Giv mig et blik, et smil, et klap når jeg synger min særlige sang
Ellers visner jeg, taber hovedet ned ad skulderen
Bliver grå, trist, og sur
Men giv mig en skideballe, hvis jeg bare forventer du står klar*
For ellers ved jeg ikke, hvornår du forlader mig

Janteloven har et dårligt image – vi bryder os ikke om den. Vi vil gerne give plads til individet, så alle har mulighed for at få anerkendelse og udfoldelse. Det er så fint. Vi skal kunne indfri vores drømme og vi har som mennesker behov for at blive set og værdsat for vores arbejde og de anstrengelser, vi gør.

Danmark har ry for at have en stærkt implementeret Jantelov – men den findes også i andre lande, selv i USA, som ellers påberåber sig individets frihed og frie udfoldelse som hovedmantra. I USA bliver den bare beskrevet anderledes. Men da Janteloven først blev beskrevet i en dansk bog af Aksel Sandemose, og da vi som danskere måske er lidt mere ydmyge og mere obs på de fejl, vi ser hos hinanden, så har vi som nation fået ry for at være underlagt Janteloven.

Det mest interessante ved Janteloven er, at den ikke kun er negativ, men den har også en positiv vinkel i relation til at være menneske i et fællesskab.

Den negative vinkel er at den holder mennesker fast i angst for at fejle og i angst for repressalier i forhold til at træde forkert. Det giver stort spild af talenter og triste ridser i sjælen, og det kan give vrede og sorg over manglende anerkendelse.

Men samtidig sikrer Janteloven at individet beholder respekt overfor fællesskabet, og den pålægger individet en vis ydmyghed i tilgang, så individet ikke får storhedsvanvid.

Vi er som mennesker tilbøjelige til at fokusere på andres fejl, og det er svært at få øje på sin egen ”bjælke i øjet. Vores ambitioner kan let ødelægge den ydmyghed, som vi til stadighed har brug for, når vi skal udvikle os. Uden kontinuerlig udvikling går vi i stå, og med storhedsvanvid bliver vi ulidelige at omgås og kan ikke længere se og anerkende andres bidrag.

Det siges at ”man skal stikke fingeren i en spand med vand og se hvor meget forskel, det efterlader”. Det siges også ”at ingen er uundværlig”…. Eller sagt på en anden måde – vi kan blot erstattes…

Efterlader vi som mennesker slet ikke nogen ringe i tilværelsen og kan vi bare så let erstattes? Det er da så i høj grad en tilgang, der kan pacificere folk, og gøre dem modløse og uden selvværd.

Men er det sandt?

Kender du slet ikke et menneske, der har gjort en forskel for dig?

Når jeg ser mig tilbage, så træder der mange mennesker frem, som har gjort og stadig gør en kæmpe positiv forskel i mit liv og for andre. Mennesker, uden hvem, livet for mig og livet i fællesskabet ville have været svært og vanskeligt. Så mit svar må blive – nej, ret ryggen, vi sætter alle spor, vi har alle en rolle at spille.

Så er Janteloven positiv eller negativ?

Måske skal vi blot have den i baghovedet som reminder, når vi i uklædelig misundelse ikke ønsker at give anerkendelse til et medmenneske, eller når vi modsat blindt roser nogen til skyerne, uden at have sat os ind i hvad vedkommende rent faktisk har bidraget med.