De strømmer til i hobetal
Skoene slidt igennem
Tøjet lugter af gammel sved og snavs
Sår, der ikke læges, svamp der svier
Håret strimet, hovedbunden klør, er det lus?
Der er stille lige nu i grøften, hvor du ligger
Med børnene, som snøfter sagte
Hvad med de, som døde?
Hvor længe, hvordan, hvornår,
Er der håb for mig, for os?
Sikkerhed, mad, tag over hovedet?
Kommer jeg nogensinde tilbage?
Vil de tage imod os?

Jeg har aldrig prøvet at flygte. På trods af livets andre knubs og genvordigheder, så er jeg heldig. Jeg har aldrig været nødt til med ultrakort varsel at samle min families allermest vigtige papirer, lidt tøj og et tæppe til at holde mig og min familie varm i nattekulde og regn.

Alene tanken kan få det til at gyse i mig. Hvor ligger passet? Hvad med medicin, hæfteplaster, briller og kontaktlinser? Bleer og vådservietter til den yngste, sko til alle, rent undertøj, sæbe, hårshampoo – og kan man overhovedet blive vasket undervejs? Hvad skal jeg tage med? Hvor skal vi gå hen?  Hvad er vigtigt? Hvad med familiebillederne? PC, mobiltelefonerne. Kan jeg gå så langt? Kan jeg bære den lille? Har vi nogen kontanter? Adrenalinniveauet må skyde over toppen før man kommer afsted. Med lyden af bombardementer som baggrundsstøj, så må angsten blive enorm.

Vi skal preppe til en uges tid herhjemme – i ro og mag kan vi indkøbe transistorradio, batterier, dåsekonserves, mel, gryn, ris, olie, vand, sukker, salt, toiletpapir og kaffe. Vi kan lagre det i skabe og skuffer, og så trække vejret igen, så har vi styr på sagen.

Men pludselig at skulle flygte – det er en anden sag. For – hvorhen og hvordan, og vil vi møde fjender undervejs, der vil slå os ihjel eller tage os til fange? Hvordan vil vi blive taget imod? Vil der være venlighed, eller vil folk vende ryggen til os med kulde, had og frygt? Hvis bilen løber tør for strøm eller benzin, hvad så? Hvordan skal vi kunne flygte og hvad kan vi bære og tage med? Hvordan kommer man på toilettet undervejs? Hvordan får vi mad undervejs? Hvor langt kan jeg gå uden at segne? Hvad sker der med bedstemor? Hvad med min bolig, mit landbrug, min virksomhed, mine ejendele, som jeg har forladt?

Der er flygtningekonventioner i internationalt regi, men kan vi stole på de bliver overholdt? De gælder tilsyneladende ikke for palæstinenserne i Gaza, hvor indbyggerne jages fra sted til sted, og ikke engang kan få nødhjælp uden at blive beskudt.  

Der er mange fine konventioner skrevet med de bedste hensigter. Men overholdelsen af disse konventioner kræver at landene respekterer dem. Desværre kan landene vælge den ”smarte” løsning ikke at underskrive konventionerne og så blot te sig efter forgodtbefindende.

Hvad kan vi gøre for at lægge pres på de lande, der groft overtræder internationale spilleregler og moralkodeks, og som laver folkedrab og etnisk udrensning? Lande, som forhindrer journalister i at se, hvad der foregår. Hvad stiller vi op for at stoppe krig og overgreb? Det er ikke altid let at træffe de rigtige beslutninger, situationer kan udvikle sig lynhurtigt og i andre retninger, end man forventede.

Håbet må komme fra de lande, der stædigt fastholder anstændighed, medmenneskelighed og folkeret. Men det håb kræver at befolkningerne bakker op.