kompas og pejlemærker. Det kræver et værdisæt indbygget i det inderste indre, som i tvivlstilfælde vil kunne sætte retningen, så man til stadighed kan se sig selv i spejlet om morgenen uden at skulle slå øjnene ned.

De fleste af os fejler – på et eller andet tidspunkt. Det er det, der gør os menneskelige. Vi er ikke ufejlbare, vi er i en kontinuerlig læringsproces i livet og vores personlige indre Jesper Fårekylling sover en gang imellem i timen. De færreste af os kan leve op til at leve et liv uden at begå fejl og uden at komme til såre et andet menneske. De fleste af os holder os dog til mindre fejl, som kan rettes op med dedikeret indsats, omsorg og oprigtig anger.

Men hvordan finder vi vores værdier og pejlemærker, så vi kan hjælpe vores indre Jesper Fårekylling med at hjælpe os selv?

Ligesom historiefortællinger kan bryde mennesker og samfund ned, så kan historiefortællinger også bygge mennesker og samfund op, og i nogle af de smukkeste og bedste historiefortællinger, nemlig eventyr for børn og barnlige sjæle, så finder vi de fortællinger værdier og pejlemærker, som vi kan lade os inspirere af og anvende i vores egen tilgang til verden.

Skuespilleren, der spillede Chewbacca i ”Starwars”, Peter Mayhew, døde for nogle år siden. Dette kæmpestore uldne væsen uden sprog, som altid kæmper for det gode, og aldrig forlader sine venner. Men Chewbacca selv kan ikke dø, for hvis det skulle ske, så ville Chewbacca komme til Nangijala. Det er helt sikkert. Et væsen som Chewbacca lever videre. Ligesom også Karl Tvebak og Jonatan Løvehjerte i ”Brødrene Løvehjerte”. De kan heller ikke dø, de lever videre.

De lever i vores sind, i vores drømme, i den måde, vi anskuer verden, og i den måde, vi selv handler. De er ubundne, frie. Med deres tanker og handlinger inspirerer de os, de forklarer livets sammenhænge, de giver os mening, de viser veje. Vi har brug for dem, disse eventyrfigurer. Vi har brug for deres klarsyn, og for deres stædige vilje til at vokse, så de kan modstå selv de værste strabadser i livet.

Når vi selv sidder som Mio og JumJum i Ridder Katos tårn og sulter i ”Mio min Mio”, og alt håb for os er ved at rinde ud i den lange nat, så har vi brug for den lille ske med eventyrlig føde, der stiller sulten og giver os styrke igen.

På samme måde har vi brug for hinanden, for Frodo i ”Ringenes Herre” ville aldrig have nået frem, men ville have bukket under for ringens magt, hvis ikke Sam havde været der for ham. Og når vi bliver for magelige, for selvtilfredse og for indelukkede i os selv, så må Gandalf banke på vores hobbitdør, som han gjorde på Bilbos, og vise os, at der er en verden udenfor, og at der er brug for os.

Kun ”bøjede hnau” kan dø. Det ved vi fra C.S. Lewis i ”Den Tavse Planet”. At være et bøjet væsen er at overgive sig til et liv uden moral og uden respekt for det levende liv, at glemme det vigtigste.

Harry Potter og hans venner vinder over Voldemort, på trods af at det ser håbløst ud. Dragen Tandløs flyver stadig. Ronja og Birk vælger en anden vej for deres liv end Mattis og Borka i ”Ronja Røverdatter”, mens Hassel og Femmer i ”Kaninbjerget” finder vej gennem mange hårde trængsler til et nyt hjem, hvor kaninerne kan leve i fred, og hos Cecil Bødker finder Silas og hans flok deres vej gennem mange udfordringer.

Jesus siger, at vi skal blive som børn for at komme ind i himmerige. Måske mente han samtidig at vi skal huske de bedste af de værdier og pejlemærker, vi som børn fik i dåbsgave.

Med det in mente, så kan jeg kun anbefale at læse gode eventyr børnebøger – det skærper vores pejlemærker, og det kalder vores værdigrundlag frem, og mest af alt, så giver det håb.