Der er kommet sprækker ned til helvede
Svagt anes lysende skær af ild og murren fra rystelser i undergrunden
Dagligt bliver sprækkerne større
Flammerne slikker op langs siderne
Gør sjælene varme
Former stålet i kroppens knogler
Med grådig selvtilfredshed spytter vi på tumberne
Og vender os ligegyldigt bort
De kan rende os
Vi har ingen forpligtelser
Vi er vor egen næste
Hvad skal vi med andre
Der smedes i skarpe tunger
Der rives i sjæle og flås i kød
Vi er dem som vi kerer os om
Hvad rager det os hvis naboen segner
Er Fanden til stede*
Eller er det os selv, der har taget rollen
Som vi tog den før
Der er kommet sprækker ned til helvede
Hvad rager det os

Kristendommen taler om kærlighed og omsorg til vores ”næste” – som Jesus så smukt fortæller i lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Definitionen på ”vores næste” har vi det så med lidt at glemme, når personlige ønsker og ambitioner træder i spil. Det er let at glemme, at vi er en del af en større helhed, et samfund, hvor ikke alle har samme muligheder og vilkår. Og det er så let at glemme at det at tage hånd om de svageste, og at være med til at opbygge og udvikle, det er en del af vores samfundskontrakt.

Vi glemmer let, at vores egen succes bygger på det samlede samfunds velvillighed, og at selv den mest succesfulde virksomhed ikke kan fungere uden uddannet arbejdskraft, og at denne arbejdskraft er betinget af at nogen passer børn, de syge og de gamle, at der tages hånd om sygdom og forskning, og at veje, politi og øvrig infrastruktur er opgaver, som vi er fælles om. Ingen magter sådanne opgaver alene – vi er fælles om det, og hvis et samfund skal være velfungerende, så må vi løfte i flok og samtidig tage hensyn til, at ikke alle har lige mange kræfter.

Når vi glemmer at vi er en del af denne samfundskontrakt og kun fokuserer på os selv og vores egen fornøjelse, og når vi arrogant og uden empati glemmer at vi er en del af et fællesskab, så går det galt.

”Høtyvene kommer” advarer milliardæren Nick Hanauer om i sin TED talk fra 2014, hvor han fortæller om risikoen ved den stigende ulighed. Den stigende ulighed viser sig politisk nu flere steder i verden, og både USA og Europa oplever hvordan det påvirker valg og meningsdannelser. Den stigende ulighed er ikke til at spøge med, og hvis vi kigger historisk på hvordan den er blevet brugt til at indføre diktaturstater og starte krige, så kan vi se sprækkerne ned til helvede åbne sig.

Hvad sker der, når samfundet glemmer at tage hånd om alle? Hvordan opleves det af de mennesker, vi glemmer på perronen, når toget kører? Når vi vender ryggen til deres kampe og eksistentielle krav om værdi for fællesskabet og mulig overlevelse?

Når mennesker bliver udsat for ekstrem nød og mister troen på at livet kan lykkes, så kan det ske, at den naturlige empati til sidst forsvinder, den empati, der ellers ville have afholdt disse mennesker fra at gøre andre skade.

Når det så bliver sat i system, når psykopater får mulighed for at piske en stemning op, så rammer blodrusen samfundet, som vi så med stormen på kongressen den 6. januar i USA.

Vi lever i en tid, som på mange måder desværre giver stærke mindelser om tiden før 2. verdenskrig, for der er kommet grimme sprækker ned til det helvede, der hedder vold og fascisme, både i Europa og på den anden side af Atlanterhavet. Et helvede, som de fleste af os, ikke personligt kender til, for det er så mange år siden, at kun de ældste har det i frisk erindring. Men et helvede, som de færreste af os kan ønske sig at opleve.

Der er nu stigende ulighed i en målestok, der ikke er set siden 1930’erne i Europa, USA og Sydamerika. Der er, og har været voldsomme krige og nød i Mellemøsten og Afrika. Der er millioner af unge mennesker uden arbejde, og uden håb om nogen sinde at kunne stifte familie. Der er bitterhed og der er vrede. Der er ”working poor” familier, der trods hårdt arbejde, alligevel må overleve på nødhjælp og hattedamers nåde, og vi ser børn med dårlig ernæringstilstand, og en strøm af migranter fra fattige og krigshærgede lande, der arbejder for usle lønninger og hvis tilstedeværelse giver spændinger internt.

