Mit land, siger du
Med hvilken ret
Hvem trækker grænserne
Hvem bestemmer, hvem der har retten?

Husker du den gamle børneleg med kridt på asfalten – ”jeg melder krig mod” – hvor det gjaldt om at tilrane sig landområder, og den med størst indtegnede landområde var vinder af legen. Man stod på et ben, lidt usikkert, med kridt i hånden og tegnede med kridtet fiktive erobringer af et andet land. En syg ide, men vi legede den alle sammen, alle os unger født efter 2. verdenskrig.

Hvem ejer et land? Hvem har ret til at bestemme over det? Hvor mange år skal man have været bosat i landet? Hvad giver et berettiget krav til et land? Er det nok at en gud i en gammel bog siger at vi har ret til et land? Kan andre lande ”give” et land væk på trods af de indbyggere, der allerede bor der? Hvis vi invaderer et andet land, giver det os så ret til at kræve at det land bliver vores?

Den skrøbelige fred efter 2. verdenskrig efterlod mange forkert trukne grænser, ligesom den efterlod et landområde, det nuværende Israel/Gaza/Vestbredden i en forfærdelig væbnet konflikt og med Israels efterfølgende voldsomme etniske udrensninger af palæstinenserne, de store flygtningelejre og Israels annektering af palæstinensiske områder.

Da de store parter ved forhandlingsbordet var færdige med at forhandle, så var store dele af Østeuropa besat af Rusland. Grænserne var derfor kunstige og kun et udtryk for en af stormagterne magtmæssig fordeling af landområder, afhængig af hvilken side, de var på under krigen. Først efter 1989 kom der en mere naturlig grænsetrækning efter murens fald.

For Danmark var grænsen mod Tyskland i 1920 efter 1. verdenskrig afgørende i forhold til at etablere så naturlig en grænse som muligt. Grænsedragningen blev i 1920 gjort fredelig og med demokratisk afsæt og med udgangspunkt i mindretallets velfærd og mindretallets ret til fortsat at tale eget sprog og have eget skolesystem. En god fremtidssikret model, der har vist sig at være funktionsduelig lige siden, og der var efter 2. verdenskrig ingen, der ønskede at ændre på denne grænse.

Man kan således med en vis ret hævde og med den dansk-tyske grænse som erfaringsgrundlag, at hvis befolkningen i et landområde føler sig som ”et folk” med en naturlig sprogsammenhørighed og ditto kultur, og befolkningens ønsker om grænser respekteres, så vil det på sigt kunne medføre fredelige tilstande i verden, særligt hvis evt. mindretals behov til stadighed tilgodeses og respekteres.

Kigger man andre steder hen i verden, så ser det meget blakket ud, og det kan til tider synes ørkesløst at diskutere fred og landegrænser, og håbløst at diskutere hvem, der ejer et land. Talløse krige og grænsestridigheder gennem tiderne har krævet umådeligt og ulykkeligt mange menneskeliv, gjort talrige mennesker forarmede og invalide, og kostet enorme summer, der kunne have været bedre anvendt.

Siden Folkeretten blev stadfæstet i FN efter 2. verdenskrig, så er der begået talrige overtrædelser og etnisk udrensning af befolkningsgrupper, og FN har ikke haft gennemslagskraften til at stoppe eller forhindre dem.

Folkeretten dækker ifølge opslag på Udenrigsministeriet bl.a. følgende og har sin basis i den fred, som blev indgået efter 2. verdenskrig:

”Folkerettens grundlæggende krav til staternes indbyrdes optræden udtrykkes i begreberne territorialhøjhed og suverænitet. Det betyder, at stater kun er kompetente til at udfolde deres magtapparat, dvs. den lovgivende, dømmende og især udøvende magt i form af politi og militær, inden for deres eget territorium.”

FN er som udgangspunkt stækket på grund af Sikkerhedsrådets sammensætning af faste deltagere, som gang på gang nedlægger veto. Det kan med rette diskuteres om Sikkerhedsrådets sammensætning er hensigtsmæssig. Da FN ikke har eget militærapparat, så er FN også her stækket og uden reel varig indflydelse på de konflikter og krige, der foregår.

Den International Domstol i Haag er under voldsomt angreb af bl.a. USA, Israel og Rusland, og det er uvist om den får mulighed for at spille nogen afgørende rolle, og i hvert fald ikke før engang i fremtiden.

På mange måder ser fremtiden trist og usikker ud. Der er krige og folkedrab rigtig mange steder, og ulmende bål, der stadig brænder i flere dele af vores verden. Situationen i Gaza og på Vestbredden efter Hamas forfærdelige 7. oktober angreb og gidseltagning er voldsomt ødelæggende, og med Israels annekteringer, krig mod civilbefolkning og etniske udrensninger er situationen blevet fuldstændig uacceptabel og har længe overskredet ethvert berettiget ”selvforsvar”. Den nyligt indgåede våbenhvile er stadig usikker og uafklaret. På samme måde er Ruslands langvarige aggression og krigshandlinger overfor Ukraine både ekstrem, imperialistisk og farlig for den samlede europæiske sikkerhedssituation, og Rusland er tilsyneladende ikke interesseret i fred, så længe Rusland forventer at kunne erobre mere land. Såvel Israel som Rusland nægter at følge Folkeretten.

Ulighed og økonomisk afmagt er roden til fascisme og diktatur – dette er noget EU til stadighed skal huske som en mental arv fra 2. verdenskrig.

Fjendebilleder og imperiedrømme er så roden til krig og ufred – desværre godt støttet både af religiøs ekstremisme og drevet af grådighed efter gratis ressourcer og af enkeltpersoners narcissistiske vanvid.

Game of Thrones TV-serien efter forfatteren George R.R Martins bøger beskriver kampen om kontinentet ”Westeros” med såvel fokus på de herskende klasser som på hvordan ”the little people” bliver kastebolde i deres magtkampe. På mange måder minder denne fantasyserie i uhyggelig grad om det 21. århundredes nuværende magtkampe, hvor vores tidligere, efter den 2. verdenskrigs indgåede internationale ordens- og spilleregler er sat under voldsomt pres.

Lyspunkterne er dog, at EU samler sig og gør sig stærkere – primært for at undgå krig. Samtidig har EU landene en mental bagage fra 2. verdenskrig, der gør, at EU som institution som udgangspunkt bør være bedre rustet til at genkende de mønstre, der kan føre til diktatur og fascisme. Måske vil EU også på sigt kunne håndtere udenrigspolitiske konflikter på en mere neutral måde, når EU fremtidigt bliver mindre afhængig af USA’s NATO-medlemskab.

Vores håb kan være at EU vil kunne vise en vej frem, vel at mærke, hvis vi som borgere i EU til stadighed vil være opmærksomme og agtpågivende overfor vores egne interne fascistiske tendenser.

Der er desværre politiske strømninger i EU, som er anti-demokratiske, og nogle endda rent fascistiske. Disse strømninger fødes løbende af ulighed og vanskelige leveforhold for nogle befolkningsgrupper, og det er vigtigt, at EU formår at forbedre levevilkår for disse grupper. Det er også vigtigt at EU kridter banen op i forhold til at slå hårdt ned på forenklede fjendebilleder, og EU bør også holde skarpt øje med de tendenser, der kan resultere i ødelæggelse af vores demokratiske spilleregler.