Desværre er der så fra elitens side stadig en manglende forståelse, en opgivende ligegyldighed og en mental afstandtagen over for de svageste. Dette på trods af, at sikkerhed for de rigeste altid vil være betinget af at samfundet sikrer at ingen mennesker lider nød, og at alle har en oplevelse af fairness.

Samtidig ser vi fra toppen globalt en grov udnyttelse af samfundets midler for egen vindings skyld, og en tilsyneladende afmagt, handlingslammelse og forvirring blandt globale politikere.

Klimamæssigt og miljømæssigt er vi som klode samtidig på kanten af afgrunden.

Er helvede ved at åbne sig, eller kan vi stadig ændre på det?

Hvad vi vælger at gøre betyder noget. Vores handlinger gør en forskel. Som ringe i vandet. Ikke blot i vores egen lille kreds, men også i det omkringliggende samfund. Vores handlinger giver genlyd, både når vi bygger op, og i endnu højere grad, når vi bryder ned.

Det gælder for virksomheder, det gælder for banker, det gælder for politikere, og det gælder for os som enkeltindivider.

Der er virksomheder, der bygger op. Mange af dem er startet i det små og med store personlige risici, og med flid og dygtighed, og med daglig stædig kamp for at gøre det bedste, så har de bygget virksomheden op, og vokset sig store. Det er virksomheder, der til enhver tid giver deres ansatte ordentlige og gode forhold og anstændig løn, og som anerkender medarbejdernes indsats i det fælles mål om at sikre virksomhedens succes og overlevelse. Disse virksomheders værdier er kendetegnet ved ordentlighed, skabertrang, og respekt for det omkringliggende samfund.

Disse virksomheder og menneskene bag dem skaber respekt. De bygger op og deres virksomheds arbejde skaber positive og konstruktive ringe i samfundet, skaber tryghed, skaber gode arbejdspladser, skaber værdi for os alle.

På samme vis er der politikere, der bygger op. Skaber fællesskab, drager omsorg, og sikrer at der opbygges et samfund, hvor tillid og tryghed for den enkelte er fundamentet, hvor miljøet bliver tilgodeset, og hvor gode strukturer kan hjælpe virksomheder og erhverv til at trives. Hvor der er ønske om at bygge op og løse problemer.

Disse politikere indgyder også respekt.

Og så er der de andre….

Der er virksomheder, der altid er på kant af lovgivningen, altid prøver at score kassen så let som muligt ved at underbetale deres medarbejdere, ved at blæse på arbejdsmiljø, og i øvrigt snyde og bedrage, hvis det kan bringe dem egen personlig vinding. De mennesker, der står bag disse virksomheder, har kun egen succes som mål. Det omkringliggende samfund er for dem kun noget, der kan udnyttes. Menneskene bag disse virksomheder bryder ned. De bryder selvværd og tryghed ned for deres medarbejdere, og de bryder samfundet ned gennem de ringe, som deres handlinger skaber.

Ligeledes er der banker og advokater, hvor topledelsen har så ringe moral, at de bare groft udnytter samfundet. Hvor fællesskabet bliver misbrugt som nyttig malkeko for at skabe profit, og hvor anstændighed er glemt. Og så har vi så også politikere, der stædigt tror, at alting reguleres ved markedskræfter, og at hvis bare de stærkeste overlever, ja, så kan gribbene jo bare tage resten…

Med den giftige cocktail så har vi også influencere og meningsdannere, der puster til ilden og med deres ord skaber endnu større sprækker ned til helvede.

Hvad kan vi så gøre som enkeltpersoner?

Ja, det drejer sig om menneskesyn, og det drejer sig om ordentlighed i vores tilgang til verden. Det drejer sig om at ”forstå” og om at ”tale imod”, og det drejer sig om og at ”bygge op”. Ligeledes drejer det sig om at vælge politikere, der ønsker en god verden og et godt fællesskab, og som aktivt arbejder for disse mål. Hver af os har særlige talenter, som kan bruges positivt og konstruktivt til at gøre verden bare lidt bedre. Hver enkelt af os har mulighed for at skabe ringe i vandet, til at bygge op i stedet for at bryde ned. Hvilke ringe ønsker vi så at skabe?